Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g83 8/7 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1983
  • Underoverskrifter
  • Europæere uden arbejde
  • „Det har aldrig før været så slemt“
  • Når man ringer til lægen
  • I flyvemaskine med et spædbarn
  • Barn dør efter blodtransfusion
  • En meteorit i dagligstuen
  • Tobaksskader kan heles
  • Paven besøger Sicilien
  • Advarsel mod videospil
  • Biskopperne og krigen
  • Religion — af det gode eller af det onde?
Vågn op! – 1983
g83 8/7 s. 22-23

Vi betragter verden

Europæere uden arbejde

● For første gang siden den anden verdenskrig er mangelen på beskæftigelse nået op på „10,1 procent af den arbejdende del af befolkningen i ni europæiske lande,“ fortæller Londonavisen Daily Telegraph. Antallet af ubeskæftigede nåede sidste år i september op på flere end 11 millioner i Fællesmarkedslandene. Af disse har England det største antal arbejdsløse — nemlig 3.343.000. I Belgien er arbejdsløshedstallet 14,8 procent af arbejdsstyrken — procentvis det højeste blandt de ni lande.

„Det har aldrig før været så slemt“

● „I de 30 år jeg har været i politiet er antallet af forbrydelser i England og Wales alene steget fra en halv million til næsten tre millioner . . . Det har aldrig før været så slemt,“ udtaler politimesteren i storbyen Manchester James Anderton. Han siger at hver eneste borger i Manchester i år 2000 vil have været offer for en forbrydelse, hvis stigningen fortsætter i den nuværende takt, meddeler avisen Liverpool Daily Post. Anderton fortsætter: „Det der gør en mest bedrøvet når man tænker på vor tid, er måske den omstændighed at jo mere oplyste og jo bedre uddannede vi bliver, og jo højere vor levestandard er, desto værre bliver vore problemer med kriminaliteten.“ Statistikkerne beretter om et forhold der gør sagen endnu værre: På et enkelt år er antallet af lovovertrædelser med anvendelse af håndskydevåben steget med 80 procent i England og Wales.

Når man ringer til lægen

● De fleste der ringer til lægen for at få råd eller blive beroliget med hensyn til noget lægeligt „ved ikke hvordan man gør god brug af telefonen,“ udtaler den amerikanske læge dr. P. Bruno. Hvad bør man gøre før man ringer til lægen? I bladet Self har Brooklyns Lungeforening opstillet følgende seks forslag: 1. Tag din temperatur før du ringer. 2. Skriv en liste over dine symptomer og oplys hvornår de begyndte. 3. Fortæl om symptomerne uden selv at stille diagnose. 4. Giv udførlige oplysninger. 5. Skriv ned hvad lægen siger. 6. Tal selv med lægen hvis det overhovedet er muligt.

I flyvemaskine med et spædbarn

● Når en moder har et spædbarn med på en flyrejse gør hun klogt i at tage en sutteflaske med, da det kan forebygge at barnet får ondt i ørerne. Dette råd blev givet i et brev skrevet af dr. Hans H. Neumann fra sundhedsvæsenet i New Haven i Connecticut, og offentliggjort i bladet New England Journal of Medicine. „Flypassagerer vil vide at små børn om bord græder hjerteskærende under flyets landing,“ skrev lægen. „Læger bør tilskynde mødre til at give deres børn en sutteflaske med noget af det de bedst kan lide, både når flyet letter og, navnlig, når det lander.“ Eftersom problemet er ændringer i lufttrykket, kan „dét at synke ofte gøre det lettere at udligne trykket på begge sider af trommehinden,“ forklarer han. Lægen gør opmærksom på at spædbørns ører gør mere ondt under flyrejser fordi deres eustakiske rør er snævrere og deres næser tit stoppede.

Barn dør efter blodtransfusion

● Et center for sygdomskontrol i Atlanta i staten Georgia i De forenede Stater beretter at et barn døde efter en blodtransfusion der overførte en sygdom som går under betegnelsen AIDS (Karposi’s sarcom). Det er en dødbringende sygdom der ytrer sig ved nedsat immunitet og hovedsagelig rammer homoseksuelle. Epidemiforskningsinstituttet i Atlanta meddeler ligeledes at der har været flere tilfælde af AIDS blandt hæmofili-patienter (blødere), der jævnlig får transfusioner med en koaguleringsfaktor. I rapporten står der: „Denne og stadig flere rapporter om AIDS blandt mennesker med hæmofili A giver anledning til alvorlig mistanke om at AIDS muligvis kan overføres gennem blod og blodprodukter.“

En meteorit i dagligstuen

● Videnskabsmænd anslår at der daglig kommer 200 millioner synlige meteorer, eller stjerneskud, ind i jordens atmosfære. De brænder næsten alle sammen op før de når jordens overflade. Derfor er det kun omkring 500 meteoritter om året der lander på jorden, og af disse er det kun få der nogen sinde findes. Men én blev for nylig fundet i Wethersfield i Connecticut, da den styrtede ned i et hus og banede sig vej gennem taget til anden og første sal, hvor den til sidst faldt til hvile i dagligstuen. Den vejer cirka tre kilo og er på størrelse med en grapefrugt. Mærkeligt nok var det anden gang inden for 11 år at en meteorit faldt ned gennem taget på et hus i Wethersfield. „At to har ramt den samme by er — ja, faktisk helt ufatteligt,“ siger dr. Ursula Marvin, der er geolog ved Smithsonian astrofysiske observatorium i Cambridge i Massachusetts. Hun tilføjer at den sorte genstand sandsynligvis kom fra asteroidebæltet, der er „en slags himmelsk stenhave“ mellem Mars og Jupiter.

