Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g83 22/5 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1983
  • Underoverskrifter
  • „Folketælling“ blandt troende
  • Danskere ser mere fjernsyn
  • Bliver 1986 et fredens år?
  • Moralsk opløsning
  • Sur tåge
  • Afrika bekæmper analfabetismen
  • En høj pris for spil
  • Fare ved blodpletter
  • Bibeloversættelser
  • „Gratis“ gave?
  • Ørkenen trænger frem
  • Træf aftale med naboen
  • Meteren vinder frem — med små skridt
Vågn op! – 1983
g83 22/5 s. 22-23

Vi betragter verden

„Folketælling“ blandt troende

● I 1981 oversteg antallet af ikke-hvide „kristne“ for første gang antallet af hvide „kristne“ i verden. Det fremgår af værket World Christian Encyclopedia, som en teolog fra Nairobi i Kenya efter fjorten års undersøgelser nu har udgivet. Ifølge dette værk var omkring 32,8 procent af verdens befolkning i 1980 tilknyttet kristenheden (deraf 18,5 procent katolikker og 7,9 procent protestanter og anglikanere); 16,5 procent var muslimer, cirka 14 procent hinduer og 7 procent buddhister. Antallet af ateister skal være vokset fra 2 procent i år 1900 til over 20 procent. „Kristendommen er i dette århundrede blevet den vigtigste verdensreligion, skønt dens indflydelse i den vestlige verden dog er ved at aftage,“ siger Barrett, bogens forfatter, ifølge anmeldelsen i den tyske avis Ludwigsburger Kreiszeitung. Det kan dog umuligt være den sande kristendom der har været drivkraften bag de mange ulykkelige begivenheder vi har set i det tyvende århundrede. Det drejer sig snarere om „en ydre form for gudhengivenhed“ som er uden kraft. — 2 Timoteus 3:5.

Danskere ser mere fjernsyn

● Hvor meget tid bruger danskere på at se fjernsyn? En uge i september sidste år undersøgte man hvor mange timer en gennemsnitsfamilie brugte ved skærmen. Resultatet var 9 timer og 20 minutter. Det var 1 time og 20 minutter mere end i samme uge året før. Lørdag aften så 72 procent af alle seerne mindst én udsendelse og søndag lå tallet på 82 procent — ikke mindst på grund af to meget populære udsendelser: Et „samtaleshow“ med en dansk entertainer (2,8 millioner seere) og en meget omtalt amerikansk serie (2,4 millioner seere). — Politiken, 2. februar 1983.

Bliver 1986 et fredens år?

● Den 16. november 1982 besluttede FNs generalforsamling uden indsigelse fra noget medlemsland at proklamere 1986 som internationalt fredsår. I resolutionen herom hed det at „fred fortsat er et mål og ikke et resultat på trods af FNs resolutte bestræbelser“. (FN-nyt, november 1982) Tiden vil vise om 1986 virkelig bliver et fredens år.

Moralsk opløsning

● I en nyudkommen rapport fra FN bedømmes „den sociale situation i verden“. Bladet FN-fakta beretter i en omtale af denne rapport: „Trods økonomiske problemer og mangel på lighed har relationerne mellem samfundsklasserne været ret stabile i de senere år, hedder det . . . i FN-oversigten. Men moralopløsningen går tværs igennem klasseskellene. Holdningen til myndigheder præges af trods. Der sættes i stigende grad spørgsmålstegn ved love, forordninger og skatter, og bestemmelserne omgås. I mange lande, som er meget forskellige kulturelt og udviklingsmæssigt, synes alkoholisme, narkotikamisbrug, kriminalitet og svigtende ansvarsfølelse over for medmennesker og samfund at brede sig.“ — Januar, 1983.

Sur tåge

● Los Angeles i Californien har længe været kendt for den svære forurening der går under navnet „smog“, og sur regn forekommer også hyppigt. Nu siger miljøteknikere ved Californiens teknologiske institut at tågen i Los Angeles, som de har undersøgt i en periode på seks måneder, er farligere end både „smog“ og sur regn. Tågen siges at være mere sur end regnen, til tider så bitter som citronsaft, og „den bliver liggende nær jordhøjde hvor den kan skade mennesker, planter, biler og bygninger,“ fortæller bladet Science 82. Surt regnvand forvolder mest skade på livet i søer. En af forskerne siger at de 12.000 som i 1952 døde i løbet af de fem dage hvor London led under den berygtede „dræbertåge“, sandsynligvis blev ofre for sur tåge. Lykkeligvis plejer tågen i Los Angeles at forsvinde i løbet af få timer, på grund af solskinnet.

Afrika bekæmper analfabetismen

● Delegerede ved den femte afrikanske konference med deltagelse af ministre for undervisning og økonomisk planlægning, afholdt under ledelse af UNESCO i Zimbabwe, har tilskyndet de afrikanske regeringer til at arbejde henimod analfabetismens afskaffelse i år 2000. Det anslås at der i 1980 var 156 millioner voksne analfabeter i Afrika ud af en befolkning på 470 millioner. Ifølge en artikel i avisen New Nigerian er Tanzania det afrikanske land hvor flest, nemlig 79 procent, kan læse og skrive. De tilsvarende tal er 45 procent i Kenya, 20 procent i Elfenbenskysten og 10 procent i Senegal. I Nigerias landområder kan kun 24 procent læse og skrive, men landet har bekendtgjort et 10-års program til udryddelse af analfabetismen.

