En beretning om trofasthed

CUBA er ikke det eneste land hvor Jehovas vidner bliver forfulgt. De er blevet forbudt i Sovjetunionen, Kina og andre kommunistiske lande, og i de senere år er de også blevet forfulgt i Argentina. I Malawi blev de i en række år forfulgt på det grusomste, og under den anden verdenskrig forsøgte det nazistiske Tyskland at udslette dem totalt. Mange Jehovas vidner døde dengang i koncentrationslejrene.

Forfølgelsen af Jehovas vidner er imidlertid ikke kun et nutidigt fænomen. Og det er heller ikke noget nyt at de bliver anklaget for at være oprørske og samfundsfjendtlige. Bibelen oplyser at Gud også i fortiden havde trofaste tjenere som blev udsat for forfølgelse og som blev anklaget på et falsk grundlag. — Joh. 19:12; Apg. 16:19-21.

Neutralitet

Det som man i nogle lande ikke har kunnet forstå, er at Jehovas vidner er neutrale i politiske spørgsmål. Jehovas vidner forsøger aldrig at blande sig i eller at skade det politiske system i det land de bor i. I nogle lande misforstår man dette og tror at Jehovas vidner driver undergravende virksomhed fordi de ikke deltager i krig og ikke udfører handlinger de betragter som tilbedelse af nationale symboler.

Men i virkeligheden ville det være umuligt for dem at være revolutionære, for noget sådant ville være i modstrid med deres høje bibelske principper. Hvis de der betvivler dette blot ville undersøge sagen nøje og upartisk, ville de opdage at Jehovas vidner aldrig har forsøgt at omstyrte nogen regering eller at danne sammensværgelse mod noget styre, og heller ikke har opmuntret andre til at gøre det. Tværtimod ville de strengt fordømme ethvert af deres medlemmer der brød landets love med hensyn til moralsk opførsel, betaling af skat og andre borgerpligter. Det er grunden til at de i alle lande er nogle af de mest lovlydige borgere.

Jehovas vidner tror ikke at krige kan løse menneskehedens problemer, for Guds ord, Bibelen, siger at krige ikke er nogen løsning. Gud lover derimod at der vil komme en tid da „folk . . . ej [skal] løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer“. (Es. 2:4) Allerede nu adlyder Jehovas vidner det princip som ligger til grund for denne profeti. De følger apostelen Paulus’ råd i Romerbrevet 12:18: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“

Dette er ikke noget nyt. Bogen History of Christianity af Edward Gibbon siger om de kristne i det første århundrede: „De nægtede at tage nogen som helst aktiv del i den borgerlige administration eller i det militære forsvar af riget. . . . det var umuligt at de kristne kunne påtage sig at være soldater, embedsmænd eller fyrster uden at give afkald på en mere hellig tjeneste.“

I modsætning til mange andre lande har Cuba ikke nogen fritagelsesordning for dem der af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste. Derfor har unge kristne i Cuba måttet lide meget for at kunne forblive trofaste mod Guds ords principper. De mange tusind Jehovas vidner som stadig befinder sig i Cuba, lider fortsat for deres trofasthed mod Guds lov.

Regeringer som Cubas burde spørge sig selv: Hvad ville der ske hvis alle mennesker trofast afholdt sig fra at deltage i krig, sådan som Jehovas vidner gør? Det indlysende svar er at al krig ville forsvinde for evigt, sådan som det allerede er sket blandt alle Jehovas vidner, og som det vil ske ud over hele jorden i Guds retfærdige nye orden. — Joh. 13:34, 35; 2 Pet. 3:13.

Vinder respekt i fængslerne

I fængslerne har de cubanske Jehovas vidner ofte måttet vise deres uangribelighed over for Gud. Og det har de gjort, mens de samtidig har delt deres håb med andre fanger.

Samuel Izquierdo fortæller hvad der skete da han blev fængslet fordi han ikke ville udføre militærtjeneste: „Jeg sagde til dem at min samvittighed ikke tillod mig at bøje mig for deres politiske diktater og at jeg ikke kunne gennemgå militær træning. Den embedsmand der behandlede min sag, råbte vredt op og befalede at jeg skulle låses inde i en celle.

