Kommunikation mellem myrer
Hvordan kommunikerer myrerne, der er kendt for deres velorganiserede liv, med hinanden? Ved at udsende kemiske stoffer, siger Edward O. Wilson, der anses for at være verdens største autoritet med hensyn til myrer. Dette har han fundet ud af efter i femogtredive år at have studeret myrer i hele verden. „Myrerne har i forskellige kirtler rundt om i kroppen mellem 10 og 20 kemiske stoffer som de kan frigive når de skal slå alarm, sende arbejdere hen til et sted hvor der er føde, angribe en fjende eller give besked om at samles bestemte steder — ja, ved ethvert af de cirka 50 normale adfærdsmønstre,“ siger han. „De har en ganske usædvanlig evne til at opfatte disse kemikalier.“
Myrer kan registrere døde myrer, har han fundet ud af, ved hjælp af oliesyre — som frigives når den døde myre begynder at gå i opløsning. I et forsøg dryppede man noget oliesyre på en levende myre, og de andre myrer slæbte den, alt imens den „sprællede og sparkede“, ud til begravelsespladsen uden for tuen — og det gjorde de uanset hvor mange gange den kom marcherende tilbage. „Men,“ siger Wilson, „vi er kun lige begyndt at forstå myrernes komplicerede kommunikationssystem.“