Vi betragter verden
Sort magi i Schweiz
● Det lader til at sort magi lever i bedste velgående, selv i oplyste lande. En 23-årig kvinde der er medlem af en orientalsk sekt, forklarede i april i retten i Lausanne, Schweiz, at hun under et ritual var blevet voldtaget. Mens det skete, blev blodet fra en kylling hældt over hendes krop.
Middelhavet forurenes
● Havforskeren Jacques Cousteau sagde under et møde på Sicilien i april at forureningsgraden i Middelhavet er tredoblet siden 1970. Hvis ikke der gøres en indsats for at begrænse forureningen, vil Middelhavet blive et dødt hav. Hver dag ledes der spildevand ud i havet fra 140.000 industrivirksomheder og fra 120.000 byer med tilsammen 150 millioner indbyggere. Hertil kommer at olietankskibe årligt udleder omkring 150.000 tons olie, oplyser Cousteau.
Færre nordmænd tror på Gud
● Undersøgelser foretaget af Norsk Gallup Institutt viser at der nu er færre nordmænd som tror på Gud og betragter sig som personlige kristne end der var for 13 år siden. I december 1965 svarede 85 procent at de troede på Gud, men i november 1978 svarede kun 75 procent bekræftende på dette spørgsmål. I 1965 betragtede 28 procent sig som personlige kristne, men i 1978 kun 24 procent. — Aftenposten, 4. januar 1979.
Cølibat — en gave?
● Der er årligt 4000 katolske præster som forlader præstegerningen. Det svarer til én procent af verdens 400.000 katolske præster. Hovedårsagen menes at være kravet om at katolske præster skal leve i cølibat. Pave Johannes Paul II har taget til genmæle mod tendensen. Idet han betegner cølibatet som „en rigdom og en særlig gave til Guds rige“, understreger han at man ikke kan tillade sig at nedlægge præstegerningen på grund af dens vanskeligheder og ofre. Åbenbart overser han at Bibelen intetsteds kræver at man skal være ugift for at kunne påtage sig et særligt religiøst hverv. Det fremgår således af Bibelen at apostelen Peter var gift. — 1 Kor. 9:5; 1 Tim. 4:1-3.
Skal kræftpatienter have ren besked?
● Ifølge den amerikanske lægeforenings tidsskrift Journal of the American Medical Association er der foretaget en statistisk undersøgelse blandt læger for at få rede på spørgsmålet: Skal patienterne have det at vide hvis de har kræft? For tyve år siden mente 90 procent af lægerne det ikke; i dag mener 97 procent at patienterne bør have ren besked.
Skjult hjælpemotor
● En tidligere cykelrytter, André Gouzy i Grenoble, har efter sigende konstrueret en racercykel med hjælpemotor. Motoren sidder skjult i cyklens stel. Den er drevet af batterier som lades op når det går nedad eller ligeud, men som hjælper til når det går opad. Det er stadig nødvendigt at træde i pedalerne, men den elektriske motor yder et tilskud på cirka 20 procent. — Europa, maj 1979.
Rygning og bilkørsel
● Rygning under bilkørsel er årsag til mange alvorlige bilulykker, siger østrigske forskere. De fremfører at der hvert år i Østrig sker omkring 2500 alvorlige uheld som følge af rygning. Bilisterne bliver hurtigere trætte når de ryger ved rattet, og deres reaktionsevne nedsættes, er forklaringen.
Regnskove i fare
● Store tømmerfirmaer og multinationale selskaber er i gang med at rydde store områder af Amazonlandets jomfruelige regnskov. En biolog oplyser at hvis denne skovhugst får lov til at fortsætte med samme fart som nu, vil skovområderne være forsvundet for stedse om 34 år. En brasiliansk senator, Evandro Carreir, har kritiseret den ukontrollerede træfældning og påpeget at følgerne for menneskeheden vil blive katastrofale. Miljøeksperter anser Amazonas regnskove for at være livsnødvendige for verdens iltforsyning. Hvis skovene forsvinder vil verdens iltforsyning falde, samtidig med at der sker en stigning af atmosfærens indhold af kultveilte.
Børnediskoteker
● I New York fejres børnefødselsdage for de seks- til tiårige nu på diskoteker der om eftermiddagen lader discoprogrammet køre efter samme mønster som om natten, oplyser Jyllands-Posten. Drengene er stadset ud som Travolta, og pigerne optræder i nedringede kjoler og med mascara og øjenskygge. Traktementet består af hamburgers, pommes frites, coca cola og tyggegummi, og larmen er ikke mindre end om natten. Der trues med at børnediskoteker snart vil blive oprettet også i de europæiske storbyer. — 11. juli 1979.
Ny behandlingsform ved kræftsmerter
● Japanske forskere fortæller om en ny metode til lindring af smerter hos kræftpatienter. Man inddrypper alkohol i hypofysen. Området omkring hypofysen punkteres med en nål. Dr. Fumikazu Takeda ved Osakas medicinske fakultet siger: „Smertelindringen er så udtalt at vi nu foretrækker denne metode til lindring af smerter hos kræftpatienterne på vore hospitaler.“ De 25 af 30 patienter som fik behandlingen, var fuldstændig fri for smerter i lang tid efter.
