Hvad ville De gøre hvis De var husvært her?

LAD os sige at De har bygget et smukt hus med udsigt over havet. Ti hektarer med eng, skov og strand hører til. En dygtig indendørsarkitekt har sørget for husets indretning, og udenfor er der pragtfulde blomsterarrangementer, både i altankasser og i parkens blomsterbede. I frugt- og urtehaven er der frugter og grøntsager nok til alle i huset.

Lidt længere borte er der store naturområder. Høje træer omkranser en eng, hvor en rislende bæk bugter sig vej. De vilde markblomster, der som farverige stænk er strøet ud over engen, vugger når en brise fra havet finder vej herind. Den friske lugt af hav, blandet med blomsternes duft, lyden af fuglenes sang og vindens susen i løvet — alt er en fryd for sanserne. Og bag alt dette høres havets regelmæssige bølgeslag fra stranden.

Med en følelse af dyb tilfredshed betragter De Deres værk, huset og dets omgivelser. De får den tanke at også andre skal have lov til at glæde sig over det. De inviterer en stor familie til at flytte ind og overlader den huset med besked om hvordan det skal passes. Og så rejser De selv bort.

Efter nogen tid vender De tilbage — og bliver dybt rystet! Havet er blevet gulbrunt, på stranden er der store oliepletter og affald, træerne er hugget om, engen er brun og trøstesløs, vandløbet er svundet ind, og det der er tilbage er forurenet. Overalt ligger der affald. Fuglene er fløjet væk, blomsterne er borte, frugttræerne er gået ud, og der hvor haven var har man lagt cement.

Malingen på huset er skallet af. Indenfor er gulvene snavsede, møblerne skrammede og væggene overmalede. Køkkenet flyder med madrester og gammel opvask. Fra nogle af rummene høres larmende musik, fra andre høres råben og banden, og i nogle af værelserne bedrives den groveste og mest perverse umoralitet. Den familie der fik huset betroet, har haft stor forøgelse, og dens medlemmer skændes og slås; nogle af dem slår hinanden ihjel.

Hvilke tanker vil De gøre Dem når De ser hvad man har gjort ved Deres hus og dets omgivelser? De har bygget det hele op med egne hænder. Det er Dem der er ejer, beboerne er Deres lejere, men de værdsætter åbenbart ikke hvad De har gjort for dem. De har ignoreret vejledningen for hvordan Deres ejendom skulle passes. Vil De lade disse mennesker blive boende? Hvad vil De gøre?

Bibelen siger at „jorden og dens fylde“ tilhører Gud, Jehova. (Sl. 24:1) Da han havde skabt og indrettet jorden, så han at det hele var „såre godt“. (1 Mos. 1:31) Han skabte menneskene og betroede dem at passe på jorden — både planterne, dyrene og hele miljøet. Hvad ser han nu, 6000 år senere? Hvad mener han om det han ser? Hvad vil han gøre?

Hvad har jordens beboere gjort?

„Vi har boret i jorden, kulegravet den, brændt den, revet ting op af den, gravet ting ned i den, omhugget dens skove, planeret dens bakker, pløret dens vandløb til, og fyldt dens luft med snavs. Efter mine begreber opfører en god lejer sig ikke sådan. Hvis vi boede her med en måneds opsigelse, ville vi have været sat på porten for længe siden.“ — Rose Bird, retspræsident ved Californiens højesteret.

Beviserne hober sig op. Læs følgende overskrifter og citater fra aviser forskellige steder i verden:

EN SYNDFLOD AF FARLIGT AFFALD

„Et uhyggeligt spørgsmål: Hvordan skaffer man sig af med den stigende strøm af radioaktivt affald? . . . nedgravet affald er radioaktivt i flere tusind år,“ noget af det i „en kvart million år“.

