Vi betragter verden
Stor dreng
● Den femårige Liu Debiao fra Kina er lige så høj som en 14-årig dreng. Han måler 1,47 meter og vejer 41,5 kilo. Ifølge bladet China Reconstructs kan han bære en mand på 65 kilo på sin ryg over 100 meter. Den femårige sætter en hel del til livs ved hvert måltid, men lægerne prøver at finde ud af om der også er andre grunde til at han er blevet så usædvanlig stor.
Palmer på Sydpolen
● Sovjetiske videnskabsmænd som har foretaget en ekspedition til Antarktis siger at der engang voksede palmer på Sydpolen. Det fremgår af aflejringer fra havet, som bærer spor af tidevandsstrømninger og viser at vandet engang har været 28 grader varmt.
Flere nordmænd tror på udviklingslæren
● Det ser ud til at stadig flere nordmænd tror at mennesket er et resultat af en udviklingsproces, og at mennesker og aber gennem lange tidsrum har udviklet sig fra fælles stamformer. Ifølge undersøgelser der er foretaget af Norsk Gallupinstitut/Norges Markedsdata, var det i 1969 kun halvdelen af befolkningen der havde denne opfattelse. I dag drejer det sig om 64 procent. Undersøgelserne har omfattet i alt cirka 1600 mænd og kvinder over 15 år. Der blev stillet de samme spørgsmål i 1969 og i 1981. Det første lød: „Tror De at der generelt set er foregået en udvikling i dyreriget fra lavere til højere former gennem lange tidsrum?“ I 1969 svarede 70 procent af alle som blev spurgt ja på dette spørgsmål, mens det i 1981 var 72 procent der svarede ja. Det andet spørgsmål lød: „Mener De at mennesket er et led i den samme udvikling, og at aber og mennesker gennem lange tidsrum har udviklet sig fra fælles stamformer som nu er uddøde?“ I 1969 svarede 50 procent ja på dette spørgsmål, mens det i 1981 var 64 procent der svarede ja.
Galdesten fjernes med ny teknik
● Ved den traditionelle operationsmetode må galdestenspatienter igennem et større indgreb under fuld narkose, og indgrebet kræver normalt 10 til 14 dages indlæggelse. På Århus Kommunehospital har første reservelæge Aksel Kruse imidlertid taget en ny, speciel teknik i anvendelse som kan reducere indlæggelsen til to-tre dages varighed. Metoden består ifølge Jyllands-Posten i at en slange føres ned gennem spiserøret, mavesækken og tolv-fingertarmen til galdegangen hvor stenen sidder fast. Igennem slangen føres en elektrisk tråd, der i enden er formet som en slynge. Med denne slynge — der fungerer som en slags elektrisk kniv — kan man spalte galdegangen netop så meget at galdestenen kan passere ud i tarmen og forsvinde med afføringen. Og hvis galdestenen er genstridig er det ved hjælp af en særlig „stenfanger“ inde i slangen muligt at hente den op og at få den ud gennem munden. Den nye teknik har været anvendt i nogle år på Århus Kommunehospital, men det er først i den senere tid at metoden har fået stor anvendelse. I 1980 blev der fjernet tæt ved 100 galdesten på denne måde.
Frihed eller trældom?
● Det anerkendte britiske lægetidsskrift The Lancet bragte for nylig en artikel med titlen „De biologiske virkninger af seksuel frihed“. Der stod blandt andet: „Der forekommer nu rundt regnet 250 millioner nye tilfælde af gonorré og 50 millioner nye tilfælde af syfilis om året. Andre lidelser som overføres ved kønslig omgang, er måske endnu mere udbredte.“ Artiklen beklager at „kontrollen med de seksuelt overførte sygdomme, som engang syntes at være inden for rækkevidde, er sluppet os af hænde i de senere år“. Hvorfor i de senere år? „Seksuel erfaring før ægteskabet accepteres nu i det vestlige samfund,“ forklarer The Lancet. „Fjernsynsprogrammer og teaterstykker er blevet mere uforbeholdne; folk ser nu film som før i tiden ville være blevet anset for pornografiske. Følgen er at folk er blevet mere dristige i seksuel henseende. . . . Den seksuelle friheds biologiske skadevirkninger for kvinder og deres børn er en kedelig udvikling her i anden halvdel af det 20. århundrede.“
En oplysning korrigeres
● Den amerikanske lægeforenings tidsskrift (JAMA) bragte for nogen tid siden en artikel med overskriften: „Dødsfald som følge af blodtransfusion,“ hvis indhold var baseret på indberetninger til USAs Læge- og Levnedsmiddelkontrol (FDA). (Se Vågn op! for 22. april 1981, s. 23) Åbenbart var oplysningerne ikke fyldestgørende. I et brev til lægetidsskriftet skriver dr. med. Jerry Kolins fra Palomar Memorial Hospital i Californien: „Ifølge de data der er indberettet til FDA resulterer cirka én ud af hver million transfusioner i en hæmolytisk reaktion og døden. Denne dødsrate er en alvorlig undervurdering af den virkelige hyppighed af dødelige transfusionsreaktioner. . . . Undersøgelser fra Mayo-klinikken viser at der forekommer en hæmolytisk reaktion for hver 6232 transfunderede enheder, og et dødsfald for hver 33.500 transfunderede enheder. Dette indbefatter ikke dødsfald som følge af hepatitis efter blodtransfusion. Blodtransfusion indebærer en alvorlig risiko for patienten, og disse farer må nøje tages i betragtning før hver transfusion.“
Mikrobølge-ulykke i søværnet
● Hvad der har været mest frygtet i søværnet, var i slutningen af april ved at blive en uhyggelig virkelighed, fortalte dagbladet Aktuelt den 17. juni 1981. Ved et uheld som ramte korvetten „Olfert Fischers“ avancerede radarsystem blev seks besætningsmedlemmer udsat for en mikrobølgestråling som lå betydeligt over den fastsatte sikkerhedsgrænse. De måtte i hast med helikopter flyves til Hvidovre Hospital hvor omfattende undersøgelser imidlertid viste at ingen af dem havde pådraget sig skader.
