Fra vore læsere
Fra vore læsere
Med dette brev vil jeg gerne ønske jer til lykke med rubrikken „Fra vore læsere“. Denne rubrik har vakt min interesse, fordi andres meninger får mig til at se stoffet fra en anden synsvinkel. I Vågn op! for 22. marts 1982 kommenterede en mand der studerer mikrobiologi jeres artikel om genetisk manipulation, der blev bragt den 8. december 1981. Hans brev fik mig til at læse artiklen igen. Jeg lagde også særligt mærke til det svar I gav ham, og jeg deler jeres synspunkt. Det er ikke første gang jeg har læst en artikel igen som følge af at udgiverne har offentliggjort andres meninger.
J. L. A. M., Brasilien
Ægteskab
Jeg vil gerne takke jer for artiklen „Hvordan man ’overlever’ det første år af ægteskabet“. (Vågn op! for 22. november 1982) Jeg er blevet gift for nylig og har i høj grad haft brug for nogle gode råd om hvordan jeg kan klare min nye situation og samtidig finde glæde ved den. Det er rart at vide at der er små problemer i næsten hvert eneste ægteskab. Jeg var begyndt at tro at mit ægteskab var det eneste der gav problemer nu og da. Men især har jeg sat pris på vejledningen om hvordan man kan løse sådanne små problemer. I må endelig fortsætte jeres gode arbejde.
H. S., Ohio
Jeg måtte skrive og fortælle jer hvor glade vi har været for artiklen „Hvordan man ’overlever’ det første år af ægteskabet“. Der var så meget i artiklen der udtrykte hvordan jeg selv havde det. Min mand og jeg havde et temmelig spændt forhold til hinanden i slutningen af det andet år af vores ægteskab. Især var afsnittet om „Seksuel tilpasning“ som skrevet til os! Mange, mange tak. Nu vil min mand og jeg læse artiklen sammen som en del af vores familiestudium.
C. A., New York
Alkoholisme
I skal vide hvor gavnligt jeres blad om „Alkoholisme“ (Vågn op! for 22. oktober 1982) har været for i hvert fald ét menneske — mig! I årevis har jeg haft en mistanke om at jeg var alkoholiker. Jeg har læst andre artikler om emnet, men jeg kunne altid undskylde mig med at de i virkeligheden ikke gjaldt mig. Sådan var det ikke med dette Vågn op! Jeg prøvede at se om de medicinske oplysninger og punkterne i rammen passede på mig. Jeg lærte at en enkelt øl ville kunne sætte mig i gang med at drikke så jeg aldrig kunne holde op igen. Jeg er glad for at kunne sige at jeg ikke har drukket alkohol siden jeg læste bladet, og jeg er fast besluttet på aldrig at drikke så meget som en dråbe mere! Resultatet? Jeg har det virkelig godt, jeg sover bedre, jeg er lykkelig, og det bedste af det hele er at jeg nu kan tænke lige så klart som jeg kunne for ti år siden, før jeg begyndte at drikke. Jeg takker jer af hele mit hjerte.
A. N., Virginia