Hvordan man holder sig ung mens man bliver ældre

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND

TRODS sine 94 år så manden med de funklende øjne der sad over for mig, forbavsende ung og rask ud. Lige den rette mand, tænkte jeg, til at læse og vurdere mit manuskript før jeg forelægger det til offentliggørelse. Det var en artikel der hed „Hvordan man holder sig ung mens man bliver ældre“. Men først ville jeg gerne vide hvad Wilhelm Hillmann mente var hemmeligheden ved at holde sig „ung“. Jeg spurgte ham om det og ventede.

„Hemmeligheden ved at holde sig ung?“ Han gentog mit spørgsmål, idet han tænkte over det. „Det er pænt af dig at spørge ’en gammel ørn’ som mig om det.“

Jeg undrede mig over udtrykket „en gammel ørn“. Senere forstod jeg det.

„Hvis man skal holde sig ung må man, tror jeg, først og fremmest have et mål i livet. Jeg havde allerede sat mig et mål som teenager.“ Han gjorde en pause og smilede idet han sagde: „Dengang var jeg ikke klar over at mine mål ville ændre sig og at det ville vare over 60 år inden jeg fandt mit virkelige mål. Men som stor dreng var jeg fascineret af sejlskibe. Jeg besluttede da at mit mål skulle være at bygge sejlskibe når jeg blev voksen. Efter at jeg var færdig med skolen blev jeg arbejdsdreng på havnen i den nordtyske havneby Bremerhaven. I 1905 gik en drøm i opfyldelse. Jeg fik lov at foretage min første sørejse — ikke på et hvilket som helst skib — men på Preussen, datidens berømteste sejlskib og den største femmaster der nogen sinde er bygget.“

Han skubbede et billede over bordet til mig for at jeg kunne se det. Det forestillede Preussen, og det så meget imponerende ud.

„Vi skulle sejle salpeter fra Chile,“ fortsatte han. „Det var en 68-dages rejse omkring Kap Horn. Sikke en oplevelse for en 19-årig! Jeg husker orkanerne — stormen og haglen slog næsten vore ansigter til plukfisk! Og kampen for at holde sejlene under kontrol var ikke noget let job. Engang da jeg arbejdede højt oppe blandt sejlene råbte en sømand til mig gennem stormen: ’Kun Gud kan hjælpe os nu.’ Jeg svarede: ’Og det vil han.’ Selv som ung har jeg ikke en eneste gang tvivlet på menneskets afhængighed af Gud.“

Et nyt mål

Jeg ville gerne vide om min ældre ven virkelig var kommet til at bygge skibe.

„Jeg blev frarådet det,“ sagde han, „og det med rette, for i begyndelsen af det 20. århundrede var sejlskibenes tid allerede ved at være forbi. Og jeg var ikke interesseret i at bygge dampskibe. Men hvad med at kombinere min kærlighed til havet med flyvning? De landfly vi dengang havde, kunne ikke klare det over Atlanterhavet til Amerika. Det vi havde brug for, tænkte jeg, var derfor søfly eller hydroplaner. Jeg havde fået et nyt mål.

„Den 10. oktober 1913 var en stor dag i mit liv. Da fik jeg mit flyvercertifikat. Jeg knugede det ind til mig og havde nu det der senere gjorde mig kvalificeret til at blive ’en gammel ørn’.“

Her var udtrykket igen — jeg følte at det krævede en forklaring, og spurgte hvad det betød.

„Jo, i 1934 blev der stiftet en flyverforening der kaldte sig ’De gamle ørne’,“ forklarede han. „Alle piloter som havde fået deres certifikat før den første verdenskrig begyndte, kunne blive medlemmer. Jeg havde fået mit knap et år før.

I mellemtiden havde en englænder — der senere blev adlet som Sir Thomas Sopwith — bygget et énsædet hydroplan. Jeg rejste derfor til England, lærte at flyve hydroplaner og vendte hjem som Tysklands allerførste søflypilot. Nu kunne jeg begynde at bygge min egen maskine.

Kort efter blev den tyske regering interesseret i at købe et af Sopwiths hydroplaner, men det skulle ske i hemmelighed. En privatmand, kaptajn von Pustau, bestilte derfor flyet og sendte mig til England for at overvåge bygningen af det.

