Fra vore læsere
Behandling af dyr
Hvorfor oplyser De ikke Deres læsere om den ynkelige død som mange dyr får ved såkaldte forsøg? Hvorfor viser de religiøse samfund så ringe interesse for menneskers behandling af dyrene? Er det tilladt, tolereres det, inden for Deres tro? Har mennesket lov til at gøre hvad som helst med de dyr der er betroet i dets varetægt? Har mennesket ikke noget ansvar for dyrene? Var det ikke et emne for Deres blad?
I. S., Tyskland
Vi giver Dem helt ret i at mennesket er forpligtet til at tage sig godt af dyrene. I Ordsprogene 12:10 står der: „Den retfærdige føler med sit kvæg, gudløses hjerte er grumt.“ Vi har nu og da behandlet forskellige sider af dette emne, og vi vil gøre det igen i fremtiden. Se „Vågn op!“ for 22. juni 1980, 8. september 1980 og 22. februar 1982. — RED.
„Mirakler“ på to dage
Jeg har lige læst artiklen „’Mirakler’ på to dage“, og jeg vil gerne give udtryk for min dybeste taknemmelighed for en så vidunderlig artikel om broderkærlighed. Jeg nød den virkelig. Artiklen har givet mig et ønske om at være med i dette selvopofrende arbejde. Jeg vil derfor blive meget glad hvis jeg kunne få oplyst hvor der næste gang gennemføres et sådant byggeri i nærheden af hvor jeg bor. Jeg er villig til at lave hvad som helst, fra at blande mørtel til at slæbe mursten.
M. B., Georgia
Kritik af homoseksuelle
Jeg vil gøre indsigelse mod nogle bemærkninger under „Vi betragter verden“ i afsnittet „En høj pris“. Jeres konklusion er ligefrem latterlig. De lægelige undersøgelser viser ikke at folk får disse sygdomme blot fordi de er homoseksuelle, men at de sandsynligvis får dem fordi de plejer kønsliv med mange forskellige partnere. I glemmer åbenbart at mange homofile lever sammen i et fast parforhold. Men denne positive side af de homofiles tilværelse passer naturligvis ikke med jeres skæve holdning til livet i almindelighed. I fremmer i hvert fald ikke forståelsen og kærligheden blandt mennesker ved at bruge al jeres tid til at pege på de dårlige ting som andre trosretninger eller befolkningsgrupper gør. Hvorfor ikke prøve at finde et fælles grundlag som vi alle kan acceptere og samarbejde ud fra? Sand oplysning omfatter begge sider af en sag, og ikke kun ting der passer med ens egen teologi!
Anonym
Det er sandt at kønssygdomme spredes ved løse forhold, hvad enten disse er heteroseksuelle eller homoseksuelle, og at en sådan livsform kan give de implicerede parter følelsesmæssige problemer. Men de lægerapporter vi henviste til, omtaler specielt sygdomme som kan føres tilbage til homoseksuel adfærd, ikke blot „løse homoseksuelle forhold“. Bibelen fordømmer ethvert homoseksuelt forhold. (3 Mosebog 18:22; 20:13; Romerne 1:24, 27; 1 Korinter 6:9, 10) Og der er voksende vidnesbyrd om at en sådan adfærd udsætter parterne for at få både fysiske sygdomme og følelsesmæssige problemer. Når vi peger på det dårlige, gør vi det for at tilskynde alle til at gøre hvad der er rigtigt og godt, til deres eget bedste. Vi kan ikke finde et fælles grundlag sammen med dem der ønsker at praktisere det der er uretfærdigt og urent i Guds øjne. Vi kan ikke finde et fælles grundlag sammen med mørkets gerninger. Det er som apostelen Paulus skrev i Andet Korinterbrev 6:14: „Hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke?“ — RED.