En årsag til vuggedødsfald
● Lægerne har længe stået uforstående over for de såkaldte vuggedødsfald, hvor tilsyneladende normale børn dør uden at man kan se nogen grund dertil, og som regel mens de ligger og sover. En læge som har undersøgt problemet i otte år, siger nu at dødsfaldene kan forbindes med svær anæmi og cigaretrygning hos mødrene under svangerskabet. Dr. Richard L. Naeye, som er leder af den patologiske afdeling ved Hershey-hospitalet i staten Pennsylvanien, siger at „en tilstand af svær anæmi under svangerskabet disponerer fosteret for vuggedød“, og at en gravid kvinde der ryger, også bringer barnet i fare for at lide vuggedøden. Han bemærker at man engang mente at de pågældende børn var helt igennem normale, men at man nu ved at der er kroniske abnormiteter i det område i hjernestammen der kontrollerer åndedrættet og andre livsvigtige funktioner. Den opdagelse at rygning er en medvirkende faktor har ifølge Naeye „rejst spørgsmålet om hvor meget det betyder at barnet ikke får tilstrækkeligt med ilt før fødselen. De ødelagte områder har et langt større iltbehov“.
Kunstig hud
● Lægerne ved et hospital i Boston, Massachusetts, meddeler at de med held har benyttet kunstig hud til erstatning for hud som er blevet ødelagt ved forbrændinger. Den kunstige hud er fremstillet af oksehud, hajbrusk og plastic, og man har foreløbig brugt den til 10 patienter som havde fået tredjegradsforbrændinger over 50 til 90 procent af kroppen. Tre af de 10 ville sandsynligvis have været døde uden den kunstige hud, siger kirurgholdets leder, dr. John F. Burke. Ingen af patienterne behøvede medikamenter til at undertrykke deres immunitetsforsvar, så den kunstige hud øger ikke risikoen for dødbringende infektioner. Dr. Burke siger at det endnu er for tidligt at spå om hvor længe legemet vil beholde den kunstige hud uden at afstøde den, men han mener at den udmærket kan blive siddende hele livet.
Børn foran fjernsynet
● Hvem ser mest fjernsyn i dagens Danmark? Danmarks Radio har ladet foretage en undersøgelse af danskernes fjernsynsvaner. Det viser sig at børn fra tre til seks år ser fjernsyn næsten en time hver dag, hvorefter det med alderen stiger jævnt indtil 11-14-årsalderen hvor børnene daglig bruger to timer foran fjernsynet. Børnene i denne aldersgruppe slår alle rekorder. Ingen, hverken yngre eller ældre, ser så meget TV. Der er dog langt endnu før danske børn ser lige så meget TV som børn i USA. De amerikanske børn sidder nemlig foran fjernsynet 3 1/2 time hver dag. — Kristeligt Dagblad, 12. maj 1981.
Sover i lag
● Rejsende som gør ophold i Osaka i Japan har nu et økonomisk alternativ til den traditionelle hotelovernatning. På et bestemt hotel bliver gæsterne „stablet“ i to lag i „sovekapsler“ der måler cirka halvanden gange halvanden meter og to meter i længden. Kapslerne „ligner ved første øjekast vaskemaskiner eller tørretumblere,“ skriver avisen The Wall Street Journal. Men de er fyldt næsten hver eneste nat med folk som går mindre op i det æstetiske end i at spare halvdelen eller mere af de sædvanlige hotelregninger. Efter hvad der oplyses er andre kapselhoteller blevet åbnet i Nagoya og Tokyo.
Er snus bedre?
● Så sent som i juli 1980 anbefalede nogle læger i England og i De forenede Stater snustobak som en sundere erstatning for cigaretter. Nu viser en landsomfattende amerikansk undersøgelse som er blevet offentliggjort i tidsskriftet New England Journal of Medicine imidlertid at de der bruger snustobak, i almindelighed løber fire gange så stor risiko for at få mundkræft som andre mennesker. Og har man brugt snustobak længe, er risikoen 50 gange så stor. I USA er snustobak især udbredt blandt kvinder i landdistrikterne i Sydstaterne. Produktionen af tobak der anvendes til snustobak er tredoblet fra 1971 til 1980.
Dyrt at køre for hurtigt
● Når fartbilister i Sydafrika fanges, bliver de også dømt for den forseelse at „ødsle med benzinen“. En avis skriver at en trafikant „havde forset sig ved illegalt at bruge benzin til at overskride fartgrænsen“. Bøderne for „benzinfråds“ rangerer ifølge det oplyste fra 900 kroner helt op til 18.000 kroner.