„Der burde gøres noget!“

HAN havde tydeligvis en god uddannelse, udtrykte sig godt og var respekteret af mange. Han var forretningsbestyrer og desuden familiefader. Han var nu stillet for retten for at have organiseret en oprørsgruppe der gav sig af med brandstiftelse og snigmord. Hvorfor? I det væsentlige lød hans svar: „Vi måtte jo gøre noget. Vi måtte handle!“

Mange bliver nedtrykte over alle de problemer de ser omkring sig og føler at „der burde gøres noget“. De er bekymrede over den udbredte fattigdom og sult, over ledernes korruption, over industriernes forurening og forgiftning af luften de indånder og af vandet de drikker, over den stærkt stigende kriminalitet, over den faldende levestandard og den voksende inflation, og over de umådelige pengesummer der ofres på oprustningen.

Ja, vi lever i en ufuldkommen verden, og der er mange ting der burde ændres. Men der er tilsyneladende ingen der er i stand til at ændre dem. Dette får nogle til at gøre sig hårde over for problemerne, eller til at lukke øjnene for det der sker. Andre „melder sig ud af samfundet“ og bliver hippier eller vender sig til narkotiske stoffer. Atter andre prøver at „engagere sig“ og går op i politik eller velgørenhedsarbejde. Alt for ofte kommer skuffelser over samfundet til udbrud i demonstrationer, optøjer, revolutioner eller terrorhandlinger som de ovenfor nævnte.

Sørgeligt nok må det indrømmes at ingen af disse reaktioner synes at føre til noget i det lange løb. Revolutioner og reformer har ganske vist medført midlertidige forandringer i visse lande; men alt i alt synes tingene at bevæge sig ubarmhjertigt i samme retning som hidtil. Korruption og uærlighed findes stadig, og det samme gælder inflation, oprustning, forurening, fattigdom og en mængde andre dårligdomme.

Man kan imidlertid også reagere på en anden måde over for disse forhold, en måde som er både realistisk og fornuftig, en måde som vil medføre en varig forandring. Denne reaktion kom til udtryk hos en mand der besad en egenskab som bliver stadig mere sjælden i vore dages verden. Manden var Jesus Kristus, og egenskaben ubetinget tillid til Gud.

Jesu reaktion

Mange af de problemer vi står over for i dag eksisterede allerede på Jesu tid, og han var meget opmærksom på dem. I sine lignelser viste han at han var klar over hvor vanskeligt det var for fattige mennesker at opnå retfærdighed, og hvor nedværdigende forholdene kunne blive for tiggere. (Luk. 18:2-5; 16:20, 21) Han fik ofte „inderligt ondt af“ de jævne mennesker, for gang på gang oplevede han hvor undertrykkende og intolerante den tids ledere var.

Hvordan reagerede han? Han hverken gjorde sig hård eller „meldte sig ud“, og han vendte ikke ryggen til disse sørgelige tilstande. Han greb heller ikke til vold eller revolutionære handlinger. På et tidspunkt søgte en stor folkemængde at gøre ham til deres konge, men han afslog det. — Joh. 6:14, 15.

Nej, Jesus satte sin lid til Gud. Han vidste at politiske forandringer, hvor velmente de end måtte være, ikke til fuldkommenhed kunne løse menneskehedens problemer, for selve årsagen til problemerne ligger uden for politiske handlingers rækkevidde. Selv da han var under trusler om henrettelse opfordrede han ikke sine disciple til at gøre modstand og redde ham. Nej, han lagde tillidsfuldt situationen i sin Faders hænder og sagde: „Lad ikke min men din vilje ske.“ — Luk. 22:42.

Jesus fortalte folk om Guds rige og forkyndte det som løsningen på deres problemer. Det betød ikke at han nægtede at yde fysisk hjælp til dem der havde behov. Mange gange helbredte han mennesker for sygdomme der havde tvunget dem ud i fattigdom. Ved to lejligheder gjorde han den velgerning at bespise en stor folkemængde. (Mark. 10:46-52; 6:35-44; 8:1-9) Men hovedformålet med hans virke var forkyndelsen af Guds rige. Beretningen siger: „Derefter gik han rundt i hele Galilæa, underviste i deres synagoger og forkyndte den gode nyhed om riget.“ — Matt. 4:23.

Hvad opnåede han?

Hvilke goder medførte dette? Det bidrog til en varig løsning på menneskehedens problemer. Jesus var klar over hvad der hindrede menneskene i at forbedre deres egen situation i denne tingenes ordning. I hele sin livsindstilling viste han en fuldstændig tillid til at Gud, til sin tid og på sin måde, ville fjerne disse hindringer. Hvilke?

