Vi betragter verden
Naturhelbredelse
◆ Et lynnedslag siges at have helbredt den 62-årige Edwin Robinson i Maine for de fleste af hans svagheder. Robinson der er lastbilchauffør, har været blind og delvis døv efter et trafikuheld i 1971. Så ramte lynet ham i sommeren 1979, og han var bevidstløs i 20 minutter. „Da han kom til bevidsthed, så og hørte han udmærket igen,“ skriver New York Times. „En måned senere fortalte han at håret var begyndt at gro på hans ellers skaldede isse.“ Nu siger han: „Det vokser tæt — min kone er helt betaget af det. Jeg har været skaldet i 35 år. Man har fortalt mig at det var arveligt.“ Mit høreapparat var brændt ud, siger han, men nu „kan jeg høre som et barn“. Hans øjenlæge, Albert Moulton siger: „Jeg har ingen forklaring på det. Jeg ved ikke hvorfor han kan se igen. Alt hvad jeg ved er at han har været blind men ikke er det mere.“ Edwin Robinson hævder også at hans åreknuder er forsvundet efter det helbredende slag fra himmelen.
Statsanerkendte medicinmænd
◆ Zimbabwes 8000 nganga’er (medicinmænd) skal nu officielt anerkendes som hørende med til landets sundhedsvæsen. Zimbabwes nye sundhedsminister, Herbert Ushewokunze, har sagt: „Vi vil oprette centre for dem hvor de kan praktisere.“ Dr. Ushewokunze har organiseret landets traditionelle helbredere i et forbund, og han udtaler: „Afrikansk lægekunst er en fast bestanddel af vor kultur. . . . Hele vor kulturelle baggrund er stærkt knyttet til åndemedierne.“ Medicinmændene bliver ansat i et forsøg på at klare sundhedsproblemerne i de krigshærgede landområder hvor der ikke findes ret mange læger.
Kristendomsundervisning
◆ Kun en halv procent af eleverne i folkeskolens 9.- og 10.klasser har valgt faget kristendomsundervisning. Landsforeningen til oprettelse af kristne Friskoler mener at den ringe interesse for faget hænger sammen med at man anvender „den historisk-kritiske metode“ i undervisningen. Derved har Bibelen mistet sin absolutte sandhedsværdi, og så viser det sig umuligt at interessere eleverne for faget, siger friskoleforeningen. Hvad er der at gøre? Løsningen ligger i at tilbagegive Bibelen den sandhedsværdi som den troende menighed gennem hele kirkens historie har tillagt den, mener foreningen. Spørgsmålet er så om det kan lade sig gøre i et verdsliggjort samfund hvor kun et mindretal regner Bibelen for at være Guds ord
Forsøgte at sælge barn for bil
◆ Et ægtepar i New Jersey er blevet arresteret fordi de ville sælge deres spædbarn for en brugt sportsvogn til 8800 dollars (52.000 kroner). „De havde fået nøglerne og papirerne på vognen og vi var ved at sætte nummerplader på,“ siger autoforhandleren. „De satte babyen på gulvet i udstillingslokalet.“ Forhandleren var gået til politiet da ægteparret tidligere havde henvendt sig om handelen, og betjente strømmede ind da handelen var ved at gå i orden. „Min første indskydelse var at lade vognen gå for barnet,“ siger sælgeren. Han havde mistet flere medlemmer af sin egen familie ved en brand. Men så kom han til at tænke på barnets fremtid og sagde til sig selv: „Hvordan skal denne dreng kunne klare sig i livet når han får at vide at han er blevet solgt for en bil?“
Alkoholisme i Frankrig
◆ Den franske avis Le Monde kalder drukkenskab for „en national sygdom“. Fem millioner ud af en befolkning på 55 millioner betragtes som uhelbredelige alkoholikere. To millioner er konstant berusede, og 120 dør hver dag af drikkeri. Alkohol er skyld i mindst 40 procent af alle færdselsulykker i Frankrig. Nu har den franske statschef imidlertid erklæret krig mod det vældige spiritusforbrug. Regeringen har bebudet en række forholdsregler for at få franskmændene til at drikke mindre spiritus. Dog ventes der modstand i nationalforsamlingen, hvor en femtedel af medlemmerne repræsenterer vindistrikter.
Tandpasta mod forkølelse?
◆ Sidste år opfandt en arbejder på en tandpastafabrik i Hsining i den kinesiske Tsinghaiprovins en tandpasta der formodes at modvirke forkølelse. Han fik ideen fra fluortandpastaer, der skal forebygge at tænderne forfalder. Arbejderen spurgte nogle læger om hvilke kinesiske urter man bruger mod forkølelse. Så formalede han urterne og lod dem indgå i en tandpasta. Der viste sig at være en vældig efterspørgsel efter produktet. Det siges at selv de der allerede er blevet forkølede har gavn af den. Tandpastaen blev prøvet på 3600 forkølede mennesker og 63 procent observerede en mærkbar bedring.
Aldrig for gammel til at lære
◆ Ifølge professor Gilbert Leclerc ved universitetet i Sherbrooke, Quebec, har ældre mennesker næsten den samme evne til at lære som yngre. Han siger at undersøgelser viser at gennemsnitsmennesket kun bruger omkring 1,5 milliarder af de 12 milliarder nerveceller (neuroner) som findes i hjernen. En del neuroner dør med alderen, men selv ved et pessimistisk skøn drejer det sig kun om cirka tre milliarder. De ældre tager altså fejl, siger professor Leclerc, når de tror at deres åndsevner er så svækkede at de ikke kan lære noget mere. Dog kan et dårligt helbred naturligvis hindre dem i at bruge deres åndsevner i så rigt mål som ellers. Og deres hukommelse svækkes med årene.