Forskellige former for TV-vold
● I England har man netop afsluttet en undersøgelse af hvordan TV-vold virker på drenge. Resultaterne bekræfter tidligere undersøgelser foretaget i andre lande: vold på TV-skærmen inspirerer børn til at øve vold. Undersøgelsen viser imidlertid også at visse former for vold i TV ikke er så tilbøjelige til at anspore de unge til vold. Det gælder for eksempel vold i komiske film, i science-fiction film og i tegnefilm. Men i modsætning til hvad man før mente, viser denne undersøgelse at selv vold øvet af en „flink fyr“ i filmen, kan inspirere til voldshandlinger blandt de unge.
Flere trafikdræbte
● Ifølge Danmarks Statistik blev 850 mennesker dræbt i den danske trafik i 1978. Det er en stigning på 3 procent i forhold til året før. Antallet af dræbte børn er imidlertid gået ned, fra 105 i 1977 til 85 i 1978.
Flere og flere måner
● Astronomerne opdager stadig flere måner i vort solsystem. Med opdagelsen af Plutos måne sidste år havde man bekræftelse på i alt 33. Nu koncentrerer forskerne sig om planetoiderne, det vil sige småplaneterne, i det store planetbælte mellem Mars og Jupiter, og de mener at have bevis for mindst 23 drabanter mere. Sidste år opdagede J. H. McMahon en lille måne der kredsede om asteroiden Herkulina, der måler 209 kilometer i diameter. Andre astronomer er kommet til det resultat at der må kredse mindst 23 drabanter omkring de otte asteroider de har undersøgt. „Solsystemet ser ud til at blive mere kompliceret måned for måned,“ skriver New York Times.
Ytringsfrihed?
● En elev på high-school i Westchester, New York, er blevet udelukket fra skolen én dag fordi han har kaldt en af sine lærere ved øgenavn. Den unge mands fader holder imidlertid med sønnen i at han har ret til at sige hvad der passer ham. De har nu anlagt sag mod læreren og skoleledelsen og kræver en erstatning på 9000 dollars (henved 50.000 kroner), med henvisning til at man ved at udelukke drengen for at have benyttet et „tarveligt sprog“, har begrænset den ytringsfrihed grundloven garanterer ham. Den unge mand henviser desuden til den „bitre åndelige smerte og ydmygelse“ han har lidt.
Interne vanskeligheder
● Roms generalvikar, kardinal Ugo Poletti, har udsendt en beretning der giver udtryk for at Rom lider af en mangel på præster og midler. „Vi har 68 sogne i Rom der ikke engang har en sognekirke,“ klager kardinalen, „og nogle af sognene er blevet enormt store, idet de har 30.000 til 80.000 indbyggere.“ Poletti siger også at bispedømmets økonomi, selv med Vatikanets støtte på cirka fem millioner kroner om året, „har nået et yderst kritisk stadium“. Kardinalen peger på en af årsagerne til de økonomiske vanskeligheder, idet han siger: „Jeg overvældes af sorg når jeg træffer præster der får alle de daglige fornødenheder og gratis hushjælp, og dog har 400.000 lire [2588 kroner] om måneden til sig selv.“ Hvor mange mennesker har så mange lommepenge når de faste udgifter er betalt?
En biskops politiske virksomhed
● I 1974 idømte Israel den katolske melkitterbiskop Hilarion Capucci 12 års fængsel fordi han havde smuglet våben i sin privatbil. (Se Vågn op!, 22/2 1975, s. 22.) Capucci blev løsladt i 1977 — efter at pave Paul VI var gået i forbøn for ham — og udnævnt til at føre tilsyn med melkittersamfundene i Latinamerika, dog med den „stiltiende aftale . . . at han ville holde sig væk fra Mellemøsten“, skriver New York Times. Men Capucci holdt sig ikke væk. I januar, skriver Times, „tog han uden kirkens tilladelse til den syriske hovedstad og overværede et møde i den palæstinensiske befrielsesorganisations nationalråd, som han er medlem af“. Efter i kort tid at have været i „unåde“ blev den egenrådige politisk engagerede biskop imidlertid „modtaget af pave Johannes Paul II den 7. maj i år og udnævnt til at føre tilsyn med melkittersamfundene i Vesteuropa“.
Bloderstatning
● Japanske forskere har udviklet en ny bloderstatning som de hævder vil kunne holde aber i live med kun 2 procent af deres eget blod. Forsøg har vist at rotter kan leve, selv efter at 90 procent af deres blod er skiftet ud med bloderstatningsmidlet, og efter to uger er deres eget blod ad naturens vej kommet op på det normale igen. „Fordelene ved bloderstatninger fremfor transfusioner med rigtigt blod,“ hedder det i beretningen i Science News, „er at man kan give erstatninger uden hensyn til modtagerens blodtype, og uden fare for at overføre sygdomme.“ Det bemærkes at erstatningsmidlet på grund af de kemiske stoffer det er sammensat af, kan „medføre mere ilt end den normale koncentration af røde blodlegemer“.