Tobaksskader kan heles

● To australske forskere har fundet en metode til undersøgelse af lungevævet hos levende personer. Det har sat dem i stand til at undersøge hvordan det går med lungerne hos rygere der lægger tobakken på hylden. Det viser sig at lungerne hos disse er normale igen i løbet af cirka to år. Hvis den skadelige påvirkning fra røgen ophører, antager slimhinden efterhånden sit normale udseende. Amerikanske undersøgelser tyder dog på at tidligere rygere ikke er sikret mod ekstra risiko før de har været tobaksfrie i en halv snes år. — Politiken, 15. marts 1983.

Paven besøger Sicilien

● Da pave Johannes Paul II i slutningen af november sidste år aflagde et todages besøg på Sicilien, var det første gang han overnattede uden for Rom i forbindelse med en rejse i Italien. Paven opfordrede sicilianerne til at opbygge et samfund uden vold og krig. The New York Times skrev om besøget: „Mange udtrykte forbavselse over at paven, der holdt 13 prædikener og taler for store grupper af sicilianere fra alle dele af øen, ikke klart og utvetydigt fordømte mafiaen som en organisation der terroriserer en stor del af befolkningen. Myndighedspersoner fortæller at mafiaen alene i hovedstadsområdet står bag 130 menneskers forsvinden og formodede død samt 124 mord, siden begyndelsen af året [1982].“

I en anden kommentar til pavebesøget skrev New York-avisen Daily News: „Ifølge pavens manuskript, der blev frigivet før mødet på en plads i Palermo, støttede han den sicilianske kirkes ekskommunikation af mafiamedlemmer. Men da Johannes Paul læste talen, var det afsnit udeladt, sammen med en appel til de unge om at bekæmpe omertá, der er en mafialov om hemmeligholdelse og hævn som afholder mange sicilianere fra at vidne mod bandemedlemmer. Paven udelod også en passage hvori der stod at mafiavold ’til fulde fortjener den moralske fordømmelse der for nylig er blevet fremholdt af jeres biskopper’.“

Advarsel mod videospil

● Direktøren for De forenede Staters sundhedsstyrelse, C. Everett Koop, har for nylig advaret om at videospil kan være farlige for unges helbred. Børn bliver afhængige af spillene, siger han, og „de går op i dem med liv og sjæl“. Han tilføjer: „Deres kropssprog er meget omfattende, og alt drejer sig om at få ram på fjenden. Der er intet opbyggende i spillene.“ Han siger at der findes belærende videospil, men at „de spil børnene kan lide og dem de bliver afhængige af, drejer sig om marsmænd der kommer og skal dræbes“, og den slags. Lægerne er lige begyndt at lægge mærke til „ændringerne i børnenes adfærd“ på grund af spillene. De symptomer spillene fremkalder beskrives som „spændinger, søvnløshed, og drømme der har at gøre med det børnene har beskæftiget sig med hele dagen“.

Biskopperne og krigen

● For nylig udsendte de katolske biskopper i USA et hyrdebrev om atomkrig og fred som har vakt heftig debat. I et indlæg i tidsskriftet Newsday skriver Michael Gallagher, som er filmkritiker for den katolske konference i USA, om „den kirke vi har elsket“ og minder læserne om at biskoppernes fortid „har været dyster“, når det har drejet sig om krig og fred. Han fortsætter:

„Næppe nogen anden krig i historien har været mere i strid med Skt. Augustins lære om ’retfærdig krig’ end brodermordets og selvmordets krig, den første verdenskrig. Dog støttede biskopperne den begejstret. Heller ikke deres lige så helhjertede billigelse af den anden verdenskrig udmærkede sig ved at stemme særlig godt overens med de foreskrevne betingelser i læren. . . . Biskoppernes krigeriske nationalisme nåede et foreløbigt højdepunkt, der, håber jeg, aldrig vil blive overgået, med det berømte fotografi af kardinal Francis Spellman bag et maskingevær i Vietnam. Under sit besøg i dette hårdt ramte land stillede denne kirkens fyrste sig ikke blot op til et sådant fotografi, men citerede som forklaring — ikke Thomas af Aquino, ikke Skt. Augustin — men Stephen Decatur: ’Ret eller uret — det er mit fædreland.’“

Religion — af det gode eller af det onde?

● Mange mener at religionen i det store og hele har haft en god indvirkning på mennesker. Men H. Gordon Green der er spalteredaktør i den canadiske avis Toronto Star, har for nylig skrevet at han nærer en „lumsk mistanke om at religion i virkeligheden er af det onde for mennesket og dets omgivelser; at den ikke fremelsker fred og broderskab sådan som den hævder, men tværtimod giver næring til mistro, had og krig“. Green fortsætter sine betragtninger:

„De hellige krige der har farvet så mange sider af historiebøgerne røde, er stadig så blodige som nogen sinde. I Irland, Israel og Iran er roden til hadet stadig religion, og i hvert eneste af disse lande er folk stadig villige til at dræbe og lade sig dræbe for deres fædrene tro.“ Og angående de nylige drab i en flygtningelejr i Libanon fordømmer han den kendsgerning „at en hær der kaldes ’kristen’ har forøvet en af vor tids frygteligste massakrer“.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del