GIFTAFFALD SKADER AMERIKANERNES HELBRED

„Flere skandaler som i ’Love Canal’ [se Vågn op! for 8. februar 1981] vil vise sig i Amerikas fremtid — en fremtid der fortoner sig mere og mere i kemiske dampe der er farlige for befolkningens sundhed.“

SOVJETS NATURVÆRN ER EN BJØRN UDEN BID

„Næsten 10 procent af de beboelige områder er allerede lagt øde af miljøforurening.“

MADRID INDHYLLET I FORURENING

„Formentlig er 700 mennesker med åndedrætsbesvær eller hjertekarlidelser på en enkelt uge døde af eftervirkningerne af en tung røgtåge.“

FORURENINGEN I MIDDELHAVET

„Middelhavet er faktisk på vej til at blive en stor åben kloak.“

SKOVHUGST OG MILJØKATASTROFER [I BRASILIEN]

„Mange planter og fugle som før var talrige er nu forsvundet, og mange af de mennesker som bor der har fået hudkræft.“

DE VOKSENDE ØRKENER ER EN TRUSSEL FOR MILLIONER

„Ørkenerne breder sig både i Afrika, Asien, Australien og Nord- og Sydamerika på grund af ufornuftig udnyttelse af jorden.“

DEN DRÆBENDE REGN I NORGE

„Syren [i nedbøren] stammer fra hele Europa, fra steder så langt mod vest som Belfast og så langt mod øst som Moskva.“

MEXICO CITY HALVKVALT AF GIFTIG RØG

„For nylig meddelte en rapport om luftforurening i Mexico at den var ’indirekte årsag til at der hvert år er 150.000 børn der dør’, og at den har ’alvorlig indvirkning på 175.000 voksne hvert år’.“

DIOXIN I NORDAMERIKAS STORE SØER

„En række rapporter fra Canada og De forenede Stater har fastslået at De store Søer er det sværest forurenede område i den vestlige verden.“

SPRØJTNING I GUATEMALA KRÆVER DØDSOFRE

I løbet af bomuldsdyrkningsperioden på tre måneder „behandler vi hver dag mellem 30 og 40 mennesker for pesticid-forgiftning“.

VANDFORURENINGEN I KARACHI HAR NÅET ET KRITISK PUNKT

„Drikkevandet i Karachi, Pakistans største by og vigtigste havneby, er stærkt forurenet af ubehandlet kloakaffald og industriaffald.“

FLERE BEVISER FOR BLYFORURENINGENS FARER

„Hjerneskader hos børn kan føres tilbage til bly.“

SKADEDYR BLIVER IMMUNE

„Insekter hvis bestand engang kunne decimeres af pesticider, er nu blevet immune så de kan formere sig i et forrygende tempo.“

MILJØGIFTE HAR SÆRLIG FARLIG INDVIRKNING PÅ FORPLANTNINGEN

„Uønskede aborter, medfødte defekter hos børn, og ufrugtbarhed hos voksne forbindes med skade forvoldt af toksiner.“

DE FOSSILE BRÆNDSTOFFER MENES AT TRUE JORDENS KLIMA

„Et større indhold af kuldioxyd i luften i de næste 200 år kan medføre drastiske ændringer i jordens klima, . . . den arktiske is ville smelte.“

INTET OLIESPILD I HAVET ER NOGEN SINDE BLEVET FJERNET I BETYDELIG GRAD

„Organismer i havet . . . opsamler oliens hydrokarboner i deres væv. Disse fisk og skaldyr udgør en sundhedsfare for mennesker fordi nogle af hydrokarbonerne er kræftfremkaldende.“

NYE SUNDHEDSFARER VED STØJFORURENING OPDAGET

Støjforurening „forbindes nu ikke alene med nedsat hørelse, men også med forhøjet blodtryk, nervelidelser, indlæringsvanskeligheder, søvnløshed, fødsel af undervægtige børn og måske endda visse former for hjertesygdomme“.

HAVFORURENINGEN ER EN KOLOSSAL TRUSSEL

„Men de færreste tager notits af det; den vante forretningsgang fortsætter, udslettelse [af havlivet] kan ventes.“

EN RAPPORT OPFORDRER TIL VERDENSAKTION FOR RESSOURCERNE

„Tiden er ved at udløbe hvis vi skal nå en international aktion for at forhindre at verden bliver hungerramt, overbefolket, forurenet og ressourceforarmet.“

Jordens beboere gør ondt værre

Når mennesker vil afhjælpe situationen, giver midlerne bagslag; og samtidig sættes farlige kædereaktioner i gang som rammer millioner af mennesker

RACHEL CARSONS stærkt gribende bog Silent Spring (Det Tavse Forår) blev et vendepunkt i verdensoffentlighedens interesse for miljøet. Det var hendes bog der for første gang fik verden til at forstå faren ved pesticider. Men der blev ikke ændret meget ved forholdene, og siden er det blevet værre og værre.