En af dem er den menneskelige ufuldkommenhed og syndighed. „For alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Rom. 3:23) Så længe dette er tilfældet, vil menneskene synde og dø, der vil opstå gnidninger imellem dem, og de vil være fremmede over for Gud. En anden hindring er Satans og hans dæmoners virke. De fleste mennesker undervurderer Satans indflydelse på de menneskelige forhold, og nogle sætter endda spørgsmålstegn ved om han overhovedet eksisterer. Men Jesus kaldte ham „verdens hersker“. (Joh. 14:30) Så længe mennesket er ufuldkomment og er under Satans påvirkning, vil samfundet være befængt med selviskhed og andre dårlige egenskaber. Forkerte handlinger er blevet så rodfæstede i samfundet at det er meget lidt lederne og herskerne kan gøre for at forandre tingene på dette fremskredne tidspunkt, hvor oprigtige de end måtte være.

Af den grund forkyndte Jesus Guds rige, for det er kun under dette rige at der kan foretages virkelig gavnlige forandringer. Gud har lovet at „han gør ende på krig til jordens grænser“. (Sl. 46:10) Det er utænkeligt at noget sådant kunne ske i den nuværende verden, men under Guds rige vil det ske. Dette rige vil blive opretholdt „ved ret og retfærd“. (Es. 9:7) Kun under et sådant styre kan korruptionen blive udryddet. Og kun gennem dette rige vil Gud „tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. — Åb. 21:4.

At Jesus forkyndte dette budskab var et udtryk for at han havde en uforbeholden tro på Gud. Hvordan? Jo, der siges at „tro er den sikre forventning om ting der håbes på“. (Hebr. 11:1) Jesus talte om noget han håbede på, noget han forventede ville ske i fremtiden. Han måtte vise en ubetinget tillid til at Gud ville opfylde sine løfter. Det betød at Jesus måtte sige nej til denne verdens goder, og at han måtte udholde vantro menneskers had og latterliggørelse. Det betød også at han måtte være forberedt på at dø en offerdød, eftersom det var ved hans død at Gud ville gøre Satan Djævelens magt til intet og genløse menneskeheden fra dens syndige tilstand. — Joh. 1:29; Hebr. 2:14.

Jesus havde denne tillid. Han vidste at Gud var „deres belønner som ivrigt søger ham“. (Hebr. 11:6) Og at hans tillid ikke havde været forgæves blev bekræftet da han, som bevidnet af flere hundrede, efter sin død blev oprejst til liv igen. Nu er han indsat som konge i det rige han forkyndte om. — Åb. 11:15.

En fornuftig reaktion

Jesu reaktion var fornuftig fordi den var grundlagt på en fast tillid til at Gud effektivt vil løse de mange problemer der plager menneskeheden. Er det fornuftigt at reagere på samme måde i dag?

Ja. Mange der tidligere har forsøgt sig på anden vis har nu erkendt at denne holdning er den eneste fornuftige. For eksempel var der en ung mand der var meget aktiv som anfører for studenterdemonstrationer. Desillusioneret over den korruption han så blandt sine ligesindede tog han sin tilflugt til narkotika. Endelig hørte han ’den gode nyhed om riget’, og da blev han klar over at han havde fundet løsningen. Nu har han viet sit liv til at fortælle andre mennesker om det rige som Jesus forkyndte. — Matt. 24:14.

I lighed med Jesus benytter sande kristne enhver lejlighed til at gøre godt mod deres medmennesker. De viser at de har tillid til Gud ved at bestræbe sig på at leve efter Bibelens principper i deres daglige liv. Når de møder problemer, søger de Bibelens gudgivne vejledning. De har tillid til at deres himmelske Fader våger over dem i denne usikre verden. Gang på gang har kristne erfaret sandheden i Jesu ord: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Matt. 6:33.

De tror fuldt og fast på at Gud snart vil bringe forvirringen og lidelserne i verden til ophør ved hjælp af sit rige. Overbeviste om at deres bøn vil blive hørt, beder de: „Lad dit rige komme,“ og denne tillid giver dem „Guds fred, som overgår al forstand“. Ligesom Jesus siger de hellere nej til nogle af denne verdens kortvarige goder, end de bringer deres håb om en arv under Guds rige i fare. — Matt. 6:10; Fil. 4:7.

Nej, sande kristne reagerer ikke med vold på de uretfærdigheder de ser i verden. De siger ikke i fortvivlelse: „Der burde da gøres noget!“ De ved at der allerede er en der „gør noget“. Og de ved at hans hensigter snart vil blive ført igennem til sejr. Det taler alle vidnesbyrd for.