De vil have det sådan
Dømt forbryder genvalgt
Sexskandaler
Tiltalt genvalgt
DE VIL måske ikke indrømme det. Og hvis de bliver spurgt, vil de sikkert benægte det på det kraftigste. Men deres gerninger afslører dem.
Tag for eksempel et nyligt valg i USA. Med den skandaløse „Watergate“-affære i frisk erindring, skulle man have forventet at vælgerne ville have forlangt moralsk uangribelighed hos de folkevalgte. Men knap fire år efter „Watergate“-affæren, var der igen uhyggelige skandaler i Washington. Vælgerne kunne nu slå et slag for en pletfri regering. Men gjorde de det?
Charles Diggs, der er dømt for „29 tilfælde af postbedrageri og uretmæssig brug af offentlige midler“, blev genvalgt til Kongressen med 80 procent af stemmerne!
Daniel Flood, et kongresmedlem fra Pennsylvanien, der er tiltalt for at have modtaget mere end 60.000 dollars (500.000 kroner) i bestikkelse, blev genvalgt med 54 procent af stemmerne.
Frederick Richmond, et kongresmedlem fra Brooklyn, New York, har indrømmet at han har tilbudt penge til en 16-årig dreng for at have kønslig omgang med ham. Han blev også genvalgt til trods for at han havde tre modkandidater.
Det at man har valgt sådanne mænd ind, synes at bekræfte det gamle ordsprog at ’folk får den regering de fortjener’. Folk fordømmer en korrupt regering, og de klager over at uærlighed og en slap moral går i svang, og alligevel er de selv med til at vælge ledere der er uærlige og har en dårlig moral.
De vil have det sådan!
En sådan dårlig tilstand i moralsk henseende finder man ikke blot i De forenede Stater eller her i det 20. århundrede. Man behøver blot at læse om mænd som Djengis Khan, Adolf Hitler og Napoleon for at blive klar over at menneskene ofte villigt har underkastet sig undertrykkere. Tyranner hersker, og kan kun herske, med folkets støtte. Som kong Salomon sagde: „En konges pragt ligger i folkets mængde, men i mangel på befolkning ligger en magthavers undergang.“ (Ordsprogene 14:28, NW) Ja, det kræver støtte — både aktiv og passiv — hvis en hersker skal have nogen myndighed.
Bibelens beretning om udnævnelsen af kong Saul er et godt eksempel på hvor villigt et folk underkaster sig. Det israelitiske folk havde nydt ret stor frihed under det herredømme der blev udøvet af de dommere Gud havde udnævnt. (Dommerne 21:25) Men på et tidspunkt krævede folket at få en konge. Samuel, der var dommer, advarede dem om hvad det ville betyde for folket at have en konge: trældom, undertrykkelse og beskatning. Og dog sagde folket: „Nej, en konge vil vi have over os,“ hvormed de slog ind på en ulyksalig og ødelæggende kurs. — 1 Samuel 8:19.
Naturligvis er det ikke alle i dag der aktivt støtter korrupte politikere. Nogle er vrede, ja dybt krænkede, over disse mænds opførsel. Men de støtter fortsat selve de systemer der giver sådanne mænd myndighed. Og nogle støtter passivt de politiske organisationer ved at yde dem øjentjeneste.
Bibelen tilskynder os imidlertid indtrængende: „I, som elsker [Jehova], had det onde!“ (Salme 97:10) Hvordan betragter du ondskaben? For at vi kan finde ud af hvad vi virkelig mener med hensyn til dette spørgsmål, kan det være en hjælp at se på et andet område hvor man i stor udstrækning er tolerant over for forkerte handlinger.
’De har hånden dybt i din tegnebog’
Korruption er ikke kun noget der hører politik til. Nyhedsmedierne kommer med mange meddelelser om korruption inden for forskellige trossamfund. Tag for eksempel spørgsmålet om homoseksualitet. Bibelens syn er meget klart: „Far ikke vild! Hverken . . . ægteskabsbrydere . . . [eller] homosexuelle . . . skal arve Guds kongerige.“ (1 Korinter 6:9, 10, Paulus’ breve ved Niels Hyldahl) Men hvad siger nogle præster i dag?