Cellen var bygget op af træ og målte en meter og tyve på hver led, og der var kun halvanden meter til loftet, så det var umuligt for mig at stå oprejst. Overalt på gulvet var der anbragt menneskeekskrementer, og dér blev jeg låst inde, nøgen og barfodet. Stanken var ulidelig.“

Samuel fortæller hvordan han var i stand til at bevare sin uangribelighed under disse forhold: „Det lykkedes mig hele tiden at beholde en lille bog med Bibelens græske Skrifter hos mig, og selv om de fandt den da de undersøgte mig, tog de ingen notits af ’den lille bog’, som de kaldte den. Lige fra den første dag jeg var sammen med andre fanger, fortalte jeg dem om håbet om Guds nye orden, som Bibelen fremholder. Mere end 10 fanger samledes med mig, og jeg læste op af Bibelen for dem og gav dem, som de sagde, åndelig trøst. Dette var med til at holde mig åndeligt stærk, og fangerne respekterede mig som ’præst’. Til sidst betragtede soldaterne ved fængselet mig som harmløs og holdt op med at afstraffe mig.“

Møder

Bibelen befaler de kristne ’ikke at forsømme at komme sammen’. (Hebr. 10:24, 25) Selv om Cubas lov forbyder Jehovas vidner at mødes åbenlyst, kan den ikke forhindre dem i at mødes på anden vis. Selv i fængslerne finder de muligheder for at mødes.

Eduardo Aboud siger: „Det var en stor glæde at kunne samles hemmeligt et eller andet sted i lejren for at drøfte Bibelen. Hver dag var der en af os der bidrog med et skriftsted, som vi så kommenterede. Vi fortalte også hinanden om vore erfaringer og om de forskellige trosprøver som vi alle måtte imødese og komme igennem. Så drøftede vi hvordan vi kunne udholde de vanskeligheder som uvægerlig ville opstå næste dag.

Desuden havde vi alle sammen lejlighed til at tale om Guds hensigt med de fanger som ikke var Jehovas vidner. Der var et Jehovas vidne i hver barak i lejren, så hver enkelt betragtede sin barak som sit personlige „distrikt“ hvor han kunne forkynde. Jeg var således i stand til at lede to ugentlige bibelstudier, og jeg måtte lede dem på grundlag af det jeg tidligere havde lært, for i det fængsel havde vi ingen bøger overhovedet, end ikke en bibel. Ikke desto mindre udviste vi hver måned en enestående aktivitet med at fortælle andre om Bibelens sandheder.“

Uden for fængslerne var Jehovas Vidners officielle møder forbudt, og der var pøbelsværme og bander som gik til angreb på rigssalene. Mænd, kvinder og børn blev slået. Det var nytteløst at tale med provinsmyndighederne eller repræsentanter for indenrigsministeriet om det. Svaret var altid det samme: „Vi følger blot ordrerne fra Havanna.“

Den offentlige forkyndelse forbudt

Ud over at lukke rigssalene gjorde man sig store bestræbelser for at hindre Jehovas vidner i at udføre deres offentlige tjeneste. Hver uge blev tusinder af Jehovas vidner arresteret når de gik ud i forkyndelsen. De blev idømt bøder eller sendt i fængsel.

Alligevel bliver Jehovas vidner i Cuba ved med at adlyde Guds befaling om at fortælle andre om alt det gode de har lært gennem hans ord. (Matt. 24:14; 28:19, 20; Apg. 20:20) Denne tjeneste udfører de på mange forskellige måder. Og når Jehovas vidner i dag, ligesom de kristne i det første århundrede, får besked på at de ikke noget sted må „ytre sig eller undervise på grundlag af Jesu navn“, svarer de som deres trosfæller dengang: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ De første kristne fastslog også: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 4:18-20; 5:29.

Fordi Jehovas vidner trofast har fortsat deres virke, er Jehova Guds navn og hensigt blevet gjort kendt overalt i Cuba. Dette har været til stor gavn for mange mennesker der har ønsket at høre om sandheden. I fængslerne er der blevet aflagt et stort vidnesbyrd om Guds hensigt.

Læg mærke til hvad flygtningen Luis Garcia siger: „I Cubas fængsler kendte man hverken Jehovas Vidners navn eller deres virke før vidnerne begyndte at blive sendt i fængsel. Med tiden kom flere og flere Jehovas vidner i fængsel, og resultatet var at der blev aflagt et fantastisk stort vidnesbyrd både uden for og inde i fængslerne. I et hvilket som helst fængsel i Cuba var det blotte navn ’Jehovas Vidner’ indbegrebet af mod, frygtløshed, standhaftighed, trofasthed og uangribelighed i enhver henseende.“

Mange fanger har haft gavn af Jehovas vidners budskab og af deres opførsel. Et stort antal fanger har hørt om Gud og hans hensigt og har forandret deres liv og er blevet tjenere for Gud. Et eksempel herpå er en mand som var kommet i fængsel for røveri før han stiftede bekendtskab med Bibelen. Han skrev senere dette brev til ham der havde undervist ham i fængselet:

