Vil der nogen sinde komme virkelig fred?
Af „Vågn op!“-korrespondent i Japan
MICHIKO var enke, men kun ganske ung, da hun hørte en chokerende nyhed i radioen. Det var kejserens stemme der sagde at kampen var forbi; Japan havde overgivet sig betingelsesløst.
Hendes første chok vendte sig hurtigt til vrede. „Men hvorfor?“ spurgte hun sig selv. „Hvorfor holde op nu? Hvorfor ikke kæmpe til den bitre ende, indtil alle, også jeg selv, er døde?“
Hendes bitre tanker var forståelige. Hendes mand var blevet dræbt i krigen. Han var blevet indkaldt til hæren mens hun stadig lå på hospitalet efter blot en uge i forvejen at have født deres lille dreng. Billedet der hang på væggen var alt hvad hendes søn, Yasuo, nogen sinde ville få at se af sin fader. Hun huskede også levende den nat da amerikanerne bombarderede Tokyo og ødelagde deres hjem og alle deres ejendele.
„Det blev forlangt af os at vi ofrede alt for krigen,“ tænkte Michiko, „og nu siger de at det hele er forbi, tabt. Hvor er ’kamikaze’?a Hvad er der sket med den japanske hær, som indtil i dag aldrig har tabt en krig? Hvor er deres stolte tradition med aldrig at overgive sig?“ Disse og lignende tanker fór gennem hendes hjerne.
Nu er 36 år rullet forbi, og Japan har opnået relativ fred og velstand. Michiko kan nu se tilbage på krigsårene med ro i sindet og med større forståelse af hvad der gik galt. Hun kan se at krige medfører et unødigt spild af menneskeliv, sinker fremgangen og ødelægger jorden. Efter krigen blev det oplyst at der under luftbombardementerne blev dræbt 668.000 civilpersoner. De fleste større byer lå i ruiner. Japanerne var blevet tilskyndet til at kæmpe for deres land og deres kejser, men de havde kun en dunkel forestilling om hvad sagen egentlig drejede sig om. Hun kan nu se hvordan politikerne brugte religionen til at få folk til at støtte krigen i blind tro og indædt stædighed. Hun taler om hvor frygtelig nationalisme er når skolebørnene får den indpodet i en tidlig alder.
Selv nu er der frygtelige krige rundt omkring i verden; og hvilke grusomme våben! Mange af disse krige berører Japan og dets økonomi, og der lægges et stort pres på japanerne for at få dem til at øge deres forsvarsbudget. Vil grundlovsparagraffen om at Japan giver afkald på at føre krig, blive slettet? Vil der komme krig igen, måske endda atomkrig? Mange mennesker føler at dette er en reel mulighed, eftersom nationerne har oplagret i titusindvis af kernevåben. Hvorfor kan vi ikke opnå virkelig fred over hele jorden? Michiko spørger: „Er mennesket ude af stand til at holde fred?“
[Fodnote]
a „Kamikaze“ betyder bogstaveligt „guddommelig vind“ og refererer til det tidspunkt da mongolerne forsøgte at invadere Japan i 1281 men blev drevet tilbage. Flåden blev stærkt formindsket ved en rasende tyfon, hvorved japanerne styrkedes i deres tro på guddommelig beskyttelse af deres land.
[Illustration på side 3]
Atombombeeksplosionens epicentrum, Hiroshima