Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g84 22/2 s. 11-15
  • Min barndom i Hitlertyskland

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Min barndom i Hitlertyskland
  • Vågn op! – 1984
  • Lignende materiale
  • Hvad kan jeg give Jehova til gengæld?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2009
  • Jeg har tålmodigt ventet på Jehova fra min ungdom
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • Jeg har haft tillid til Jehovas kærlige omsorg
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2004
  • Udfrielse fra totalitær inkvisition ved tro på Gud
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1961
Se mere
Vågn op! – 1984
g84 22/2 s. 11-15

Min barndom i Hitlertyskland

JEG husker stadig den dag i 1935 da min barndoms tryghed brast. Jeg var fem år gammel og blev ramt af omvæltninger jeg næppe forstod. Snart begyndte man at behandle mig dårligt uden at jeg vidste hvorfor. Men senere kunne jeg sige med salmisten: „Hos dig har min sjæl søgt ly; i dine vingers skygge søger jeg ly, til ulykken er drevet over.“ — Salme 57:2.

Mine forældre havde været Bibelforscher (bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang kaldtes) lige siden tyverne. Da Hitler kom til magten i 1933 var jeg tre år gammel, og min søster, Herta, var fem. Hitler begyndte snart at forfølge Jehovas vidner på det mest ondskabsfulde, og mine forældre undslap ikke for styrets vågne blikke.

En dag i 1935 brasede en gruppe Gestapofolk ind i vort hjem. Set med mine femårige øjne var mændene kæmpestore og truende. Jeg kan stadig se for mig hvordan min fader stod ganske roligt midt i det hele mens de brutalt gennemsøgte huset for at finde beviser på at han var bibelstudent. De tog ham med sig da de gik. Det skulle vare ti år før jeg så ham igen.

Men dermed var Hitlers folk endnu ikke færdige med os. To år senere meldte Gestapo sig igen hos os i skikkelse af en mand og en kvinde. De pegede på Herta og mig og sagde til min bestyrtede moder: „Vi tager de dér børn med os.“ Af hvilken grund? „De er uegnet til at opdrage dem.“ De beskyldte os for at være kriminelle og tog os med til en ungdomslejr. Kan I forestille jer hvad min moder må have følt da hun så Gestapo trække os af sted med magt?

Der herskede streng militær disciplin i lejren, og jeg blev holdt adskilt fra min søster, Herta. Jeg blev der til 1943, så blev jeg sendt ud til en bondegård i nærheden af en lille by i provinsen Altmark.

I al denne tid havde jeg ingen anelse om hvorfor jeg blev udsat for alt dette. Mine forældre havde været meget forsigtige med hvor meget de sagde til mig, sikkert fordi drenge på fem år ikke just er kendt for at passe på hvad de fortæller til fremmede. Jeg forstod derfor slet ikke hvorfor jeg var blevet taget fra dem. Jeg forstod heller ikke hvorfor den landmand der blev min værge altid skældte mig ud og kaldte mig forbryderspire, eller hvorfor ingen andre børn ville have noget med mig at gøre.

Ifølge undervisningssystemet skulle jeg nu tilbringe nogle timer hver uge på en særlig skole for at lære religion. Det havde jeg ikke lyst til. Efter at have været der to gange sagde jeg til skolelederne: „Jeg vil ikke derhen mere.“ De prøvede at tvinge mig ved at sige at jeg ikke ville få eksamensbevis og aldrig ville få en læreplads hvis jeg ikke gik derhen. Men det betød ikke noget for mig; jeg følte bare en stærk indre modvilje mod at blive tvunget til at gå på den skole.

Så sagde jeg til mig selv: „Godt. Hvis de vil have at jeg skal lære religion, kan jeg da læse Bibelen på egen hånd.“ Og snart begyndte jeg at tænke på om Bibelen måske kunne hjælpe mig til at forstå hvorfor jeg blev så uretfærdigt behandlet. Jeg kunne godt lide at læse evangelierne, og jeg begyndte langsomt at forstå at også Jesus var blevet dårligt behandlet. I mit barnesind begyndte jeg at sammenligne mig med Jesus, og jeg tænkte: ’Det er næsten det samme. Jeg bliver dårligt behandlet og set ned på uden grund, ligesom Jesus blev.’

