Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g83 8/2 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1983
  • Underoverskrifter
  • Hash-forsikring
  • Krigenes tidsalder
  • Krigens pris
  • Falklandsøerne — ikke det man troede
  • Mere blod og mere skræk
  • Problembilister
  • Fare for krig i rummet?
  • Transfusioner og malaria
  • Te stadig det foretrukne
  • Telefoner
  • Flere kvindelige præster
Vågn op! – 1983
g83 8/2 s. 22-23

Vi betragter verden

Hash-forsikring

● Vil De tegne en forsikring? Mod de fleste former for uheld kan man tegne en forsikring, men ét forsikringstilbud vil komme som en overraskelse for mange. Det er den franske avis Le Monde der fortæller om et hollandsk firma der tilbyder „en såkaldt ’hash-forsikring’ som dækker det tab en person måtte lide hvis politiet beslaglægger hans eller hendes beholdning af hash eller marihuana“.

Præmien er fastsat til omkring 50 kroner om året, og forsikringen dækker en mængde på 30 gram af stoffet, hvilket er den mængde man ifølge hollandsk lov kan besidde uden at blive retsforfulgt.

Krigenes tidsalder

● Nyhedsugebladet Der Spiegel bragte i sit 27. nummer i 1982 en oversigt over hvor mange ofre de krige og omvæltninger der har været siden 1945, har krævet. Bladet når til denne konklusion: „Ikke en eneste dag siden 1945 har der været virkelig fred i verden, der har altid været skyderier, og ikke bare i en afkrog af Tyrkiet. Fredsforskere har optalt 130 krige, borgerkrige, opstande, krige mod egen befolkning og terrorkampagner siden den anden verdenskrigs afslutning. Næsten 100 lande har været berørt af dette, og omkring 35 millioner mennesker er omkommet derved, hvilket er langt flere end i den første verdenskrig.“ Bladet peger på at de fleste krige, borgerkrige og oprør er blevet indledt i frihedens navn, men at „de befriede som regel har mindst ud af det — som oftest bliver deres skæbne endnu værre bagefter“. — Jævnfør oplysningerne i Vågn op! for den 8. august 1981, side 8.

Krigens pris

● Bortset fra det forøgede tab i liv og ejendom har krigene i Libanon og på Falklandsøerne forøget de økonomiske problemer for de indblandede lande. Israels forsvarsudgifter udgør nu 18 procent af landets bruttonationalprodukt, tre gange så meget som De forenede Stater bruger på forsvaret. For at klare udgifterne har regeringen forhøjet priserne for fødemidler og brændstof med mellem 12 og 19 procent, og omsætningsafgiften er gået op med 12 til 15 procent. Man venter at følgen bliver en inflation på op mod 150 procent om året. I Argentina er inflationen ligeledes, som følge af den nylig overståede krig, gået op til 200 procent hen mod årets slutning, og landet skal samtidig forsøge at klare en udlandsgæld på 34 milliarder dollars. Storbritannien er også taber med hensyn til udgifter. Det kostede regeringen 225.000 dollars om dagen at bruge luksusskibet Queen Elizabeth 2 som troppetransportskib, og prisen for at holde 3000 mand stationeret på Falklandsøerne løber op til 37 millioner dollars om måneden. Så det ser ud til at en skatteforhøjelse i Storbritannien er uundgåelig.

Falklandsøerne — ikke det man troede

● Som svar på et spørgsmål fra en britisk journalist om hvorvidt argentinerne troede at en bestemt britisk bombemaskine, der blev tvunget til landing i Brasilien, havde kurs mod Port Stanley på Falklandsøerne, svarede den argentinske presseofficer, kaptajn Enrique De Leon: „De omtalte øer har fået navnet Malvinerne [det argentinske navn for øerne], og siden den 2. april har hovedstaden heddet Puerto Argentino. Så bombemaskinen kan hverken have været på vej til Falklandsøerne eller Port Stanley, da disse steder ikke eksisterer,“ fortæller Londonavisen Guardian.

En anden ironisk hændelse i forbindelse med konflikten på Falklandsøerne er blevet omtalt i den canadiske avis The Moncton Transcript. I september 1981 forlod en familie på fire deres hjem i byen Mission i Canada i deres søgen efter et tilflugtssted for en tredje verdenskrig. Hvor slog de sig ned for at begynde et nyt og fredfyldt liv? Rigtigt gættet — i Port Stanley på Falklandsøerne.

Mere blod og mere skræk

● Kassesucces’er har fået Hollywood til at udsende stadig mere bloddryppende skrækfilm. Ifølge filmkritikeren Larry Cohen blev der fremstillet omkring halvtreds film af den slags om året midt i 70erne, men „nu kan det lade sig gøre at udsende to nye skrækfilm hver uge“. Forlæggere tjener også godt på gyserromaner. „Det er en af de mest populære genrer for øjeblikket,“ siger chefredaktøren for Pocket Books. Men hvorfor er film og romaner af den slags så tiltrækkende? Psykoanalytikeren Morton Kissen tror at deres popularitet genspejler den tid vi lever i. „Vi lever i en tid med megen virkelighedsflugt,“ siger han. „Folk ønsker ikke at tage sig af tidens virkelig alvorlige problemer.“ Andre føler måske ligesom psykologen Joyce Brothers, der siger: „Når ens liv bliver indviklet og skræmmende, . . . er det lettere at flygte ind i en skrækhistorie. . . . Så kan man vende tilbage til sin egen frygt eller til den skræmmende situation bedre rustet til at klare den.“

