Vi betragter verden
Fisker fandt stødtand
● I en flod cirka 160 kilometer fra Moskva fik en fisker krogen i en halvanden meter lang stødtand. Dette førte til fundet af et velbevaret mammutskelet. Eksperter fra det sovjetiske videnskabsakademis forhistoriske museum siger at fundet er særlig interessant fordi man ikke tidligere har fundet rester af den uddøde elefantart i dette område. De fleste mammutfund er sket i Sibirien. — Holbæk Amts Venstreblad, 3. februar 1981.
Truede dyrearter
● Dyrearter der har klaret sig i århundreder, selv om menneskene har jaget dem, er nu i fare for at uddø. Det gælder for eksempel odderen, til trods for at den har været totalfredet i Danmark de sidste 13 år. Grunden er at „udviklingen“ og forureningen ødelægger dyrets levesteder. Andre truede dyrearter er grævlingen, ilderen og lækatten samt de fleste vadefugle, som friluftsrådet nu ønsker totalfredet.
Hvor meget danskerne drikker
● I sammenligning med befolkningerne i de øvrige nordiske lande er danskerne storforbrugere af alkohol. Ifølge en opgørelse, udarbejdet af Nordisk Råd, lå forbruget af ren alkohol pr. indbygger over 15 år i 1978 på 10,98 liter. Som nr. 2 på listen kom Finland med et forbrug på 7,89 liter pr. person. Derefter kom Sverige og Norge, og til sidst Island med et gennemsnitligt forbrug på 4,1 liter pr. person. Og så er danskernes forbrug endda stigende. I 1979 var det kommet op på 11,6 liter pr. voksen indbygger.
Mest „tjære“ i danske cigaretter
● I 1978 indførte England en sundhedsskat på cigaretter der indeholdt mere end 20 milligram tjære, med det resultat at disse cigaretter nu næsten er forsvundet fra markedet. I denne forbindelse har EF-avisen oplyst hvor meget tjære der gennemsnitlig er i cigaretterne i forskellige lande. Det viser sig at Danmark ligger i spidsen med et gennemsnitligt tjæreindhold på 25,3 milligram i 1980. Frankrig lå på 20 milligram i 1978, Tyskland på 15,2 milligram i 1975, og Storbritannien på gennemsnitlig 16,6 milligram i 1979.
Fælles nadver
● Mellem nogle lutherske og katolske menigheder holdes der allerede nu fælles nadver, siger lederen af Amerikas lutherske kirke, biskop James R. Crumley. Efter en samtale med paven og repræsentanter for Vatikanets sekretariat for kristen enhed, siger biskoppen at der nu også er udsigt til at det en dag bliver officielt tilladt. Ifølge biskoppens referat sagde paven ved slutningen af deres samtale: „Splittelsen i kirken er en pine for os alle. Enheden vi har i Kristus, er langt dybere end nogen splittelse. Vi må gøre en alvorlig indsats for at anerkende denne enhed og lade den komme til udtryk.“ Biskoppen går helhjertet ind for denne udvikling. Én ting er imidlertid at kunne enes om at holde en fælles nadver. Noget andet er ægte enhed i tro, tanke og handling sådan som Bibelen foreskriver. — 1 Kor. 1:10; Ef. 4:5, 6.
Kan kaffe skade fosteret?
● Bør gravide holde sig fra kaffe og andre koffeinholdige nydelsesmidler af hensyn til det ufødte barn? På grundlag af forsøg med rotter, fortæller Politiken for 15. november 1980, har de amerikanske sundhedsmyndigheder udsendt en opfordring til gravide om at undgå koffein eller i det mindste begrænse forbruget. Ved forsøget blev 300 drægtige rotter tvangsfodret med koffein i forskellige doser. Nogle fik hvad der svarer til mellem 12 og 24 kopper stærk kaffe om dagen. De fødte unger som manglede tæer eller dele af tæer. Andre rotter fik koffein svarende til to daglige kopper kaffe. De fødte unger hvis skeletmæssige udvikling var forsinket. Ligesom nikotin og alkohol kan koffein krydse moderkagen, der forbinder fosteret med livmoderen, og det er altid betænkeligt at give det ufødte barn unødvendige stoffer af den art hedder det i undersøgelsesresultaterne. Kaffe- og sødvandsindustrien har imidlertid kritiseret undersøgelsen. De fremfører at rotter omsætter koffein på en anden måde end mennesker fordi deres stofskifte er anderledes. Sundhedsmyndighedernes mistænkeliggørelse af kaffe og te er derfor mildest talt forhastet og urimeligt alarmerende, siger de.
Vold i fjernsynet
● En film i amerikansk fjernsyn som omfatter scener med russisk roulet har fået tragiske følger, oplyser en gruppe der er modstander af vold i TV. Gruppen siger at 15 amerikanere dræbte sig selv i 1980 ved at spille russisk roulet efter at have set den omtalte film.
Eblatavlerne og Bibelen
● For få år siden fandt man under de arkæologiske udgravninger af fortidens Ebla i Syrien omkring 20.000 lertavler som efter sigende indeholdt adskillige bibelske navne man aldrig før var stødt på i ikke-bibelske skrifter. Dr. G. Pettinato, der tidligere stod for oversættelsen af disse tavler, blev for nylig interviewet af tidsskriftet Biblical Archaeology Review og spurgte om han havde ændret opfattelse med hensyn til sin tydning af lertavlerne, eftersom hans afløser ikke var enig med ham i at nogle af disse tavler havde tilknytning til Bibelen. „Jeg har ikke trukket noget tilbage,“ svarede Pettinato. Da han blev spurgt om navnene Sodoma og Gomorra, sagde han: „Navnene Sodoma og Gomorra er allerede opført i kataloget.“ Han nævnte også at byen Zoar var omtalt i kataloget.
