Arboga — nyt centrum for Jehovas Vidner i Sverige
VED den livligt trafikerede Europavej 3, en pulsåre mellem Sveriges to største byer, Stockholm og Göteborg, ligger den lille idylliske provinsby Arboga. Den er en af Sveriges ældste byer. Allerede i 900-tallet udgjorde den et bysamfund.
Fra 1200-tallet og frem til midten af 1600-tallet var byen en af landets vigtigste handelsbyer. Den var længe skueplads for mange historisk vigtige politiske og religiøse møder. I 1435 afholdt man her det der almindeligvis kaldes Sveriges første rigsdag. I middelalderen var den tillige et katolsk centrum med flere klostre, hvor blandt andre franciskanermunke holdt til. Den var kendt i mange lande. Men fra midten af 1600-tallet mindskedes efterhånden dens betydning som handelsstad og politisk og religiøst centrum. I dag er den så godt som ukendt uden for landets grænser.
Nu er der imidlertid sket noget i denne lille by som gør at den atter vil blive kendt jorden over. Jehovas Vidner har nemlig her bygget dét en avis kaldte en by i byen — et nyt afdelingskontor med trykkeri, fællesfaciliteter og boliger — der fremover skal tjene som centrum for deres kristne forkyndelsesarbejde i Sverige. I efteråret 1980 var virksomheden klar til at blive taget i brug. Jehovas Vidner har 98 sådanne afdelingskontorer rundt om i verden, og som sæde for et af disse afdelingskontorer er Arboga altså nu blevet forbundet med Jehovas Vidners internationale arbejde i 205 lande.
Et byggeri i særklasse
Aldrig før er noget lignende sket på byggefronten i Sverige. Dette byggeri er blevet kaldt „det absolut største der er gennemført på frivillig basis i dette land“. I over to et halvt år er cirka 5000 Jehovas vidner fra hele Sverige, og fra nabolandene rejst til Arboga for, i kortere eller længere perioder, frivilligt at hjælpe til med at bygge det 20.000 kvadratmeter store bygningskompleks og at forvandle det 120.000 kvadratmeter store skovareal til et smukt parkanlæg med en lille kunstig sø.
I midten af 70erne blev det klart for Jehovas vidner i Sverige at det daværende centrum for deres arbejde, den 3500 kvadratmeter store kontor- og trykkerivirksomhed i Jakobsberg nordvest for Stockholm, var alt for lille. Mulighederne for at udvide var meget begrænsede. Da man i et par år havde søgt efter et nyt sted, bestemte man sig for Arboga, dels på grund af byens centrale beliggenhed, dels på grund af adgangen til et velegnet grundareal — og så på grund af prisen. Grunden viste sig at være mange gange billigere dér end i storbyområderne, og lige fra begyndelsen var de lokale myndigheder og lensmyndighederne meget velvillige og begejstrede for dette „anderledes“ projekt.
For at holde udgifterne nede besluttede man at bygge det hele selv, med egen administration og frivillig arbejdskraft. Der blev sendt breve ud til landets mere end 300 menigheder af Jehovas Vidner med indbydelse til alle om at deltage. Der blev oprettet en arkitekt- og tegnestue, og til rimelige priser indkøbte man brugte byggekraner, gravemaskiner, lastbiler og andre brugskøretøjer, der blev sat i stand af fingernemme Jehovas vidner. Man købte også et ældre hotel med værelser og lejligheder til 110 personer, og det blev restaureret så det kunne bruges til logi. Man lejede en mindre industriejendom i nærheden, og her kunne dygtige brødre og søstre udføre meget af snedkerarbejdet. På grunden anlagde man egen betonstation og opførte desuden en bygning med projektkontor, omklædningsrum, køkken og spisesal til arbejderne. Denne bygning konstruerede man således at den efter at byggeriet var fuldført, kunne pilles ned og omdannes til to mødesale, rigssale, til Jehovas Vidners menigheder. Ved disse indledende skridt kunne man spare flere millioner kroner.
Klar til at påbegynde byggearbejdet
Efter flere måneders intensivt men godt samarbejde med de lokale myndigheder om at få projektet godkendt, fik man den 7. september 1978 grønt lys for igangsættelsen. Allerede dagen efter faldt det første træ for motorsaven. Blandt de frivillige der var med til skovrydningen var endda en hest, den nordsvenske hoppe Lea, der med sine 23 år var nået at blive en erfaren skovarbejder. En hel vinter hjalp hun til, og ind i mellem var hun så ivrig med at trække tømmerslæden at hendes ejer måtte holde igen i tømmerne.
Streng vinter
Den første vinter i byggeperioden blev en af de største forhindringer der måtte overvindes. Visse dage faldt temperaturen til under 30 minusgrader. Jorden frøs og blev hård som sten. For at kunne fortsætte udgravnings- og støbearbejdet måtte man tildække dele af arbejdspladsen med presenninger, og ved hjælp af varmekanoner lavet af olietønder blæste man varm luft ind under presenningerne. Vinteren 1978-79 gik over i historien som en af århundredets koldeste vintre i Sverige.
