Vi betragter verden
Reddet af delfiner
● I slutningen af januar brød et indonesisk passagerskib i brand og sank ved Java. Over 300 mennesker omkom eller er meldt savnede. Tre børn blev dog reddet på en forunderlig måde. Avisen Berita Buana i Djakarta fortæller at tre drenge blev kastet over bord af deres fader, og at en flok delfiner skubbede dem hen mod en redningsbåd så de undgik at drukne.
Beskyttelsesrum i luksusklasse
● Hvor skal man søge hen i tilfælde af atomkrig? En engelsk forretningskvinde har, efter hvad der oplyses, planlagt at bygge en underjordisk by med plads til 10.500 beboere i en nedlagt kulmine. Der skal allerede være truffet aftale med arkitekter, elektroniske specialister, læger, psykologer og ernæringseksperter om medvirken i projektet, og de lokale myndigheder er anmodet om byggetilladelse. Adgangen til byen koster 30.000 kroner pr. person, som skal investeres på forhånd. I tilfælde af krig vil en familie på fire i så fald få overladt to møblerede værelser i den underjordiske by så længe det er uforsvarligt at bevæge sig op til jordens overflade. — Politiken, 26. januar 1981.
For højt blodtryk i Kina
● „For højt blodtryk“ er ofte blevet betragtet som et problem der hører de vestlige lande til. Men nu beretter Wu Ying Kai, der er leder at et center for hjertesygdomme i Beijing (Peking), om en voldsom stigning i Folkerepublikken Kina. „I lang tid mente man at der ikke fandtes mange i Kina som led af for højt blodtryk,“ siger han. „I det store og hele har vi stadig lidt færre tilfælde af for højt blodtryk, men hvis den stigning fortsætter som vi har haft i de sidste 20 år, tror jeg at vi snart indhenter jer.“ I store byer, som for eksempel Shanghai og Beijing, er antallet af mennesker der lider af for højt blodtryk steget med 10 procent, en stigning der svarer til den man har i USA.
Guldskat fundet i England
● En engelsk amatørskattejæger fandt i 1979 en samling gamle romerske guld- og sølvgenstande der af British Museum betegnes som enestående og af international betydning. Skatten, der nu er blevet erklæret for statsejendom, omfatter 37 guldsmykker og 36 sølvgenstande fra det fjerde århundrede.
. . . og i Danmark
● To skolebørn fandt i april i år en guldskat i deres faders mark i Sydsjælland. Fundet, to guldarmbånd, anses for det største siden fundet af guldhornene.
Trippen af små fødder
● Mange store familier har vanskeligt ved at skaffe sig det fornødne til mad og klæder. Men for én familie i Chile er problemet større end for de fleste. Gerado Albina, 63, og hans kone har nu 36 børn, født i de sidste 36 år. Fru Albina, der er 54 år, venter nu sit 37. barn. Blandt børnene er der to sæt trillinger og fem par tvillinger. For nylig blev der i en fjernsynsudsendelse iværksat en hjælpeaktion så familien kunne købe sig et stykke jord og et beskedent hus.
’Århundredets tørke’ i Brasilien
● Tretten millioner mennesker i den nordøstlige del af Brasilien har været truet af en tørke der er blevet kaldt ’den værste i dette århundrede’. Regeringen sendte 800 lastbiler til det nødstedte område for at uddele 17 millioner liter vand om dagen, men det var ikke nok. Borgmesteren i byen Soledade sagde: „Der har ikke været en dråbe vand i landdistrikterne i tre måneder, og i løbet af en måned vil det samme være tilfældet i byområdet.“ Bladet Brazil Herald skrev: „I kolonitiden var den nordøstlige tørre landsdel et frugtbart område dækket med skove og frodig vegetation. At landet er blevet ødelagt skyldes hovedsagelig dyrkningen af sukkerrør, som har forvandlet det til den ørken det praktisk talt er i dag.“
Nyt lys over fedme
● Forskere ved Beth Israel-hospitalet i Boston, USA, har muligvis fundet ud af hvorfor det synes umuligt for mange overvægtige mennesker at tabe sig, selv om de kun indtager et minimum af kalorier. De har opdaget at sådanne mennesker har mindre af et enzym der øjensynlig kontrollerer energiforbruget og dermed fedtoplagringen i cellerne. Evnen til at kontrollere dette enzym kan måske en dag blive en hjælp i behandlingen af fedme. „For første gang har vi fundet en mulig biokemisk forskel hos overvægtige personer, en forskel som forklarer hvorfor nogle mennesker synes at have anlæg for fedme og svært ved at tabe sig,“ siger dr. Jeffrey S. Flier, der fortæller om forskningen i bladet New England Journal of Medicine.