Skadelige insekter angriber afgrøderne. For at komme skadedyrene til livs sprøjter man med pesticider. Millioner af insekter dør af det, men nogle få besidder en naturlig immunitet, og de overlever. De videregiver immuniteten til deres afkom, og inden længe breder disse „superinsekter“ sig som en ny race der tager for sig af afgrøderne. Midlet har givet bagslag. Det har gjort ondt værre.

Men det har ikke bare givet bagslag. Det har igangsat en kædereaktion som skaber nye katastrofer og nye ofre. Pesticiderne dræber også nyttige insekter som levede af de udryddede skadedyr; regnen skyller giftstofferne ned i jorden, hvor de ødelægger jordbakterierne; vandet fører dem videre ud i søer og have, hvor mikroorganismer og plankton bliver skadet og fisk bliver forgiftet. Rovfugle der spiser fiskene bliver ude af stand til at få æg der kan udruges. De forgiftede fisk spises også af mennesker. Eller giftstofferne finder vej til mennesker gennem en anden fødekæde — pesticider sprøjtes ud over græsarealer, græsset spises af køer, giftstofferne lejrer sig i kødet og mælken, der bruges til menneskeføde.

Pesticiderne er dog kun en lille del af forureningsproblemet. Avisernes overskrifter alene afslører hvor verdensomspændende problemet er. Det er ikke vor hensigt her at gentage noget som allerede er blevet omtalt vidt og bredt. Dog er flere og flere blevet opmærksomme på nogle særlig truende faremomenter: Muldjord forsvinder. Plante- og dyrearter forsvinder. Og det medmenneskelige hensyn forsvinder. Lad os kort tage disse op til behandling.

I hele verden forsvinder der muldjord, men lad os blot nøjes med at betragte USA, der er blevet kaldt „et spisekammer for de sultne i verden“. Hvert år tabes over 12.000 kvadratkilometer amerikansk agerjord ved asfaltering, udstykning eller overgang til industri. Over 16.000 kvadratkilometer mistes hvert år ved erosion. I staten Illinois tabes der hvert år 181 millioner tons muldjord — to tønder jord for hver tønde korn der produceres. For hundrede år siden havde man et toplag af muld på gennemsnitlig 40 centimeter; nu er det næsten nede på det halve. Hvert sekund skyller Mississippifloden 15 tons muldjord ud i havet. „Den bedste muldjord fra Iowa,“ siger farmerne, „er havnet i Den mexicanske Havbugt.“

Og den muldjord der bliver tilbage lider skade. I sund jord myldrer det med liv — alger, orme, insekter, bakterier, svampe, skimmel, gær, encellede organismer, og meget andet. Det er dette mangfoldige samfund — fem milliarder levende organismer i en teskefuld jord i den tempererede zone, efter visse skøn — der kan nedbryde organisk stof til den vigtige humus, som danner næring for planterne og forhindrer jorderosion.

En autoritet siger: „Muldtabet forøgedes 22 procent i begyndelsen af 1970erne, samtidig med den intensive dyrkning.“ Kunstgødning kan ikke træde helt i stedet for humus. Når der anvendes ammoniumsulfat bliver sulfatet til svovlsyre, som dræber de organismer der danner humus. Også pesticiderne griber ind i jordens mikroliv. Ved dybdepløjning bliver mikroorganismerne begravet flere tommer under deres naturlige hjemsted, som er de øverste seks-otte centimeter af mulden. Desuden medvirker pløjningen til at den løsnede jord fjernes af vind og vand. Nitratgødning bliver ikke fuldt ud brugt af planterne — op til halvdelen af den siver ud i vandløb, der ender i søer. Der medvirker den til usædvanlig stor algevækst; når algerne dør og går i forrådnelse opbruges vandets iltindhold, og fiskene dør. På den måde opstår døde søer.

