Vi betragter verden
Brintenergi på en anden måde
● Brintenergi kan blive et realistisk alternativ til benzinmotoren, mener projektleder Bjørn Vigeholm fra Risø. Der er ikke tale om fusionskraft, men om at benytte luftarten brint til drift af bilmotorer. Et stort demonstrationsanlæg er allerede i gang i Vesttyskland. I halvandet år skal 40 Mercedesbiler drives af brint, samtidig med at anlægget forsyner nogle boliger og et gartneri med overskudsvarme. Hermed vil man vise at 20 procent af samfundets energiforbrug kan flyttes fra olien over på andre energikilder, nemlig de kilder man vælger at benytte ved fremstillingen af brint. „Brintenergien er et langt mere realistisk alternativ til olien end elektricitet. Den kan lagres uden tab af energi. Den kan let transporteres. Den giver ingen sikkerhedsproblemer og den er absolut fri for problemer med forurening,“ siger Bjørn Vigeholm.
Uheldet på Tremileøen
● Efter reaktoruheldet i marts sidste år på Tremileøen i Pennsylvanien, er der nu udarbejdet en omfattende rapport. Det hedder heri at der kun manglede mellem 30 og 60 minutter før reaktorkernen var begyndt at smelte. I så fald ville en masseevakuering have været nødvendig i et større område rundt om kraftværket på grund af strålingsfaren, hedder det i rapporten.
Hyænerne ler sidst
● Dagbladet Daily Nation i Nairobi, Kenya, oplyser at hyæner er blevet en plage i nærheden af en „by“ som er rejst af en religiøs sekt. Sektens 200-300 medlemmer siges at begrave deres døde ved at anbringe dem i bjerghuler. Dette har tiltrukket de ådselædende hyæner, som nu drager fordel af den religiøse gruppes skik. Journalist Philip Wangalwa fortæller: „Når de hellige kvinder tre dage efter begravelsen drager hen for at se om den døde er blevet ’taget til himmelen’, finder de ingen knogler og vender tilbage til ’byen’ mens de synger af glæde.“ Han bemærker at „man kan høre hyænernes ’latter’“ i bakkerne oven for „byen“ sent om aftenen efter en „begravelse“.
For få præster
● Præstemangelen i Den danske Folkekirke blev omtalt på et bispemøde i København i januar måned. For tiden er 100 ud af 1750 danske præsteembeder ledige. Formanden for folketingets kirkeudvalg, folketingsmand Povl Brøndsted, siger i den forbindelse at det vil være katastrofalt for folkekirkens struktur hvis tilgangen af præster svigter.
Dårlig musik
● Skuespil- og tekstforfatteren Alan Jay Lerner, som blandt andet har skrevet „My Fair Lady“, udtalte for nylig om rockmusikken: „Der findes forbavsende lidt god rockmusik, når man tager det store og forskelligartede udbud i betragtning. Det er en hån mod min intelligens at se sådan en flok idioter springe omkring og hamre løs på deres trommer og . . . at skulle se projektørerne blinke rundt omkring i hele salen. Mit indre gør oprør når jeg ser folk på scenen med en mikrofon så tæt op til læberne. De ser ud som om de ville komme til at sluge den hvis de lænede sig en smule mere forover. Jeg er vant til entertainere . . . som selv kan tryllebinde én — ikke entertainere som overfalder én med elektroniske lyde fra alle retninger. Den slags musik gør ondt i mine ører og gør mig meget nervøs. Og det er bevist at det skader nervesystemet. . . . I nogle sange synger de ikke andet end ’I love you, baby’ igen og igen. Det er virkelig et tilbageskridt for musikkulturen.“
Flere idrætsskader
● Hvert år bliver 35.000 danskere behandlet for idrætsskader hos de praktiserende læger. Dertil kommer de sportsfolk som behandles på hospitaler og skadestuer. Mere end hver tredje af de tilskadekomne kommer galt af sted ved fodboldspil. Svømning og gymnastik giver færrest skader. Antallet af idrætsskader stiger stadig, og de koster hvert år det danske samfund omkring 50.000.000 kroner i lægeudgifter og produktionstab. — Holbæk Amts Venstreblad, 11. februar 1980.
Støj får blodtrykket til at stige
● Vestberlins sundhedsvæsen har ladet foretage nogle undersøgelser som vækker formodning om at vedvarende støj ikke kun skader hørelsen, men også får blodtrykket til at stige. Arbejderne i en aftapningshal var udsat for støj på gennemsnitlig 95 decibel. Efter at de havde båret høreværn i adskillige dage faldt deres blodtryk. Men når de tog høreværnene af igen steg deres blodtryk. Undersøgelserne gav også anledning til mistanke om at hjertet efterhånden kunne tage skade.
Kriminaliteten i Kina
● Ifølge det kinesiske ministerium for den offentlige sikkerhed er ungdomskriminaliteten i Den kinesiske Folkerepublik steget til det tidobbelte siden begyndelsen af 1960erne. Alligevel må den siges at være lav efter vestlig målestok, når man tager i betragtning at Kina har 210 millioner skolesøgende børn. I et telegram fra det kinesiske nyhedsbureau NCNA lægges en stor del af skylden for denne voksende kriminalitet på kulturrevolutionen, under hvilken børnene „blev opdraget i en atmosfære hvor det at slås, plyndre og øve hærværk blev anset for handlinger i revolutionens tjeneste“, hvor de „lærte at man har ret til at gøre oprør“.