Problembilister

● Hvordan er den typiske ulykkesbilist? Stik imod hvad de fleste tror „har størstedelen af trafikulykkerne vist sig at skyldes forsømmelser hos almindelige bilister snarere end fejl begået af nogle få håbløse bilister“, ifølge Theodore Forbes, der er ekspert i trafiksikkerhed på landevejene. En undersøgelse foretaget ved Indianas universitet afslører at hovedårsagen til de fleste ulykker ikke er for høj hastighed, for lidt afstand eller spirituspåvirkede bilister, men uforsigtighed ved udkørsel i trafikken, ved baneskift og ved overhaling. Andre undersøgelser viser at 90 procent af ulykkesbilisterne betragter sig selv som bedre bilister end gennemsnittet, men analytikere påpeger at 90 procent af alle trafikuheld forårsages af bilister der ikke tænker sig om.

Fare for krig i rummet?

● Er der fare for at rummet omkring jorden kan blive inddraget i en krig mellem jordens nationer? Det mente de 94 deltagerlandes delegationer ved en konference om udforskning og fredelig udnyttelse af det ydre rum (UNISPACE 82), der holdtes i Wien den 9.-21. august 1982. „Udvidelsen af våbenkapløbet til det ydre rum må betragtes med den største alvor af det internationale samfund,“ hedder det i konferencens slutrapport. Ved åbningen af dette internationale møde havde FNs generalsekretær sagt: „Vi må kraftigt modsætte os den øgede militarisering af det ydre rum. Vi har tid — men meget lidt. Næsten daglig læser vi om forslag og endog planer om at udvide den militære del af rumprogrammerne. Det er vigtigt, at fornuftens og fredens kræfter forenes om at modarbejde, hvad der ville være en skræmmende optrapning af våbenkapløbet.“ Intet tyder på at der er ved at ske nogen nedtrapning af den militære del af rumprogrammerne. Her er et udpluk af avisernes overskrifter om emnet, hentet fra henholdsvis Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Politiken: „Stormagternes kapløb om at virkeliggøre stjernekrigen.“ „Supermagterne klar til krig i rummet — nyt våbenkapløb om satellit-dræbere.“ „Sovjet klar til opsendelse af rumstation til 100 kosmonauter.“ „Reagan vil kunne føre krig med Sovjet i rummet.“

Transfusioner og malaria

● Med den stigende brug af blodtransfusioner på hospitaler med ’nyt og bedre’ udstyr er ’malaria overført med blod’ blevet „et stadig større problem i de tropiske områder“, ifølge det sydafrikanske blad The Reef. Den pågældende artikel peger på at „donorer som bor i eller kommer fra tropiske malariaområder, uden undtagelse er udsat for infektion med parasitter der kan overføres med blodtransfusion til modtagere som kan få et anfald af malaria der er meget alvorligt og i visse tilfælde dødeligt hvis det ikke behandles omgående.“ Visse typer af malariaparasitter er vanskelige at opdage og kan ligge latent i blodkredsløbet i hele fyrre år. Alligevel er det normal praksis at give patienten det inficerede blod og først bekymre sig om malariaen senere.

Te stadig det foretrukne

● Holder briterne stadig deres sædvanlige tepause? Det lader til det, for ifølge Det britiske Teråd bruger restauratører 20.000 tons te og tilbereder 10 milliarder kopper hvert år. Det svarer til mere end fire kopper pro person pr. dag i gennemsnit. Te er stadig den foretrukne drik i Storbritannien, idet den udgør 75 procent af alle drikkevarer der indtages, og den er stadig en af de billigste. Rådet har offentliggjort tal der viser at det koster 33 øre at servere en kop pulverkaffe med mælk og sukker og 92 øre for en kop almindelig kaffe, men kun 22 øre for en kop te.

Telefoner

● I 1978 var der i Danmark 2.907.000 telefonapparater (officielt tilmeldte). Men i hele Afrika er der kun 4 millioner telefoner, altså kun cirka 38 procent flere end i Danmark. Den danske „telefontæthed“ er på 56,9 pr. 100 indbyggere, mens den i Afrika er på under 2 pr. 100 indbyggere. I mange tilfælde må man i Afrika gå en hel dag for at nå en telefon. Flere industrilande har en „telefontæthed“ på 70 pr. 100 indbyggere. I løbet af få årtier er det samlede antal af telefoner i verden steget fra 40 millioner til 550 millioner. Tre fjerdedele af disse findes dog i otte rige lande.

Flere kvindelige præster

● Siden den første kvindelige præst blev indsat i en lille kongregationalistisk landmenighed i South Butler i staten New York i 1853, er antallet af kvindelige præster steget støt. Det ser nu ud til at der snart vil blive indsat flere kvinder end mænd som præster i adskillige trossamfund. For eksempel udgør kvinder 52 procent af dem der studerer til den teologiske magistergrad i Kristi forenede Kirke (en sidegren af De kongregationalistiske Kirker). For et år siden udgjorde kvinder 46 procent og for fem år siden kun 30 procent af de teologistuderende. Man kan se lignende tendenser på andre kirkers seminarier: Den unitariske Universalistkirke har 50 procent kvindelige studerende; Kristi Disciple 34 procent; Den forenede Metodistkirke og Den forenede Presbyterianerkirke 32 procent, Den amerikanske Baptistkirke 29 procent og Den lutheranske Kirke i Amerika 26 procent.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del