Fra vore læsere
Jeg synes også der er mange fejl ved den elektriske kirke. Men I forvansker groft den elektroniske kirkes budskab. Jeg tvivler på om andre, ja bare en enkelt, nogen sinde har tilbudt frelse til gengæld for „en månedlig check“. Jeres gengivelse er forvansket og uansvarlig — og ikke et godt vidnesbyrd! Vi får Guds frelse gennem Ham alene. Vi kan ikke købe den ved hjælp af en månedlig check. Og vi kan ikke gøre os fortjent til den ved selvfornægtelse eller tortur (skønt jeg naturligvis tror at vi ikke alene er kaldet til at være vidner men også til at fornægte os selv). Thi af nåden er vi frelst ved tro alene. Frelsen er en Guds gave (og opnås ikke ved gerninger), som der klart siges i Efeserbrevet 2:8, 9.
G. N., Illinois
Vi forvanskede ikke kendsgerningerne. Vi fremlagde kendsgerningerne som de var, og forsøgte derefter at se bag om tingene for at pege på deres egentlige betydning. Vi sagde ikke at nogle af den elektroniske kirkes prædikanter åbent træder frem og tilbyder frelse for en månedlig check. Men vi tror at det rent faktisk er det der sker i mange tilfælde. Vi skrev ikke at man kan gøre sig fortjent til frelse ved selvfornægtelse eller ved at tage sin marterpæl op, men Jesus sagde at disse ting hørte med hvis man ønskede at følge ham. Og disciplen Jakob skrev ganske klart at en tro uden gerninger er død. — Lukas 9:23; Jakob 2:17, 26. — RED.
Forureningens mange ofre
Da jeg læste bladet med titlen „Forureningens mange ofre“ græd jeg. Når man ser en samlet oversigt over alle de overgreb der begås mod jorden, går det virkelig op for en hvor tragisk og forbryderisk det er. Menneskene har i sandhed vist en grov mangel på taknemmelighed mod dette vidunderlige hjems gavmilde Ejer!
D. B., Florida
Hjertestop
Mange tak for artiklen „Hjertelidelser — symptomer og forebyggelse“, der blev bragt for nogen tid siden. En søndag formiddag for et par uger siden fik en 40-årig mand pludselig hjertestop. Mens alle råbte i munden på hinanden og ingen vidste hvad de skulle gøre, kom jeg i tanker om det gode råd der blev givet i artiklen om hvordan man giver hjertemassage. Da ingen havde mod til at hjælpe mig, gjorde jeg det alene. Få sekunder efter begyndte hans hjerte at slå igen. Da ambulancen kom, var hans puls normal igen. Jeg gik ud af værelset, og hans kone og naboerne sagde til mig: „Det var modigt gjort!“ En anden spurgte: „Har du taget et kursus i førstehjælp?“ Jeg svarede: „Nej, men jeg har lært mange gode ting ved at læse Vågn op!“ Manden har det stadig godt.
F. M., Italien
Fattigdom
Deres artikel om at ’forbedre sin lod i livet’ har virkelig betydet meget for mig. Jeg kan ikke sige hvor glad jeg er for den. Jeg er i nogenlunde samme situation som Carmen, og havde det ikke været for sådanne ’gæster’ i mit hjem, tør jeg slet ikke tænke på hvordan mit liv ville have været nu.
P. N., New Jersey
Tak for artiklerne om fattigdom. Jeg har selv levet i fattige kår for nogle år siden, og jeg ville ønske at jeg kunne have læst artiklerne dengang, for de ville bestemt have hjulpet mig.
E. M., Maryland