Rumøjne iagttager os

DU ER måske ikke klar over det, men du bliver iagttaget. Der er dog ingen grund til at se dig tilbage. Iagttageren befinder sig 920 kilometer oven over dig! De øjne der iagttager dig tilhører ikke et menneske men er elektroniske. De befinder sig på en satellit der kaldes Landsat.

Faktisk er satellitten mere interesseret i landområdet omkring dig end i dig personlig. Er du landmand? I så fald kan Landsat fortælle hvilke afgrøder du dyrker og hvor godt de trives. De oplysninger den indsamler kan anvendes til at vurdere hvordan din høst vil blive, og ofte vil disse beregninger være 90 procent nøjagtige. Findes der mon olie eller mineralforekomster i din jord? Landsat kan påvise geologiske holdepunkter som bidrager til at besvare spørgsmålet.

Fra pol til pol

Du bliver selvfølgelig ikke iagttaget hele tiden. Hver Landsat (i øjeblikket er der to af denne type satellitter) passerer hen over dig cirka en gang hver 18. dag, mens den tager elektroniske billeder under sit kredsløb fra pol til pol. Hvorfor kredser den fra pol til pol? Det er der en vigtig grund til.

Forestil dig at du befandt dig i en satellit der kredsede over jordens ækvator. Efter nogle få kredsløb ville det nok begynde at virke lidt kedsommeligt, for du ville hele tiden se det samme. Du ville ikke se andet end troperne under dig, kredsløb efter kredsløb. Forestil dig nu at du i stedet befandt dig i et kredsløb fra pol til pol. Mens du bevægede dig fra nord til syd, ville jorden dreje langsomt rundt under dig. Ikke to kredsløb ville være ens! Hvis du i dette øjeblik passerede over Athen, ville du måske i næste kredsløb passere over London. Efter nogen tid ville du have set hvert eneste sted på jorden i fugleperspektiv, og det er netop hvad Landsat skal for at kunne udføre sin opgave.

Polbanen har endnu en fordel, nemlig at sollysets vinkel på Landsats billeder stort set er ens, når man ser bort fra gradvise ændringer på grund af årstidernes skiften. Dette er en stor hjælp til at lave nøjagtige landkort.

De første gode resultater

Kort efter at Landsat var opsendt, blev videnskabsmændene klar over at den gav store muligheder for at finde mineralforekomster og for at identificere forskellige afgrøder. I løbet af den første uge påviste Landsat I over 30 hidtil ukendte geologiske formationer i et område af Californien. Så tidligt som i 1977 blev det anslået at Landsat havde opdaget nye oliereserver der repræsenterede en værdi af én milliard dollars!

I mellemtiden havde man indledt et forsøgsprogram for at undersøge om Landsats oplysninger kunne anvendes til at identificere forskellige afgrøder og forudsige høstudbytter. I en særlig undersøgelse der begrænsede sig til hvede, forudsagde man høstudbytterne lang tid i forvejen, og over ni tiendedele af disse forudsigelser viste sig at være omkring 90 procent nøjagtige. Snart opstod der private firmaer der anvendte Landsats oplysninger til at forudsige høstudbytter, og som solgte disse oplysninger til private købere.

Sådanne forudsigelser af høstens størrelse har særlig betydning for udviklingslandene, fordi de så vil kunne træffe forholdsregler mod eventuel hungersnød og bede om hjælp i tide. Men ironisk nok bliver mange af Landsats værdifulde oplysninger ikke anvendt af disse lande. Hvorfor ikke?

Teknologi og politik

De fleste udviklingslande har simpelt hen ikke det komplicerede datamatudstyr, de eksperter og de penge der er nødvendige for at kunne omdanne Landsats data til pålidelige høstforudsigelser. Man eksperimenterer med en teknik som skulle gøre det muligt for disse lande at lade mennesker i stedet for datamater tyde Landsatbillederne og komme frem til de samme oplysninger. Men selv om denne teknik måske kan anvendes til høstforudsigelser, er der stadig behov for datamater til at analysere billederne når hensigten er at finde mineralforekomster. Dette skaber problemer.

Mens udviklingslandene ikke har den teknologi og de edb-operatører der skal til for at udnytte Landsatbillederne af deres lande bedst muligt, er der andre der har det — nemlig de store olie- og mineralselskaber. „Mange af disse firmaer har veludstyrede laboratorier til billedanalyse, hvor Landsat-billeder af u-landenes områder rutinemæssigt bliver gransket,“ bemærker det ansete tidsskrift Technology Review. „Disse selskaber kan så forhandle sig frem til udvindingsrettigheder mens de sidder inde med en bedre viden om u-landenes ressourcer end u-landene selv.“ Hvad har det medført? „Den mistillid som denne beklagelige situation har skabt, har fået nogle u-lande til at tage drastiske skridt, som for eksempel at nationalisere industrien.“

Der er også politik med i spørgsmålet når det gælder Landsat-billedernes opløsningsgrad — det vil sige hvor mange detaljer der kan skelnes på billederne.

I øjeblikket gengiver „kornene“ på Landsats elektroniske „film“ hver især et landområde på cirka 4000 kvadratmeter; men det er muligt at forbedre opløsningsgraden betydeligt. Det er meningen at den næste serie af disse satellitter skal have „filmkorn“ der gengiver områder på mindre end 30 gange 30 meter (900 kvadratmeter). Frankrig har planer om at opsende en satellit med „filmkorn“ der gengiver områder på 10 gange 10 meter.

