De homoseksuelles „frigørelse“

INDTIL 1861 var homoseksualitet en forbrydelse som i England kunne straffes med døden. Faktisk blev muligheden for at blive idømt fængselsstraf for homoseksuelle handlinger først afskaffet i England så sent som i 1967, og i mange andre vestlige lande forholder det sig på tilsvarende måde.

I de senere år har lovene og folks indstilling imidlertid ændret sig meget. I Californien lovede en kandidat til San Franciscos borgmesterembede for eksempel at indsætte homoseksuelle i byens kommissioner og bestyrelser i forhold til deres andel af befolkningstallet, som var omkring 15 procent. Som følge heraf stemte mange homoseksuelle på hende ved valget.

Fremtrædende mænd og kvinder i det offentlige liv bekender sig nu åbent som homoseksuelle. Mange præster indrømmer at de er homoseksuelle, og gør sig offentligt til talsmænd for denne livsform. Mange betragter ikke længere homoseksualitet som noget skamfuldt; det har tværtimod opnået en vis grad af „respektabilitet“.

Siden den første verdenskrig har respekten for kristenhedens præster og gejstlighed været på retur. Folk er ikke længere villige til blindt at acceptere hvad kirkerne siger. Man kræver større frihed, især på det moralske område.

Navnlig har kirkernes traditionelle standpunkt imod homoseksualitet måttet stå for skud. Ofte hævdes det at Bibelens udtalelser om dette emne er uanvendelige her i det tyvende århundrede. Udsat for dette pres har mange præster kapituleret, forkastet Bibelen og åbent budt ’den nye moral’ velkommen.

Typisk for denne indstilling er nogle bemærkninger af Canadas anglikanske kirkes ærkebiskop. Han udtaler: „Vi har ikke forandret Skriften. Vi har gjort et forsøg på at forstå dens dybere betydning. . . . Det er ikke syndigt at være homoseksuelt orienteret, undtagen i den forstand at det kan være blevet tillært i en syndig verden.“

Er det virkelig en frigørelse?

Er det ikke på tide at de religiøse begrænsninger helt bliver afskaffet? At den offentlige skændsel bliver fjernet? Sådan er der mange der føler, og de søger at frigøre mænd og kvinder fra det de betragter som en krænkelse af deres privatliv. I dette frihedsklima er ’de homoseksuelles frihedsbevægelser’ opstået og har fået vind i sejlene.

For mange er den nyfundne frihed dog kun kortvarig. Dens „goder“ er tvivlsomme og dens lovede lykke er en illusion.

Francis Cormier, som er præst ved en lille uafhængig evangelisk kirke i Montreal, Canada, har berettet om sit liv som homoseksuel. Nu virker han som rådgiver for homoseksuelle, og han indrømmer at „de fleste homoseksuelle ikke er lykkelige og afbalancerede som nogle påstår, men de er desperat ulykkelige mennesker“. Han tilføjer: „Mange begår endog selvmord.“

I overensstemmelse med disse iagttagelser siger publikationen An Introduction to the Pastoral Care of Homosexual People (En introduktion til præsters omsorg for homoseksuelle), udgivet af den romersk-katolske kirke i England: „Homoseksuelle lider ofte af en mangel på selvagtelse og en ensomhed som heteroseksuelle finder det vanskeligt, om ikke umuligt, at fatte. I det almindelige samfund føler homoseksuelle sig som fremmede.“ Endvidere: „Mange homofile opfatter deres ensomhed som en tung byrde.“ Disse konsekvenser er sandelig langt fra den „frigørelse“ som nogle så ivrigt stræber efter.

Hvorfor homoseksuel?

Hvorfor bliver nogle mennesker da homoseksuelle? Hvad er grunden til at deres antal stadig stiger? Der er næppe noget andet emne der har været mere omdiskuteret i de senere år.

Ovennævnte romersk-katolske rapport bemærker: „De fleste unge synes at gennemgå en fase i deres liv hvor den homoseksuelle tendens er fremherskende; men den følelsesmæssige udvikling i den retning kan blive bragt til ophør på dette tidspunkt.“ Teenageårene er vanskelige år. Drenge og piger i denne aldersgruppe finder det ofte vanskeligt at omgås hinanden uden en vis forlegenhed. Derfor forekommer der ofte en adskillelse i grupper som udelukkende består af enten drenge eller piger.

