Unge spørger:
Kan jeg stole på de voksne?
„TAG aldrig imod slik fra fremmede. Kør aldrig med nogen du ikke kender.“ Du husker sikkert din moders velkendte formaninger, der gav dig et vink om at ikke alt er godt i de voksnes verden.
„Stol aldrig på nogen der er over 30,“ blev et slagord for krigsmodstandere for få år siden. De udvidede så at sige den moderlige advarsel: „Hvis det er klogest at undgå deres slik,“ ræsonnerede de, „hvorfor så tage imod deres råd?“ Hvad mener du? Lyder det for yderliggående, eller er der noget om det?
Vær ikke godtroende
Du har god grund til at være forsigtig når du skal vurdere tilbud fra voksne. Nogle er på udkig efter en lejlighed til at udnytte dig på lovlig eller ulovlig vis. Pas for eksempel godt på dine penge. „Storsparere er sjældne blandt unge mennesker under 21,“ iagttog tidsskriftet U.S. News & World Report i 1981, „og forretningsforetagender kappes om at udnytte det givtige marked.“ Selv i lande hvor unge ikke råder over store lommepenge har forretningsfolk øje for dem — som ulovlig arbejdskraft. „I miner og på landbrug, i virksomheder der udnytter børns arbejdskraft, og på storbyernes gader . . . skal de udnyttede børn (visse steder fra 5-årsalderen) tælles i millioner, og deres antal er stigende.“ — The World’s Exploited Children: Growing Up Sadly (Verdens udnyttede børn: En trist opvækst), udgivet i 1980 af USAs arbejdsministerium.
„Men kan jeg så vise voksne mennesker fortrolighed hvis omstændighederne er de rigtige?“ kunne du måske tænke dig at vide. Ja, fortrolige venner nyder hinandens selskab og påvirker hinanden. Sædvanligvis virker dette berigende på deres personlighed og gør dem mere tiltrækkende. Hvorfor? Fordi „folk lærer af hinanden, ligesom jern skærper jern“, uanset alderen. — Ordsprogene 27:17, Today’s English Version.
Hvad er problemet da?
„Jeg kommer nogenlunde godt ud af det med voksne, men jeg kan ikke virkelig snakke med dem,“ indrømmer en 15-årig pige. Hun forklarer hvorfor: „Jeg tænker på voksne som nogle man skal tage sig lidt i agt for.“ Mange andre unge nærer de samme betænkeligheder og passer på hvad de siger når der er voksne til stede.
Det er måske forklaringen på at nogle unge helst nøjes med et overfladisk forhold til voksne. „Jeg har aldrig haft et ligefremt forhold til voksne; det har altid været overfladisk,“ indrømmer Therese, en ung newyorker-kvinde der som teenager aldrig stolede på voksne. „Mit valgsprog var: ’Lad være med at fortælle de voksne for meget — det kan være du kommer til at fortryde det.’ Altså nøjedes jeg med at sige det de gerne ville høre, og holdt det hemmeligt hvad jeg fornøjede mig med.“
Men frygten for at blive udnyttet eller såret — fysisk eller følelsesmæssigt — er kun én grund til denne mistro. Hos mange stammer mistroen fra bitre erfaringer med . . .
Voksnes hykleri
„Jeg har truffet nogle af disse herrer,“ sagde en aktionær i et forsikringsselskab efter at nogle bestyrelsesmedlemmer havde begået underslæb for et beløb der blev anslået til 500.000.000 dollars. „De gjorde ellers et godt indtryk på mig,“ fortsatte han, „glatbarberede, med pæne skjorter og habitter. De så bestemt ikke ud til at være svindlere.“ Men det var lige hvad de var. Skinnet kan bedrage. Tit skjuler voksne grov uhæderlighed bag en respektabel facade, og derfor spørger mange unge sikkert: „Hvis voksne ikke er ærlige over for os, hvorfor så have noget med dem at gøre?“ Nej, „hvem har brug for deres råd hvis det bare er noget de siger og ikke selv gør?“
Men husk — hykleri findes ikke kun hos voksne i dag. Jesus kaldte nogle der levede på hans tid for „hyklere“ og „hvidkalkede gravsteder, der jo udvendig ser pæne ud, men indvendig er fulde af de dødes ben“. Og alligevel lærte han os ikke at vi skulle kassere al deres vejledning. Han sagde: „Alt det de siger jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger, for de siger det nok, men gør det ikke.“ Åbenbart byggede en del af deres vejledning på sunde principper som alle ville have gavn af at følge. — Mattæus 23:3, 25-28.
Har du lagt mærke til nogle voksne som ’nok siger, men ikke gør’ visse ting? Det kan være nedslående at opleve. Men hvorfor handle imod gode råd — især råd fra Bibelen — blot fordi en anden heller ikke følger dem? Det vil blot betyde at ikke bare én, men to, ødelægger det for sig selv.