Da flyet var færdigt kom en af kaptajn von Pustaus ’venner’ — i virkeligheden en forklædt regeringsembedsmand — for at godkende leveringen. Jeg blev bedt om at tage ham med på en prøveflyvning. Da vi var kommet i luften beordrede han mig til at flyve over Portsmouth. Dette var normalt forbudt, for Portsmouth var en vigtig flådehavn. Men han insisterede på det, og jeg gav efter.

Næste morgen kom von Pustau farende ind på mit hotel og udbrød næsten usammenhængende: ’Hillmann, se at få pakket — din flyvning over Portsmouth — de vil arrestere os for spionage!’ Han stak mig hånden fuld af pundsedler og forsvandt. Jeg tænkte: Hvad nu?

Politiet holdt mig i husarrest på mit hotel. Der gik flere dage. Jeg begyndte at planlægge hvordan jeg hemmeligt kunne slippe væk om natten. Flyet var vort; der var betalt for det. Og med min hastighed — det kunne flyve 110 kilometer i timen — ville de aldrig fange mig.

I mellemtiden havde min tidligere flyvelærer i England — som jeg var blevet gode venner med — grebet ind til gavn for mig og fået sagen bragt i orden. Jeg tog straks til Tyskland. Endnu ikke fyldt 30 kunne jeg nu koncentrere mig om at leve det rige liv jeg håbede lå foran mig. Men så kom KRIGEN!“

Flyvning under og efter krigen

„Som jagerpilot i krigen 1914-18 fik jeg et førstehåndsindtryk af krigens rædsler. Én oplevelse gjorde et varigt indtryk på mig. I en luftkamp skød den berømte franske mesterflyver Védrines mig ned. Så snart han så at mit fly var gjort ukampdygtigt fløj han imidlertid bort i stedet for at gøre det endeligt af med mig. Jeg havarerede under landingen og lå bevidstløs under vraget. De franske tropper der lå i nærheden i deres skyttegrave, gjorde intet forsøg på at hindre mine venner i at redde mig.

Hvor var jeg taknemmelig mod Gud for stadig at være i live! Men det hensyn Védrines og de franske tropper havde vist, gjorde også et dybt indtryk på mig. Hvorfor forsøgte vi at slå hinanden ihjel? Krig syntes så unaturligt. Jeg besluttede at fra da af ville jeg gøre alt for at fremme venskabet mellem Tyskland og Frankrig.

Dette blev endnu et mål, efter det at bygge hydroplaner. Mange år senere blev jeg belønnet for mine bestræbelser på dette punkt, idet jeg blev gjort til æresborger i Paris. Dette var dog heller ikke det mål der senere skulle forandre mit liv — det lå stadig ude i fremtiden.“

Tiden løb, og mit manuskript var ikke nået længere end til bordet imellem os. Men hvem kunne dadle mig for at lade mig føre ind på et sidespor? „Fik dine oplevelser under krigen dig til at ønske at indstille flyvningen?“ spurgte jeg.

„Nej, man kan ikke forhindre ’en gammel ørn’ i at gå på vingerne. Faktisk tager jeg hvert år til Sydfrankrig hvor jeg stadig nyder svæveflyvningens glæder.“

„I en alder af 94?“ udbrød jeg.

„Du spurgte hvad det er der holder mig ung,“ svarede han. „Jeg har altid forsøgt at leve for fremtiden og ikke ærgre mig over fortiden. Det har hjulpet mig til at holde mig ung. Desuden kommer vi alle, på den ene eller den anden måde, ud for faretruende situationer i livet. For eksempel undgik jeg med nød og næppe at blive dræbt i 1926 — og det alt sammen på grund af en faldskærm.“

Han viste mig et billede af ham i en gammel flyvemaskine — et minde om en længst forsvundet tid. Og jeg lyttede.

„Det var en tåget morgen i januar, og jeg var gået på vingerne for at forny mit flyvercertifikat. Ifølge vejrmeldingen var skyhøjden 180 meter. Men i en højde af 360 meter var jeg stadig omgivet af tæt tåge. Pludselig begyndte mit fly at gøre knuder; jeg var ved at miste kontrollen over det.

Dengang var det ikke alle fly der var udstyret med faldskærm. Men det var dette her heldigvis. Når man sprang ud fra flyet, udløstes faldskærmen ved hjælp af en 25 meter lang snor der i den ene ende var fastgjort til faldskærmen og i den anden til flyet. Jeg husker at jeg bad til Gud: ’Skal jeg springe eller lade være?’

