Du kan give slip på børnene med glæde!

VI HAR lært at trangen til at opdrage på voksne børn ikke er så let at undertrykke. Det kan være svært at give slip på dem. Måske må man holde vejret (og bide nogle ord i sig) når børnene for første gang kaster sig ud i livet. Man må se i øjnene at de ikke længere er småbørn, men voksne mennesker. Man må lade dem træffe deres egne beslutninger og lade dem gøre deres fejl, mens man lader dem vide at man altid er der hvis de får brug for en.

Man holder aldrig op med at være forældre og med at interessere sig for, eller bekymre sig om, sine børn. Men interessen skulle gerne være afstemt efter at de nu er uafhængige, og efter bevidstheden om at man har opdraget dem godt og indgivet dem gode moralske værdier. Man kan være sikker på at de vil kunne klare sig!

Der er altså ingen grund til at blive grebet af panik ved udsigten til at ungerne flyver fra reden. Når børnene flytter hjemmefra giver det blot nye perspektiver, nye muligheder, ja endda en chance for at sætte nyt liv i ens eget ægteskab. Huset vil synes tomt i et stykke tid. I årevis har du sørget for en familie; nu må du ændre et og andet.

Men livet ophører jo ikke her. Du er bare kommet tilbage til udgangspunktet. I begyndelsen var der kun dig og din ægtefælle. Så kom børnene hurtigt efter hinanden. Årene fløj, langt hurtigere end du nogen sinde havde forestillet dig. Og nu er børnene et efter et vokset op og er flyttet hjemmefra. Du er tilbage hvor du begyndte; alene med det menneske du lovede at tilbringe resten af livet sammen med. Men din ægtefælle var der jo endnu før børnene blev undfanget, og skulle stadig stå dit hjerte meget nær.

Lær din ægtefælle at kende igen. „Man kan jo bare gå hen og kysse sin kone ved køkkenvasken når som helst,“ siger en fader, noget „man sikkert ikke kunne gøre da børnene var der“. Nu er der mere tid til at snakke sammen, til at rejse, til at glæde sig over hinandens selskab. Måske vil det endda være muligt for jer at udvide jeres tjeneste for Gud.

Heller ikke enlige forældre, enker eller enkemænd behøver at føle sig overvældet af ensomhed. „Gør noget for andre!“ tilskynder Carmen. „Jeg kunne da godt sidde i et hjørne og græde over at min mand er død,“ siger hun, „men jeg har lært at holde mig travlt beskæftiget. Jeg glæder mig over at invitere gæster og at opmuntre andre.“

’Men jeg er så bange for at mine børn glemmer mig!’ siger du måske. Det er der ingen grund til at tro at de vil. Nu da dine børn er alene og har travlt med at tjene til føden, vil de ofte tænke tilbage på hjemmet og den inderlige kærlighed der blev vist dem dér. Nu og da vil de ringe og fortælle dig hvordan de har det. Måske vil de endda bede dig om et godt råd. Og en gang imellem vil de besøge dig; ikke så tit som du ville ønske, men tit nok til at bevise at de stadig elsker dig.

Du har elsket dine børn højt nok til at lade dem flytte hjemmefra, og derfor har du ikke mistet dem. Den kærlighed du såede i deres hjerter vil ikke visne og dø — medmindre du kvæler den. Uselvisk kærlighed er ubrydelig og vil vokse, uanset afstanden. „Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Korinter 13:8.

En søn der var flyttet hjemmefra og snart skulle giftes, skrev dette til sine forældre: „I skal vide at jeg elsker jer meget højt og at jeg savner jer. Men Bibelen siger at en mand forlader sin fader og moder. Jeg vil gøre mit bedste for at føre familiens navn videre heroppe og gøre det til et respekteret navn. Når Kelly og jeg bliver ét, vil vi besøge jer regelmæssigt.“ Og det er sådan det skal være.

[Tekstcitat på side 12]

Der er ingen grund til at blive grebet af panik ved udsigten til at ungerne flyver fra reden. Når børnene flytter hjemmefra giver det blot nye muligheder, ja endda en chance for at sætte nyt liv i ens eget ægteskab

[Illustration på side 11]

Vis at I elsker hinanden ved at komme på besøg nu og da

[Illustration på side 12]

Lær din ægtefælle at kende igen, nu da I har mere tid til jer selv