Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g81 8/3 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1981
  • Underoverskrifter
  • Hvordan staver de?
  • Forurening bekæmpet
  • Den mest dyrkede motion
  • Køer der netter sig
  • Snævre bukser
  • Gifte kvinder er lykkeligere
  • Vin mod forkølelsessår
  • Børnehaveklasser og TV
  • Børn og deres forældre
  • Røgfrit miljø
  • Stigende spiritusforbrug
  • Fjernsynsslaver
Vågn op! – 1981
g81 8/3 s. 22-23

Vi betragter verden

Hvordan staver de?

◆ Hvordan står det til med skolebørns stavefærdighed? For at danne sig et indtryk af niveauet har Berlingske Tidende besøgt en 9.-klasse i Brønshøj i en dansktime. Eleverne havde ordudfyldningsdiktat. I samtalen bagefter gav klasselæreren Grethe Wendelboe, udtryk for at eleverne ikke får samme stavetræning som tidligere. „Der er taget uhyggelig mange dansktimer fra os, og det går naturligvis ud over ’slavearbejdet’, den ensformige stavetræning.“ Op til 20 fejl i en diktat med små hundrede ord er ikke utilfredsstillende. „Børns stigende ordfattigdom vil med tiden føre til en ringere retskrivning. De skriver, som de hører ordene. Den manglende kontakt til voksne, kodesproget med de jævnaldrende i ungdomsklubben og den passive kommunikation med TV, forringer børns og unges sprog,“ sagde Grethe Wendelboe.

Forurening bekæmpet

◆ Themsen, der før var død, er ved at komme til live igen efterhånden som den forurening som førhen kvalte den, forsvinder. „Men når forureningen er væk virker det tiltrækkende på mindre tiltalende livsformer,“ skriver Londonbladet Daily Mail. Det ser ud til at muslinger, rankefødder og andet vandkravl tilstopper de rør som fører ind til de industrivirksomheder der bruger vand fra floden. Træorm er gået til angreb på bolværk og andre trækonstruktioner, og vandets stigende indhold af ilt gør metalkonstruktioner sårbare over for rust. Den heldigt gennemførte rensning af Themsen „inspirerer naturfredningstilhængere i hele verden,“ siger en zoolog ved Londons naturhistoriske museum, „men når man genskaber mulighederne for liv må man finde sig i de ødelæggende livsformer der følger med de gode.“

Den mest dyrkede motion

◆ „Gang er nu den mest dyrkede motionsform blandt voksne i De forenede Stater,“ siger forfatter Bill Gale i tidsskriftet Parade. Den dyrkes dér af 34 millioner mennesker. Ved rask gang øges sindets årvågenhed fordi hjernecellerne får tilført mere ilt. „Musklerne strækkes, trækker sig sammen og bliver masseret ved hvert skridt man tager, kredsløbet bliver bedre, og hjertet får lettere ved at pumpe blodet rundt. I lægekredse kalder man somme tider benmusklerne ’det andet hjerte’,“ siger dr. Gale, og han tilføjer: „I modsætning til at jogge er der ingen risiko ved at gå.“

Dr. Gerald Austen, der er overkirurg ved Massachusetts General Hospital i Boston, siger: „Her i landet er man gået lidt over gevind med kondiløb . . . Jeg så hellere at mange af mine patienter gik en syv-otte kilometer og gjorde det regelmæssigt.“ Afdøde hjertespecialist dr. Paul Dudley White, sagde engang: „En rask spadseretur på omkring otte kilometer vil være til større gavn for et ulykkeligt men ellers rask voksent menneske end alverdens lægelige og psykologiske behandlinger.“

Det foreslås dog at nybegyndere, især blandt ældre mennesker, ikke farer alt for hårdt frem. „Tanken er at man skal træne sig op gradvis — begynde med at gå korte ture, og lidt efter lidt øge både distance og fart,“ siger dr. Gale.

Køer der netter sig

◆ Køerne på en engelsk gård på 65 hektarer (117 tønder land) giver sig selv en kærkommen opfriskning når de kommer hjem fra markerne for at blive malket. En elektrisk drevet børste der drejer sig ligesom børsterne i en vognvaskehal, er anbragt på muren af en kostald på en sådan måde at køerne kan komme til at strigle deres hoved, hals og flanke. Gårdejeren, Ken Fuller, siger: „Det udtryk køerne får i ansigtet når de bruger børsten ligner et smil. De elsker det. Jeg er sikker på at striglingen holder dem i form og medvirker til at sikre en god mælkeydelse. Men der er ingen af køerne der skubber. Hver ko kender sin plads og venter til det bliver dens tur.“ Londonbladet Daily Mail skriver at „mælkeydelsen er steget“ siden børsten blev sat op.

Snævre bukser

◆ Kan snævre bukser være skyld i at flere må føde ved kejsersnit? Det mener overlæge Joachim Jensen fra kvindeklinikken i Tromsø i Norge, og han støttes af flere kolleger. Overlægen understreger at hans teori vanskeligt lader sig bevise, men han mener at de snævre bukser kan deformere benbygningen i kvindernes bækkenparti, ligesom forkert fodtøj kan ødelægge fødderne. På kvindeklinikken i Tromsø er det nu cirka 15 procent af fødslerne der sker ved kejsersnit og det er en dramatisk stigning i forhold til tidligere.