Du vil bedre kunne leve med hykleriet hos dem der er ældre end du selv, hvis du indser at det også findes blandt dine jævnaldrende. „Jeg troede at velmenende hippier som mine venner og jeg var bedre, at vi nærmest var ’de få retfærdige’,“ beretter Tom. „Vi skulle overleve når verden smuldrede i sit fordærv. Men somme tider kunne vi alligevel godt gå med til at man ’snød det rådne system’. Min bedste ven åbnede et gartneri, og jeg rasede da jeg fandt ud af at han var uhæderlig. Jeg opdagede at han brugte vore synspunkter som undskyldning for at se stort på principperne. Vi unge gjorde altså nøjagtig det vi protesterede imod.“ Der må findes noget bedre end dette.
Vælg venner med omhu
„Mens jeg gik i gymnasiet stolede jeg slet ikke på voksne, men da jeg fyldte 18, var der noget der ændrede min måde at tænke på,“ fortæller Therese. „Jeg lærte at se hvem der er værd at stole på, og hvem der ikke er det. Jeg traf voksne der overbeviste mig om at der også findes voksne som er ærlige, betænksomme og ligefremme.“ Hun lærte at vælge venner med omhu.
Therese havde truffet Janet og Dan, nogle tidligere hippier som havde delt hendes afsky for de voksnes hykleriske verden. De havde boet i kollektiv med nogle andre unge, og dér havde parret fundet ud af at man nok prædikede fred og kærlighed, men ikke praktiserede det i hverdagen. Siden var Janet og Dan blevet Jehovas vidner. De forklarede ligefremt og ærligt Therese hvorfor deres liv nu var bedre.
„Jeg tog med dem i rigssalen, og de Jehovas vidner der var ældre end mig gjorde et dybt indtryk på mig,“ beretter Therese. „De behandlede mig som en ligemand og talte ikke ned til mig fordi jeg var ung. De viste mig interesse, spurgte hvordan jeg havde det og fortalte beredvilligt og åbent om deres egen fortid — hvilke forandringer de havde måttet gøre, og hvor højt de satte deres nuværende livsform. Fordi de var så åbne og ærlige — uden at prøve at gøre indtryk på nogen — blev jeg tiltrukket af dem.“ Therese beundrede de principper de levede efter. Hun så intet hykleri. På denne måde kunne hun udsøge sig nogle der var ældre end hun selv, og som hun kunne stole på. Også du kan lære at vise denne dømmekraft.a
Det gavner at stole på andre
„Da jeg begyndte at stole på voksne, opdagede jeg noget godt ved folk i alle aldre,“ påpeger Therese. „Hvis én var 30, 50 eller 80, havde han eller hun lært noget jeg kunne bruge. Jeg holdt op med at være så negativ over for det der blev sagt af nogen der var ældre end jeg selv.“
Erfarne folk med en vis myndighed — forældre og lærere, ansatte og arbejdsledere på en arbejdsplads — har et rigt forråd at øse af, dersom du kommer på en fortrolig fod med dem. „Råd [eller tanker] i mands hjerte er dybe vande, men mand med indsigt drager det op.“ — Ordsprogene 20:5.
At ’drage det op’ kræver måske initiativ — særlig i begyndelsen. „Jeg måtte i begyndelsen tvinge mig selv til at hilse på og tale med nogle der var ældre,“ indrømmer John fra Detroit i Michigan som nu i en alder af 24 år kan se de værdifulde resultater. Han havde besluttet at han ikke længere udelukkende ville komme sammen med sine jævnaldrende venner. Han tilføjer: „Jeg vidste ikke altid hvad jeg skulle sige, men så gav jeg folk hånden og sagde ’Dav’. Til min overraskelse fik min interesse normalt den anden til at live op og føre samtalen videre. Jeg fandt ud af at det slet ikke var så svært som jeg havde troet.“
Hvilken gavn har John haft af denne gensidige tillid? „Man lærer meget mere af at tale med voksne,“ har han iagttaget. „Med dem på ens egen alder er der ikke mere at tale om, når man har snakket om piger og musik. Men voksne har erfaringen til at udvide ens horisont og berige én.“
Hvorfor da ikke tage initiativ til at vise voksne tillid? Vi kan alle lide at have andres tillid. Vis et medmenneske tillid, og han eller hun vil sandsynligvis gengælde den. Hvis du bliver skuffet over nogen du stoler på, så lær af erfaringen, og bliv ikke bitter. (Ordsprogene 25:19) Voksnes hykleri behøver ikke at slå dig ud. Med forsigtighed og skønsomhed vil du ikke alene kunne få et tillidsforhold til nogle der er ældre end dig selv, men du vil også kunne lære noget af det.
[Fodnote]
a Se artiklen „Hvem er virkelig min ven?“ i Vågn op! for 22. juni 1982.
[Illustration på side 15]
En fortrolig snak med voksne kan være berigende