Men arbejdet skred frem uafbrudt. Foråret 1979 kom, og fundamentet tog form. I betonstationen blandede man de tusinder af tons beton der skulle bruges inden fundamentet var færdigt. Efterhånden kunne man sætte bjælker og spær på plads, og inden vinteren 1979-80 kunne de fleste af de 250-300 brødre og søstre fortsætte deres arbejde indendørs.
Gulvene – en seværdighed
Overfladebehandlingen af de store gulve krævede et utroligt arbejde. „Det her er jo ikke gulve, det er marker!“ udbrød en af gulvarbejderne. Men lidt efter lidt blev gulvene en af byggeriets store seværdigheder, især i hallen, mødesalen og korridorerne. Ved et marmorbrud i nærheden fik brødrene lov til mod en ringe betaling at hente over 100 tons marmorspild, det vil sige i massevis af marmorstumper af varierende størrelse og form. Dem lagde man i et puslespil på gulvet, så de dannede et smukt mosaikmønster. I mellemrummene støbte man terrazzo, en blanding af marmorskærver og cement, og til sidst sleb man det hele jævnt og skinnende blankt med en stor slibemaskine.
For at undgå for høje udgifter til diamantslibeskiverne til slibemaskinen påtog en broder sig at rejse rundt i landet til over 30 stensliberier for at opkøbe diamantrester fra nedslidte, kasserede savklinger. „Høsten“ blev på cirka 20.000 små diamantsten. Man anvendte så en ny metode til at lime dem på de slibeskiver der skulle bruges til slibningen af alle de tre slags stengulve: granit, marmor og terrazzo. Nyværdien af diamanterne til dette arbejde lå på flere hundrede tusind kroner, som man nu for størsteparten sparede.
Trykkemaskinerne „svævede“ ind
Den første del af byggeriet der blev færdigt var den 4500 kvadratmeter store trykkeribygning, og i forsommeren 1980 kunne man overflytte maskinerne fra Jakobsberg. Men hvordan skulle man få disse tunge kæmper ud og senere ind uden at behøve at skille dem fra hinanden?
En idérig broder foreslog at man købte fire luftpuder, som man eventuelt kunne sælge senere. Som sagt, så gjort! Ind med en pude under hvert hjørne af maskinen, på med trykluften, og så lettede maskinen fra gulvet og „svævede“ fremad når man puffede let til den.
Det var et historisk øjeblik for de mange brødre og søstre på byggepladsen da de en smuk aprilsdag så den første trykkemaskine „svæve“ ind på plads på det jævne og blanke trykkerigulv. „Det er lige så man får gåsehud!“ udbrød en søster der havde været med ved byggeriet fra starten. Mange oplevede det ligesådan. Og den 8. juni 1980 kørte arkene til det første „Arboga-eksemplar“ af bladet Vågn op! (på norsk) gennem valserne.
Flytningen fra Jakobsberg
I rask tempo blev afdeling efter afdeling overflyttet fra Jakobsberg. Den 1. oktober 1980 skulle nøglerne til det gamle anlæg overlades til de nye ejere. Dagen før afgik det sidste flyttelæs! Da var 100 flyttelæs blevet transporteret med egne lastbiler de 150 kilometer fra Jakobsberg til Arboga. De 70 medlemmer af betelfamilien, som den faste stab ved Vagttårnsselskabets afdelingskontor kaldes, havde fået lov til at vælge tapeter og farver til deres nye lyse og venlige værelser, og da de ankom oplevede de en virkelig følelse af fornyelse. I Jakobsberg forlod de nogle relativt små værelser som havde været i brug i 26 år. „Hvordan føles det?“ spurgte man nysgerrigt et af de par der skulle flytte ind. „Det er jo ikke alt her i livet der bliver som man har drømt om,“ svarede de, og tilføjede: „Denne gang blev det endnu bedre!“
„En fantastisk organisation“
„Det hele bygger på en fantastisk organisation hvor alt klapper til mindste detalje,“ skrev en journalist efter et besøg på byggepladsen. Det er sandt, men det er ikke hele sandheden. Hvis en organisation skal fungere og dens forehavende lykkes, må den have loyal og helhjertet opbakning. „En sådan opbakning har sandelig ikke manglet her,“ sagde en fra byggeorganisationen, og fortsatte: „Blandt de mange som mødte op på vores byggeplads har der været Jehovas vidner med de mest varierende uddannelser, beskæftigelser og stillinger. Her har været arkitekter, bygmestre, ingeniører, bagere, forretningsmænd, postbude, kontorister, kunstnere, pensionister, skoleelever og husmødre og mange, mange andre. Men de har alle haft ét tilfælles: troen på det gode formål med dette byggeri. Derfor har de med glæde påtaget sig et hvilket som helst arbejde de blev tildelt og gjort deres allerbedste. Også mennesker som ikke er Jehovas vidner har hjulpet til. Den frivillige arbejdsindsats på henimod 1,5 millioner arbejdstimer kan vurderes til omkring 50 millioner kroner.“
Men mange, mange andre har bidraget på anden vis. Fra hele landet er der kommet frivillige pengegaver og lån. Man har også sendt tonsvis af madvarer. En menighed af Jehovas vidner sendte således 4500 hjemmebagte boller, og en landmand i nærheden af byggepladsen forærede to tons af sin gulerodshøst da han så hvor flittigt alle arbejdede. Andre har sendt honning, frugt og syltetøj. Blandt bidragene er det også strømmet ind med kontormaterialer, møbler, tøj og sko.