Omsider sluttede krigen. Nu ville jeg hjem med det samme, og jeg planlagde at pakke min kuffert og tage af sted tidligt om morgenen for at ingen skulle standse mig. Men jeg anede ikke hvor farlige forholdene var. Det besejrede Tyskland lå i ruiner; hele landet var i kaos. Intet fungerede. Der var ingen biler og ingen jernbaner. Folk sultede, og farlige våben var efterladt rundt omkring fra de nyligt afsluttede kampe.

Jeg tvivler stærkt på om jeg nogen sinde ville være nået frem til Magdeburg, hvis ikke jeg netop da fik et hjertevarmende tegn på at Jehova havde omsorg for mig. Jeg var trods alt stadig ’under hans vingers skygge’. Den selv samme dag som jeg gjorde mig klar til at rejse, kom en fremmed dame ud til landmanden med særlig tilladelse til at tage mig i sin varetægt. Tilladelsen var udstedt af de militære myndigheder der havde den midlertidige kontrol i landet. Landmanden var absolut ikke glad for det. Han prøvede at overtale mig til at blive, men jeg var ikke spor ked af at tage af sted sammen med denne ukendte dame.

Hun var kommet i en vogn der var trukket af en hest, og nu kørte vi to af sted til hendes hjem, der lå cirka tre timers vej derfra. Vi kørte en stund i tavshed. Den fremmede kvinde sagde næsten ingenting, og jeg havde ikke lyst til at stille spørgsmål. Men så begyndte hun at tale. „Nu skal du høre, Hans,“ sagde hun, „jeg ved alt om dig. Jeg har kendt dig da du var en lille dreng.“ Jeg stirrede på hende. For mig var hun totalt fremmed. „Jeg kender din fader og moder,“ fortsatte hun. „Din fader blev sendt i koncentrationslejr fordi han læste i Bibelen.“

Og så forklarede hun videre at han var et af Jehovas vidner, hvad hun også selv var. Under krigen havde hun i hemmelighed arbejdet som pioner (heltidsforkynder) i dette område. Mens hun nu fortalte mig om mig selv, kunne jeg ikke lade være med at græde. Denne trofaste forkynder havde holdt sig underrettet om mig lige fra først til sidst. Hun vidste præcis hvor jeg var, men hverken hun eller min moder havde været i stand til at komme og besøge mig fordi myndighederne ønskede at jeg skulle opdrages som en god lille nazist. Nu, ved første lejlighed, var det lykkedes hende at få betroet myndigheden over mig.

Jeg lærte hende at kende som søster Scheibe. I de følgende uger benyttede hun enhver anledning til at lære mig det som mine forældre havde måtte lide for. Hun gav mig et eksemplar af bogen Børn, som jeg læste. Hun havde skilt bogen ad i små brochurer, så hun kunne læse den i hemmelighed, og nu viste hun mig hvordan jeg kunne læse den afsnit for afsnit. Når jeg havde læst et stykke talte hun med mig om det. Jeg var lykkelig for det jeg lærte og begyndte efterhånden at indse hvordan Jehova havde ledet begivenhederne til mit bedste i de vanskelige år.

Efter halvanden måneds forløb mente søster Scheibe at tiden var inde til at jeg rejste hjem. Det var stadig besværligt at rejse, men der kørte dog nogle lastvogne, så det lykkedes hende at få mig med en vogn der kørte til udkanten af Magdeburg. Derfra banede jeg mig i løbet af tre timer vej gennem murbrokkerne i det der engang havde været byen Magdeburg. Omsider fandt jeg mit barndomshjem, som lykkeligvis stadig stod der.

Ved et tilfælde stod min moder netop og kiggede ud ad vinduet da jeg gik hen mod huset. Hun genkendte mig med det samme og styrtede ud af huset for at omfavne mig — for første gang i ti år. Kan I forestille jer hvad vi følte? Vi besluttede os straks til at få min søster, Herta, ud af ungdomslejren, hvor hun stadig var. Vi vandrede og ’blaffede’ de 80 kilometer hen til lejren. Her lykkedes det os til trods for lejrledelsens protester at få min søster ud — og fulde af glæde drog vi alle tre hjem. Nu var der kun én vi savnede.