En biskop i metodistkirken, Melvin E. Wheatley jun., støtter indsættelsen af „en præst der åbent indrømmer at han er homoseksuel“.
Vatikanet kom i den kedelige situation at det måtte bringe en åbenmundet romersk-katolsk præst (der selv åbent vedgår at han er homoseksuel) „til tavshed“ fordi det „hævdes at han tolererer præsters homoseksuelle handlinger“.
The United Church of Christ har meddelt at den vil ordinere en præst der er lesbisk. I en avisartikel stod der: „Mere end en snes præster i The United Church of Christ vil samles omkring hende mens hun knæler . . . og idet de lægger deres hånd på hendes hoved, kundgør de at hun er præst for Jesus Kristus.“
Grov overtrædelse af Bibelens normer? Tydeligvis. Folk forlader dog næppe deres kirke eller kræver en forandring. Men hvad mener du om dette moralske forfald?
I nyhedsmeddelelser hører man også om prekære økonomiske skandaler:
„Skandale i pavens bank“ lød overskriften på en artikel i bladet Time for 26. juli 1982. „I Italien har et bankbedrageri til én milliard dollars udløbere til centeret i en af verdens mest respekterede institutioner, Vatikanet,“ stod der i artiklen. „Indtil nu er to af dem der er impliceret i sagen, døde . . . Forrest i skandalen står ærkebiskop Paul C. Marcinkus, den amerikanskfødte præsident for IOR [Instituto per le Opere di Religione, Instituttet for Religiøs Virksomhed, Vatikanstatens bank].“
Hvad med de protestantiske kirker? Efter sigende mærker de også de knappe tider. Evangelisten Oral Roberts har grebet til trusler for at få de tomme kirkebøsser fyldt. Han har sendt et „personligt“ brev til mere end 1.000.000 mennesker. Det begynder således: „Noget frygteligt er ved at ske, og jeg må tale med Dem personligt om det.“ Efter at have beklaget kirkens svære økonomiske vanskeligheder skriver han: „Gud vil lade netop Dem medvirke ved et mirakel. Hvis De og flere andre af mine særlige venner vil give 100 dollars, vil dette mirakel ske.“
Det er imidlertid vanskeligt at få dette til at stemme med en rapport i avisen Denver Post. Heri siges det at Oral Roberts, der „i årevis har hævdet at han ikke har nogen privat ejendom, og at han har en meget lille indkomst, ejer et hus til en værdi af mellem en halv og en hel million dollars, . . . ejer en aktie i en guldmine som ikke er i virksomhed, og i de sidste fem år efter sigende har haft en årsindtægt på mellem 70.000 og 178.000 dollars“.
TV-evangelisten Rex Humbard spiller også på sine tilhængeres følelser i et firesiders brev hvori han beder om penge. Han skriver: „Jeg tror at Gud vil udøse en hundredfold, ja endda en tusindfold velsignelse over Dem.“ Det vil selvfølgelig kun ske hvis de sender ham penge.
Den journalist der skriver om religiøse emner i avisen Toronto Star sammenfatter tingene meget rammende: „Enhver der er bekendt med de opfordringer som religiøse mennesker fremsætter i TV . . . finder snart ud af at når evangelisten begynder at bruge vendinger som ’dybt i mit inderste’ eller ’dybt i mit hjerte’ er han ved at prøve at stikke sin hånd endnu dybere ned i ens tegnebog eller pung.“
Sandt nok er der nogle der føler vrede. Men kritikken forekommer som en svag klynken i sammenligning med det bifaldsråb disse religiøse ledere fortsat modtager. Deres kirkebøsser fyldes fortsat, deres kirker er stadig fulde, deres tvivlsomme adfærd negligeres af deres tilhængere.
Deres folk vil have det sådan.
Men er dette ikke for hård en bedømmelse? Kan vi virkelig sige at de der enten aktivt eller passivt støtter et trossamfund eller et politisk parti, ønsker fordærvet religion og politik?