Som kunne det være et svar på min bøn fór en idé gennem mit hoved. Jeg lod flyet foretage et stejlt dyk og rettede maskinen op i 150 meters højde. Idet den rettede sig op gav det et ryk i den, og jeg hørte en høj knagen. Der havde dannet sig is på vingerne, og det var den der nu brækkede af. Det var det der havde skabt vanskeligheder. Jeg foretog en sikker landing. I samme øjeblik kom en af lufthavnens funktionærer gående forbi; han så på flyet og råbte: ’Hvem i alverden har glemt at fastgøre faldskærmssnoren til flyet?’ Hvis jeg var sprunget ville ’den gamle ørn’ have været en ’død and’ — det er sikkert og vist!“

Det var velgørende at se at hans høje alder ikke havde berøvet ham hans humoristiske sans.

I koncentrationslejr — så godt som

Under naziregimet var jeg overingeniør i Weser-Flug, en flyvemaskinefabrik i Bremen. Selv om jeg havde over 500 arbejdere under mig nægtede jeg at melde mig ind i nazistpartiet. Jeg kunne ikke gå ind for Hitlers politik. Det havde nær bragt mig i store vanskeligheder.

I 1939 sendte Weser-Flug mig til Berlin for at føre tilsyn med bygningen af endnu en fabrik. Den skulle ligge ved Tempelhof lufthavn, den lufthavn der i 1948-49 blev verdensberømt på grund af luftbroen til Vestberlin. De nazistiske formænd der skulle arbejde under min ledelse, ønskede at bygge en stor tribune der skulle støde op til en af hovedbygningerne, og herfra skulle Hitler holde sine taler når han var i Berlin. Da jeg ikke kunne se noget behov for en sådan tribune slettede jeg den af tegningerne. ’Vi behøver ikke en tribune for at bygge flyvemaskiner,’ sagde jeg til dem.

På grund af denne og andre ’forseelser’ blev jeg kort efter stillet for retten. Men min overordnede i Weser-Flug kom mig til hjælp, idet han sagde til Göring: ’Tag Hillmann, og De kan slå Tempelhof ud af hovedet.’ Jeg blev derefter løsladt og kunne bygge lufthavnen færdig, så den i store træk kom til at se ud som den gør den dag i dag.“

Afslutningen — og dog begyndelsen

„Krigen var forbi. Jeg var 59 år gammel, stod uden arbejde, kunne hverken bygge skibe eller flyvemaskiner. Ungdommen, med alle dens mål og drømme, var kommet og gået — og det var alt sammen sket så hurtigt! Men tanken om ikke at arbejde var ikke til at acceptere. Jeg måtte føle at jeg stadig var et nyttigt medlem af samfundet.

Efter at have søgt i ni vanskelige efterkrigsår fandt jeg omsider et passende arbejde i en by der lå et godt stykke fra min bopæl. Jeg var allerede 68 og beholdt mit arbejde til jeg blev 81. På det tidspunkt endte min karriere. Men noget endnu mere storslået var ved at begynde; jeg fik et mål som jeg aldrig havde forestillet mig muligt. Forstår du, det var . . .“

Han blev afbrudt ved at hans kone kom ind i stuen. „Vil du ikke have en kop te?“ spurgte hun mig. Jeg takkede hende for den forfriskning hun satte foran mig. Idet jeg benyttede mig af afbrydelsen puffede jeg mit manuskript over bordet til Wilhelm og begyndte at småsnakke med hans kone. Ud af øjenkrogene så jeg at han tog de maskinskrevne ark op, rettede på brillerne og gav sig til at læse. Her følger min artikel, der havde overskriften:

„Hvordan man holder sig ung mens man bliver ældre“

Da jeg engang besøgte nogle venner henvendte jeg mig til deres søn og spurgte: „Werner, hvor gammel er du — 13?“ En let indigneret Werner var ikke sen til at svare: „Nej! Jeg bliver snart 14!“

Unge mennesker kan næppe vente til de bliver ældre, og nogle af dem gør sig store anstrengelser for at få andre til at tro at de er ældre end de i virkeligheden er — måske ved at gå klædt som de ældre, ved omhyggeligt at anlægge et overskæg eller skæg, eller ved bare at tage en „voksen“ mine på. Intet sårer i den grad en ungs forfængelighed som at blive behandlet efter sin alder, og intet smigrer ham så meget som at blive behandlet som den voksne han så ihærdigt stræber efter at være.

