Har du tænkt over:

Er der et liv efter døden?

NOGET af det smerteligste man kan opleve, er en god vens eller nær slægtnings begravelse. En fader, en moder, en ægtemand, en hustru eller et barn — jo nærmere forholdet er, jo stærkere føler man tabet og tomheden.

Når man således er knuget af sorg, er man ofte tilbøjelig til at spørge: „Er der et liv efter døden?“ Eller: „Skal vi mon mødes igen en dag?“

Hvad er døden?

Måske vil det være lettere først at betragte livet. Hvad er det? Liv er eksistens. Vi kan se, høre, tale og bevæge os. Vi kan fornemme varme og kulde. Vi kan være glade eller bedrøvede. Ja, fordi vi lever er vi i stand til at opleve eller erfare hele det brede spektrum af følelser der findes.

Død er det modsatte af liv. Den døde kan ikke se, høre, tale eller bevæge sig. Han kan ikke føle varme og kulde, ikke være glad eller bedrøvet. Han er uden bevidsthed, uden eksistens.

Men nogle spørger måske . . .

Lever sjælen ikke videre?

Hvis vi går tilbage til det ældste sprog der findes, nemlig hebraisk, som en stor del af Bibelen oprindelig er skrevet på, finder vi at det ord der på dansk gengives med „sjæl“ er „neʹfesj“. Og det viser sig at dette ord ikke betegner noget der er adskilt eller kan adskilles fra legemet. Tværtimod er det tydeligt at ordet bruges om skabningen selv, hvad enten det er et menneske eller et dyr. (1 Mos. 2:7; 4 Mos. 31:28; begge efter 1871-oversættelsena) Bogstaveligt betyder det „en der ånder“. Hvis skabningen holder op med at ånde, dør den. Det vil sige at sjælen dør. — Ez. 18:4, 20.

For dem der er bedrøvede over en kær vens eller slægtnings død, kan det være vanskeligt at godtage denne forklaring. Som følge heraf er der i forbindelse med døden efterhånden opstået et utal af opfattelser og skikke som ikke stemmer med de faktiske forhold.

Hvordan er læren om et liv efter døden opstået?

Vi må gå cirka 6000 år tilbage, til dengang livet begyndte for det første menneskepar. Adam og Eva havde de smukkeste omgivelser hvori de kunne nyde deres fuldkomne menneskeliv. Men retten til fortsat at leve afhang af lydighed. „Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:17) Sådan sagde menneskets Skaber, Jehova Gud. Det modsatte af livet ville tydeligt nok være døden.

Men noget senere lød der en anden røst som påstod: „I skal ingenlunde dø.“ (1 Mos. 3:4) Det var en løgn, men sørgeligt nok lyttede Eva efter denne stemme der sagde at menneskene ikke skulle dø, og spiste af det forbudte træ. På hendes opfordring spiste Adam også af det. Følgen var at de blev drevet ud af deres paradisiske hjem, og alle deres børn blev født under syndens og dødens forbandelse. (Rom. 5:12) Den der fremsatte løgnen blev siden kendt som Satan Djævelen.

Inden længe blev det tydeligt at menneskene ikke undgik døden. Hvad skete der så? Under Satans indflydelse opstod der efterhånden en lære om at mennesket havde en usynlig sjæl som var udødelig, og denne lære blev overleveret fra generation til generation.

Hvordan holdes denne lære i live?

Ved hjælp af religiøse traditioner. Folk som sørger over en nær vens eller slægtnings død får at vide at vedkommende lever i åndeverdenen. De har lært at onde mennesker efter døden bliver pint i helvede, mens de gode opnår himmelsk lyksalighed. Nogle religiøse retninger lærer også at der findes et midlertidigt pinested kaldet skærsilden. Religiøse lærere får folk til at betale for messer, bønner og andre former for mellemkomst for at garantere at de afdøde til sidst kommer i himmelen eller når frem til nirvana.

Nogle steder er visse dage helliget særlige ceremonier i denne forbindelse. Der er for eksempel „allehelgensdag“, der falder omkring 1. november. I Japan kaldes dagen „obon“ og fejres midt i august eller, nogle steder, midt i juli. Buddhistiske templer fører optegnelser over dødsdage, og på årsdagen for et familiemedlems død får familien besøg af en præst som fremsiger bønner ved familiealteret.

Hvis der sker uheld af den ene eller den anden art, vil præsten lægge pres på én ved at sige at det skyldes at man har ignoreret sine afdøde forfædre og ikke tilbedt dem som man skulle. På denne måde holdes løgnen om sjælens udødelighed i live.

Hvori ligger håbet for de døde?

Bønner? Messer? Lys? Eller røgelse som afbrændes for de døde? Nej, håbet for de døde ligger i Jehova Guds løfte om at oprejse dem ved sin søn, Jesus Kristus. Ved at bringe sit eget liv som et offer har Jesus Kristus skabt grundlag for at udslette synden og den nedarvede død. Vi kan således forvente at de døde vil blive genrejst til liv her på jorden, sådan som Jesus lovede og anskueliggjorde da han tjente på jorden. — Joh. 5:28, 29; 11:23, 39-44.

Hvad er opstandelsen?

Den består i at Gud genskaber det samme menneske med den samme personlighed. Han danner et nyt legeme af grundstoffer fra jorden, og i dette legeme anbringer han de samme egenskaber, de samme karaktertræk, den samme hukommelse, det samme livsmønster som den pågældende havde opbygget indtil sin død. Er det virkelig muligt?

Kan du huske nogle af dem du gik i skole sammen med, selv om det måske er 10, 15 eller 20 år siden? Ja, selv med en ufuldkommen hukommelse kan vi huske mange af dem vi engang færdedes sammen med.

Det er derfor indlysende at Gud, som har skabt hukommelsen, kan huske mennesker og genskabe dem fordi han elsker dem. Når hans tid er inde vil han føre de døde tilbage til livet, ligesom han gav det første menneske liv. I opstandelsen vil han blot gentage denne proces mange gange. — Apg. 24:15.

Ja, der er et liv efter døden — i kraft af opstandelsen! Kunne du have lyst til at være til stede og byde dine kære velkommen tilbage? Da må du studere Bibelen for at lære hvad Gud kræver af dig for at du kan få denne forret. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig.

[Fodnote]