Misbruget af jorden har langtrækkende konsekvenser. Men endnu mere langtrækkende er det at planter og dyr uddør, så deres genetiske materiale går tabt.

De stærkt produktive levnedsmiddelafgrøder man i de sidste tyve år har fundet frem til, kommer alle fra arter som i tusinder af år har vokset vildt. Vilde planter har en naturlig modstandskraft mod plantesygdomme og skadedyr, men de nye bastardplanter, som dyrkes intensivt på en skadet landbrugsjord, kan ikke klare sig uden ukrudtsmidler og insektmidler. I mange tilfælde er de vilde arter som dannede grundstammen da man krydsede sig frem til nye bastarder, selv uddøde, og med dem er en af jordens måske mest dyrebare substanser gået tabt, deres genetiske materiale. Uden en stor „pulje“ af genmateriale fra vilde planter har mennesket ingen råmaterialer til udvikling af nye krydsninger, der kan klare udfordringen fra plantesygdomme, resistente skadedyr, hårde vejrforhold og den stigende befolknings krav.

Over 95 procent af vore levnedsmidler stammer fra kun 30 plantetyper og 7 dyrearter. Det er farligt at være så afhængig af så få fødevarekilder, især i betragtning af at den intensive dyrkning og den stadige indavl svækker modstandskraften mod skadedyr, sygdomme og klimaforandringer. Sennepsplanten er et eksempel på de vilde arters betydning. Den har dannet grundstammen til mange andre: broccoli, rosenkål, kålrabi, grønkål, hvidkål og blomkål. Fra en slægtning af majs, en vild, flerårig plante, håber man at kunne krydse sig frem til en højtydende, flerårig majstype, så man ikke hvert år behøver at plante majsen ud på ny.

Så snart en plante- eller dyreart er uddød, er dens arvemateriale tabt for stedse. Dette sker nu konstant i hele verden. I de sidste tre eller fire hundrede år er mere end 200 dyrearter uddøde. Over 800 er i øjeblikket truet. Den største trussel mod både dyr og planter er tabet af passende bosteder.

Hvert år forsvinder omkring 110.000 kvadratkilometer tropisk skov. I de tempererede klimazoner menes der at være omkring 1,5 millioner typer af organismer; i de tropiske skove er der 3 millioner. De kan yde store bidrag til udviklingen af nye lægemidler og fødevarer. Men skovene er ved at forsvinde, og med dem går meget arvemateriale tabt. Vi får måske aldrig at vide om der et sted på Filippinerne var en overset plante som kunne helbrede kræft, eller en ukendt svampeart i Amazonjunglen som kunne forebygge hjerteanfald. Bortset fra truslen om atomkrig er dette måske menneskehedens værste selvskabte krise.

Men det er ikke det hele. Når de tropiske skove er fældet, nedbrydes den i forvejen dårlige jord af regn, så der kun kan dyrkes afgrøder eller græs til kvæg i nogle få år. Så flytter jordbrugerne og kvægfarmerne videre til et andet sted og gentager ødelæggelserne. Prognosen går allerede nu ud på at Amazonjunglen en dag vil blive til Amazonørkenen. Og det er endda ikke det hele: Når skovene brændes af, frigøres der store mængder kuldioxyd. Dette føjes til de allerede store mængder som industrien sender ud i atmosfæren. Siden den industrielle revolution begyndte i slutningen af 1700-tallet er luftens indhold af kuldioxyd steget fra 15 til 25 procent. Dette stedse tættere lag af kuldioxyd kan ændre klimaet og sætte både fødevareproduktionen og vor eksistens på spil.

I 1980 sagde miljøeksperten Norman Meyers ved en verdenskonference: „Ud af jordens fem millioner arter kan vi meget vel risikere at have mistet den ene million ved slutningen af dette århundrede. Vi mister allerede én art hver dag, og ved slutningen af 1980erne vil vi måske miste en art hver time. . . . Arterne og de tropiske skove er de store forsømte spørgsmål her i det tyvende århundredes slutning. Det vil være svært at finde to andre spørgsmål der har så stor potentiel betydning for menneskeheden men har fundet så ringe forståelse i offentligheden og hos de politiske ledere.“

Politikerne i verden erkender det måske ikke, men de har i virkeligheden valgt at prioritere andre ting højere. Præsident Reagan har efter sigende kaldt de miljøbeskyttende bestemmelser for en møllesten om halsen på Amerikas industri. Hans generelle mål er færre lovindgreb, mindre overvågning, lavere normer og nedsatte straffe. Hans indenrigsminister, James Watt, gør alt hvad han kan for at skære ned på miljøværnsbestemmelserne for planter, dyr, luft, vand og jord — og for mennesker. Også i andre lande er man ved at omprioritere for at tillægge økonomien større betydning end miljøet.

