Har du tænkt over:
Hvorfor bliver børn adfærdsvanskelige eller kriminelle?
Fra alle dele af verden kommer de samme alarmerende rapporter om at ungdomskriminaliteten stiger med uhyggelig fart.
Du har måske selv mødt respektløse unge eller endda kriminelle unge; eller du har kendt børn der kom ud i uføre. Hvad var der galt?
Er hovedansvaret forældrenes?
Ofte er det tilfældet. Ingen kan have så stor — god eller dårlig — indflydelse på børn som forældrene. De former barnets sind og hjerte fra den spæde alder.
Hvis børn ikke lærer gode normer kan de let blive adfærdsvanskelige. Forældre er ofte så optaget af deres arbejde eller deres omgangskreds at de ikke viser deres børn den nødvendige opmærksomhed.
Det er ikke let hele tiden at sørge for at børnene får den nødvendige vejledning, for, som Bibelen siger: „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte.“ Der skal opdragelse til for at barnet kan blive ansvarsbevidst. (Ordsp. 22:15) Hvem kan bedst give denne opdragelse? Mon ikke det er forældrene? Når forældre forsømmer dette, bliver resultatet som regel adfærdsvanskelige børn.
Når forældre ikke stiller nogen krav til deres børn, skyldes det ofte at de heller ikke lægger nogen begrænsninger på sig selv. Hvis de selv sætter et dårligt eksempel, er uærlige eller respektløse over for myndighederne, hvis er så skylden når børnene gør ligesådan?
Der er også forældre som har forsøgt at gøre deres bedste, og alligevel er det gået dårligt for deres børn. Hvordan kan det være?
Er det altid forældrenes skyld?
Nej, for vi lever i en verden hvor de rådende normer ligger langt fra dét mange forældre lærer deres børn. Vore børn lever i en selvisk, umoralsk og uærlig verden. Presset fra skolekammerater eller legekammerater — for slet ikke at tale om dårlige TV-programmer og film — kan undergrave forældrenes bedste anstrengelser.
Samvittighedsfulde forældre kan bruge år på at udvikle gode vaner hos deres børn, og så kan det hele alligevel blive ødelagt af barnets omgangskreds. Mange forældre har erfaret den triste sandhed der ligger i den bibelske advarsel: „Bliv ikke vildledt [ja, tro ikke at det ikke kan ske]. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Kor. 15:33.
Imidlertid er der også unge som simpelt hen ikke vil tage imod deres forældres råd. Bibelen siger rent ud at der vil være børn som „håner [deres] fader og spotter [deres] gamle moder“. — Ordsp. 30:17.
På trods af presset udefra og den selvrådige tendens blandt unge . . .
Hvad kan forældre da gøre for at forebygge ungdomskriminalitet
Da en mand engang spurgte hvad han kunne gøre for at undgå at hans børn blev kriminelle, svarede en erfaren dommer ved en ungdomsret: „Elsk Deres kone.“ „Hvis forældrene elsker hinanden vil det gå børnene godt,“ forklarede han. Ja — en kærlig atmosfære i hjemmet er et af de vigtigste skridt på vejen til at forebygge tilbøjeligheder i en dårlig retning. Et godt eksempel smitter som regel af på børnene.
Betyder det at man kan lade barnet gøre lige hvad det vil? „En helt sikker måde at ødelægge Deres barn på, er at opfylde alle dets ønsker,“ advarer en anden dommer. Forældre må somme tider sige nej, og så må de mene det!
Bibelen viser at ægte kærlighed til et barn indbefatter at man er bestemt; den siger: „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ — Ordsp. 13:24.
Når forældrene er bestemte, ved barnet inderst inde at forældrene holder af det. Det vil måske protestere lidt, men faktisk er barnet glad for den tryghed det giver at forældrene er konsekvente. Og hvis denne fasthed følges op af kærlig omsorg for barnet, vil forældrene virkelig nå barnets hjerte. Det hører med til denne omsorg at lære barnet hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Bibelen giver dette råd: „I fædre, I må ikke vække jeres børns trods. I skal give dem en kristen opdragelse og retledning.“ — Ef. 6:4, Seidelin.
Der kan siges meget mere om det at forebygge ungdommens problemer. I Bibelen findes der mange andre råd, som bliver behandlet i bogen „Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv“.a En mængde mennesker har fundet at disse råd virker når man retter sig efter dem.
Hvorfor er ungdomskriminaliteten så udbredt i vor tid?
Bibelen har forudsagt at øget ungdomskriminalitet ville være et tegn på „de sidste dage“. Der står: „Men dette skal du vide, at i de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare.“ Til den tid ville mange nemlig være „ulydige mod forældre“. — 2 Tim. 3:1, 2.
„Har der ikke altid været børn der var sådan?“ vil nogen måske spørge. Jo, men aldrig før har der været en så massiv respektløshed blandt børn overalt i verden. I nogle lande begår unge HALVDELEN af alle anmeldte alvorlige forbrydelser; studenteroprør i de senere år har lammet mange storbyer, og nogle skoler er praktisk talt blevet bevæbnede lejre. Tilstande af den slags er uden sidestykke i historien — og et stærkt vidnesbyrd om nøjagtigheden af Bibelens profetier. Denne udvikling viser at vi nærmer os den tid da Gud vil fjerne alle lovbrydere fra vor jord, både unge og voksne. — Ordsp. 2:20-22.
Jehovas Vidner vil være glade for uden betaling at hjælpe dig til at blive kendt med Bibelens vejledning om børneopdragelse. Selv har de erfaret at „Min bibelhistoriebog“b har påvirket deres børn i positiv retning (bogen indeholder illustrationer der er velegnede til børn). Som en hjælp til deres unge i de situationer de må klare, bruger de bogen „Hvordan du får det bedste ud af din ungdom“.c De vil være glade for at delagtiggøre dig i det de har lært om at hjælpe de unge med deres problemer. De vil også gerne vise dig hvad hver enkelt familie ifølge Bibelen må gøre for at overleve når denne onde og selviske verden snart forsvinder og efterfølges af en verden hvor der er retfærdighed overalt. — 2 Pet. 3:13.
[Fodnote]
a Alle de nævnte bøger er udgivet af Vagttårnets selskab.
b Alle de nævnte bøger er udgivet af Vagttårnets selskab.
c Alle de nævnte bøger er udgivet af Vagttårnets selskab.