Men ungdommen er flygtig. Efterhånden som helbredet svigter og omstændighederne tvinger ham til at sætte tempoet ned, forvandles den unge mand der så gerne ville være voksen, alt for hurtigt til en der gerne vil være ung. Så længes man efter de „go’e gamle dage“! Kan du huske da du stadig kunne læse uden briller? Kunne spise uden at kæmpe med en genstridig protese? Aldrig var plaget af en smertende ryg eller platfodethed? Og da din hukommelse var så god at du ikke behøvede at skrive noget ned, i stedet for at du, som det nu er tilfældet, glemmer at læse det du har skrevet ned for at huske det?

Og hvem kender bedre end en ældre de sorger alderdommen ofte medfører? Hvilken teenager har mulighed for at forstå den sorg det er at miste sin ægtefælle efter mange års samliv, eller den ensomhed der følger med tabet af denne elskede livsledsager? Eller at føle den usikkerhed der hører med til et svigtende syn, en nedsat hørelse og en voksende hjælpeløshed? Eller at vide hvad det vil sige at kæmpe for at få det hele til at løbe rundt for en lille pension? Eller at forstå den følelse af tomhed hvormed man spørger sig selv: „Vil jeg være i live næste forår og atter høre fuglene synge?“

Hvor problematisk alderdommen end kan være har den dog sine fordele. Års erfaring har skærpet din skelneevne og indsigt i de problemer mennesker har. Tænk på den kundskab du har tilegnet dig. Du er blevet klogere, er sandsynligvis mere ligevægtig og har uden tvivl en dybere værdsættelse af livet.

Hvor vidunderligt ville det ikke være hvis det var muligt at nyde det bedste af begge tidsperioder — ungdommens fysiske kraft og alderdommens visdom og andre goder! Og det kan man, til en vis grad, for selv om man ikke kan forlænge livet, kan man i det mindste forlænge sin ungdom. Men hvordan?

Det at blive gammel er ikke blot en proces der berører legemet; det er også et spørgsmål om sindet, et spørgsmål om indstilling. Forvent at leve længe, ønsk at forblive ung, og dine chancer for at gøre begge dele vil vokse. Det er blevet sagt at man begynder at blive gammel den dag man begynder at ængstes for alderdommen.

En ungdommelig og optimistisk indstilling

Dette udelukker naturligvis at man tilbringer sine sidste år i en gyngestol, uden tanke for det der foregår i verden. Hold dig à jour med det der sker. Begræns ikke din omgangskreds til venner på din egen alder, med hvem samtalen kan have en vis tilbøjelighed til at dreje sig om de sidste dødsannoncer. Kom også sammen med unge mennesker. Lyt til hvad de har at sige. Lær deres problemer at kende. De vil påskønne din interesse, og du vil vinde deres respekt. Desuden vil noget af deres ungdommelige begejstring, livsglæde og optimisme uvægerlig smitte af.

De ubehageligheder der følger med alderdommen bliver ikke mindre hvis man hører til dem der har glemt at smile. Find glæde ved de små ting. Oplev den lykkefølelse du havde da du som lille betragtede en killing der legede tagfat med sin hale. Lad dit ansigt lyse op med den samme glød som det fik når du som ung blev overrasket med en gave.

Tanker om at „få en værdig død“ bør erstattes med mere positive tanker om at „have et mål i livet“. Husk at en lykkelig og tilfreds indstilling kan udvirke meget med hensyn til at aktivisere et ulykkeligt og utilfredst legeme. Som en 100-årig sagde: „På livets hav er en glad indstilling vort redningsbælte.“

Hold dig i fysisk form

Det er nødvendigt med regelmæssig, om end mådeholden, motion. Det styrker hjertet og lungerne, holder dig slank og hindrer musklerne i at blive slappe. Uanset hvilken form for motion du vælger (en eller anden form for sport eller blot lange traveture), vil det hjælpe dig til at holde dig i fysisk form.a

