Terrorismen — den indre krig

EFTER den første verdenskrig er mægtige koloniriger blevet sønderdelt. Af stumperne har der dannet sig nye lande som kæmper for uafhængighed. De er konstant hjemsøgt af uro og svinger fra den ene politiske og strukturelle yderlighed til den anden. Latinamerika er en sand heksekedel af indre stridigheder. Og prøv engang at sammenligne et Afrikakort fra 1914 med et nutidigt kort. De vidtstrakte kolonier er borte. I deres sted finder vi nu flere end 30 lande, hvoraf mange lider under indre uroligheder.

Efterhånden som de forskellige landes indre krige tager en mere og mere ildevarslende vending, vokser frygten for at adskillige lande vil blive opløst i nihilisme eller anarki. En japaner fra Den røde Armé sagde ved retssagen mod ham i Israel til anklagerne: „Vi véd [at krige inden for landegrænserne] vil blive heftigere end landenes indbyrdes kampe.“

Terrorist eller frihedskæmper?

’Den enes terrorist er den andens frihedskæmper,’ siger man, og blandt terrorister på venstrefløjen henvises der for eksempel til George Washington. Anførte han måske ikke en revolutionshær for at afkaste det britiske styres åg? „George Washington var terrorist,“ erklærede et medlem af Den røde Armés Fraktion over for den vesttyske domstol hvor man krævede ham idømt livsvarigt fængsel. „At beskrive en mand som terrorist er at give ham en ærefuld benævnelse.“

For en amerikaner lyder det måske oprørende at beskrive George Washington som terrorist. Men amerikanerne hyldede selv engang Fidel Castro som helt og frihedskæmper. Det var dengang han med en håndfuld guerillasoldater ydmygede diktatoren Batistas hær. Men på grund af den styreform Castro valgte, ændredes det officielle amerikanske syn på ham til det samme syn som man havde på de samfundsomstyrtere der ombragte den russiske zar Alexander II og udløste den russiske revolution.

Nogle betragter terrorismen som en vrede samfundet nedkalder over sig selv. Andre betragter den som en kræft i civilisationen — små og store bander og bevægelser, der er opsat på med vold at lave om på den politiske og økonomiske, ja selv den religiøse samfundsorden.

Terroristernes taktik

Nutidens terrorist betjener sig af røveri, tyveri, ildspåsættelse, bombesprængning, bortførelse og drab. Han betragter ikke det han gør som forbrydelser i almindelig forstand. Han mener blot at han gør det samme som landene gør mod hinanden i krig. Hans handlinger er krigshandlinger, og han fører krig mod samfundsordenen.

I regelen arbejder en terrorist nært sammen med nogle meningsfæller. De opererer i små grupper eller „celler“. De slår til og forsvinder. Som partisaner foretrækker de mindre træfninger. Nogle gange vokser en lille kampstyrke til en hel hær. Frygten for dem har drevet forskellige lande ud i krige, invasioner og grusomme gengældelsesaktioner. Hvordan ville De forenede Nationer for eksempel fremstille det moderne Libanons historie neutralt — landet der er slagmark for palæstinensere, syrere og israelere? Og forudsat at alle fremmede styrker blev trukket ud af landet, hvordan kunne Libanon da forene de forskellige befolkningsgrupper — de maronitiske kristne, sunni- og shiit-muhamedanerne og druserne? Ville voldshandlinger begået af den ene gruppe mod den anden være terrorisme? Svaret afhænger af hvem man spørger.

For at opregne hvor megen indflydelse terrorismen har haft på de forskellige landes historie, må vi kaste et blik på store dele af de sidste 50 års verdenshistorie. Dystre varsler om øget terrorisme, anstiftet og styret af modstridende kræfter ude og hjemme, får verdens ledere til igen og igen ængsteligt at spørge: Hvilken indflydelse vil „krige inden for landegrænserne“ få på de forskellige landes skæbne?

[Tekstcitat på side 3]

’Vi véd at krige inden for landegrænserne vil blive heftigere end landenes indbyrdes kampe’