Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g81 8/10 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1981
  • Underoverskrifter
  • Paris-Lyon på to timer
  • Nyt om bloderstatningsmiddel
  • Promiskuitet fremmes
  • Har intelligensen forbindelse med hjernens størrelse?
  • Forkortet bibel
  • Udviklingslæren i modvind
  • Kinas nye katolikker
  • Pirathandel
  • Kaffe og kræft
  • Uro i den norske kirke
  • Børns kirkegang
Vågn op! – 1981
g81 8/10 s. 22-23

Vi betragter verden

Paris-Lyon på to timer

● Frankrig har netop åbnet en ny jernbanelinje der bliver verdens hurtigste togforbindelse. De nye franske hurtigtog trækkes af stærke elektriske lokomotiver, og de skal betjene den 425 kilometer lange strækning mellem Paris og Lyon. Her forventer man ikke at indenrigsflyene vil blive nogen alvorlig konkurrent for dem, for togene vil allerede til at begynde med kunne opnå en hastighed på 260 kilometer i timen, og senere endda komme op på 300 kilometer i timen. Turen vil kun tage to timer. Franskmændene går mere og mere over til el-drift på deres jernbanenet, for at imødegå de stigende oliepriser. Allerede nu betjenes 80 procent af passagererne med elektrisk drevne tog. Der bestilles derfor ikke flere diesellokomotiver. De franske jernbaner synes at være en stor publikumssucces; hvert år stiger passagertallet til nye rekorder. Det seneste tal var 688 millioner passagerer på et år.

Nyt om bloderstatningsmiddel

● Bloderstatningsmidlet Fluosol vinder udbredelse i USA til brug i nødstilfælde og ved „kliniske undersøgelser“, meddeler New York Times. Efter at stoffet for første gang blev benyttet i november 1979, med godt resultat, har 15 andre kirurgiske patienter, alle Jehovas vidner, modtaget stoffet — med fuldt tilfredsstillende virkning. Fluosol blev udviklet i Japan af „Grønne Kors“ i Osaka, og der har man foreløbig meldt om 200 transfusioner hvor dette bloderstatningsmiddel blev benyttet. I USA er Fluosol stadig ved at blive undersøgt af sundhedsmyndighederne, og der er endnu ikke givet grønt lys for almindelig anvendelse af stoffet.

Promiskuitet fremmes

● For at undgå svangerskaber og kønssygdomme blandt ganske unge ugifte, gives der i dag oplysning om svangerskabsforebyggelse på et tidligt alderstrin i mange lande. Læger og organisationer for familieplanlægning tilskynder også til dette. Imidlertid kunne man for nylig læse i Times of Zambia at „den udbredte brug af moderne såvel som traditionelle præventionsmidler blandt skolepiger og gymnasiepiger har bidraget væsentligt til kønssygdommenes udbredelse her i landet“. Hvorfor det? „Fordi piger der bruger p-midler er tilbøjelige til at være mere letlevende og eftergivende, da de ved at de ikke vil blive gravide når de bruger midlerne,“ svarer den afrikanske avis.

En amerikansk læge har skrevet følgende til Journal of the American Medical Association i forbindelse med forsøgene på at avertere de præventive midler i større omfang: „Det vækker afsky hos mig at se hvor villige uddannede læger er til at acceptere den seksuelle promiskuitet — og endda fremme den. . . . Jeg mener vi bør investere nogle af vore undervisningsressourcer til at fremme en ansvarlig og sund seksualholdning, derunder også afholdenhed og troskab.“

Har intelligensen forbindelse med hjernens størrelse?

● I de fleste lærebøger og artikler om udviklingslæren går man ud fra at hjernestørrelsen hos fossiler af abelignende skabninger eller af mennesker fra gammel tid har direkte forbindelse med individernes intelligens. Imidlertid har den britiske neurolog John Lorber nu undersøgt „mennesker der havde betydeligt mindre hjernevæv end normalt“, meddeler bladet GEO, og har fundet frem til at de „godt kan have en intelligenskvotient på eller over gennemsnittet“. En af de undersøgte havde en hjerne der var langt mindre end normalt men en intelligenskvotient på 126 — et godt stykke over gennemsnittet.

Forkortet bibel

● „Det Bedste“ har i flere år udgivet letlæste, forkortede udgaver af kendte bøger. Nu stiler man efter at sende en forkortet udgave af Bibelen på markedet. Ifølge vicepræsidenten for Reader’s Digest har bibeleksperter arbejdet med opgaven i fem år, og man regner med at den forkortede udgave kan udsendes i september 1982. Den skal ifølge det oplyste ikke være en erstatning for Bibelen, men et supplement til den.

Udviklingslæren i modvind

● I USA er en gammel strid på ny blusset op: Spørgsmålet om hvordan man i de offentlige skoler skal forklare livets oprindelse. I staten Californien har en mand der selv har børn i skolen, anlagt sag mod statens skolekommission for at krænke trosfriheden ved at undervise i udviklingslæren som en kendsgerning. Domstolens kendelse var et kompromis: Den gik ud på at undervisning i udviklingsteorien ikke er en krænkelse af individets rettigheder, men at de der er ansvarlige for undervisningen skal fremlægge denne lære som en teori, ikke som en almindeligt accepteret kendsgerning.