De fleste unge er i stand til at foretage den nødvendige tilpasning og opnå et afbalanceret forhold til kønslivet. Men desværre lægges der mange snarer for de unge. Lederen af The Responsible Society (Det ansvarsbevidste Samfund) i England omtaler nogle af disse idet han siger: „Vi er meget bekymrede over den pågående propagandavirksomhed som militante homoseksuelle udøver for at hverve proselytter blandt teenagere. Der er overvældende beviser for rigtigheden af det resultat den amerikanske Masters og Johnson-undersøgelse kom til angående homoseksualitet, nemlig at den er en tillært adfærd.“

Gymnasier og universiteter er en naturlig grobund for denne udvikling. I The Little Blue Book (Den lille blå bog) som uddeles til studerende i Oxford i England, siges følgende: „Mange homoseksuelle ’træder offentligt frem’ (det vil sige, begynder åbent at bekende sig som homoseksuelle) mens de studerer på college eller universitet. Når man flytter hjemmefra, måske for første gang, føles det ofte som at blive befriet for et vist pres og for de forventninger der er blevet stillet til én. Endvidere er studerende mere tilbøjelige til at være tolerante og fordomsfri over for homoseksuelle, i det mindste overfladisk set.“

I Skotland giver Glasgow Universitets gratis pjece angående homoseksualitet, der har titlen „Gay Scene“, følgende råd: „Hvis du føler dig tiltrukket seksuelt af mennesker af dit eget køn, så er det bedste du kan gøre at acceptere det.“ En pårørende til en af de studerende skal opbragt have sagt: „Der er mange unge studerende som kan blive moralsk fordærvede af den slags litteratur.“ Med andre ord — homoseksualitet kan forebygges, lige så vel som den kan tillæres.

Vær klar over kendsgerningerne

Der er et andet aspekt ved homoseksualitet som ofte bliver skubbet i baggrunden. Det har at gøre med kønssygdommes hyppighed blandt homoseksuelle. Hvor alvorligt er dette problem?

I England søges klinikker for kønssygdomme af et forbavsende højt antal homoseksuelle. En sundhedsplejerske siger: „Jeg tror det er fordi deres liv er præget af promiskuitet, de har flere tilfældige forbindelser end andre mennesker.“ At dette problem findes over hele verden bekræftes af den omstændighed at hele 55 procent af de registrerede tilfælde af smitsom syfilis i New York i 1977 optrådte blandt mandlige homoseksuelle. Den lægevidenskabelige free-lance- skribent Terry Alan Sandholzer rapporterer: „Det anslås at syfilis blandt homoseksuelle mænd udgør så meget som 50 procent af de registrerede tilfælde i de større byer, og omkring en tredjedel af de tilfælde der forekommer på landsbasis.“ Det må siges at være en høj pris at betale for „seksuel frigørelse“.

Efterhånden som homoseksualitet er blevet mere anerkendt, er der blevet udfoldet flere samlede bestræbelser for at give denne livsform et nyt omdømme. Nogle ser misbilligende på ordet „homoseksuel“, som fremhæver ordet „sex“. I engelsktalende lande foreslår nogle derfor at man i stedet anvender ordet „gay“, som egentlig betyder „glad, munter“, men som også er amerikansk slang for en homoseksuel. The Concise Oxford Dictionary bemærker at dette ord, brugt i denne betydning, er en eufemisme, et mildt ord som erstatter et mere hårdt eller direkte ord. Det samme kan siges om ordet „homofil“, som anvendes af og til.

Hvis nogen påtænkte at føre en tilværelse som homoseksuel, ville det være klogt først at gøre sig bekendt med kendsgerningerne angående kønssygdomme blandt homoseksuelle.

Bibelens førkristne skrifter

Kan Bibelen hjælpe os? Har den nogen relation til nutidens livsformer og de skiftende moralnormer? Eftersom mange mennesker stadig har respekt for dens autoritet, så lad os undersøge hvad den har at sige om dette emne.