I sin årsrapport om verdensmiljøets tilstand har FNs miljøorganisation imidlertid givet udtryk for at forureningsskaderne i de udviklede lande koster mere end beskyttelse af miljøet ville koste. Rapporten peger også på en bestemt tendens — at forurenende industrier flyttes fra industrilandene til udviklingslandene. Det hævdes at japanerne gør dette. Også fra Amerika overflyttes miljøfarlige industrier til Mexico, Brasilien og andre udviklingslande.

Er dette ikke tegn på en forhærdet hensynsløshed over for andres vel? Kærlighed til penge i stedet for kærlighed til næsten? Profit fremfor mennesker? Denne hensynsløshed fremgår af forholdene i Cubatão i Brasilien. Udenlandske industrier har forurenet byen så stærkt at dens fire floder er uddøde. Fisk fra de nærliggende flodmundinger er blinde eller deforme på grund af kviksølv. Der er hverken fugle, sommerfugle eller insekter af nogen slags, og når det regner er det syre der falder ned. Mange spædbørn fødes deforme eller døde. Mange andre lever kun en uges tid. En så grov forurening tillades ikke i industrilandene, hvortil den administrerende direktør for et af Cubatãos stålværker koldt og roligt siger at „et jernstøberi er en virksomhed der egner sig bedre til den tredje verdens lande“.

Vi må vende tilbage til gamle værdinormer. Næstekærlighed er det eneste der duer. Hensyn til miljøet er nødvendigt af hensyn til vor egen eksistens. Alt for ofte er der sket skader før faren opdages. Og selv efter at en fare er opdaget, fortsætter skaden med at udvikle sig. I livets væv er alle trådene forbundet med hinanden. Er én art truet, er mange andre samtidig truet. Det begynder med nogle få sommerfugle, til sidst er det måske os selv. I sidste instans er alle livsformer forbundet.

„Skal man virkelig blive ved med at fortælle at intet menneske er en ø?“ spørger forfatteren Romain Gary. „Hvor mange advarsler skal vi have? Hvor mange beviser og statistikker, hvor mange dødsfald, hvor megen tabt skønhed, hvor mange ’sidste eksemplarer’ i disse sørgelige zoologiske haver? . . . Enten taler hjertet eller også taler det ikke. . . . Det er absurd at stopfylde vore museer og spendere milliarder på de skønne kunster, for derefter ved skødesløshed at ødelægge skønheden der hvor den findes i al sin levende pragt.“ — Fra indledningen til bogen Vanishing Species (Forsvindende arter).

Det altoverskyggende spørgsmål er imidlertid: Hvad vil jordens Ejer gøre ved forureningen af sin jord?

[Tekstcitat på side 8]

„Den bedste muldjord fra Iowa er havnet i Den mexicanske Havbugt“

[Tekstcitat på side 8]

„Hvor mange dødsfald, hvor megen tabt skønhed, hvor mange ’sidste eksemplarer’ i disse sørgelige zoologiske haver“

[Tekstcitat på side 9]

Hvert år forsvinder omkring 110.000 kvadratkilometer tropisk skov

[Illustration på side 7]

Fra sennepsplanten kommer

broccoli

rosenkål

kålrabi

grønkål

hvidkål

blomkål

Hvad jordens Ejer har i sinde at gøre

Sæt dig engang i hans sted og spørg: Hvad ville jeg gøre?