Han kom snart — med sine få ejendele læsset på en cykel, som han trak ved siden af sig. Fader havde tilbragt ti år i forskellige koncentrationslejre. Han fortalte os at han havde været med på den berygtede „dødsmarch“, da tusinder af fanger fra Sachsenhausen vandrede mod Lübeck, hvor myndighederne tilsyneladende havde planer om at dræbe dem alle. De 230 Jehovas vidner var sultne og afkræftede, men de holdt sammen og hjalp hinanden.a

På marchens sidste nat lå fangerne og gemte sig i skovene. De russiske og amerikanske tropper nærmede sig fra hver sin side. Nogle af fangevogterne foreslog fangerne at løbe af sted for at nå over til amerikanerne. Da mange af fangerne derefter tog flugten, blev cirka 100 af dem skudt ned af vagterne. De der var Jehovas vidner havde imidlertid fattet mistanke, og efter bøn til Jehova havde de besluttet at forblive i skovene. Det varede ikke længe før SS-organisationen brød sammen, og nogle få dage senere fik vor venner kontakt med befrielseshæren. Ikke et eneste af Jehovas vidner havde mistet livet under „dødsmarchen“. „Vi holdt hinanden oppe hele tiden,“ fortalte fader.

Der var også ting som han aldrig fortalte, men som vi hørte fra andre venner. Der var for eksempel en eftermiddag hvor vagterne pryglede ham så brutalt at han lå livløs på jorden med arme og ben ude af led. Vagterne kastede ham op på en trækvogn der blev brugt til jord og sten, hvorefter de læssede ham af i en grøft og lod ham ligge i mudderet. Lykkeligvis kunne de andre Jehovas vidner krybe derud efter mørkets frembrud. De fandt at han stadig var i live, bar ham tilbage og plejede ham til han var rask igen.

I Buchenwald var han engang så afkræftet af sult at alle troede han skulle dø. Uden påviselig grund overførte myndighederne ham pludselig til en anden lejr, hvor man havde brug for ham som håndværker. Således var fader ofte blevet reddet ved Jehovas frelsende kraft og vore brødres kærlighed.

Nu var vor familie omsider samlet igen, og vi engagerede os straks i tjenesten for Jehova. Fra 1945 til 1949 var der stor vækst overalt omkring os, og vi nød en frihed som vi ikke havde oplevet i Tyskland siden tiden før Hitler kom til magten. Men Magdeburg ligger jo i den østlige del af Tyskland, som efter krigen kom under kommunistisk styre. De nye magthavere gav os ikke fred ret længe.

Sidste gang vi fik lov at overvære et stævne i frihed var i 1949, i Vestberlin. Det var et meget vigtigt stævne for mig, for det var dengang jeg blev døbt. Men da var der allerede begyndt at ske sørgelige ting. Nogle af Jehovas vidner forsvandt uden at være arresteret — de forsvandt simpelt hen, som om de var blevet kidnappet. I begyndelsen var der ikke noget officielt forbud, kun et stigende pres. Så hørte jeg at brødrene på afdelingskontoret i Magdeburg var blevet ført bort i lænker, og der blev givet officiel meddelelse om at arbejdet var forbudt.

Nu gik Jehovas vidner under jorden igen. Vi måtte være meget forsigtige, for nogle af dem der kom til vore møder var spioner. Vi afholdt møderne i hemmelighed og på forskellige tidspunkter og ugedage. Hvis man sprang et møde over vidste man ikke hvor det næste skulle holdes.

Vi var også meget forsigtige i forkyndelsen fra hus til hus, hvor vi aldrig bar noget der kunne identificere os som Jehovas vidner. Vi blev dygtige til at bedømme folks reaktioner. Hvis noget gjorde os urolige afbrød vi øjeblikkelig samtalen og forlod det pågældende kvarter. Normalt aflagde vi kun ét besøg i en gade, og derefter ét besøg et helt andet sted. Vi fandt mange mennesker i Østtyskland som virkelig holdt af sandheden.

Naturligvis vidste myndighederne at alle i vor familie var Jehovas vidner, og det varede ikke længe før vi fik besøg. Denne gang lod det til at politiet var mest interesseret i mig; jeg blev taget med og sat i fængsel. Men ved Jehovas hjælp blev jeg der ikke ret længe, kun tre dage.

Mens jeg var på politistationen havde jeg lejlighed til at aflægge vidnesbyrd om min tro. Der sad ti betjente, og af en eller anden grund var de ikke uvenlige. De mente måske at de kunne omvende mig til kommunismen. De spurgte mig om hvad jeg troede på, og hvorfor, og jeg kan stadig se dem sidde der og lytte uden at sige et ord. Jeg var omkring atten år gammel dengang, og lykkelig over at kunne fortælle dem sandheden fra Bibelen.

