Fra vore læsere
„Dungeons and Dragons“
Jeg har i tre og et halvt år været meget glad for at spille „Dungeons and Dragons“. Jeg har læst jeres artikel om spillet, og jeg synes at den var vældig god. (8. februar 1988) Den indeholdt i hvert fald den mest nøjagtige beskrivelse af spillet jeg nogen sinde har læst. Der var dog noget som jeg synes var overdrevet. I skriver at „spillerne myrder, påsætter brande, torturerer, voldtager og røver i så godt som hvert eneste spil“, men det passer altså ikke. I påstår at „spillet fremelsker begærlighed og materialisme“. Det er i hvert fald kun hos mennesker der i forvejen er begærlige og materialistiske. „Spillet omhandler polyteisme og dæmonisme.“ Ja, men betragter I da uvidenhed som et gode? Ifølge Bibelen er det meget vigtigt at tilegne sig kundskab. Man behøver ikke at spille „Dungeons and Dragons“ på et begærligt og materialistisk niveau. Og det er ikke altid sandt at man bliver selvisk og mister tilliden til andre af at spille det. Det gælder kun ét niveau eller én måde at spille på.
P. S., Connecticut
Det er muligt at spillet ikke altid fremelsker dårlige egenskaber hos spillerne, men det er tilsyneladende ofte tilfældet. Bibelen tilskynder os ikke til at tilegne os kundskab om ondskab og dæmonisme. Den siger: „Vær spædbørn i slethed; vær derimod fuldvoksne i forstandighed.“ (1 Korinther 14:20) Og: „Hvad fællesskab har lys med mørke?“ — 2 Korinther 6:14. — RED.
Mange tak for artiklen om „Dungeons and Dragons“. Jeg har engang gået meget op i det spil. Jeg brugte i hundredvis af dollars på det og i tusindvis af timer, og det styrede fuldstændig min tid. Jeg brugte min fritid på at opfinde nye fangekældre, nye uhyrer, nye måder at slå ihjel på. Jeg har ganske vist altid kæmpet for de „gode“ figurer, men selv de var onde og slog ihjel som et middel til at nå nogle gode mål. Jeg vil gerne advare alle læserne mod at beskæftige sig med dette spil. Det omhandler ikke alene dæmonisme og spiritisme, for slet ikke at tale om vold og drab, men det sluger også en masse tid som vi kunne bruge klogere, til langt mere nyttige formål.
D. H., Texas
Jeg vil gerne udtrykke min værdsættelse af artiklen med titlen „’Dungeons and Dragons’ — et farligt spil“. Mindre end to uger efter at jeg havde læst denne artikel fik min datter, der er i teenagealderen, et tilbud om et arbejde hvor hun skulle tegne figurer til nogle spil for voksne. Jeg syntes at det lød til at være i orden, indtil jeg hørte at figurerne var „gobliner“ og andre fantasivæsener. Så kom jeg i tanker om den artikel jeg havde læst og spurgte om disse spil mindede om „Dungeons and Dragons“ — og det gjorde de. Takket være den artikel har vi sikkert undgået nogle alvorlige problemer. Nu sørger jeg altid for at få læst Vågn op! fra ende til anden. Jeg vil helst ikke gå glip af noget.
D. K., Missouri