Villige ofre
Bibelen fortæller at Gud havde til hensigt at ødelægge de onde byer Sodoma og Gomorra. På Abrahams forbøn var han villig til at lade være med at ødelægge Sodoma hvis der var blot ti retfærdige i byen. (1 Mosebog 18:32) Men forholdene havde udartet sig i den grad at der ikke var ét sandhedselskende menneske uden for Lots nærmeste familie.
Folk ville have det sådan.
Så var der profeten Jeremias der levede på en tid der ligner vores. Moralen var sunket så dybt at der blev sagt: „Løb om i Jerusalems gader . . . og søg . . . om I kan finde nogen, om der er en, som øver ret, lægger vind på sandhed, så jeg kan tilgive dem.“ — Jeremias 5:1.
„Det er kun småfolk,“ tænkte Jeremias. Han mente at det kun var „småfolk“ — de ulærde, de uvidende — der var ved at drukne i moralsk fordærv. Men den brede befolknings skamløse adfærd afspejlede blot de religiøse lederes og de herskendes fornedrede tankegang! (Jeremias 5:4, 6; se også 6:13, 14; 23:14.) Kønslig umoralitet, frigørelse fra moralske bånd, blev en livsform blandt israelitterne. „Til den utugtige kvindes hus går de i flok,“ sagde Jeremias. De tænkte ikke på følgerne af deres handlinger — lige så lidt som „heste i brunst“ . — Jeremias 5:7, 8, NW.
Det var derfor ikke mærkeligt at den korrupte nation Israel tolererede — ja, endda støttede — korrupte ledere. „Hør ikke profeternes ord,“ advarede Jeremias. (Jeremias 23:16; se også 5:26-28, 31.) Hvordan var deres reaktion på denne advarsel? Et ramaskrig? Et krav om en forandring? Desværre måtte Jeremias sige: „Og mit folk vil have det så.“ — Jeremias 5:31.
De har måske nok været lidt irriterede når de undertrykkende herskere forvoldte dem personlige vanskeligheder. Men i det store og hele ønskede folket ikke virkelig en forandring. De var villige ofre. For de herskendes moralske fordærv tillod dem også selv at være lidt fordærvede.
De ville have det sådan.
Vil du have det sådan?
På samme måde ønsker de fleste i dag heller ikke for alvor en forandring. Og de få der oprigtigt arbejder for en forandring, kommer blot „ny vin i gamle skindsække“, det vil sige foretager overfladiske forandringer for at sikre systemet lidt længere. — Mattæus 9:17.
Vi håber imidlertid at du ser anderledes på det. At du „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves“ i denne onde tingenes ordning. (Ezekiel 9:4) At din kærlighed til retfærdighed ikke blot er overfladisk. At du ønsker en forandring — ikke en forandring ved politiske reformer, men en forandring som kun Gud kan bringe. Hvis det er dit ønske, vil Jehovas vidner med glæde hjælpe dig med at lære hvorfor man kan tro på at Gud vil fjerne ondskaben fra jorden og oprette en ren og uplettet regering. — Daniel 2:44; Esajas 11:1-9.
De fleste ignorerer imidlertid disse storslåede udsigter. I en hyklerisk klagesang fordømmer de korruption inden for politiet, men ønsker selv ustraffet at kunne overtræde færdselslovene. De hæver chokeret øjenbrynene på grund af politikernes udsvævelser, men sluger TV-shows og film der stinker af umoralitet. De taler om en god regering, men stemmer på skurkagtige politikere. De fordømmer udbytning, men er med til at fylde kirkebøsserne i begærlige præsters kirker. De taler om sandhed, men foretrækker at „få deres ører kildret“. (2 Timoteus 4:3) Og hvem har brug for reformer på det moralske område? De er glade for at finde sig i og, på en underfundig måde, at støtte undertrykkelse, uærlighed og begærlighed så længe de kan leve deres liv som de ønsker det.
De vil have det sådan!
[Illustration på side 15]
„. . . når evangelisten begynder at bruge vendinger som ’dybt i mit inderste’ eller ’dybt i mit hjerte’ er han ved at prøve at stikke sin hånd endnu dybere ned i ens tegnebog eller pung.“ — En journalist der skriver om religiøse emner i avisen Toronto Star