Har du tænkt over:

„Hvor mange virkelige venner har jeg?“

OVER 100.000 mennesker blev for nogen tid siden spurgt om hvad der gjorde dem lykkelige. Det svar man oftest fik, var: Et inderligt, kærligt forhold til et andet menneske — med andre ord en virkelig ven.

Er det ikke rigtigt at et venskab giver glæde i tilværelsen? De fleste af os omgås daglig mange mennesker vi kender, men det er hos vore venner vi søger hjælp og støtte, det er med dem vi deler vore sorger og glæder.

Hvordan er en virkelig ven?

En virkelig ven føler noget for dig og gør noget for dig. Han viser dig uselvisk interesse. Du føler at han står dig nær.

En virkelig ven er loyal og trofast. „Ven kan overgå broder i troskab,“ siger Bibelen. (Ordsp. 18:24) Din ven vil forstå dig, om ingen andre.

Hvorfor betyder det så meget at have virkelige venner?

Vi trænger alle sammen til nogle at dele vore tanker og følelser med. Vore glæder bliver dobbelt så store når vi kan dele dem med en ven, og vore sorger mindskes når en ven lytter med forståelse og medfølelse.

Ifølge en af de foretagne undersøgelser kunne de fleste mennesker imidlertid tælle deres virkelige venner på én hånd. Nogle havde endog slet ingen virkelige venner og levede meget ensomt. Dette er et meget udbredt problem.

Livets problemer er knap så forstemmende når man ikke skal klare dem alene. „En ven elsker altid; til en broder fødes han af nøden.“ (Ordsp. 17:17, svensk oversættelse af 1878) Hvem af os har ikke prøvet at stå i nød eller kan komme ud for det i fremtiden? Alvorlige problemer kan opstå, og vi kan få brug for et råd. En god ven kan hjælpe. Vi kan stole på ham, for han søger det der tjener vore interesser bedst. Vi ved også at det vi fortæller ham i fortrolighed, bliver mellem ham og os.

Hvor meget det betyder at have en god ven fremgår af følgende oplevelse, berettet af en familie der bor på landet og som sætter pris på at læse „Vågn op!“ og „Vagttårnet“. Hver fjortende dag bragte et Jehovas vidne fra menigheden i en nærliggende by denne familie de sidst udkomne udgaver af bladene. Det skete måned efter måned.

En dag da vidnet ankom til familiens gård undrede det ham at der ingen var hjemme. Der lå en seddel hvorpå der stod: „Til Vagttårns-manden! Kom venligst igen. Hurtigt!“ Vidnet aflagde et nyt besøg samme dags aften. Hvad var der sket?

Der var opstået et alvorligt familieproblem. Hvor kunne de få hjælp og råd? De vidste at „Vagttårns-manden“ nærede interesse for dem. Kom han ikke regelmæssigt og besøgte dem? De havde tillid til ham og betragtede ham som deres ven. De vidste instinktivt at han ville hjælpe dem. Det gjorde han også med glæde, og deres venskab blev endnu stærkere. Han viste dem Bibelens råd, og disse hjalp dem til at løse problemet. De var taknemmelige for den uselviske interesse der blev vist dem af en virkelig ven.

Hvordan finder man virkelige venner?

Der er mennesker som har prøvet på at „købe“ venner med dyre gaver og underholdning, blot for at erfare hvad én engang skrev: „En ven der skal købes, er ikke den pris værd du betaler, uanset hvad beløbet er.“ Når du holder op med at give, holder han sikkert op med at elske dig.

Hvis vi ønsker at andre skal elske os uselvisk, må vi i regelen vise den samme uselviskhed. Det koster os noget. Nej, ikke penge, men vi må være villige til at ofre noget af vor tid og vise oprigtig interesse for et andet menneske. Der gives mange måder, også i det små, hvorpå man kan vise sin interesse for andre. Til tider vil en gave fortælle at man sætter pris på vedkommende. Den gives ikke som „betaling“ for et venskab, men som udtryk for ens hengivenhed.

Når du taler med andre, da lyt til dem og vis interesse for deres meninger. Bibelen anbefaler at vi ’retter blikket mod andres interesser’ og ’går foran med at vise hinanden ære’. Ja, fremfor at vente på at andre gør sig til venner med dig, skulle du gøre noget i venlighed mod dem. Da vil du sandsynligvis ikke alene føle den store glæde der er ved at give, men også få del i et varmt og inderligt venskab. — Fil. 2:4; Rom. 12:10; Apg. 20:35.

Jesus sagde at hans disciple skulle kendes på en selvopofrende indbyrdes kærlighed. (Joh. 13:34, 35) Blandt hans oprigtige disciple skulle man derfor kunne finde gode medkristne der vil vise sig at være virkelige venner.

Denne uselviske interesse for andre er noget enestående i en ukærlig verden. Et eksempel vil vise dette. Et kristent ægtepar i et europæisk land spiste ude en aften. Ved det nærmeste bord sad to afrikanske herrer. Menukortet var på fransk, og afrikanerne havde tydeligvis deres besvær med at gøre sig forståelige over for tjeneren. „Kan vi hjælpe Dem?“ spurgte ægteparret. Hjælpen kom i rette øjeblik og blev modtaget med taknemmelighed. Afrikanerne tog også imod en indbydelse til at besøge ægteparret næste dag og ledsagede desuden deres værter til Jehovas Vidners stedlige rigssal. Menighedens venlige ånd overraskede dem meget.

De to afrikanere var kommet for at overvære en konference. De værdsatte ikke alene at møde venlighed fra to helt fremmede men også at finde denne hjertevarme hos en hel gruppe!

Er en sådan hjertevarme typisk for alle Jehovas Vidners menigheder? Hvorfor ikke konstatere dette ved selvsyn? Det kan meget vel ske at du stifter bekendtskab med nogle som du kommer til at holde af som dine personlige, gode venner.