En evigt småskændende hustru
◆ En brandmand i en lille by i nærheden af Überlingen i Tyskland er blevet idømt en bøde på 2000 D-mark (cirka 6000 kroner) for i fem-seks tilfælde at have slået falsk brandalarm. Efter hvad avisen Schwäbische Zeitung skriver, slog brandmanden alarm for at slippe fra sin „evigt småskændende hustru“. Når brandvæsenet rykkede ud glædede den plagede ægtemand sig til at tilbringe nogle få fredelige timer sammen med sine kolleger dér hvor de plejede at mødes. Dommeren viste forståelse for den frustrerede ægtemand, men prøvede på at overbevise ham om at dette ikke var måden at løse sine ægteskabelige problemer på.
’Verdens største flyvende fugl’
◆ Videnskabsmænd har fundet fossiler af en kæmpefugl, måske den største der har kunnet flyve nogen sinde. Det er den uddøde teratorn, der betyder „vidunderfugl“. At dømme efter fossilerne, som er fundet i Argentina, har det virkelig været en vidunderfugl, for vingefanget var 7,6 meter! Fra næb til hale målte fuglen 3,4 meter, og den har vejet omkring 75 kilo. „Dette gør den til verdens største kendte flyvende fugl,“ siger dr. Kenneth E. Campbell, der er konservator i afdelingen for uddøde hvirveldyr ved Naturhistorisk Museum i Los Angeles. „Det har bestemt været en højst imponerende skabning.“ Med sit vingefang på 7,6 meter overskygger teratorn den største nulevende flyvende fugl andes-kondoren, hvis vingefang kun er 3 meter.
Forbindelse mellem fedt og brystkræft?
◆ Antallet af dødsfald som følge af brystkræft „stiger proportionalt med mængden af det fedt der indtages“, siges der i et canadisk pressetelegram der refererer nogle udtalelser af dr. Kenneth K. Carroll, professor i biokemi ved University of Western Ontario. Man har undersøgt kvinder som er flyttet til Canada og De forenede Stater fra Japan og Polen, lande hvor kræftdødeligheden er lav, og der forekommer en brat stigning i antallet af brystkræfttilfælde hos disse kvinder efter at de er kommet til Nordamerika. Det menes at forandringen skyldes at der spises mere fedt i Nordamerika. Dr. Carroll, der er kendt som en førende forsker på dette felt, hævder at antallet af dødsfald forårsaget af brystkræft kunne reduceres til det halve hvis man spiste 50 procent mindre fedt.
Inflationsrater
◆ Ifølge Den internationale Arbejdsorganisation (ILO) havde Argentina den højeste inflationsrate i 1979, nemlig 140 procent. Rapporten viser at Israel havde den næsthøjeste, 111 procent. De fleste afrikanske lande havde over 20 procent. I de asiatiske lande varierede raterne fra 10 til 25 procent. Kuwait havde den laveste, 4,4 procent.
Gravides rygning skader børns åndsevner
◆ Man har længe vidst at kvinder der ryger under svangerskabet, risikerer at føde for tidligt og at sætte mindre børn i verden, ligesom børnenes fremskridt i de første år er mindre end andre børns, fortæller dagbladet Politiken for 5. september 1980. Men at de samme børn også er tungere i det i skolen helt op i 16-17-årsalderen viser en netop afsluttet undersøgelse af 15.000 engelske børn, hvoraf de 6000 er fulgt nøje siden de blev født i den første uge af marts 1958. Der skulle i undersøgelsen være taget højde for sociale faktorer, mødrenes højde og vægt, alder og så videre, og der er en markant forskel på det intellektuelle niveau hos ikke-rygeres børn og hos dem hvis mødre i svangerskabets sidste fem måneder har røget mere end 10 cigaretter om dagen. Og også de børn hvis mødre har røget færre end 10 cigaretter om dagen, har haft det sværere i skolen end ikke-rygeres børn. Undersøgelsen er foretaget af psykologen Ken Fogelman for National Childrens Bureau.
Schweiziske trykkerifolk besøger Watchtower
◆ For nogen tid siden arrangerede udgiverne af de schweiziske typografers fagblad Schweizerische Buchdruckerzeitung en informationsrejse til De forenede Stater for schweiziske fagfolk fra trykkebranchen. Bagefter bragte bladet et referat af deltagernes indtryk fra rejsen. Under opholdet i USA havde man besøgt en del af landets trykkerier, deriblandt Vagttårnsselskabets trykkeri i Brooklyn, New York. De schweiziske gæster havde kun lovord tilovers for de Jehovas vidner der arbejdede dér, idet de sagde: „Det gjorde indtryk på os at se en så venlig, tilfreds og hårdtarbejdende stab.“
Jorden ikke kuglerund
◆ Studiet af satellitters hoppende dans rundt om jorden har givet os ny viden om vor klodes form, skriver Berlingske Tidende. Det er tre britiske forskere der har foretaget den nye beregning. De er kommet til det resultat at kloden ikke er kuglerund som en globus, men svagt pæreformet. Niveauforskellene i forhold til den kuglerunde facon er dog kun på cirka 40 meter.