Hvordan andre kan hjælpe

DET er meget vigtigt at andre viser den deprimerede empati — at de sætter sig selv i den deprimeredes sted. Hvad det kan betyde, fremgår af følgende oplevelse. En mand der led af depression sagde grædende, efter at han havde langet ud efter sin kone: „Jeg ønsker slet ikke at være sådan.“ Han blev dybt rørt over sin kones enkle, forstående svar: „Det ved jeg du ikke gør, min egen ven.“

Dr. Ari Kiev, der er docent i klinisk psykiatri, har advarende sagt: „Hvis familiemedlemmerne betragter depressionen som selvforskyldt og mener at vedkommende er uvillig til at gøre noget for at bekæmpe den, er der en tilbøjelighed til at patientens følelse af håbløshed øges. . . . Og der forekommer selvmord.“ Han tilføjer imidlertid: „Folk kunne meget bedre komme af med deres depression hvis de selv og deres familie betragtede den som en sygdom der har et vist forløb og med tiden vil forsvinde.“ Det er godt for både familie og venner at tænke på dette.

„Trøst de modfaldne“

Nogle som har lidt af dyb depression er blevet spurgt om hvad der har hjulpet dem mest af det andre har sagt til dem. Dertil har de svaret at det var udtalelser som: „Jeg forstår dig,“ „Vi elsker dig,“ „Jeg ved at du snart vil blive dig selv igen,“ „Du ser meget bedre ud i dag,“ og: „Vi forstår ikke helt hvordan du føler det, men vi står sammen med dig.“ En moder har skrevet: „Bare det at høre børnene sige: ’Vi kan ikke undvære dig,’ var som at få en indsprøjtning.“ Men hun tilføjede: „Utidig kritik når man i forvejen er deprimeret, er som at få dødsstødet.“ Her er Bibelens inspirerede vejledning af praktisk værdi. Den tilskynder os: „Trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ — 1 Tess. 5:14.

Hvilke udtalelser har så virket sårende? Nogle af svarene lød således: „Jeg har ondt af dig,“ „Hun ønsker bare opmærksomhed,“ og: „Hav ikke så ondt af dig selv; der er andre der er mere syge end du og som ikke græder eller beklager sig.“ Prøv at forestille dig hvordan sådanne bemærkninger har virket! „Der er nogle der taler tankeløst som med sværdhug, men de vises tunge læger.“ (Ordsp. 12:18, NW) De pågældende har naturligvis ikke ønsket at såre dem der lider af depression, men ofte tænker de bare ikke før de taler.

„Den deprimerede er i forvejen gal på sig selv, så gør ikke hans skyldfølelse større ved hele tiden at rette ham for det han gør,“ lyder rådet fra en psykolog der har arbejdet med mentalt forstyrrede mennesker i over 20 år. „I stedet for at sige til ham: ’Hvorfor prøver du ikke at komme over det,’ kunne man måske sige: ’Det ser ud til at det virkelig er et problem for dig, og jeg forstår det ikke fuldt ud, men jeg vil gerne forstå hvordan du har det og jeg vil gerne hjælpe dig.’ Vær oprigtigt interesseret. Den anden mærker det med det samme hvis man ikke er det.“

Husk at rose når der er noget at rose for. Vær specifik: „Du har sandelig klaret at opdrage dine børn godt,“ „Du har en særlig evne til at få andre til at føle sig godt tilpas,“ og så videre. Hjælp vedkommende til at genvinde sin selvagtelse. Men fremfor alt . . .