DEN første artikel i dette blad fortæller om hvordan et smukt hus blev ødelagt af sine lejere. I ejerens sted ville De utvivlsomt vise dem bort. De efterfølgende artikler har blot peget på en del af den ødelæggelse mennesker har bragt over jorden. Hvad er værst: at en familie ødelægger et hus, eller at hele menneskeslægten ødelægger jorden? Hvis vi ikke selv ville tolerere lejere som ødelagde vort eget hus, må vi forstå at Gud ikke vil lade de mennesker der ødelægger hans ejendom, jorden, bliver boende her.

Dette er netop hvad Jehova har sagt. Han vil ikke tillade at ødelæggelsen af jorden fortsætter ubegrænset. Derfor har han fastsat en tid hvor han vil gøre ende på denne ødelæggelse, en tid der omtales som „de sidste dage“. Krige, hungersnød, jordskælv, sygdomme, moralsk forfald, ungdomskriminalitet, voksende lovløshed, et egoistisk samfund, der kun tænker på fornøjelser og hverken har tid til Gud eller tanke for gudsfrygt — alle disse ting skulle ifølge profetierne kendetegne „de sidste dage“ for den nuværende ordning. Følgen heraf er nøjagtig hvad der er forudsagt, noget vi i dag oplever — „angst blandt nationerne, som hverken ved ud eller ind“, og at mennesker overalt „besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord“. — 2 Tim. 3:1-5; Matt. 24:3-14; Luk. 21:25-27.

Nogle vil måske spotte. Også det er blevet forudsagt om vor tid: „Dette skal I først og fremmest vide, at i de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind [i døden], er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“ (2 Pet. 3:3, 4) Der findes ganske rigtigt nogle som spotter, og de ynder at sige at alle disse ting er indtruffet tidligere.

Men det er ikke sandt, i hvert fald ikke i samme udstrækning som i dag, hvor disse ting finder sted over hele jorden. Og der er kommet noget nyt til, noget som ikke har eksisteret før. John Oakes, tidligere chefredaktør for New York Times, har peget på hvad dette nye er: „Miljøkrisen . . . er forskellig både i beskaffenhed og grad fra alt hvad man tidligere har kendt i menneskeslægtens historie.“ Dette er netop hvad Jehova Gud har angivet som endnu et tegn på „de sidste dage“. Efter at have omtalt Kristi indsættelse som konge og forudsagt den internationale uro, slår Åbenbaringens bog i Bibelen fast at tiden også er kommet „til at ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åb. 11:18) Mennesker har muligvis tidligere været villige til at ødelægge den i deres grådighed efter og kærlighed til penge, men det har ikke stået i deres magt at gøre det. Nu har den videnskabelige teknologi imidlertid givet dem magt til at ødelægge jorden, og det er de i fuld gang med at gøre ved deres grådige udnyttelse af den. Men som profetien ligeledes viser, vil Jehova gøre ende på deres ødelæggende optræden.

Jehova Gud skabte ikke jorden i et tilfældigt lune. Han frembragte den heller ikke for at den skulle blive en ørken. Han havde en bestemt hensigt. „Gud, som dannede jorden, frembragte . . . den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos.“ Ja, det var Guds hensigt at jorden skulle være et smukt paradis, beboet af mennesker. — Es. 45:18; Sl. 104:5; Præd. 1:4.

Det første menneske på jorden blev sat i Edens have og fik til opgave at „dyrke og vogte den“. Planter skulle tjene som føde for alle levende skabninger, ikke kun for mennesket. Visse planter var til for skønhedens skyld — hvor herligt har han ikke klædt markens liljer! Der skulle drages omsorg for jorden. Senere bestemte Gud at landet hvert syvende år skulle have „en fuldkommen sabbatshvile“. — 1 Mos. 1:30; 2:15-17; Matt. 6:28-30; 3 Mos. 25:3-7.

Har mennesker da draget omsorg for jorden som påbudt?

Der skulle tages hensyn til dyrene. Gud kalder den der drager omsorg for dyrene for retfærdig, men stempler de ubarmhjertige som onde. Hans lov gennem Moses tog hensyn til arternes beskyttelse — fugle med unger skulle skånes. Man måtte ikke pløje med en okse og et æsel spændt i samme åg — det ville være urimeligt over for det mindste og svageste af dyrene. Man måtte ikke lukke munden på en okse der tærskede — den skulle have lov at spise mens den arbejdede. Ifølge Moseloven skulle også husdyrene hvile på sabbaten, ligesom deres herrer. Og et dyr der var kommet til skade, selv på sabbaten, skulle man hjælpe. — Matt. 10:29; Ordsp. 12:10; 5 Mos. 22:6, 7, 10; 25:4; 2 Mos. 23:12, 5; Luk. 14:5.