Moseloven er utvetydig og klar i sit standpunkt. To steder i Tredje Mosebog bliver forbudet mod homoseksualitet (og i de samme kapitler, forbudet mod blodskam og sodomi) tydeligt fastslået. I Tredje Mosebog 18:22 siges der: „Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed.“ The Living Bible omskriver det samme vers på denne måde: „Homoseksualitet er strengt forbudt, for det er en overordentlig stor synd.“

Hvilken straf var der fastsat for at overtræde denne lov? The Living Bible udtrykker det således: „Straffen for homoseksuelle handlinger er døden for begge parter. De er selv skyld i det.“ (3 Mos. 20:13) Som alternativer til ordet „vederstyggelighed“, der ofte anvendes i ordrette oversættelser, anvender The Amplified Bible udtryk som „– perverst, unaturligt, væmmeligt og afskyeligt“.

Ud fra disse to skriftsteder fremgår det tydeligt at homoseksualitet var noget man kendte til og som blev praktiseret for næsten 4000 år siden. Det ses også at Jehova Gud indtog et fast standpunkt imod homoseksualitet blandt sine sande tilbedere. Det har aldrig været en livsform som Gud har godkendt.

De kristne græske Skrifters vidnesbyrd

Hvilket standpunkt indtog den første kristne menighed til dette vigtige spørgsmål? Apostelen Paulus var ærlig og ligefrem da han omtalte homoseksualitet. I Første Korinterbrev 6:9-11 siger han: „Ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål [græsk: malakos], eller mænd som ligger hos mænd [græsk: arsenokoites], eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været.“

Malakos er afledt af det græske rodord for „blød“. I billedlig betydning står det for „kvindagtig“, og „i denne dårlige betydning“ refererer det, ifølge W. E. Vines Expository Dictionary of New Testament Words, til dét at praktisere visse former for seksuel uanstændighed. Interessant nok er malakia det nygræske ord for „masturbation“.

Paulus anvender igen ordet arsenokoites i Første Timoteusbrev 1:10. De mange bibeloversættelser gengiver naturligvis dette ord forskelligt, for eksempel: „homoseksuelle“ (Living Bible), „sodomitter“ (A New Translation of the Bible af James Moffatt) og „perverse mennesker“ (The New English Bible). Der er ingen tvivl om at de første kristne så meget alvorligt på sådanne afvigelser som homoseksualitet og lesbisk kærlighed. Endnu en henvisning til et af Paulus’ breve, denne gang brevet til de kristne i Rom, forklarer hvorfor:

„Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse.“ — Rom. 1:26, 27, da. aut.

Den meget omstridte rapport Homosexual Relationships (Homoseksuelle forhold), som er udgivet af Den anglikanske Kirke i England, kommenterer disse skriftsteder med følgende ord: „Hvad Paulus mener med ’unaturligt’ er ’unaturligt’ for menneskeheden i betragtning af hele mønsteret for Guds skaberværk. Enhver homoseksuel adfærd er en afvigelse fra formålet med Guds skaberværk, og som en skribent har udtrykt det: ’Set på baggrund af hele skaberværket er alle homoseksuelle forhold unaturlige forhold.’“

Rapporten konkluderer: „De foreliggende vidnesbyrd synes tydeligt at fordømme homoseksuel adfærd. For mange mennesker vil dette være afgørende. De vil pege på at Bibelen så tydeligt viser at Gud misbilliger en sådan adfærd at den må være forkert under alle forhold, og dette gælder i særlig grad for kristne, der jo anerkender Bibelen som en inspireret samling skrifter der giver autoritative retningslinjer for menneskers adfærd.“

Bibelen er meget klar på dette punkt. Mange søger måske nok at retfærdiggøre en homoseksuel livsform, men Bibelens udsagn taler for sig selv. Og er det ikke indlysende at menneskets Skaber må vide hvad der tjener til bedste for det? Burde vi ikke vende os til livets kilde for at lære hvordan vi kan leve et liv der er ham til behag?

I årenes løb har Jehovas vidner haft den forret at hjælpe et stort antal homoseksuelle til at vælge en lykkeligere livsform, hvorved de kan leve på en måde som Gud godkender. Denne hjælp står også til rådighed for dig.