Gud forbyder det, dog giver mennesker ham skylden for det

DET er mennesker der fører krig, lemlæster og dræber millioner, skaber hungersnød og forårsager sygdom. Det er mennesker der forurener miljøet og driver rovdrift på jordens ressourcer. De udrydder de vilde dyr og fælder skove som om det var hvede de høstede, og den blottede jord og hele samfund udsættes for at blive skyllet væk når regnen sætter ind. Det er mennesker der får kriminaliteten til at stige så man mange steder end ikke kan færdes trygt om dagen. Millioner kaster sig ud i handlinger der virker nedbrydende på dem; de tager narkotika for at slippe ud af den grå og ulykkelige virkelighed, og det hele bliver blot værre af det.

Sandheden er at det er mennesker der gør alle disse bedrøvelige ting, og det er mennesker der er i stand til at sætte en stopper for dem. De fleste af de lidelser der overgår menneskene kunne undgås hvis menneskene fulgte Guds bud. Gud forbyder mord, tyveri, utugt, homoseksualitet, begærlighed, frådseri, drukkenskab og meget andet som er til skade. Han befaler os at passe jorden, planterne og dyrene, at elske vor næste og at behandle andre som vi selv gerne vil behandles. — 1 Mos. 1:28; 2:15; Matt. 22:39; 7:12.

Hvorfor netop mig?

Men der er masser af mennesker som nægter at følge Guds anvisning og i stedet gør som de selv vil, og når det så går dem dårligt laster de den der fra første færd har advaret dem imod at gå deres egne veje. Så jamrer de over deres forhold og siger: ’Hvorfor netop mig?’ De opfører sig som om „skæbnen“ specielt havde valgt dem ud som uskyldige ofre. Det er en tendens der gøres opmærksom på i Ordsprogene 19:3, hvor det hedder: „Et menneskes dårskab øder hans vej, men på [Jehova] vredes hans hjerte.“ Interessant nok er sådanne mennesker hurtige til at give Gud skylden for det onde, men når der overgår dem noget godt spørger de aldrig: ’Hvorfor netop mig?’ De kan godt bebrejde, men de siger aldrig tak.

Den ondskab der klages mest over, er den som mennesker øver mod sig selv eller andre. Visse lidelser skyldes imidlertid naturkatastrofer som jordskælv, orkaner, lang tids tørke og lignende. Men selv i disse tilfælde kan skaden begrænses til et minimum hvis man bygger husene forsvarligt og bevarer de skovbevoksede områder, der har betydning for regnmængden. Og når skaden sker, er der ikke tale om at nogen er udset til at blive ramt; nej, det er som der siges i Prædikeren 9:11, at „hurtigløberen ikke er herre over løbet eller heltene over kampen, ej heller de vise over brødet, ej heller de kløgtige over rigdom, ej heller de kloge over yndest, men alle er de bundne af tid og tilfælde“.

Gud forbyder ondskab, men han hindrer ingen i at handle ondt, selv om han er almægtig og kunne gøre det. Hvorfor gør han det ikke?