Samtidig har man i staten Arkansas vedtaget en lov der forlanger at skolerne skal afse lige megen tid til undervisning i skabelsen og i udviklingslæren, samtidig med at religionsundervisning dog er afskaffet i skolen. Femten andre amerikanske stater har overvejet lignende love. Det ser ud til at der nu er sket en vending i den tendens der begyndte for cirka 20 år siden, da udviklingslæren vandt kraftigt terræn i de amerikanske skoler.

Kinas nye katolikker

● I en nyhedsmeddelelse fra Shanghai hævdes at troen trives i Kina. I den katolske katedral „Hellige Maria, Guds Moder“ holdes der messe fem gange hver søndag, og hundreder af kinesiske katolikker er til stede ved hver messe. Der er dog et men: Den kinesiske kirke anerkender ikke Vatikanets og pavens myndighed; og romerkirken anerkender heller ikke de biskopper og præster der er blevet udnævnt af hierarkiet i Kina siden kirkens genåbning. De kinesiske præster ignorerer Det andet Vatikankoncil og synger stadig messen på latin.

„Vatikanet tillader os ikke at elske vort land,“ siger præsten Sheng Pao-tse fra katedralen i Shanghai, som fungerer under „Kinas patriotiske katolske Forening“. Denne forenings formål er at „hjælpe regeringen med at gennemføre sin politik med trosfrihed og . . . forene alle gejstlige og troende i patriotismens ånd“. Præsten Sheng hævder at Vatikanet har opfordret alle katolikker i Kina — der anslås at være omkring tre millioner — til ikke at gå i kirke men udføre deres gudsdyrkelse privat.

Pirathandel

● Repræsentanter for 40 regeringer og forretningsfolk fra 68 lande holdt for nylig et møde i Genève, hvor de drøftede hvordan den stigende internationale piratvirksomhed kunne modvirkes. Det drejede sig ikke om sørøveri på havet, men om pirathandel inden for film- og pladeindustrien. I øjeblikket behersker pirater omkring en tiendedel af verdensmarkedet af grammofonplader, kassetter og videobånd — en forretning på et godt stykke over 10 milliarder kroner om året. „Det står klart at der er nære forbindelser mellem pladepiraterne og organiserede forbryderorganisationer,“ hedder det i en meddelelse fra Genève. Piratudgaver af populære film og grammofonplader kommer ofte ud på markedet før de legale udgaver. En fransk sanger der var på turné i Latinamerika opdagede at en mand der udgav sig for at være ham, var rejst i forvejen og havde benyttet hans navn og sunget hans sange, hvorefter sangeren måtte finde sig i at man tvivlede på at han selv var den han gav sig ud for at være.

Kaffe og kræft

● „Blandt alle tilfælde af bugspytkirtelkræft anslår vi at lidt over 50 procent muligvis kan føres tilbage til kaffedrikning,“ hedder det i en rapport i det amerikanske lægetidsskrift New England Journal of Medicine. Bugspytkirtelkræft, der hvert år afstedkommer omkring 20.000 dødsfald i USA, indtager fjerdepladsen blandt alle dødsforvoldende kræftsygdomme; den overgås kun af kræft i lunger, tarme og bryst.

På 11 amerikanske hospitaler har man gennemført en undersøgelse af 369 patienter med bugspytkirtelkræft og 644 andre patienter. De blev udspurgt angående deres forbrug af alkohol, kaffe, te og tobak. Analysen viste en uventet kraftig forbindelse mellem kræft og kaffe, men ingen forbindelse mellem kræft og te. Det har givet forskerne den formodning at det måske ikke er koffein men noget andet, der er skadeligt. Dr. Brian MacMahon der var leder af forskerholdet, holdt selv op med at drikke kaffe, men han lægger vægt på at undersøgelsen ikke giver baggrund for endegyldige slutninger. „Jeg mener der er 90 procents sandsynlighed for at [undersøgelsen] er rigtig . . . Men jeg tror ikke at det materiale vi har i øjeblikket vil overbevise ret mange om at de skal holde op.“

Uro i den norske kirke

● Er fri abort i strid med den norske grundlov? Det hævder sognepræst Børre Knudsen. Med henvisning til at staten ifølge grundloven skulle have et kristent værdigrundlag, nedlagde han for to år siden i protest „den verdslige del“ af sin præstegerning. Imidlertid fortsætter han som præst for sin menighed, og han nægter at flytte fra præstegården. Nu da hans sag skal behandles ved domstolen i Tromsø, er 40 præster ilet ham til undsætning. I ni teser protesterer de mod den norske abortlov. De hævder at denne lovs radikale brud med kristen tro, tanke og etik er så gennemgribende at der er tale om en dybtgående forandring i den norske kultur og tradition. Hvis abortloven stadfæstes ved højesteret vil staten komme i strid med sit eget værdigrundlag, hævder de, og da må menighederne, i samråd med biskopper og præster, afgøre om statskirkeordningen fortsat skal gælde.

Børns kirkegang

● Tusind børn i hele landet er blevet spurgt om de går i kirke. Og det gør åbenbart de færreste. 430 svarede at de aldrig kommer i kirken. 500 oplyste at de kommer der en gang imellem, for eksempel til jul eller til konfirmation. De resterende 70 børn forklarede at de kommer i kirken jævnligt mindst en gang om måneden. Det fremgik af svarene at det mest er de ældre børn der kommer i kirken og at det overvejende er piger. Desuden går børn på landet og i de mindre byer mere i kirke end børn i store byer. — Kristeligt Dagblad, 5. maj 1981.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del