Bliver disse principper fulgt i dag?

Gud gav forskrifter for hvordan mennesker skulle behandle hinanden. Jesus udtrykte det på denne måde: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ „Du skal elske din næste som dig selv.“ Og ligesom vi gerne ville mærke værdsættelse fra lejere vi havde boende i vort eget smukke hjem, således bør vi vise jordens Ejer, Jehova Gud, taknemmelighed. „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte,“ sagde Jesus. (Matt. 7:12; 22:37-39) Interessant nok må man, for at gøre dette, også elske sin næste, „for den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set“. — 1 Joh. 4:20.

Ser vi en sådan kærlighed i dag? Hvad med den forurening af luften, vandet og jorden der foregår? Eller hvad med den hjerteløse, ligegyldige og endog grusomme ødelæggelse man i dag lader ramme både planter, dyr og mennesker? Eller hvad med de industridrivende som flytter deres virksomheder til den tredje verdens sårbare udviklingslande, hvor de skamløst kan forurene, ødelægge og dræbe uden at besværlige miljøvedtægter kan indskrænke deres rov mod disse lande og deres forsvarsløse befolkning?

Endelig er der en anden slags forurening som ødelægger jorden — et fordærv man kunne kalde „moralsk forurening“. Det er medvirkende årsag til at jordens beboere vil blive fordrevet. Da Gud gav israelitterne besked på at overtage det forjættede land, Kana’an, fjernede han ikke hjerteløst ét folk for at gøre plads til et andet. Kana’anæerne blev fordrevet fordi de havde besmittet landet med grov umoralitet og med blodsudgydelser i deres religions navn. Efter at have opregnet nogle af disse afskyelige overtrædelser, advarede Gud Israel: „Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene. Derved blev landet urent, og jeg straffede det for dets brøde, og landet udspyede sine indbyggere.“ — 3 Mos. 18:24, 25.

Men Israel handlede alligevel som disse nationer havde gjort: tilbad afgudsbilleder, udgød uskyldigt blod og praktiserede foragtelige umoralske handlinger, så landet til sidst igen var „moralsk forurenet“. Og fordi Gud er upartisk blev Israel udspyet af landet, ligesom kana’anæerne var blevet det før dem. „Se,“ sagde profeten, „[Jehova] gør jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere. Vanhellig [besudlet, NW] blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der.“ — Sl. 106:35-39; Es. 24:1, 5, 6.

Ligesom man ikke ville lade lejerne blive boende i sit hus hvis de ødelagde dets skønhed og lavede det om til et bordel, således vil Jehova fordrive de beboere der forurener jorden. Derefter vil den blive et smukt paradisisk hjem for alle som vil værdsætte den og passe på den. „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred. De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ — Sl. 37:10, 11, 29.

Jorden er til for alle levende skabninger; hele skabningen, ja, alt hvad der lever, vil prise Skaberen, Jehova Gud. ’Pris ham himle, al jorden, havdyr, fugle, dyr og alle folkeslag,’ siger Salme 148. I det sidste vers af den sidste salme i Bibelen lyder den herlige finale: „Alt hvad der ånder, pris [Jehova]!“ — Sl. 150:6.

[Tekstcitat på side 10]

’Miljøkrisen er forskellig fra alt hvad man tidligere har kendt i menneskeslægtens historie’

[Tekstcitat på side 11]

Der er en anden slags forurening som ødelægger jorden — „moralsk forurening“

[Tekstcitat på side 11]

„Se,“ sagde profeten, „[Jehova] gør jorden tom og øde . . . vanhellig [besudlet, NW] blev jorden under dem, som bor der“

[Tekstcitat på side 12]

Jorden er til for alle levende skabninger; alt hvad der lever vil prise Jehova!

[Illustration på side 12]

„Jorden er også min“