Er dette vejen til lykke?

MANGE går til yderligheder i deres søgen efter lykke. Det var for eksempel tilfældet med Katharina Fieschi. Hun var ud af en velhavende italiensk familie, intelligent og meget religiøs. En nedtrykt sindstilstand efter et ulykkeligt ægteskab fik den unge kvinde til at søge lindring i al den morskab og nydelse hendes stilling i samfundet gav hende adgang til.

Det ændrede sig imidlertid da Katharina blev 26. På det tidspunkt skete hendes „omvendelse“. Fra da af „gjorde hun vældige bodsøvelser og spægede sine sanser. . . . Så snart hun mærkede at hun i sit indre begærede noget, afskar hun sig straks fra at få det. . . . Hun bar [en klædning af] groft stof, spiste ikke kød og heller ikke noget andet hun godt kunne lide; hun spiste ikke frugt, hverken frisk eller tørret . . . hun levede alle andre dybt underdanig og søgte altid at gøre det der var i strid med hendes egen vilje“.

Denne beretning kan man læse i en biografi af en kvinde der blev helgenkronet i 1737, „Katharina fra Genova“. Spurgte man hende hvorfor hun udsatte sig for disse selvpinsler, svarede hun: „Det ved jeg ikke, men jeg føler mig draget til det i mit indre . . . og jeg tror det er Guds vilje.“ Hun troede at hun ved at pine sig selv kunne lutres og derved opnå Guds gunst og den sande lykke.

En lignende holdning havde en spansk teolog der blev udnævnt til helgen i 1726. „Johannes af Korset“ kaldte han sig. Han anbefalede blandt andet: ’Udsøg dig ikke det der smager bedst, men det der smager dårligst; ikke det mest behagelige, men det mest frastødende; ikke det største og kostbareste, men det ringeste og usleste; ikke det bedste af alt, men det værste.’ Desuden sagde han: „Foragt dig selv og lad det være dit ønske at andre foragter dig; tal imod hvad der er til din egen fordel, og ønsk at andre gør det samme; tænk ringe om dig selv, og anse det for godt når andre gør det samme.“ Lignende anskuelser finder man endog hos nogle mennesker i dag.

Men er det ved en så overdreven selv-ydmygelse man finder sand og varig lykke? Ikke ifølge Bibelen. Apostelen Paulus skriver:

„Når I med Kristus er døet bort fra de elementære kræfter i verden, hvordan kan I da, som om I endnu levede i verden, rette jer efter sådanne bud: ’Tag ikke’, ’smag ikke’, ’rør ikke’? Dette er kun menneskers bud og lærdomme. Disse ting er jo bestemt til at bruges og gå til grunde. Noget sådant har ganske vist ord for at være visdom, både den selvgjorte fromhed, selvfornægtelsen og mishandlingen af legemet. Men det har ingen værdi, det tjener kun til at tilfredsstille menneskets syndige natur.“ — Kol. 2:20-23, efter den norske oversættelse Godt nytt.

Overdreven selvfornægtelse er en skændsel der kun har ord for at være visdom. Den behager ikke Gud, og den hjælper heller ikke én til at opnå lykke.

Hvad så med den anden yderlighed nemlig at man udelukkende lever for fornøjelser? Er det vejen til ægte livsglæde? Det tror mange. I næste artikel skal vi se hvordan disse søger fornøjelser.

[Illustration på side 3]

’Hun bar en klædning af groft stof, spiste ikke kød og heller ikke noget andet hun godt kunne lide’