Hvis man har nået pensionsalderen er det særlig vigtigt at motionere. At man er holdt op med sit arbejde betyder ikke at man nu må leve en passiv tilværelse. Vær travlt optaget og gå op i noget der interesserer dig. Sæt ikke tempoet mere ned end nødvendigheden og fornuften kræver. Vær ligesom den mand der, da han fik at vide at han skulle begynde at sætte tempoet ned, med en vis trods i stemmen svarede: „På ingen måde. Så længe jeg kan bevæge mig vil man aldrig kunne begrave mig.“

Hold dig mentalt levende

Ligesom legemet svækkes når det ikke bruges, sådan svækkes hjernen når den ikke holdes aktiv. Berig dit liv ved at øge din kundskab. Lær noget du ikke tidligere har haft tid til eller mulighed for at lære — et håndværk, et fremmed sprog eller at spille på et musikinstrument. Vidste du for eksempel at næsten to millioner amerikanere over 55 år er begyndt at gå i skole igen, og at mange af dem nu studerer ved de højere læreanstalter?

I Genève i Schweiz blev der i 1975 oprettet et universitet udelukkende for elever i pensionsalderen. I 1979 var det oprindelige antal på 600 elever der havde tilmeldt sig, vokset til over 2000. Et videnskabeligt tysk tidsskrift skrev i en kommentar herom at det, i henhold til universitetets lærere, „i modsætning til den almindelige opfattelse at gamle mennesker ikke er i stand til at lære, var blevet fastslået at deres opfattelses- og indlæringsevne i det store og hele var ganske normal“.

Pas på dine spise- og drikkevaner

En undersøgelse af indbyggerne i landsbyen Vilcabamba i Ecuador der ligger i et af de tre områder i verden der er kendt for indbyggernes høje alder, har vist at folk her lever meget spartansk. De får en kaloriefattig kost som er rig på komplekse kulhydrater, der for eksempel findes i frugt, grøntsager og korn, men er fattig på sukker og fedtstoffer. Mange finder det gavnligt at spise vitaminer som et ekstra kosttilskud. Undersøgelser synes at bekræfte at navnlig E-vitaminet virker hæmmende på alderdomsprocessen.

I modsætning til rygning, der nedbryder helbredet selv om man blot ryger moderat, er alkoholiske drikke i regelen kun skadelige når der er tale om et umådeholdent forbrug. I forbindelse med indtagelsen af alkohol gør man klogt i at følge det betimelige og logiske råd som en ung afrikaner engang gav: „Husk at hvis du drikker mindre, lever du længere. Og hvis du lever længere, vil du kunne drikke mere.“

Vær så uafhængig som muligt

Lad ikke yngre mennesker der — hvor godt de end mener det — optræder overdrevent beskyttende og nedladende over for dig, sætte dig tilbage til barnestadiet. Hvis du stadig kan bo alene, så gør det. Hvis du stadig kan passe dit hjem, så gør det. Hvis du stadig kan lave din mad, så gør det. Hvis du stadig kan slå din græsplæne og vaske din bil, så gør det.

Hvis du på den anden side er blevet så skrøbelig, enten fysisk eller psykisk, at du har brug for hjælp, så tag imod hjælpen når den tilbydes dig, og gør det med taknemmelighed. Lad andre hjælpe dig efter dit behov, ikke efter din alder. På denne måde vil du bevare din selvrespekt og behøver ikke at føle at du unødigt trækker for store veksler på andres hjælpsomhed.

Lev ikke i fortiden

Det er udmærket at have gode minder, men hvis du har for mange fysiske bånd der binder dig til fortiden, som for eksempel gamle breve og billeder, eller bruger for megen tid på at mindes gamle dage, kan det gøre dig modløs. I stedet for at leve i fortiden, så prøv at få et godt greb om nutiden, mens du også lægger planer for fremtiden. Beslut dig til hvad du gerne vil gøre i morgen eller i næste uge; så vil du hver dag have noget at leve for.

Minder fra fortiden kan omplantes til nutiden. I stedet for at være ligesom den enke der sagde: „Jeg har ikke bagt noget siden Carl døde,“ kan du for eksempel overraske dine venner eller naboer med at bage en kage til dem. Sig til dem: „Jeg tænkte I ville kunne lide den. Det kunne Carl. Chokoladekage var faktisk det bedste han vidste.“ Ved at gøre andre lykkelige vil du selv blive lykkelig. Dette gode minde har pludselig fået nye dimensioner.

