Bibelske spørgsmål besvaret
Se bibelquizen side 24.
● Korporlig afstraffelse af børn
Bibelen viser at det kan være værdifuldt at tugte børn korporligt når det er nødvendigt. „Når du slår ham med riset, undgår han døden,“ siger Bibelen i Ordsprogene 23:13, 14; „du slår ham vel med riset, men redder hans liv fra Dødsriget.“ — Vågn op! 22/7/79, s. 20.
● Samson hos en skøge
Samson befandt sig i fjendtligt territorium, og skøgens hjem var det eneste sted hvor han kunne finde husly for natten. Beretningen i Dommerbogen 16:1 siger ikke at han tog ind til hende for at ligge hos hende. Imidlertid kan filistrene udmærket have draget denne slutning, for de planlagde at vente på ham til om morgenen. Men ved midnat rykkede Samson byporten op og efterlod byen forsvarsløs. — Vagttårnet, 15/5/79, s. 24.
● Dåb af personer med dårligt helbred
Det fremgår af Bibelen at dåb ved fuldstændig nedsænkning har meget stor betydning. Derfor bør dåben gennemføres om overhovedet muligt, selv om det på grund af personens tilstand skulle kræve usædvanlige forholdsregler. Men hvis det skulle være fysisk umuligt at en nyindviet lader sig døbe, kan vi nære forvisning om at Jehova vil betragte et sådant tilfælde med barmhjertighed. — Vagttårnet, 15/7/79, s. 24.
● Hvordan „jeg-dyrkelsen“ begyndte
„Jeg-dyrkelsen“ kan spores helt tilbage til de to første mennesker, og det er forudsagt at den også skulle eksistere i de sidste dage. Bibelen siger i Andet Timoteusbrev 3:1, 2: ’I de sidste dage vil menneskene være egenkærlige.’ — Vågn op! 8/7/79, s. 6.
● Lot tilbød Sodomas indbyggere sine døtre
Selv om Lot i begyndelsen ikke vidste at det var engle han beværtede, kan han udmærket på dette tidspunkt have været klar over at gæsterne var sendebud fra Gud. Af den grund kan han, uanset hvor nær hans døtre stod ham, have følt sig villig til at ofre dem om nødvendigt. Han kan også have næret tillid til at Jehova, hvis det var hans vilje, ville beskytte dem, ligesom Han tidligere havde beskyttet Sara i Ægypten. Og døtrene blev ganske rigtigt reddet. — Vagttårnet, 15/2/80, s. 24.