Vi betragter verden
Bibelspredning i østlandene
● Rapporter fra De forenede Bibelselskaber viser at 1980 blev et rekordår for den officielt godkendte bibelspredning i østlandene. Det gælder navnlig i Tjekkoslovakiet og Polen. For eksempel blev der i Tjekkoslovakiet afsat 131.000 bibler i 1980 mod 21.000 året før. Det er en ny tjekkisk bibeloversættelse der har hjulpet med til at sætte gang i tingene. Den romersk-katolske kirke har nu fået lov til at trykke den nye oversættelse i 100.000 eksemplarer.
Græsk bibeloversættelse bliver lovlig
● Indtil for nylig har det i Grækenland været ulovligt at udgive bibeloversættelser på moderne græsk, skønt visse oversættelser er blevet udgivet med ret stor succes. Det var den græsk-ortodokse kirke der stod bag forbudet. Man har altså måttet benytte den oprindelige koiné-græske tekst, men dette gamle sprog er vanskeligt for mange nutidsgrækere at forstå. Bladet Christianity Today fortæller nu at „domstolen, med anklageren som repræsentant for staten, har afsagt en historisk kendelse der siger at en nutidig oversættelse ikke skader den ortodokse kirke blot fordi den gør det muligt for de troende at forstå Det hellige Ord. . . . I kendelsen hedder det at Det nye Testamente gerne må oversættes til nutidsgræsk og at sådanne oversættelser gerne må benyttes til højtlæsning i kirken. . . . Denne retskendelse er et vendepunkt for statskirken. I fremskridtsvenlige kredse blev den hyldet med utilsløret glæde.“
Er sauna-svedeturen sund?
● Det er ikke bare finnerne der har været glade for saunaen. I mange andre lande har folk installeret lignende badstuer og nydt den foryngende følelse af velvære og afslappelse som svedeturen giver. Saunaen er også kommet på mode i Nordamerika, hvor man ofte ser den som en hjælp til at tabe sig i vægt. En lægespalte i en canadisk avis siger imidlertid: „Til at begynde med sker der ganske rigtigt en vægtforringelse på grund af væsketab. Men dette indhentes hurtigt når man bagefter indtager væske.“ Avisen tilføjer: „Det samme gælder virkningen på forhøjet blodtryk. Man oplever tit at blodtrykket falder lidt. Men der er en skjult fare forbundet med det. Legemet reagerer somme tider ved at sende blodtryksforøgende stoffer ud i blodet. Denne pludselige reaktion får faktisk blodtrykket til at blive endnu højere.“ Det betaler sig altså at være forsigtig. Nogle har fået alvorlige forbrændinger af et for langt ophold. Avisens lægespalte slutter sine saunaråd med dette: „Folk der har dårligt hjerte eller bryst bør ikke gå i sauna. Bliv der ikke længere end i 20 eller 30 minutter. Og ligesom man ikke skal tage en svømmetur alene, skal man heller ikke gå i sauna alene.“
’Dekadent religion’
● Malachi Martin, en tidligere jesuit der har været rådgiver for tre paver og var en meget indflydelsesrig skikkelse i Vatikanet under pave Johannes XXIIIs styre, har for nylig sagt om den magt han engang sad inde med: „Jeg kan ikke give Dem begreb om hvilken magt det var. . . . Jeg var bange for at al denne magt var ved at fordærve mig. Jeg havde ikke ret megen medlidenhed og medfølelse med andre mennesker. Og jeg holdt ikke af mig selv.“ Han trak sig derfor ud af dette miljø og rejste til USA.
Hvad mener han da om det religiøse billede i USA? „Den religiøse atmosfære her i landet i dag er fuldstændig dekadent,“ erklærer han. „Der er 275 romersk-katolske biskopper. Der er tre af dem jeg mener jeg kan stole på. Resten lever ikke som kristne bør gøre. Hver eneste af disse biskopper skal repræsentere Kristus, leve i fattigdom og give sine penge bort til ære for Gud. Deres opgave er at være prædikanter og lærere. Men prøv om De kan finde én eneste. Folk lader sig ikke narre, de leder efter noget der kan opløfte dem, inspirere dem — men ingen kan gøre det. Bestemt heller ikke de mennesker der står bag Det moralske Flertal. De er simpelt hen faldet for den gamle fristelse til at gribe magten. Hvis de virkelig gerne vil have indflydelse på befolkningen skal de praktisere deres tro og ikke deres politik.“ — New York-bladet Daily News, 22. februar 1981.
„Åndelig tomhed“ og alkoholisme
● „Drukkenskab er langt den største udfordring det sovjetiske samfund i dag er konfronteret med,“ hedder det i en Moskvarapport i London Times. Alkoholmisbruget er ifølge rapporten så alvorligt at det hindrer de sovjetiske bestræbelser for at forøge produktionen i industrien. Efter sigende er der så mange mænd der dør af alkoholmisbrug at myndighederne ikke længere udgiver statistikker over dødsårsager. Visse undersøgelser fortæller at 11 procent af alle sovjetiske arbejdere i 1925 var ofre for alkoholisme, mens i dag 37 procent af alle mandlige arbejdere drikker for meget. „Den frygteligste virkning af dette er måske det store antal mentalt retarderede børn der fødes af alkoholikere,“ siger et medlem af Sovjets lægevidenskabelige Akademi.