Affind dig med din lod

Giv rum for den kendsgerning at du ikke er så ung som du har været. Men hvem er det? Føl ikke at du må holde trit med andre der kun er halvt så gamle. Der er ingen grund til at „bevise“ at du stadig er ung når det er ganske indlysende at du ikke er det. Bliv ældre med ynde, uden at gøre undskyldninger.

Glem aldrig at være taknemmelig for den mulighed du har haft for at blive gammel. Millioner af unge mennesker der har lidt en alt for tidlig død, har aldrig haft denne mulighed. Vær ikke som den unge mand der om morgenen klager over at han skal op, men som den gamle mand der glæder sig over at han stadig kan stå op.

— Slut —

Mens Wilhelm læste kluklo han og smilte fra tid til anden og nikkede af og til med hovedet. Jeg tog dette som et godt tegn, men, som de fleste skribenter, var jeg spændt på at høre hvilket indtryk min artikel havde gjort.

„Artiklen er god — oplysende og gavnlig. Der kan nævnes endnu et punkt.“

Hans nye mål — at opnå evig ungdom

„Mens jeg stadig arbejdede uden for byen — dér hvor jeg arbejdede indtil jeg var 81,“ forklarede Wilhelm Hillmann, „begyndte min kone et systematisk studium af Bibelen. I weekenden plejede jeg at tage hjem for at være sammen med hende. Engang var jeg hjemme en hel uge og kunne være med til det studium hun havde med Jehovas Vidner. Det var ganske interessant. Senere, efter at jeg holdt op med at arbejde, tog jeg regelmæssigt del i det.

Under disse studier lærte jeg at det var Guds oprindelige hensigt at mennesket skulle leve evigt og aldrig blive gammelt. Det var betagende at lære at Guds rige snart ville fuldbyrde denne oprindelige hensigt. Da vil Bibelens profetier, som for eksempel den der findes i Åbenbaringen 21:4, blive opfyldt: ’Og han [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.’

Jeg lærte at blandt ’de tidligere ting, der skal forsvinde, er alderdommen med alle dens problemer og vanskeligheder. Håbet begyndte at vokse da jeg fik at vide at jeg kunne komme til at se Job 33:25 blive opfyldt — på mig selv og andre: ’Da svulmer hans legem af friskhed, han oplever atter sin ungdom.’

Lidt efter lidt blev Bibelen, som jeg hidtil havde betragtet som en interessant men udelukkende historisk bog, en troens bog. Til sidst, da jeg var godt oppe i 80erne, blev jeg døbt som et af Jehovas vidner.

Når jeg møder nogle af mine venner fra før i tiden, siger de til mig at jeg ikke ser ud til at være blevet ældre. Og jeg siger til dem at det har de nok ret i, og så forklarer jeg hvorfor.“

Idet han skubbede sin bibel over bordet til mig pegede han på Esajas 40:30, 31 og bad mig læse: „Ynglinge trættes og mattes, ungersvende snubler brat, ny kraft får de, der bier på [Jehova], de får nye svingfjer som ørnen.“

„Ingen bør mene at han er for gammel til at lære om Jehova og at sætte sin lid til ham,“ sagde han. „Tag det som et råd fra ’en gammel ørn’! Bibelen giver os det håb at vi i Guds nye ordning i al evighed vil kunne blive ældre og dog forblive evigt unge.“

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 6]

„I en luftkamp skød den berømte franske mesterflyver Védrines mig ned“

[Tekstcitat på side 7]

„Ungdommen, med alle dens mål og drømme, var kommet og gået — og det var alt sammen sket så hurtigt“

[Tekstcitat på side 10]

Den følelse af tomhed hvormed man spørger sig selv: „Vil jeg være i live næste forår og atter høre fuglene synge?“

[Tekstcitat på side 11]

„Jeg lærte at det var Guds oprindelige hensigt at mennesket skulle leve evigt og aldrig blive gammelt“

[Illustration på side 8]

Den berømte femmaster „Preussen“, hvormed Hillmann sejlede rundt om Kap Horn

[Illustration på side 9]

„Den gamle ørn“ med en af sine første flyvemaskiner. I en alder af 94 svæveflyver han stadig hvert år