Men hvad nu hvis sådanne billeder med høj opløsningsgrad ikke bliver anvendt af landmænd og mineralsøgere, men af efterretningsagenter fra et fjendtligt land? „Spørgsmålet om hvilken opløsningsgrad der bør tillades for civile overvågningssatellitter er blevet debatteret heftigt i FN,“ siger Technology Review. Nogle lande har anvendt Landsats billeder „til at spore nabolandenes naturressourcer i stedet for at forvalte deres egne“.

Teknologi og visdom

Det er et problem der går tusinder af år tilbage i historien — mennesket har altid manglet evnen til at anvende sin formåen på rette måde. Interessant nok beretter Bibelen også om dette problem, der allerede fandtes da man byggede Babelstårnet for omkring 4000 år siden. Selv om tårnet var et teknisk vidunder på den tid, blev det brugt på en uret måde, øjensynlig til afgudsdyrkelse. — 1 Mosebog 11:5-9.

Geologiske satellitter som Landsat har store muligheder for at kunne anvendes til gode formål, men de kan også anvendes til skadelige formål. Vil spekulanter udnytte høstforudsigelserne til at forsøge at manipulere markedet, eller vil disse forudsigelser komme underernærede mennesker til gode? Vil opdagelsen af nye mineralforekomster give stødet til at nationerne vil føre en fornuftig ressourcepolitik, eller vil det føre til at de store selskaber driver international rovdrift på jordens ressourcer? Vil frygten for spionage begrænse fremtidige satellitters anvendelse? Svarene på disse spørgsmål afhænger nok mere af den menneskelige natur end af menneskers tekniske formåen.

[Ramme på side 16]

Seasats korte, sørgelige historie

Som led i et ambitiøst projekt opsendte De forenede Stater i juni 1978 en forsøgssatellit der blev kaldt Seasat-A. Den skulle specielt observere verdenshavene, og den lignede Landsat, bortset fra at den anvendte højopløselige radarstråler i stedet for lysstråler til at „se“ med. Seasat-A kunne derfor iagttage forholdene på verdenshavene dag og nat, og uanset skyforholdene.

„Seasat-A’s hovedopgave strækker sig over ét år,“ bekendtgjorde NASA (den amerikanske civile rumfartsadministration), „men satellitten medfører tilstrækkeligt med brændstof og andre fornødenheder til at dens kredsløb kan fortsætte i yderligere to år.“ Sådan gik det imidlertid ikke.

Den 9. oktober, mindre end fire måneder efter opsendelsen, svigtede forbindelsen med satellitten på grund af en omfattende kortslutning i den. Hvad var grunden til at denne avancerede satellit til en værdi af mange millioner dollars gik tabs? En undersøgelseskomite som NASA nedsatte, kom til den konklusion at Seasats teknikere måske havde taget for meget for givet.

Komiteen konstaterede at „en prøve var blevet undladt uden behørig godkendelse, alvorlige komponentfejl var ikke blevet indberettet til ledelsen, der var dårlig overensstemmelse med specifikationerne, og de der skulle kontrollere satellittens færd rundt om jorden var ikke tilstrækkeligt forberedt på opgaven“.

Teknikken virker ikke bedre end de mennesker der skal sørge for at den virker.

[Ramme på side 17]

Hvordan satellitten tager billeder

Selv om Landsat er udstyret med et fjernsynskamera bliver dens højopløselige billeder ikke leveret af et kamera, men af et apparat der kaldes en multispektral-scanner. Hvordan virker den?

Satellitten har et spejl der bevæger sig frem og tilbage mens det hele tiden „betragter“ et udsnit af jorden nedenunder. Lyset fra jorden rammer spejlet og sendes ind i et teleskop, hvor det bliver fokuseret på fire sæt lysdetektorer, der virker som film for denne elektroniske erstatning for et kamera. De fire sæt detektorer er følsomme over for hver sin lystype. En registrerer kun grønt lys, en anden registrerer rødt lys, og de to sidste registrerer forskellige frekvenser af infrarødt lys.

Hver af de fire detektorer registrerer lys fra det samme lille felt af jorden nedenunder; men da hver detektor registrerer en bestemt lystype, reagerer de forskelligt. For eksempel absorberer vand meget nemt infrarødt lys. Når Landsat betragter et lille stykke af et vandområde, ser de infrarøde detektorer derfor ikke meget. Vandet forekommer sort når det ses i infrarødt lys. Men sådan virker det ikke på detektoren for grønt lys! Den ser en masse grønt lys der reflekteres af vandet, så for den virker vandet lyst og klart. Denne detektor kan endda måle vanddybder ned til omkring 20 meter med betydelig nøjagtighed.

Disse små felter nedenunder, der hver måler omkring 4000 kvadratmeter, er det mindste Landsat kan se. De svarer til kornene på en almindelig film. Uanset hvor meget et billede fra Landsat bliver forstørret, vil dets opløsningsgrad være begrænset af disse små pletter. Hver plet har et tal der viser hvor lys den er i hver af de bølgelængder der bliver registreret. Disse fire tal er som et fingeraftryk der gør det muligt for den kyndige iagttager at afgøre om han ser en dam, en by eller en ulovlig marihuana-mark.

Landsat „ser“ altså i virkeligheden kun tal! Men af disse tal kan der udledes meget mere end af et almindeligt fotografi.