Professoren blev også spurgt om han havde ændret sin opfattelse af om Guden „Ya“ var nævnt på lertavlerne. Han forklarede at man i „gudefortegnelsen“ havde fundet „guden YA“. Og han tilføjede: „På en regnskabstavle fra Mesopotamien . . . omtales der desuden en gave til guden Ya. Der kan derfor . . . ikke herske tvivl om denne guds eksistens, og jeg kan ikke forstå hvorfor nogle af mine kolleger ikke vil anerkende denne kendsgerning. Jeg forstår det faktisk ikke.“ — Sep./okt. 1980, s. 46, 48, 51.
Forvarsel om jordskælv
● Det er en kendt sag at dyr i forvejen kan fornemme når der vil indtræffe et jordskælv. Der er eksempler på at slanger er kravlet op af deres huller på tidspunkter hvor de ellers skulle blive i jorden, fortæller afdelingsleder Søren Gregersen fra Geodætisk Instituts seismografiske afdeling til Jyllands-Posten. Rotter er begyndt at kravle op i telefonpæle og heste har ikke villet ind selv om de vidste at foderet ventede på dem. Denne usædvanlige adfærd hos dyr har været medvirkende til at man i Kina flere gange har kunnet evakuere folk fra områder som få dage senere er blevet ramt af jordskælv.
Tilbageslag i kampen mod malaria
● WHO (Verdenssundhedsorganisationen) har lidt et alvorligt tilbageslag i sin 25-årige kamp mod malaria med „vidundermedicinen“ klorokin. Ifølge Hongkong-bladet Asiaweek „resulterede den omfattende brug af klorokin som lægemiddel i at der er opstået en ny generation af resistente malariaparasitter som nu ubønhørligt hærger dele af Asien med dødelige følger“. WHO anslår at cirka 250.000.000 mennesker, hovedsagelig i udviklingslandene, lider af malaria. En videnskabsmand siger om visse områder: „Vi er tilbage til brugen af kinin, det ældste middel mod malaria.“ Men eftersom kinin giver bivirkninger som kvalme og øresusen, er folk tilbøjelige til blot at tage det et par dage og så holde op. Vilkårlig brug af kinin når man har et ondartet malariaanfald, kan være dødbringende. Men problemet er ikke blot klorokinresistente malariaparasitter. Politisk uro og krige i Afrika og i Sydøstasien har i høj grad forstyrret sundhedsprogrammerne og forværret hele problemet.
Var det Neptun Galilei så?
● En ung astronom i Berlin fik i 1846 æren for at have opdaget Neptun, den ottende planet fra solen. Men to astronomer Charles Kowal og Stillman Drake, mener nu at Neptun muligvis er blevet set af den italienske astronom Galilei, der levede i det 17. århundrede. I 1612 og 1613 berettede Galilei at han havde observeret „fiksstjerner“ i nærheden af Jupiter. De ovennævnte astronomer har omhyggeligt studeret tabeller og skemaer som viser himmellegemernes positioner i det 17. århundrede. Dette har overbevist dem om at det i virkeligheden var Neptun Galilei så. „Den angivne position for Galileis ’fiksstjerne’, den nøje overensstemmelse hvad retningen angår, og det at der ikke findes nogen klare stjerner i det område har overbevist os om at det i virkeligheden var Neptun Galilei så,“ siger Kowal. Hvis det er tilfældet, blev Neptun altså uafvidende opdaget allerede i 1612-1613.
Stivfrossen, men i live!
● „Legemet var koldt, fuldstændig stivfrossent, ligesom et stykke kød man tager ud af dybfryseren.“ Med disse ord beskrev dr. George Sather den tilstand hvori man fandt Jean Hilliard, en 19-årig pige, i sneen efter en decembernat hvor temperaturen havde været minus 30° C. Den unge pige var kørt fast i sneen med sin bil i den nordvestlige del af staten Minnesota, og hun forsøgte at gå til et hus der lå godt tre kilometer borte, men faldt sammen blot 4,5 meter fra døren. Hun blev fundet om morgenen og bragt til hospitalet. Lægerne kunne ikke give hende intravenøs næring fordi „hun var for stivfrossen til at man kunne trænge igennem huden“. Hendes temperatur var for lav til at kunne måles på et termometer. Hendes puls var omkring 12 slag i minuttet. Men efter adskillige timer indsvøbt i et elektrisk varmetæppe kom der atter liv i hende. „Jeg kan ikke forklare hvorfor hun er i live,“ sagde lægen. „Hun var bogstavelig talt stivfrossen. Det er et mirakel.“
Større dødsrisiko hvis ægtefællen ryger
● Det engelske lægetidsskrift British Medical Journal refererer en japansk undersøgelse af risikoen ved passiv rygning. I undersøgelsen, der strakte sig over 14 år, fulgte man 91.540 kvinder der ikke røg, og sammenlignede deres risiko for at dø af lungekræft med deres mænds rygevaner. I de tilfælde hvor mændene røg færre end 20 cigaretter om dagen var risikoen for lungekræft hos hustruen godt halvanden gang øget. Men i visse aldersgrupper hvor mændene var storrygere, steg risikoen helt op til fire til seks gange.