En høj pris for spil

● Til trods for Spaniens høje arbejdsløshedstal og den økonomiske krise der hærger dette som så mange andre lande, anslås det at spanierne spillede 10 procent af deres gennemsnitsløn bort i 1981. Alene på det statsdrevne bingo blev der brugt i alt 266.000.000.000 pesetas (17.600.000.000 kroner), og dertil kommer 288.000.000.000 pesetas (19.050.000.000 kroner) på det statslige lotteri, i tipning og i spillekasinoer. Den samlede sum på 554.000.000.000 pesetas (36.650.000.000 kroner) får én til at spekulere på hvor mange der har måttet give afkald på vigtige fornødenheder på grund af denne last. Nogle få vinder måske, men ofte vil det alligevel gå som vi læser i Ordsprogene 13:11: „Rigdom ved spil forsvinder hurtigt; rigdom ved hårdt arbejde vokser.“ — The Living Bible.

Fare ved blodpletter

● Det kan være sundhedsfarligt at røre ved blodplettet bevismateriale — denne advarsel stammer fra en dommer i Storbritannien. Ved en retssag i Chester skulle juryen se nærmere på nogle ølglas der var oversmurt med størknet blod, men her standsede dommer Robin David proceduren. Ifølge avisen Liverpool Daily Post sagde han til juryen: „Retsmedicinere siger nu at der er en betragtelig risiko for infektion ved indtørret blod; det kan afstedkomme endog meget alvorlige infektioner.“ Personalet i retten fik udleveret lægehandsker som de måtte tage på når de skulle røre ved det blodbestænkte bevismateriale.

Bibeloversættelser

● Berlingske Tidende bragte den 10. december 1982 denne meddelelse: „Bibelen er stadig verdens mest oversatte bog, og De forenede Bibelselskaber har i 1982 været impliceret i oversættelsesprojekter på 574 forskellige sprog verden rundt. I 375 af disse oversættes dele af Bibelen for første gang. Blandt oversættelsesprojekter til 268 afrikanske sprog er der 206 tilfælde, hvor dele af Bibelen oversættes for første gang. I Sydøstasien er der 243 oversættelser i gang og heraf 141 ’førstegangsoversættelser’.“

„Gratis“ gave?

● „Lande i den tredje verden som lider af vandmangel, er blevet ’oversvømmet’ med gratis gaver i form af mange forskellige vandpumper fra vestlige lande,“ bemærker avisen Ceylon Daily News i Colombo på Sri Lanka. Men „efter omkring to eller tre år bryder flere end 50 procent af pumperne uvægerlig sammen“. På det tidspunkt har man så lært at betragte udstyret som en nødvendighed, og „for at holde disse pumper i drift er disse lande henvist til fabrikanternes barmhjertighed — og må bekoste reservedele og teknisk bistand med deres knappe midler af udenlandsk valuta,“ siger artiklen beklagende. „Det hører tydeligvis med til gaven at man anskaffer reservedele.“

Ørkenen trænger frem

● Tusinder af mennesker fra det nordøstlige Nigeria er flyttet til naboområder fordi deres jord er gået tabt til Saharaørkenen. Tørkeperioden i 1970erne og fældningen af træer til brændsel har bidraget til at denne situation er opstået. Tolv procent af Nigerias landområde (1.250.000 hektarer) er allerede gået tabt, og de projekter med plantning af træer og overrisling man har forsøgt at gennemføre, har ikke kunnet holde ørkenens fremmarch i skak. Situationen er den samme i det nordlige Sahara, hvor Egypten, Libyen, Tunesien, Algeriet og Marokko tilsammen mister 100.000 hektarer landbrugsjord årligt. Da 600.000.000 mennesker over hele jorden lever i „de fremrykkende ørkeners skygge“, forsøger man sig med forskellige andre projekter, deriblandt en storstilet plantning af jojobabuske fra Mexicos Sonoranørken.

Træf aftale med naboen

● I feriesæsonen sidste år, 1982, fik mange politikredse i Danmark utallige anmeldelser om tyveri og hærværk i villaer. Politiet i Holbæk opfordrede derfor alle der skulle på ferie til at træffe aftale med naboerne om opsyn med husene. Politiets råd lød som følger: „Ordentlige låse og hasper på vinduerne vil selvfølgelig hjælpe et pænt stykke — men også aftalen med naboer eller andre kan sikre, at man vender hjem til huset [og finder det] i samme stand, som man har forladt det. En enkelt, praktisk ting bør altid være i orden: Postkassen bør tømmes. Brevsprækker eller postkasser, der bugner af aviser, breve og reklametryksager kan virke som en magnet på ubudne gæster.“ — Holbæk Amts Venstreblad, 29. juli 1982.

Meteren vinder frem — med små skridt

● For syv år siden vedtog den amerikanske kongres en lov om overgang til metersystemet. Befolkningen blev ikke tvunget til at indføre metersystemet, som bruges af det meste af den øvrige verden, men loven skulle virke „stærkt tilskyndende“. Hvordan har resultatet været? „Det har kun været en begrænset succes for regeringskontorer og private foretagender at forsøge at gå over til metersystemet,“ siger David T. Goldman, der er planlægningsdirektør ved det amerikanske standardiseringsråd. Hvorfor går det så trægt? Der savnes opbakning fra befolkningen. Der har ikke været nogen klare retningslinjer fra det offentlige. Den økonomiske tilbagegang i De forenede Stater har fået industrien til at holde tilbage med at bruge penge på en kostbar overgangsproces. Det er en udbredt opfattelse at hvis ikke regeringen gør noget aktivt for det, vil metersystemet aldrig virkelig slå igennem.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del