Kan nogen afværge en tredje verdenskrig?

„AF KÆRLIGHED til Gud, til jeres børn, og til den civilisation I tilhører, så stop dette vanvid!“ Disse lidenskabelige ord blev for kort tid siden henvendt til lederne af De forenede Stater og Sovjetunionen, som i øjeblikket deltager i historiens største våbenkapløb. Taleren var ikke en fejloplyst dommedagsprofet. Det var George F. Kennan, forhenværende USA-ambassadør i Moskva.

„Ingen vil forstå den fare vi alle befinder os i i dag,“ påpegede Kennan, „medmindre han indser at regeringerne i den moderne verden endnu ikke har lært at opbygge og vedligeholde store militære styrker, navnlig styrker der indbefatter masse ødelæggelsesvåben, uden samtidig at blive disse styrkers tjenere fremfor deres herrer.“

Mange er enige med George Kennan i hans pessimistiske betragtninger. En fremtrædende embedsmand fra Den kinesiske Folkerepublik har sagt at en krig mellem supermagterne „er uundgåelig“, og han tilføjer: „De næste 10 år er meget, meget farlige. De er skræmmende. Det er noget vi aldrig må glemme.“

Årsagen til bekymringen

I en årrække har man talt meget om en afspænding mellem de to supermagter, USA og USSR. Mange har i denne periode fået det indtryk at sandsynligheden for en verdenskrig var ved at aftage. Den første aftale om begrænsning af strategiske våben blev underskrevet af De forenede Stater og Sovjetunionen i 1972, og den næste (SALT II) i 1979, og folk talte forhåbningsfuldt om „en generation med fred“.

Det gør de ikke længere. „Den politiske spænding har ikke i tredive år været på så farligt et punkt som i dag,“ påpegede George Kennan sent i 1980, kun 18 måneder efter undertegnelsen af SALT II-aftalen. „Der har ikke i al denne tid været en sådan grad af misforståelse, mistænksomhed, forvirring og ren og skær militær frygt som nu.“

Hvad har skabt denne spænding? Hvorfor er en tredje verdenskrig, der engang forekom at være en fjern mulighed, pludselig rykket så truende nær? Det skyldes både politiske, økonomiske og teknologiske faktorer. Disse faktorer har tilsammen skabt et våbenkapløb som eksperterne er bange for ikke kan standses. Men hvis ikke det standses, kan det efter manges mening kun føre til krig.

„Den moderne historie indeholder intet eksempel på at rivaliserende magter har opbygget enorme væbnede styrker uden at det i sidste ende har ført til et udbrud af fjendtligheder,“ advarer George Kennan. „Og der er ingen grund til at tro at vi er bedre eller klogere end vore forfædre.“

Hvorfor kan våbenkapløbet ikke standses?

I begyndelsen af atomalderen var raketterne ikke særlig træfsikre. Man kunne regne med at de ville ramme meget store mål, såsom storbyer, men ikke små mål som raketsiloer i fjendens område. Det førte til hvad Winston Churchill kaldte „en terrorbalance“. Begge parter opstillede deres raketter med sigte mod hinandens storbyer, hvorved de i virkeligheden gjorde hinanden til gidsler. Begge parter vidste at hvis de startede en atomkrig, ville de miste deres egne storbyer.

Denne evne til gensidig ødelæggelse har muligvis medvirket til at udskyde den tredje verdenskrig af én væsentlig grund — nemlig at det var ligegyldigt hvem der slog først. En krig med kernevåben ville under alle omstændigheder være en katastrofe for begge parter. Derfor følte man sig ikke særlig fristet til at kaste den første bombe, selv når der var et spændt forhold mellem stormagterne, som for eksempel under Cubakrisen i 1962.