Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g83 8/3 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1983
  • Underoverskrifter
  • Moderne „bedemølle“
  • Hunde hjælper døve
  • Ingen savnede ham
  • Usædvanlige gudstjenester i Norge
  • Mere end en mumlen
  • Dyrtid for zoologiske haver
  • Verdenskrig nu
  • Reklamer for døden
  • FNs leder frygter „dommedag“
  • Nyt om rygning
  • Myrdet i straffesparkfeltet
  • Fyldte fængsler i USA
Vågn op! – 1983
g83 8/3 s. 22-23

Vi betragter verden

Moderne „bedemølle“

● En japansk opfinder har konstrueret en ny type digitalur, der automatisk citerer et stykke af Koranen når tidspunktet for de daglige bønner er inde. Uret fremstilles af en lille fabrik med femten medarbejdere, og der er solgt flere end en million eksemplarer af det, hovedsagelig til muslimer i mellemøsten. — Politiken, 15. september 1982.

Hunde hjælper døve

● San Franciscos dyreværn har påbegyndt et træningsprogram hvor man lærer hunde at hjælpe døve. Det har fået navnet „Hørehundeprogrammet“. Hundene bliver oplært til at varsko deres ejer når en telefon ringer, et barn græder eller en indbrudstyv laver støj. Der er allerede blevet afsat over 100 af disse hørehunde.

Ingen savnede ham

● For nylig blev mange tyskere rystet da aviserne berettede om en folkepensionist, født i 1907, som blev fundet død i sin etværelses lejlighed i München — efter at have ligget der i syv år! „Man fatter ikke holdningen hos folk i den verden han boede i,“ bemærkede en politimand, tydeligt rystet af den omstændighed at pensionistens død var gået upåagtet hen i så lang tid. Münchenavisen Süddeutsche Zeitung gav følgende kommentar: „Så længe der skal sådanne overskrifter til før vi bliver rystede, vil vores rædsel vise sig kun at være en slap reaktion der ikke får nogen følger og ikke giver nogen tilskyndelse til forandring. Lad os ikke narre os selv: Det kan godt være at vi i næste uge må berette om en lignende hændelse på denne side. Så længe denne mulighed eksisterer, må vi angribe dette problem: individets isolation. En død mand uopdaget i syv år? Lad os vise opmærksomhed over for de mange levende mennesker omkring os som går uopdagede omkring!“

Usædvanlige gudstjenester i Norge

● To ikke helt almindelige gudstjenester afholdtes i Oslo sidste år. Den ene var specielt for homoseksuelle. Den blev gennemført den 27. juni, som var udråbt til „de homofiles internationale solidaritetsdag“. Den pågældende kirkes præst havde ifølge avisen Vårt Land for den 26. juni 1982 ment at det var nødvendigt „at give de homofile en særlig udstrakt hånd“. Ved gudstjenesten blev der læst op af en bog med titlen „Homofil — Guds barn“, og der deltog flere som har vedgået at de er homoseksuelle.

Det andet arrangement var en „solidaritetsgudstjeneste“ med PLO, den palæstinensiske befrielsesorganisation. Denne gudstjeneste var arrangeret af foreningen „Kristne for Palæstina“ og fandt sted den 15. september. I sin afsluttende bøn bad præsten for palæstinenserne: „Giv dem styrke i deres bestræbelser for at nå deres mål: et Palæstina hvor muslimer, jøder og kristne kan leve fredeligt sammen i deres land.“ — Fast Grunn, nr. 5, 1982.

Kristne, der kender Bibelens krav om moralsk renhed og om neutralitet i politik, ved at man må tage afstand fra kirker der på disse felter pådrager sig skyld i Guds øjne.

Mere end en mumlen

● Sherryl Goodman, adjunkt i psykologi ved Emory-universitetet, studerede for nylig 38 børn i alderen fra tre til fem, mens de arbejdede med at lægge et puslespil. De fleste af børnene snakkede med sig selv og brugte udtryk som „sådan kan jeg ikke“ og „her passer den“. Hjalp det børnene at de snakkede? Ja, siger psykologen; de som gav sig selv anvisninger fik hurtigere lagt puslespillet. Bladet Family Weekly beretter: „Goodman tror at denne talen med sig selv hjælper børnene med at forstærke tanker som de allerede har, men som ikke er fuldt udviklede, og hun tilføjer at større børn og voksne også kan have gavn af denne fremgangsmåde. ’Det ser ud til at det at tænke højt bliver opdraget bort når børnene fylder fem,’ bemærker hun, ’for når børnene kommer i skole, får de at vide at de skal være stille’.“

Dyrtid for zoologiske haver

● „I hele landet [USA] er der økonomisk hårde tider for de zoologiske haver,“ fortæller Joan Embery, en zoolog der arbejder ved San Diegos zoologiske have. Især er foderpriserne gået i vejret. San Diegos zoologiske have har nu en foderregning på 3,7 millioner kroner om året, en stigning på næsten 50 procent siden 1978. Prisen på hø er steget så meget i det sidste tiår at Chicagos Lincoln Park zoologiske Have betaler cirka 23.500 kroner for en voksen elefants årlige ration af hø. Denne zoologiske have har fået fordoblet sine driftsomkostninger i løbet af de sidste ti år. En af de store udgifter i enhver zoologisk have er anskaffelse af nye dyr. En gorilla kan koste fra 435.000 kroner til 870.000 kroner — ti gange så meget som for ti år siden. Også andre udgifter går op. I San Diegos zoologiske have beretter man at en tilkaldt tandlæge meget vel kan forlange 4400 kroner for en dags arbejde med rodbehandling af en tand på en løve.

