Hvordan står det til med menneskerettighederne i dag?

„Der vises overalt i verden en voksende foragt for menneskerettighederne, og krænkelsen af internationale normer er så udbredt at vi står over for en menneskerettighedskrise.“

Sådan har et medlem af Repræsentanternes Hus i De forenede Stater, Donald M. Frazer, sagt.

Disse ord overrasker muligvis nogle mennesker. De synes måske at der er sket store fremskridt og at der i dag bliver talt mere om menneskerettighederne end før, og også gjort mere for at overholde dem. Hvilket af disse synspunkter er rigtigt?

Fremskridt i vor tid

Vor generation har, fremfor tidligere generationer, været vidne til en mængde internationale bestræbelser for at forskellige grupper kunne få deres rettigheder. De forenede Nationer har forsøgt at skabe en international standard ved hjælp af Verdenserklæringen om menneskerettighederne, som blev vedtaget i 1948. Denne erklæring blev fulgt af to konventioner: én om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og én om borgerlige og politiske rettigheder.

Verdenserklæringen var nærmest et udtryk for mål man satte sig, og den blev derfor undertegnet af de fleste af de lande der dengang var medlemmer af De forenede Nationer. Hensigten med de to konventioner var imidlertid at gøre disse mål til international lov så de blev bindende for de underskrivende lande. Der var en langt større tilbageholdenhed da konventionerne skulle underskrives.

De forenede Nationer har desuden drøftet spørgsmål som folkedrab, flygtningeproblemer, kvinders politiske rettigheder, børns rettigheder og verdenssundheden.

Foruden De forenede Nationer har andre internationale organisationer — som Amnesty International — arbejdet på at fremme respekten for menneskerettighederne overalt i verden. Den europæiske Menneskerettighedskommission har til formål at behandle påstande om krænkelser. Den internationale Arbejdsorganisation har arbejdet på at afskaffe tvangsarbejde og hindre arbejdsløshed.

Mange landes regeringer har vedtaget love til beskyttelse af arbejderes rettigheder og levestandard. Selv kristenhedens ledere er fortalere for menneskerettighederne. Og De forenede Stater har nu indlemmet menneskerettighederne som et vigtigt led i landets udenrigspolitik, i håb om at det ved sin økonomiske og politiske indflydelse kan få andre lande til at beskytte deres borgeres rettigheder.

Der er stadig problemer

Betyder alt dette at menneskerettighederne vil blive sikret i vor tid, altså i den nuværende verdensordning? Ulykkeligvis hører man stadig om krænkelser i mange lande, som det fremgik af førnævnte citat af Donald Frazer. I 1976 sagde De forenede Staters daværende udenrigsminister, Henry Kissinger: „Intet land, intet folk, ja for den sags skyld intet politisk system, kan påberåbe sig et pletfrit omdømme når det gælder menneskerettigheder.“

I anledning af trediveårsdagen for vedtagelsen af „Verdenserklæring om menneskerettigheder“ (10. december 1978) sagde pave Johannes Paul II: „Den verden hvori vi lever i dag opviser alt for mange eksempler på uretfærdighed og undertrykkelse.“ Dagbladet Times (Canberra, Australien) bragte følgende kommentar, fremsat af Amnesty International: „Menneskerettighederne krænkes i de fleste lande og under alle politiske styreformer og ideologier.“ Hvordan kan det være?

Et af problemerne er at visse krænkelser sker uden at et lands regering kan afværge dem. Ingen regering ønsker at se sine borgeres rettigheder krænket af forbrydere, og dog har man i de fleste lande erfaret at mange menneskers personlige sikkerhed er blevet krænket som følge af den voksende kriminalitet.

Et andet problem som er meget svært at løse, er verdenshungersnøden. Millioner af mennesker sulter, og nyder følgelig meget få rettigheder. Som én har udtrykt det: „Hvordan skal folk kunne nyde retten til at leve fuldt og helt, når der er fattigdom og sult?“

Noget der har præget aviserne de seneste måneder er „bådflygtningene“ fra Vietnam. Ifølge artikel 14 i Verdenserklæringen skulle disse mennesker have „ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse“, men deres opdukken på visse landes kyster har vakt enorm bestyrtelse. Disse lande føler åbenbart deres økonomi truet, hvorfor man læser i aviserne at flygtningene drives til havs igen, undertiden med tragiske ulykker til følge.

Modstridende interesser eller rettigheder er også et problem. En filippinsk pædagog, Ruben Santos Cuyugen, forklarer det sådan: „Beskytter man et mindretals kulturelle rettigheder kan det hæmme udviklingen for den store del af samfundet eller området. Og ligesådan — hvis man beskytter de bedre stillede gruppers ejendomsret, kan det gå ud over de fattige eller dårligt stillede gruppers rettigheder.“

Hvad mener han? Lad os tænke på et land hvor de fleste rigdomme er i hænderne på nogle få privilegerede, mens det store flertal af befolkningen lever i fattigdom. I et forsøg på at hæve flertallets levestandard, og altså beskytte disse menneskers rettigheder, sætter regeringen måske ind på en omlægning af landets rigdomme. Men ved at gøre det, viser det sig måske at man krænker det velhavende mindretals ret til lighed for loven.

Endelig er der spørgsmålet om fortolkning. Visse vestlige lande henviser ofte til de rettigheder som deres borgere nyder, men alligevel er der østlande som anklager dem for at krænke menneskerettighederne. Ifølge dagbladet New York Times skulle Fidel Castro for nylig have sagt at Vestens såkaldte frihed ikke var andet end bourgeoisiets ret til at udnytte mennesket og bevare klasseskellene.