„Åndelig tomhed“ nævnes i det sovjetiske ateistiske blad Science and Religion som en væsentlig årsag til alkoholmisbrug blandt de yngre. Bladet tilføjer: „Det er mangelen på personlige værdinormer, det snævre udsyn, og den manglende evne til at leve livet (i udtrykkets egentligste betydning) der giver os dette ubehagelige fænomen, det stærke drikkeri.“ Når man ikke giver den nye generation anden åndelig føde end ateismens tomme avner, kan det kun resultere i „åndelig tomhed“ og alle de skadelige følger denne fører med sig.
Noget ’helligt’ ved homoseksualitet?
● „Homoseksualitet kan bedst betragtes som et handicap, siger dr. Runcie,“ hed det i overskriften til en artikel i London Times om debatten ved Den engelske Kirkes synode. Dr. Runcie, der er ærkebiskop af Canterbury og dermed den anglikanske kirkes leder, sagde yderligere: „Vi er ved at lære at behandle de handicappede [homoseksuelle], ikke medlidende, men med dyb respekt og med bevidstheden om at de ofte i kraft af deres handicap kan nå til en grad af selvopofrelse og medfølelse der ikke kan opnås af andre som ikke er ramt på samme måde.“
Avisen Sunday Telegraph erklærede sig dog ikke enig, men nævnte i en skarp lederartikel: „Dr. Runcie . . . antyder øjensynlig at homoseksualitet måske ligefrem er en velsignelse i forklædning, eftersom de der lider heraf oplever Guds nåde i særlig grad. . . . At omgive denne praksis [homoseksualitet] med en hellighedens glorie er bestemt at gå for vidt. Det må være forkert. Anglikanerne, og den kristne samfundsgruppe som helhed, fortjener en bedre vejledning i dette spørgsmål.“ I betragtning af hvad Bibelen tydeligt siger, burde en ærkebiskop hjælpe homoseksuelle til at få den nødvendige åndelige styrke til at overvinde deres tilbøjeligheder i stedet for at tilbyde dem en falsk „hellighedens glorie“. — Rom. 1:26, 27; 1 Kor. 6:9, 10.
Vækst blandt Jehovas vidner i Sovjet
● Den italienske avis Il Resto del Carlino havde for nylig en artikel med overskriften „Jehovas Vidner er en plage for Sovjetunionen“. I artiklen bemærkedes det at Jehovas Vidner „åbenbart volder de sovjetiske ideologer stor bekymring“. Hvorfor? Artiklen forklarer: „Man finder dem hovedsagelig i det centrale Rusland, Kaukasus-området og det østlige Sibirien, og deres antal, der indtil for kort tid siden blev anslået til blot nogle få titusinder, er tilsyneladende steget i den senere tid på grund af en betragtelig tilgang af unge. ’Vidnerne’ hører ikke til de ’indregistrerede’ trossamfund som de sovjetiske myndigheder tolererer,“ da myndighederne har den fejlagtige opfattelse at Jehovas Vidner udgør en eller anden trussel fordi de holder sig politisk og militært neutrale — hvad de imidlertid gør i forholdet til ethvert lands regering.
„Om at elske og tugte“
● Under denne overskrift skriver Jyllands-Posten for 30. april at Kristeligt Folkeparti „med begrundet bestyrtelse og afsky har opdaget, at Statens Filmcentral har bekostet og nu distribuerer Chr. Braad Thomsens film ’Den man elsker’, der går ind for blodskam som en naturlig erotisk udfoldelse“. Derefter føjes den kommentar til: „Der skal naturligvis i kunsten være vide grænser for ytringers ejendommelighed og provokationsevne, men ligesom et samfund nok ville stejle, dersom dets filmformyndere pludselig satte statspenge i en strimmel, der opfordrede til racehetz, må offentligheden reagere, når statens filmfolk er økonomiske bagmænd for et seksuelt foretagende, der går ind for kriminelle perversioner.“
Milliarder af bøger
● I de seneste år har udgivelsen af bøger i Den kinesiske Folkerepublik taget et stort spring fremad. Det hedder i bladet China Reconstructs: „For få år siden, da [bogudgivelsen] styredes af firebanden, var der kun omkring 4000 titler på markedet, for det meste om politiske emner. Kinas klassiske litteratur blev forhånet som ’feudal’, de vestlige klassikere beskrevet som propaganda for borgerlige ideer, og mange nutidige værker blev stemplet som ’ukrudt’ der var imod partiet eller socialismen.“ Ifølge statistik der blev offentliggjort i artiklen voksede bogudgivelsen fra 12.842 titler og 2.914.000.000 eksemplarer i 1976 til omkring 20.000 titler og 4.500.000.000 eksemplarer sidste år.
Hvorfor så mange selvmord?
● Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har Danmark den højeste selvmordsprocent blandt alle de vestlige lande. Professor Niels Juel-Nielsen der forsker i årsagerne til selvmord blandt skandinaver, nævner at den sociale velfærd kan virke nedbrydende på det personlige initiativ, og at de åndelige værdinormer er ved at glide i baggrunden. Som yderligere årsager nævner han materialisme og familielivets opløsning. For hver 100.000 danskere er der hvert år 26 der begår selvmord. I Finland er der 25, og i Sverige er der 19. Af alle lande er det Ungarn der har det højeste selvmordstal med 43 selvmord om året for hver 100.000 indbyggere. I USA er tallet 13, og i England 8.