Verdenskrig nu

● Meget få gør sig nogen forestilling om omfanget af de krige der udkæmpes nu verden over. „Efter et løst overslag er omkring 701.600.000 mennesker ud af verdens befolkning indblandet i krig af den ene eller den anden slags,“ berettede avisen Toronto Star efter første halvdel af 1982. „Det svarer til en ud af seks på hele jordens flade, og tallet er ikke meget mindre end antallet af dem der direkte deltog i anden verdenskrig. Hvert år dør der omkring 250.000 kæmpende og op mod 2.000.000 civile i disse ’små glemte krige’.“

Reklamer for døden

● De meget omtalte krige i 1982 har givet sejrherrerne en øget omsætning af militærudrustning ’prøvet under kampforhold’. Omkring tres internationalt udbredte militærtidsskrifter har annoncer som den der blev indrykket af Israels flyveindustri: „Vi lærte af erfaring — i kamp.“ Der var også en annonce, indrykket af firmaet Marconi i Storbritannien, for et våben man kan sigte med om natten, og som blev brugt i krigen mod Argentina: „Nu kan fjenden ikke engang regne med at blive dækket af mørket.“ The Wall Street Journal kom med den iagttagelse at selv „førende neutrale lande der er tilbøjelige til at prædike imod krig, er talstærkt repræsenteret blandt de militære annoncører“. Blandt de eksempler avisen anfører er „firmaet Mowag fra Schweiz, der tilbyder en let kampvogn ved navn Piranha, som ’klarer fjenderne i løbet af få sekunder. De får ikke en chance’“. Og en svensk artillerifabrik skriver pralende: „Vi får en 57-millimeter granat til at virke som en 100-millimeter granat.“ Ifølge en medarbejder ved et militærtidsskrift håber våbenfabrikanterne at de ved at indrykke sådanne annoncer „måske en dag kan få en forsvarsminister til at bede om deres mærkevarer [i våben]“.

FNs leder frygter „dommedag“

● „Dommedag er ikke længere blot et bibelsk billede, men en meget realistisk mulighed,“ advarede FNs generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar i sin indsættelsestale. „Aldrig før i menneskehedens historie har vi balanceret på så smal en kant mellem katastrofe og overlevelse.“ Generalsekretæren bemærkede at der verden over nu årligt bruges 5,2 billioner kroner til militære formål, og fastslog: „Våbenkapløbet har i dag bredt sig ud i verdenshavene og ud i rummet. Det er ironisk at ophobningen af våben er et af de få voksende erhverv i en periode med økonomisk lavkonjunktur og dystre udsigter.“ Det voksende engagement i våben belyses af den omstændighed at „omkring 500.000 videnskabsmænd verden over sætter al deres kunnen ind på at frembringe stadig mere avancerede og dødelige våben“. Den krig Bibelen omtaler i Åbenbaringen, vil dog ikke blive påbegyndt af mennesker, men af Gud. — Åbenbaringen 16:14-16.

Nyt om rygning

● Lakrids- og mentolcigaretter var engang populære hos børn, og nu bruger man igen slik til at friste de unge til at ryge. Den japanske tobaksindustri markedsfører en filtercigaret med bolsjesmag for at få de unge til at ryge. Cigaretten findes med fire forskellige slags smag: pebermynte, citron, appelsin og kanel. Man forventer at sælge 120 millioner af disse cigaretter om året.

Mens tobaksindustrien prøver at få flere til at ryge og dermed forøge salget, er der andre der prøver at få folk til at lade være med at ryge. Nogle har sat skilte op med følgende tekster: „Rygning er en døende vane“ og „Ryg bare hvis du absolut vil, men pust ikke røgen ud her“. Mange arbejdsgivere nægter også at antage folk der ryger. Og i London har en organisation der oversat hedder HOST (COUGH-UP, Citizens’ Organization Using Graffiti to Halt Unhealthy Promotions) lavet teksten på plakater der reklamerer for rygning, om til antirygeslogans. Hvis en reklame taler om „den fuldendte cigaret“ tilføjer medlemmer af organisationen „til den fuldendte narkoman“.

I Zürich har myndighederne støttet et forsikringsselskabs beslutning om at nedskære udbetalingen fra en invalideforsikring til en mand der ikke kunne arbejde fordi han havde problemer med hjertet og kredsløbet. Da det viste sig at han havde røget mellem tyve og tredive cigaretter om dagen de sidste femogtyve år, sagde man at han selv havde en stor del af skylden, da han havde udvist „grov forsømmelighed“.

Myrdet i straffesparkfeltet

● Under en venskabskamp mellem to hold i Colombia blev en fodboldspiller dræbt i straffesparkfeltet da han skulle til at udligne for sit hold. Centerforwarden havde ved stillingen 1-2 spillet sig fri af modpartens forsvar og skulle lige til at skyde på det tomme mål, da han blev ramt af et dødbringende skud, som tilsyneladende var affyret fra tilskuertribunen. Den tyske avis Die Presse skriver at kampen blev afbrudt med det samme. Politiet indledte straks nogle undersøgelser. Morderen må imidlertid have affyret det dødbringende skud i al ubemærkethed mellem de andre fodboldfans, og være flygtet straks efter.

Fyldte fængsler i USA

● Der er nu næsten 385.000 indsatte i De forenede Staters stats- og forbundsfængsler, en stigning på næsten 14 procent på et år. Antallet af fængslede kvinder er på det seneste steget mere end dobbelt så meget som antallet af mænd.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del