På den anden side er der ikke-kommunistiske lande som henleder opmærksomheden på mange påståede rettighedskrænkelser i kommunistiske lande; de nævner beretningerne om tvangsarbejdslejre, og de meget omtalte vilkår for afvigere. Men den franske avis La Croix skriver at „Sovjetunionen . . . har valgt at gøre denne årsdag (for verdenserklæringen om menneskerettighederne) til en stor højtid ved at berømme . . . de enestående rettigheder som landets borgere nyder“.

Det kunne se ud som om de taler om hver sit, og det gør de måske også. Som dr. Edward Norman, der er dekan på Peterhouse ved Cambridge University, for nylig har sagt: „Vestlige demokratier gør disse forskellige moralske indvendinger (angående menneskerettighederne) stærkt gældende i deres kritik af de autoritære regimer . . . Socialiststater giver igen med nøjagtig den samme snak om menneskerettighederne når de forkaster den vestlige liberalisme. Man bruger de samme ord om menneskerettighederne, men hvad ordene står for er forskelligt; det afhænger af hvilken ideologi eller klasse der tales om.“

Tortur og folkedrab

Noget der nok er værre end ovennævnte sociale problemer og ideologiske forskelle, er de mange tilfælde hvor regeringerne har den politik at undertrykke deres egne undersåtter. For to år siden bragte tidsskriftet Time et citat af en talsmand for Amnesty International som sagde at myndighederne i 60 lande havde øvet tortur inden for de sidste ti år. Alene i 1975 blev 40 lande anklaget for at have øvet tortur mod deres egne borgere. Adskillige lande anklages desuden for at holde politiske fanger.

Efter den anden verdenskrig vakte det forfærdelse overalt da det kom frem at adskillige millioner mennesker, deriblandt seks millioner jøder, var blevet myrdet i Europa. Mange sagde: „Det må aldrig ske igen!“ Og dog læser man i dag beretninger om massemyrderier flere steder i verden. Regeringen i ét lille afrikansk land anklages for at have dræbt en sjettedel af landets befolkning. På en tropeø blev der efter sigende dræbt 100.000 mennesker under en invasion for nylig. Og man har rapporter fra et asiatisk land som fortæller at over en million mennesker er blevet myrdet af politiske grunde.

Når du læser dette spørger du måske: ’Hvorfor er der ingen som gør noget? Hvorfor kan man ikke sende folk til disse lande for at undersøge om de indberettede grusomheder virkelig finder sted, og så få dem standset?’ Svaret ligger i det som den engelske retslærde lord Wilberforce har kaldt „det uløselige dilemma i spørgsmålet om menneskerettigheder — ét princip er at menneskerettighederne siden vi fik Verdenserklæringen har været et internationalt anliggende — et andet at det udelukkende er et indre anliggende hvordan en stat behandler sine egne undersåtter“.

Professor W. J. Stankiewics ved universitetet i British Columbia har forklaret det lidt mere udførligt. Han siger: „Åbenbart er det sådan at selv om ét land mener at menneskerettighederne er blevet krænket i et andet land, tillader international lov ikke at man skrider ind over for overtræderen; det kan et land hverken gøre alene eller sammen med andre. Det er klart at en handling der har til formål at standse en krænkelse af menneskerettighederne ville være en angrebshandling ifølge international lov. Menneskerettighederne eksisterer, og det anerkender man, men det er næppe muligt at håndhæve dem.“

Hvad skal der til for at sikre menneskerettighederne?

I betragtning af dette er det svært at se hvordan menneskerettighederne nogen sinde skulle kunne sikres fuldstændigt under den nuværende tingenes ordning. Kan disse rettigheder på nogen måde sikres? Ser vi på menneskets kamp for sine rettigheder, både i fortiden og i nutiden, synes der at være mindst to betingelser der først må opfyldes.

For det første må der være et moralsk stabilt samfund, hvor den enkelte borger ikke bare vil nyde sine egne rettigheder men også uselvisk respektere sin næstes rettigheder. For det andet må der være en myndighed som har så megen visdom at den kan afgøre præcis hvordan man, med lige ret for alle, tilgodeser forskellige gruppers rettigheder, og hvordan man overvinder de modstridende opfattelser af menneskerettighederne. En sådan myndighed må desuden have så megen magt at den kan løse sociale problemer som kriminalitet og fattigdom, der medfører at folk berøves deres rettigheder. Den må også være overnational, altså have myndighed over landene, så ingen jordisk magt kan øve massakrer eller tortur, indespærre folk på et uretmæssigt grundlag eller på anden måde undertrykke sine borgere.

Man behøver næppe at bemærke at et sådant samfund og en sådan myndighed ikke eksisterer under den nuværende verdensordning. Men vil det sige at ethvert håb om en sikring af menneskerettighederne blot er en idealistisk tanke som aldrig kan blive til virkelighed? Nej. Der er et velbegrundet håb om at menneskerettighederne vil blive sikret alle mennesker overalt på jorden — og det i nær fremtid. Overvej de bevisgrunde der fremlægges i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 8]

„Intet land, intet folk, ja for den sags skyld intet politisk system, kan påberåbe sig et pletfrit omdømme når det gælder menneskerettigheder.“

[Tekstcitat på side 9]

„Hvordan skal folk kunne nyde retten til at leve fuldt og helt, når der er fattigdom og sult?“

[Tekstcitat på side 10]

For det første må der være et moralsk stabilt samfund . . .

[Tekstcitat på side 10]

For det andet må der være en myndighed som har så megen visdom at den kan afgøre præcis hvordan man, med lige ret for alle, tilgodeser forskellige gruppers rettigheder

[Tekstcitat på side 11]

„Menneskerettighederne eksisterer, og det anerkender man, men det er næppe muligt at håndhæve dem.“