Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g83 22/3 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1983
  • Underoverskrifter
  • Fingerbedrageri
  • Tilbage til stenalderen
  • Middelhavet „sygt“
  • Forstående sygeplejersker
  • Pasteurisér dig selv!
  • De stormægtige
  • Farlige fund
  • Tanker i moders liv?
  • Kæmpeblæksprutte fanget
  • Sovjetisk forfatters indtryk af Jehovas Vidner
Vågn op! – 1983
g83 22/3 s. 22-23

Vi betragter verden

Fingerbedrageri

● Politiet i Fukuoka, Japan, har afsløret et system hvorved der ulovligt er blevet udbetalt godt 300 millioner yen i forsikringserstatning. For at betale deres gæld har nogle tegnet en forsikring og derefter skåret pegefingeren af for at få forsikringssummen udbetalt. Ifølge Londonavisen The Guardian har politiet allerede fanget atten fingerløse personer, men man mener at der stadig er mere end tres der er på fri fod. Man har også opdaget amatør-„kirurger“ der vil skære en finger af mod at man betaler 100.000 yen. I et tilfælde blev en kvinde der havde gæld hos en ågerkarl tvunget til at lade en finger amputere efter at hun havde tegnet en forsikring. Af de 3 millioner yen som hun fik udbetalt af forsikringsselskabet på grund af „uheldet“, gik de to millioner til pengeudlåneren.

Tilbage til stenalderen

● Teknologien er på vej tilbage til stenalderen — i det mindste for at genoptage en metode hvorved „primitive folk“ for 3000 år siden lavede knivsblade af vulkansk glas. Ifølge en artikel i The Vancouver Sun „forsøger arkæologer og kirurger på forskellige måder at lave stenalderværktøjet der kaldes en mikrokniv, fordi knivens skarphed overgår selv den bedste skalpels“. Knivene fremstilles af obsidianglas eller basalt, og, siger dr. David Pokotylo, der er professor i arkæologi ved University of British Columbia, „de skærer gennem læder som var det smør“. Kirurger har vist interesse for at bruge knivene i forbindelse med øjenkirurgi og plastisk kirurgi. David Pokotylo siger: „Jo skarpere kniven er jo mindre bliver vævet ødelagt. Disse knive er så skarpe at de endda kan skære mellem to blodkar, idet man med dem kan lave et renere indsnit der ikke så let bliver inficeret, som heler hurtigere og efterlader mindre arvæv.“ Man forsker stadig videre for at kontrollere knivenes styrke og holdbarhed.

Middelhavet „sygt“

● „Middelhavet, som har givet næring til så mange kulturer, er alvorligt sygt,“ siger London-avisen Observer. „Og forureningen kvæler ikke blot livet i havet — den er også en trussel mod de mennesker der bor ved og besøger dets kyster.“ Spildevandet fra de 120 kystbyer, affaldet fra de tusinder af fabrikker der ligger langs kysterne, det skidt der via floderne føres ud i havet, og olieforureningen har alt sammen medvirket til at gøre Middelhavet til „det mest forurenede“ hav i verden. Ifølge rapporten udgør det „kun 1 procent af verdens samlede havoverflade, men over halvdelen af den olie og tjære der flyder på havene, befinder sig i Middelhavet“, hvorfor olieforureningen er fire gange så stor som i det nordlige Atlanterhav og fyrre gange så slem som i det nordøstlige Stillehav. Da Middelhavet er omgivet af land, undtagen ved det cirka fjorten kilometer brede Gibraltarstræde, tager det firs år før vandet er fornyet — hvilket er for langsom en proces til at den kan hamle op med den stadigt stigende forurening. Eftersom det er verdens populæreste feriemål — med 100 millioner turister om året — råder artiklen de besøgende til at vælge de mindst forurenede steder, både i vand der ikke ligger i nærheden af en by og undlade at spise skaldyr.

Forstående sygeplejersker

● I lægebladet Orthopedic Nursing blev emnet „Jehovas Vidner og blodproblemet“ for nylig behandlet. Artiklen sagde blandt andet: „Jehovas vidner nærer dyb respekt for livet, og af denne grund ryger de ikke, bruger ikke vanedannende stoffer og får ikke foretaget abort. Deres tro bygger på de forskrifter de udleder af Bibelen. . . . En kirurg som påtager sig det ansvar at udføre en operation på et Jehovas vidne bør være opmærksom på og respektere patientens religiøse forskrifter . . . Vor erfaring med ortopædiske operationer på Jehovas vidner har været gode. Patienterne har været yderst samarbejdsvillige. Selv om vi måske ikke er enige med dem i deres fortolkning af Bibelen føler vi at de der behandler syge bør yde patienterne psykisk støtte og anvende den bedst tilgængelige terapi.“

Pasteurisér dig selv!

● „En hård omgang gymnastik, der får legemstemperaturen til at stige på en naturlig måde, kan måske afværge infektion og holde én rask,“ fortæller bladet American Health. Det forklarer at nylige lægeundersøgelser viser at ligesom feber er legemets naturlige forsvar mod bakteriers invasion, sådan får anstrengende legemsøvelser også temperaturen til at stige og kan faktisk også „pasteurisere“ bakterier væk. For eksempel kan udholdende løb få ens legemstemperatur til at stige til så meget som 39 grader. Selv om forskerne, deriblandt dr. Joseph G. Cannon fra Michigans universitet, ikke anbefaler løb eller tennis som behandling for influenza, mener de alligevel at sådanne legemsøvelser kan være et af de bedste forebyggende midler.