Søvndyssende lyde
● Driftige forretningsfolk har markedsført en bamse der kan spille de lyde for spædbørnene som de hørte inde i moderens mave. Da optagelsen af lydene fra en gravid kvindes underliv blev prøvespillet i børneafdelingen på et hospital i Florida, klagede afdelingssygeplejersken: „Det er den mest irriterende lyd man kan høre. Den gør sygehjælperne skøre.“ Men det siges at børnene faldt i søvn efter at de i blot 15 sekunder havde lyttet til de pulserende lyde af blod der strømmer gennem en moders bækkenpulsåre.
Håb for ørkenerne?
● Store dele af jordens overflade er dækket af ørken, hvor det er meget vanskeligt, om overhovedet muligt, at dyrke noget. Nu har man imidlertid i Schweiz udviklet en syntetisk behandling af tør, sandet jord som sætter jorden i stand til at opsuge og fastholde vand ligesom en svamp. Det skulle betyde at tidligere ubrugelige områder kunne opdyrkes. Der anvendes et kornet materiale der ligner sand. Det kan opsuge 12 gange dets egen vægt i vand, og ved nedsat fordampning kan det forøge vandoptagelseskapaciteten i tørre områder med 40 til 200 procent. Det kan også gøre en skorpet jordoverflade løs, så det bliver nemmere at skaffe iltning til planterødderne. Ved forsøg i Saudi-Arabien har metoden givet lovende resultater: der spares 50-80 procent vand, og 95 procent af de unge frø man har udsået overlever de to første år. — Jyllands-Posten, 12. marts 1980.
Våbentræning for tyrkiske børn
● Regeringen i Tyrkiet udsendte i begyndelsen af februar i år en erklæring der blandt andet sagde: „Den tyrkiske ungdom skal udvikle en forkærlighed for de væbnede styrker med det sigte at danne en ny patriotisk generation.“ Regeringens ønske ytrede sig i praksis ved at den beordrede militærinstruktioner til alle børn over syv år som en forholdsregel i tilfælde af krig. Forholdsreglerne omfatter desuden våbentræning i skolerne for piger og drenge over 15 år. Skolebørn mellem 12 og 15 år skal undervises i militære våben og desuden regelmæssigt besøge kaserner og militærbaser. — Jyllands-Posten, 3. februar 1980.
Alkoholens ofre
● Et hold læger i Danmark er kommet til den konklusion at umådeholden indtagelse af alkoholiske drikke volder mænd under 35 år mere skade i hjernen end i leveren. Tres procent af de undersøgte drankere mellem 21 og 35 år viste tegn på alvorlig mental skade, mens 20 procent havde pådraget sig leverskade. Undersøgelserne viste at de hjerneskadede alkoholikere var glemsomme, hurtigt blev mentalt udmattede og havde vanskeligt ved at koncentrere sig og tænke klart. Desuden var deres indlæringsevne væsentligt forringet.
Børn med alkoholskader
● „Flere tusinde børn mellem 10 og 14 år er alkoholskadede uden nogen sinde at have drukket en dråbe alkohol,“ skriver Jyllands-Posten, efter det svenske dagblad Expressen. „Gravides indtagelse af alkohol kan medføre, at børnene bliver mindre, får mindre hoveder, får skader i centralnervesystemet, får hjernefejl og hjertefejl. Børnene er urolige og støjende. De kan ikke koncentrere sig. De har vanskeligt ved at klare sig i skolen, navnlig har de vanskeligt ved at lære at læse.“ Børnelægen Ulf Lindberg siger: „Undersøgelsesresultatet er overraskende; jeg havde ikke forestillet mig, at så mange børn i særklasser var født af alkoholmisbrugere.“ — 8. november 1979.
Unge leverpatienter
● Under overskriften „Flere unge drikker“ skrev Politiken den 7. november 1979: „Patienter med leverlidelser bliver yngre og yngre. I dag er flere og flere leverpatienter på vore hospitaler under 30 år. Det drejer sig samtidig om mennesker, der er kendt for at have et påfaldende alkoholforbrug. Sådanne kendsgerninger danner baggrund for en konstatering blandt eksperter af, at ungdomsalkoholismen er et samfundsproblem i voldsom vækst.“ Konsulent Peter Schiøler siger: „Det er helt givet, at der drikkes for meget i Danmark. Men vi skal ikke give folk angst og skyldfølelse, men derimod give dem nogle holdninger omkring alkohol. For eksempel at man ikke drikker, når man har problemer.“
Kirurgisk sensation
● I Cape Town i Sydafrika har nogle læger udført en enestående operation ved at fjerne et spirende frø fra et 10-årigt barns øje. I 1976 havde drengen på et tidspunkt leget på en græsplæne og senere klaget til sin moder over at han havde fået noget i øjet. Det blev ved med at gøre ondt og at hæve i perioder, til trods for at forskellige behandlinger var forsøgt. Men for nylig undersøgte nogle specialister drengens øje under mikroskop og fandt et lille grønt frø som var begyndt at spire. En botaniker bekræftede det. Lægerne udførte da den vanskelige operation og fjernede græsfrøet, uden at drengens øje led varigt mén.