Mange besøgende
I sommeren 1980 var Jehovas Vidners nybyggeri blevet Arbogas næststørste turistattraktion, ifølge byens turistbureau. Så godt som hver dag blev der vist folk rundt, både privatpersoner, familier og grupper fra forskellige myndigheder og foreninger. Og hvad har det almindelige indtryk været? En lokalavis skrev: „Alle som har besøgt det store byggeri er kommet tilbage fulde af begejstring over det de har set.“
„Ledes ovenfra“
Et midaldrende ægtepar som ved en fejltagelse kom ind på området, begyndte at gå rundt og kigge på virksomheden. De blev meget forbavsede. Da de gik, sagde de til en af brødrene: „Når man ser det her, kan man forstå at I bliver ledet ovenfra.“
Denne spontane udtalelse sammenfatter hvad alle der har medvirket ved projektet, har følt. Jehovas vidner tager ikke selv æren for det der er sket i Arboga. De har hele tiden vendt sig til deres himmelske Fader, Jehova Gud, og bedt om kraft, klogskab og visdom til at gennemføre arbejdet. Uden en grundfæstet tro på og tillid til ham og hans hensigt havde de aldrig klaret det. Det er denne tro der har forenet dem i et virke for Guds hensigt, som går ud på at han inden længe vil lade Jesus Kristus, den himmelske Konge, overtage al magt og gennem sin regering, Guds rige, føre retfærdige mennesker ind i en ny tingenes ordning her på jorden. (Jer. 25:5) Det er udelukkende for gennem fremstilling og spredning af bibler, blade, bøger og andre tryksager at kunne dele denne gode nyhed med andre, at Jehovas vidner så helhjertet vover at bygge en virksomhed som den i Arboga. — Matt. 28:19, 20; 24:14.
Viet til Jehova på hans betingelser
En af årets mørkeste dage, den 23. december 1980, da solen stod op klokken 8.55 og gik ned klokken 14.50 i Arboga, blev den lyseste og lykkeligste dag i hele byggeperioden. Da blev det hele indviet til Jehova Gud.
I den smukke mødesal blev der holdt et møde, og blandt de 354 tilstedeværende var der gæster fra afdelingskontorerne i nabolandene. Koordinatoren for forkyndelsesarbejdet i Sverige, Bengt Hanson, gav et tilbageblik over hvordan Jehovas Vidners virksomhed i Sverige var vokset siden den så småt begyndte i 1890erne. Han henvendte sig til alle 17.329 Jehovas vidner i Sverige og sagde som udtryk for en påskønnelse af den opbakning byggeriet havde fået: Den der låner Herren noget ved at støtte Rigets arbejde, vil altid blive velsignet. — Ordsp. 19:17.
Milton Henschel fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i USA gav et tilbageblik over Guds folks byggevirksomhed lige fra bygningen af tabernaklet under Israels ørkenvandring. Han mindede også om byggeriet af det pragtfulde tempel på Salomons tid. Alt dette viedes også til Jehova og tilbedelsen af ham, fuldstændig som det nu er sket med dette byggeri. Men Jehova tog ikke imod det betingelsesløst, fremholdt taleren. Han godtog det kun på én betingelse, nemlig at de mennesker der benyttede det forblev trofaste mod ham og hans sande tilbedelse. Hvis de ikke gjorde det, skulle det ’overlades til dem selv’. (Matt. 23:38) Det blev en opfordring og en opmuntring til alle de tilstedeværende om at fortsætte deres helhjertede tjeneste for den Gud som det nye afdelingskontor i Arboga skal tjene fremover.
[Kort på side 12]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Arboga
Stockholm
Göteborg
[Illustration på side 12]
Ved planeringen af det smukke skovareal anlagdes denne 2250 kvadratmeter store sø
[Illustration på side 13]
Vagttårnsselskabets 26 år gamle afdelingskontor og trykkeri i Jakobsberg blev for lille. Man forlod det velholdte anlæg den 30. september 1980
[Illustration på side 14]
Anne-Christine Öfverström, musiklærer, lægger mosaik med marmor
[Illustration på side 15]
Gerd Holmström, kontorist, blev murer i byggeperioden
[Illustration på side 16]
Den nye virksomhed i Arboga. I fløjbygningerne i forgrunden er der boliger. I firkanten i midten er der kontorer og fællesfaciliteter. I den store bygning længst borte er der trykkeri, værksteder, lager og garage