„Verdslig humanisme“ — ny religion eller gammel filosofi?

Protestantiske præster i USA hævder at ’verdslig humanisme’ er en sammensværgelse mod gudstroen og høje moralværdier. Erklærede ’humanister’ siger på deres side at de er ofre for en heksejagt. Hvad er humanisme, og hvordan bør kristne forholde sig til det?

„VERDSLIG HUMANISME er blevet Amerikas religion,“ siger fjernsynsevangelisten Jerry Falwell. „Vi må fjerne alle humanister fra offentlige embeder og erstatte dem med politiske ledere der går ind for en høj moral,“ advarer præsten Tim LaHaye, der har skrevet en bog om ’den humanistiske trussel’.

Sådanne udtalelser har vakt røre i den amerikanske presse. „Det fundamentalistiske nye højre har skiftet . . . taktik og retter skytset mod en ny bussemand,“ siger nyhedsugebladet Newsweek i en kommentar. „Angrebene rettes mod det de kristne fundamentalister kalder ’humanisme’ — og deres kampagne mod enhver de opfatter som humanist truer med at blive lige så bitter og ondartet som 1950ernes korstog mod kommunismen.“

Hvad er det de kalder „verdslig humanisme“? Bladet Time skriver at „det er blevet de nye højrereligiøses kodeord for næsten enhver teori og praksis på denne side af kommunismen som de ikke samstemmer med“.

Faktisk er der næsten lige så mange definitioner af „humanisme“ som der er „humanister“ — eller „antihumanister“. Som kulturstrømning forbindes humanismen især med renæssancen. Ved middelalderens slutning blev Europa, især Italien, oversvømmet af antikke håndskrifter fra Konstantinopel, der trængtes af tyrkerne. Dette skabte en bølge af begejstring for antik græsk og romersk kultur blandt folk som var trætte af middelalderens skolastik. Efter tusind år med et verdensbillede centreret om Gud og under den katolske kirkes autoritet og tyranni, satte man nu mennesket i centrum og gik med ildhu ind for at efterligne de gamle grækere og romere.

„De klassiske grækeres og romeres frie tanke og adfærd fyldte mange humanister med en betagelse der nedbrød deres kristne begreber om ydmyghed, verdensfjernhed og afholdenhed,“ skriver historikeren Will Durant, „og de spurgte sig selv hvorfor de skulle lade deres legeme, sind og sjæl regere af gejstlige der nu selv med glæde lod sig omvende til verden.“

Renæssancens humanister gik imidlertid så vidt at de også kastede barnet ud sammen med badevandet. Sammen med kirkens autoritet forkastede de også kristendommen. „I det store og hele,“ skriver Durant, „handlede [de] som om kristendommen var en myte . . . som det frigjorte sind ikke kunne tage alvorligt.“

I de følgende århundreder blev studiet af de antikke klassikere på det nærmeste en ny religion for humanisterne. Men jo mere man studerede antikkens forfattere jo mere måtte man indrømme at deres tanker ofte var fejlagtige, og at selv de største klassiske forfattere langtfra var fuldkomne. Ved begyndelsen af det nittende århundrede ’måtte de klassiske kulturer flyttes fra en idealverden over i en historisk sammenhæng,’ bemærker leksikonnet Encyclopædia Britannica. Hvad kunne humanisterne nu tro på?

I hvert fald for nogle humanister kom svaret i 1933, da der i USA blev udsendt et dokument med titlen Det humanistiske Manifest. Det var ifølge førnævnte leksikon „i det væsentlige en bekendelse af antropologisk ateisme baseret på evolutionsteorien“. Dette blev i 1973 efterfulgt af Det humanistiske Manifest II, der fordømte religion og gik ind for den videnskabelige metode. Videnskaben var blevet disse humanisters nye gud. Blandt dem der underskrev Det humanistiske Manifest II var flere gejstlige.

På denne baggrund forstår man udmærket at konservative præster er imod humanismen. Førnævnte dokumenter afspejler dog ikke alle humanisters opfattelse, og selve denne mangel på en fælles identitet varsler problemer. „Den humanistiske videnskabs enhed og identitet er nu endeligt slået i stykker,“ indrømmer professor i filosofi Georges Paul Gusdorf.

Humanisterne er glade for at citere den antikke græske filosof Protagoras, der sagde at „mennesket er alle tings mål“ eller „målestokken for alle ting“. Dermed mener de at der ikke findes nogen absolut sandhed. Denne holdning kan ikke forenes med sand kristendom, for de kristne er overbevist om at de har fundet sandheden, og at den har frigjort dem. (Johannes 8:32) De kristne forstår at Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, er „målestokken for alle ting“. — Efeserne 5:1; 1 Peter 2:21.

Det er derfor helt på sin plads at kristne tager til orde imod humanismen, hvad enten denne er hyllet i en ateistisk eller en klassisk klædedragt. En sand kristen kan ikke anerkende humanismens grundsætninger uden at miste sin uangribelighed over for Gud.

Men tillader Bibelen de kristne at møde humanismen på en politisk slagmark, sådan som den såkaldte religiøse højrefløj i USA søger at gøre? Nej. Benyttede apostelen Paulus politiske metoder da han bekæmpede falske ideer i det første århundrede? På ingen måde. „Vor [åndelige] krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige,“ sagde han. „Vi nedriver . . . ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud.“ — 2 Korinter 10:4, 5.

De forskellige former for humanisme der er udbredt i dag, må afgjort betegnes som noget der er „hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud“, men sande kristne bekæmper ikke humanismen med ’kødelige våben’ ved for eksempel at erklære den politisk krig. Hvordan skulle de kunne det, når Jesus klart sagde at hans disciple „ikke er en del af verden“? (Johannes 15:19) Sande kristne er derimod lykkelige for at føre en åndelig krig mod humanismen og alle andre „ismer“ i vor forvirrede tid. Det gør de ved at henvende sig til folk personligt over hele jorden med Guds ord, den eneste virkelige sandhedskilde, og den pålidelige ’målestok for alle ting’. — 2 Timoteus 3:16, 17.

[Tekstcitat på side 20]

Sande kristne fører en åndelig krig mod humanismen, men de møder den ikke på en politisk slagmark

[Tekstcitat på side 20]

Det humanistiske Manifest — ’ateisme baseret på evolutionsteorien’