Vær en god tilhører

Den deprimerede har sædvanligvis meget han gerne vil sige, men føler sig ofte uværdig til at give udtryk for det. Han tror måske at ingen virkelig er interesseret i at høre om hans problemer eller følelser. En 27-årig kvinde der i flere år har lidt af depressionsanfald, har sagt: „Jeg havde brug for nogen der ville lytte, ikke nogen der prædikede for mig og fik mig til at føle at det var min egen skyld at jeg havde det sådan. Mine problemer var virkelige.“

Denne unge kvinde, som på et tidspunkt ønskede at dø, siger videre: „Jeg havde et par venner som jeg virkelig kunne udøse mit hjerte for. Selv om jeg ikke fuldt ud forstod mine egne følelser, hjalp det mig virkelig at tale om det.“ Lad derfor den deprimerede „lette sit hjerte“. Det er ikke nødvendigt at bedømme alt hvad han siger. Han kommer måske med nogle udtalelser der er lidt yderliggående. Ofte mener han dog ikke det han siger. Men hvis du er en god tilhører og vinder hans tillid, kan du måske lidt efter lidt, ved forsigtigt at ræsonnere med ham, korrigere hans tankegang. — Matt. 7:1.

„Støt de svage“

Sande venner og familiemedlemmer der har mulighed for det, vil gøre noget for at støtte dem der står dem nær og som er deprimerede. I Jehovas Vidners menigheder findes der åndeligt kvalificerede mænd der ofte har været til stor hjælp for nogle der har været deprimerede. Vi opmuntres til at søge deres medfølende og kærlige hjælp. „Jeg var ikke for stolt til at bede om hjælp,“ fortæller en som er blevet hjulpet. — Jak. 5:14, 15.

Alt afhængigt af forholdene er der mange ting som andre kan gøre. Hvis den deprimerede ikke kan sove, så bliv oppe sammen med ham. Hvis han ikke vil spise, så pres ham ikke, men prøv at lokke små portioner af nærende og veltilberedt mad i ham. Hvis han ikke vil motionere, så tag ham med ud på en spadseretur eller få ham til at udføre noget fysisk anstrengende arbejde. Det kan være meget krævende at hjælpe den syge på denne måde.

Doreen er en godhjertet kvinde som har hjulpet flere stærkt deprimerede mennesker. En af dem havde det meget svært, og Doreen inviterede hende til at komme og bo hos sig indtil hun fik det bedre. Engang sagde Doreen meget tilskyndende til hende: „Tag din frakke, din hat og dine støvler på.“ Men hun svarede: „Jeg har ikke lyst til at gå tur.“ Doreen fortæller: „Jeg sagde da venligt men bestemt til hende: ’Jo du har. Tag nu dit tøj på.’“ „Hun gjorde det. Vi gik godt seks kilometer. Da vi kom hjem var hun træt, men hun følte sig bedre tilpas. Ingen vil tro på hvor godt det er med en god gang motion før de har prøvet det. Så forstår de det.“

At støtte de svage indbefatter også at hjælpe dem med at få den rette professionelle hjælp. Når det drejer sig om dyb depression, har den syge måske brug for hjælp fra nogen der er specielt uddannet til at tage sig af denne sygdom. I øjeblikket findes der flere forskellige behandlingsformer.

Nogle deprimerede har nævnt følgende der også er en hjælp: „Inviter ikke for mange gæster; sørg for at ingen laver unødig støj — som for eksempel spiller højt.“ „Det er rart med korte besøg af nogle der er oprigtigt interesserede.“ „Min familie holdt øje med mig, ringede til mig med jævne mellemrum, tog mig med ud, ja hjalp mig endda nogle gange med at komme i tøjet.“

Ofte er det ganske enkelt nok at man er lige ved hånden og viser sin kærlighed. En kvinde der tidligere har lidt af depression, har fortalt hvad der hjalp hende til at komme igennem de ni måneder hvor hun følte sig „fanget i et frygteligt mareridt“. På et tidspunkt sagde hun grædende til sin mand: „Jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg får det ikke bedre. Jeg er lige til lossepladsen.“ Dertil svarede han ømt: „Jamen, så tager jeg med dig.“ Idet hun tænkte over dette sagde hun: „Kort og godt — han var der altid når jeg havde brug for ham.“

Ja, den bedste måde hvorpå andre kan hjælpe „de modfaldne sjæle“ er ved at tale trøstende ord til dem, at have et lyttende øre og ved virkelig at støtte dem.