TV — varme nyheder og skjult propaganda

PARADEN var i fuld gang. Militære køretøjer rumlede forbi præsidentens plads på tribunen, mens militærfly i formation tordnede hen over stedet. Pludselig kørte en militærbil hen og gjorde holdt foran ærestribunen. Nogle bevæbnede mænd sprang ud, kastede granater ind mod tilskuerne og åbnede ild med automatvåben. Nogle få sekunder senere havde Egypten mistet sin præsident, Anwar el-Sadat. Og fjernsynet var på pletten. Få timer senere kunne man overalt i verden se den samme scene gengivet på TV-skærmen. Kamerafolk og journalister havde endnu en gang udført en bedrift.

Øjeblikkelig nyhedsdækning

Attentatforsøgene mod præsident Reagan og pave Johannes Paul II og selv det mislykkede statskup i Cortes, det spanske parlament, blev alle vist i fjernsynet kort efter at disse dramatiske og uforudsete begivenheder havde fundet sted. Andre, mere fredelige, begivenheder er dog også blevet transmitteret via TV, så man i den modsatte ende af verden har kunnet følge begivenhederne samtidig med at de er sket.

Man må indrømme at det er mere spændende at se den amerikanske rumfærge lande med største præcision i den californiske ørken end det er blot at høre en radiospeaker fortælle at rumfærgen har foretaget en vellykket landing. Det har også en stærk virkning når man i fjernsynet ser skaderne efter en oversvømmelse i Indien eller et jordskælv i Italien og bliver vidne til de menneskelige lidelser ulykkerne medfører; måske føler nogle sig tilskyndet deraf til at give et bidrag til hjælp. Alt dette kan måske regnes som fordele, der tæller på plussiden i fjernsynets regnskab.

En skjult fare

Men man finder også en minusside, når man lægger mærke til hvordan fjernsynet bliver brugt i forskellige lande i verden. I Paris bragte avisen International Herald Tribune en analyse af det japanske TV, hvori sociologen professor Ishikawa sagde at de japanske kommercielle TV-selskaber nærmest giver nyhederne „sukkerovertræk“ og „ikke fortæller sandheden“. Samtidig citeredes Tadashi Okuyama, som udgiver et japansk TV-tidsskrift, for at have kaldt fjernsynet „det mest indflydelsesrige medium i landet“.

Måden fjernsynet ledes på er forskellig fra land til land, men overalt er det, for eksempel i sin nyhedsdækning, et ’indflydelsesrigt medium’. Professor Stig Jørgensen fra Århus universitet har i Berlingske Tidende nævnt at man „i diktaturlande kun får det at vide, som magthaverne er interesseret i at fortælle“. Han tilføjer: „Det er tillige rigtigt, at medierne også under demokratiske forhold kan misbruges af de journalister, som af politiske eller personlige grunde er interesseret i at fortælle eller fortie en historie eller at fremstille den på en tendentiøs måde.“ — Den 14. september 1981.

Ja, påvirkningen kan være underfundig. TV-selskaber der er reklamefinansierede kan fristes til at give efter for pres fra annoncørerne. Slagkraftige interesseorganisationer kan påvirke måden begivenheder fremstilles på, også i demokratiske lande. Og i diktaturlande kan dette medium, „det mest indflydelsesrige“, uden modsigelse udsende magthavernes budskaber.

Uanset hvor man bor eller i hvilket land diverse TV-programmer er produceret, gør man altså vel i at huske på den risiko der er for at udsendelserne afspejler en eller anden form for egeninteresse. Det er klogt at tænke på hvad TV kan gøre . . . for dig og ved dig. Det gælder TVs indflydelse på dine meninger — og på dit helbred . . .