Gifte kvinder er lykkeligere

◆ „Hvis De tænker på at forlade Deres mand, råder jeg Dem til at lade være,“ siger dr. Edward Shorter, professor i historie og kvindestudier ved University of Toronto. Han bemærker at „de skilte kvinder nu udgør den gruppe af befolkningen der har de fleste depressioner“, og at der konstateres „70 procent flere depressionstilfælde blandt dem end blandt fraskilte mænd“. Dr. Shorter tilføjer: „De lykkeligste af alle de kvinder der var med i statistikken, var dem der havde bevaret deres ægteskab.“ I de senere år har mange kvinder tilsyneladende haft lyst til at skabe sig en karriere på arbejdsmarkedet, men dr. Shorter siger: „Nu er det de udearbejdende kvinder der opdager hvilket slæb det er at trælle hele dagen på et ubetydeligt job som ingen er interesseret i at høre én tale om.“

Vin mod forkølelsessår

◆ „Drik ikke længere vand, men brug lidt vin for din maves og dine hyppige svagheders skyld,“ skrev Paulus til Timoteus. (1 Tim. 5:23) Skriftstedet blev for nylig citeret i det norske lægetidsskrift, der anbefaler druesaft og rødvin mod forkølelse og sår ved munden. Det er to canadiske forskere der nu har påvist at vin kan slå mikrober ihjel. De gjorde forsøg med herpes simplex virus, der forårsager forkølelsessår, og de har også prøvet druesaft mod polios smittekim. De anfører at Ægyptens faraoner og Alexander den Store blandede rødvin i det lokale drikkevand når de var på felttog.

Børnehaveklasser og TV

◆ Skolefolk i Canada fortæller at flere og flere børn i børnehaveklasserne har svært ved at lære. De siger at tendensen overalt i Nordamerika synes at gå i retning af at børnene er mindre og mindre indstillet på at gå i skole og på at lære at læse. Hvorfor? En canadisk skoleforstander, Harvey Welch, siger: „Jeg tror til dels det har noget at gøre med at mange af børnene har været yderst passive i de yngre år på grund af fjernsynet.“ Og Val Lehman, der er rådgiver for et system af offentlige skoler i Canada, siger at TV „på visse måder er med til at udvide børnenes kundskab og begreber, men det sker meget passivt. Der er ingen vekselvirkning; det kræver ikke at børnene foretager sig noget eller fremstiller noget, hvilket er meget vigtigt.“ Børn der er vænnet til at se TV kan have svært ved at holde opmærksomheden fangen ret længe ad gangen; de bliver let rastløse og forventer at læreren „optræder“.

Børn og deres forældre

◆ I en rapport om småbørn peger børnekommissionen på at forældre burde bruge mere fritid på de små. Rigtignok har børn behov for at være sammen med jævnaldrende, men for mange børn er opholdet i daginstitutionerne i dag for langt. De bliver afleveret tidligt om morgenen og bliver ofte hentet sent. Den tid der så er tilbage af dagen, går for de voksne med indkøb, madlavning og meget andet hvor der ikke rigtig tages hensyn til børnene. Børn oplever sig som værdifulde hvis de kan være med til arbejde der er til nytte for dem selv og andre, men arbejdet i hjemmet er ofte blevet en rutine som de voksne ønsker hurtigt overstået. Mangelen på fællesskab mellem børn og voksne i denne retning er alvorlig. Børn modtager værdier og normer ved at identificere sig med voksne, og det er der kun spinkelt grundlag for i institutionerne. Børn får ikke mulighed for at opleve og dermed identificere sig med arbejdende mennesker. De vokser op som tilskuere til arbejdslivet og dermed til livet, hedder det i rapporten. — Berlingske Tidende, 2. september 1980.

Røgfrit miljø

◆ Flere og flere går aktivt ind i kampen mod tobaksrygning. I oktober blev Landsforeningen Røgfrit Miljø stiftet i Århus med den kendte rygemodstander, dr. med. Tage Egsmose, Hygiejnisk Institut, København, som formand. Landsforeningen vil blandt andet søge at begrænse rygningen på hospitalerne. Patienter bør kunne vælge mellem at ligge på en rygerstue eller en ikke-rygerstue. I Fredericia har man forsøgt hvordan dette virker i praksis, og det har betydet at der på en gang med 12 stuer kun er tre rygerstuer. Senere kommer turen til de offentlige kontorer, siger landsforeningen. Foreningen har omkring 2000 aktive medlemmer, der er med i lokalafdelinger i nogle af de større byer. I sin årsberetning for 1979/80 konstaterer Skandinavisk Tobakskompagni i øvrigt at tobaksforbruget er gået mellem 6 og 8 procent tilbage. — Jyllands-Posten, 26. oktober 1980.

Stigende spiritusforbrug

◆ Efter en nedgang i spiritusforbruget i 1977 og 1978, er danskerne igen begyndt at drikke mere. Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over salget af øl, vin og spiritus, drak hver dansker over 14 år i 1979 i gennemsnit øl, vin og spiritus i en mængde der svarer til 11,6 liter 100 procent alkohol. Rekordåret er dog stadig 1976, hvor forbruget i gennemsnit lå på 12 liter ren alkohol. Stigningen er især sket inden for vinsalget. Der blev i 1979 solgt 71 millioner liter vin herhjemme, og dertil skal lægges de mængder som tages hjem fra udlandsrejser og ved grænsehandel. Branchen regner selv med at op imod en tredjedel af vinforbruget dækkes af afgiftsfri varer.

Fjernsynsslaver

◆ I første kvartal af 1980 var TV-apparaterne i USA gennemsnitlig tændt i 7 timer og 25 minutter om dagen — en ny rekord. Det var 57 minutter mere pr. dag end i 1979. I 1969 lå tallet på 5 timer og 50 minutter om dagen.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del