Bagefter lod de mig gå og sagde: „Vi giver dig en chance. Men du må holde op med at prædike fra hus til hus, og to gange om ugen skal du melde dig hos os. Vi holder øje med dig, og hvis vi opdager at du gør noget forkert, sender vi dig til Rusland, til Sibirien!“ De grinede da de sagde det. Hvis det skulle forstås som en vittighed, var det en noget barsk vittighed.

I 1951 hørte vi at der skulle holdes et stævne i Frankfurt i Vesttyskland, og at Vagttårnsselskabets præsident ville være til stede. Jeg fik et vanvittigt ønske om at være med. Vi var en lille gruppe på tolv der efter omhyggelig planlægning fik held til at komme over grænsen. Men vore problemer var ikke forbi da vi var inde i Vesttyskland. På grund af valutasituationen var vore østtyske mark ikke ret meget værd i Vesttyskland. Vi måtte prøve at komme til Frankfurt „på tommelfingeren“.

Nogle af os kunne måske være kommet med lastbiler, men vores gruppe var for stor. Vi stod og drøftede problemet et sted hvor der holdt nogle busser. En mand steg ud af en bus, stod lidt i nærheden af os og gik så op i bussen igen. Lidt efter kom han ud, gik hen til os og sagde: „Jeg hørte jer tale sammen. Jeg ved at I er Jehovas vidner og er kommet fra Østtyskland for at komme til stævne i Frankfurt. Vi er også Jehovas vidner. Vi skal alle sammen til Frankfurt, og vi har samlet ind for at I kan komme til at køre med os.“

Vi kunne næppe tro det! Alle brødrene kom ud af bussen, og vi omfavnede hinanden. De vidste hvilken risiko vi havde løbet ved at tage over grænsen, så nu ville de hjælpe os til at komme til Frankfurt på en lidt mere anstændig måde. Og da vi nåede frem fik vi gratis mad og logi ved stævnet. Da stævnet var forbi fik vi også en togbillet tilbage til grænsen.

Nogle af mine venner advarede mig nu om at politiet var efter mig igen. Man havde opdaget at jeg forkyndte! Jeg huskede på truslerne om Sibirien, og det forekom mig at være klogest af mig at forsvinde. Klokken tre en sommermorgen i 1952 steg jeg på et tog i Østberlin og kørte den korte strækning over grænsen til Vestberlin. Efter at have tilbragt nogle dage med at ordne formaliteter fik jeg opholdstilladelse i Vesttyskland. Jehova havde endnu en gang hjulpet mig i en farefuld situation.

Snart efter fik jeg lejlighed til at flytte til De forenede Stater. I 1957 ankom jeg, og da havde jeg et helt år til at lære det engelske sprog før stævnet på Yankee Stadium i 1958. Efter at have arbejdet i hemmelighed i alle disse år var det en vidunderlig oplevelse at kunne bevæge sig frit sammen med en kvart million trosfæller!

Min søster og mine forældre kom efter et stykke tid også ud af Østtyskland. De bosatte sig i Vesttyskland. Nu har begge mine forældre fuldført deres livsløb, trofaste til det sidste. Min søster, Herta, er stadig en aktiv forkynder i Tyskland, ligesom jeg er det i USA.

Vi har gennemgået meget i livet, men vi har altid med salmisten David kunnet sige som der står i Salme 63:2, 8: „Gud, du er min Gud, dig søger jeg, . . . thi du er blevet min hjælp, og jeg jubler i dine vingers skygge.“ — Fortalt af Hans Naumann.

[Fodnote]

a Se artiklen „Jeg overlevede ’dødsmarchen’“ i Vagttårnet for 15. november 1980, side 5-9.

[Tekstcitat på side 12]

Kan I forestille jer hvad min moder må have følt da hun så Gestapo trække os af sted med magt?

[Tekstcitat på side 13]

„Din fader blev sendt i koncentrationslejr fordi han læste i Bibelen“

[Tekstcitat på side 13]

Jeg begyndte at indse hvordan Jehova havde ledet begivenhederne i de vanskelige år

[Tekstcitat på side 14]

Min moder styrtede ud for at omfavne mig — for første gang i ti år

[Illustration på side 12]

Min søster, Herta, min moder og jeg, i 1937

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del