„Min kære broder! Det er mit inderligste ønske at du, når du læser disse linjer, har det godt både fysisk og åndeligt sammen med din kære familie. Jeg kan fortælle dig at jeg har det godt. Åndeligt set føler jeg mig stærk og optimistisk, for min tro vokser dag for dag. Som dagene går, forstår jeg alting bedre. Jeg oplever med stor glæde hvordan Guds hellige ånd virker i mig. Selv om jeg er alene i disse omgivelser, har jeg været i stand til at holde den almægtige Guds navn højt, for jeg forsøger at leve mit liv efter hans lære.

I den korte tid vi var sammen lærte jeg at blive meget knyttet til dig, på trods af min alder og på trods af at jeg i høj grad var en del af denne verden. Jeg er aldrig blevet behandlet sådan som jeg blev det af dig, for førhen havde jeg kun forbindelse med verdslige mennesker som før eller siden viste deres sande jeg. Men hos dig fandt jeg altid kærlighed, oprigtighed og venlighed.

Du har været som en åndelig fader for mig, og du har hjulpet mig meget. Noget andet som hjælper mig og som vil være til gavn for mig i fremtiden, er det eksempel du har sat som en Guds tjener. Du underviste mig ikke blot i Bibelens lære, men i dine gerninger underviste du mig ved dit eget eksempel i den rette vej.

Jeg er endnu ikke åndeligt moden. Jeg mangler stadig megen kundskab. Men selv med dette handicap er jeg parat til at forsvare sandheden, for sandheden kan ikke skjules. Somme tider siger jeg mindre end jeg gerne ville udtrykke, men selv med få ord kan jeg forsvare sandheden.

Efter at du var blevet løsladt var jeg først ked af det, men så begyndte jeg at tale flittigt med andre om sandheden, og det udfyldte tomheden.

Jeg er meget lykkelig over at kende Guds veje og hans hensigter. Jeg har indviet mig til at tjene ham hvert eneste øjeblik og på hvert eneste sted hvor jeg måtte befinde mig, om det så skal koste mig livet. (Luk. 9:62; Apg. 20:24) Selv om jeg er langt borte fra dig, har jeg ikke glemt hvad du lærte mig. (Underskrevet) Din broder og søn i troen.“

Enhver regering som i oprigtighed iagttager Guds tjenere vil afgjort kunne se at de er til stor gavn. De der bliver Jehovas vidner bliver bedre borgere. De tager sig bedre af deres familie og deres børn, og de passer bedre på deres egne og andres ejendele. Jehovas vidner sætter ærlighed og en god moral meget højt.

Jehovas vidners ønske

Naturligvis vil Jehovas vidner gerne, hvor i verden de end bor, finde forståelse hos landets regering. De vil gerne kunne udøve deres gudsdyrkelse i frihed og glæde. Og det kan de i de fleste lande.

Imidlertid har de ikke denne frihed i Cuba. Ønsket herom udtrykte de i en appel til Castro-regeringen den 16. december 1978. I slutningen af brevet stod der: „Vi beder for Dem og for de øvrige embedsmænd i revolutionsregeringen, at De må forstå vort standpunkt og at vi, om det er Guds vilje og beslutning, må modtage et hurtigt svar. Dette opfordres vi til i Bibelen, i Første Timoteusbrev 2:1, 2, hvor der står: ’Jeg tilskynder derfor først af alt til at der må fremføres anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser for alle slags mennesker, for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor.’“

Men selv om en sådan appel måske aldrig bliver opfyldt, vil Jehovas vidner i Cuba fortsætte med at tjene den almægtige Gud trofast, uanset hvem der modstår dem. „Når Gud er for os, hvem vil da være imod os?“ siger Bibelen. (Rom. 8:31) De stoler på at Jehova til sin tid vil løse deres problemer på bedste måde.

[Tekstcitat på side 9]

Jehovas vidner har aldrig dannet sammensværgelse mod nogen regering og heller ikke opmuntret andre til at gøre det. Tværtimod ville de strengt fordømme ethvert af deres medlemmer der brød landets love

[Tekstcitat på side 10]

„Vi havde alle sammen lejlighed til at tale med de andre fanger om Guds hensigt“

[Tekstcitat på side 11]

„I et hvilket som helst fængsel i Cuba var det blotte navn ’Jehovas Vidner’ indbegrebet af mod, frygtløshed, standhaftighed, trofasthed og uangribelighed“