De stormægtige

● Den katolske spalteredaktør Bill Reel skrev i New York-avisen Daily News for nylig om et besøg af kardinal Mario Luigi Ciappi, pave Johannes Paul IIs personlige teologiske rådgiver. Reel beskrev hvordan kardinalen steg ud af sin limousine og „rakte sin hånd frem, hvorefter betydningsfulde lægfolk bøjede sig ned for at kysse hans ring. Så gik de alle sammen indenfor til cocktails og frokost“. Redaktøren beskrev videre sin reaktion „Jeg elsker den katolske kirke — faktisk er jeg et lykkeligt medlem af den — men jeg følte mig skræmt og frastødt af al denne pragt og indbildskhed omkring denne fyrstelige kirkens mand eller kirkelige fyrste. Det var flovt og pinligt . . . almindelige mennesker kan ikke identificere sig med en som kører omkring i en limousine og bliver kysset på ringen. Uanset hvor hellig en sådan mand måtte være, er han for fremmed, for fjern, for overjordisk. Han er omgivet af for mange tjenere, tjenestepiger, kokke, oppassere og spytslikkere. Han har ingenting tilfælles med os andre, så han har ingenting at sige os.“ — Se Mattæus 23:5-12.

Farlige fund

● Igen og igen finder børn i Tyskland ammunition og våben fra den anden verdenskrig, og mange bliver slemt såret eller endda dræbt når de leger med disse ting. På en forespørgsel fra den tyske avis Die Welt har en talsmand for Nordrhein-Westfalens ministerium for indre anliggender, der findes i Düsseldorf, sagt at myndighederne i Rhin- og Rhurområdet „endnu i flere årtier“ må søge efterladenskaber fra den anden verdenskrig. Fra 1949 til slutningen af 1981 har man godt 300.000 forskellige steder opdaget 11.148.375 granater; der er blevet fundet 179.907 bomber, 72.522 miner samt 8.155.787 håndgranater og bazookaer. Dertil kom der ved eftersøgningerne godt ti millioner forskellige sprængpatroner for dagen. Mængden af den ammunition til håndvåben fra sidste verdenskrig som man har sikret, vejer 5718 tons. Delstatsministeren har appelleret til befolkningen om at behandle alle mistænkelige genstande der kunne stamme fra krigen, så forsigtigt som muligt og straks underrette myndighederne om de pågældende fund. Eksperter gør i den forbindelse opmærksom på at bomber „stadig vil være eksplosive i endnu mindst 65 år, og at de altså er farlige langt ind i det 3. årtusind“.

Tanker i moders liv?

● I et brev til Journal of the American Medical Association har to læger fremlagt resultaterne af deres undersøgelse af et fosters hjerneaktivitet. De forklarer at når man målte fosterets hjerterytme og sammenholdt det med fosterbevægelserne, „lagde man mærke til at fosterets hjerterytme normalt steg før en fosterbevægelse“. Lægerne bemærkede at hjerterytmen begyndte at stige omkring seks til ti sekunder før bevægelsen. „Dette forløb svarer nøje til det man ser hos voksne, hvor hjerterytmen stiger når en handling overvejes og før den udføres,“ skriver lægerne. „Om dette tyder på bevidst tanke og planlægning hos fosteret eller den voksne . . . [er] et fængslende [spørgsmål] som fortjener en nærmere undersøgelse.“

Kæmpeblæksprutte fanget

● En trawler der fiskede 128 kilometer ud for Christchurch i New Zealand fik en 2,5 tons tung og kæmpestor tiarmet blæksprutte i nettet, fortæller avisen Star Weekender i Auckland. Den tiarmede blæksprutte var 8,5 meter lang, dens fangarme rakte 3,8 meter, sugeskiverne var så store som tallerkener, og øjnene sad 60 centimeter fra hinanden. Et besætningsmedlem sagde: „Vi har aldrig set en tiarmet blæksprutte som denne.“ Blæksprutten blev kastet tilbage i havet.

Sovjetisk forfatters indtryk af Jehovas Vidner

● Vladimir Bukovskij, den sovjetiske borgerretsforkæmper, fortæller i en af sine bøger om de tanker han gjorde sig da han engang i London så en rigssal. Beretningen er gengivet efter Rapport fra en russisk rejsende, der for nylig er udkommet på svensk:

„Engang i London gik jeg en aften, optaget af mine egne problemer, forbi en stor bygning der så ud som en kirke, og adspredt fangede mine øjne et opslag på muren. Det var en ganske beskeden tavle med overskriften ’Jehovas Vidner’. Der stod selvfølgelig noget mere som jeg ikke kunne læse, fordi jeg fyldtes med den største skræk, næsten rædsel. Jamen dette her, tænkte jeg, det er jo ’Jehovavidnerne’, denne her ’fanatiske sekt’ som myndighederne skræmmer de små børn med derhjemme — den mest underjordiske og mest hemmelige af alle ’sekter’ i Sovjetunionen. Levende Jehovas vidner træffer man kun i fængslerne, og selv dér er de gået ’under jorden’. I lejrene fortælles der legender om deres næsten utrolige organisationer, om mirakler af konspiration og opfindsomhed. Øjenvidner beretter at selv i et fængsel med den allerstrengeste disciplin, og i straffeceller bag syvdobbelte låse, læser disse mennesker regelmæssigt deres blad ’Vagttårnet’, som trykkes i Brooklyn, og de får næsten altid det sidste nye nummer. Hos myndighederne fremkalder disse Jehovas vidner en næsten mystisk rædsel, grænsende til overtro og deraf kommer naturligvis at enhver der afsløres som Jehovas vidne, automatisk havner i fængsel i lang tid. Og her stod jeg nu pludselig foran denne bygning og dette opslag.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del