Har I brug for en ægteskabsrådgiver?

„NÅR mor og far havde problemer kunne de gå til familie og venner. Det kan vi ikke. På grund af mit arbejde har vi slået os ned flere tusind kilometer hjemmefra. Nu er vores ægteskab ved at gå i stykker. Jane og jeg har ingen vi kan tale med om vore problemer; vi må gå til en ægteskabsrådgiver.“

John og Jane er unge, de er kristne, og de er nygifte. John tænker bedrøvet på en længst svunden tid — tiden omkring århundredskiftet da hans oldeforældre var nygifte. Dengang var skilsmisser ikke så almindelige som de er i dag — en skilsmisse kunne ødelægge ens rygte! Kort efter den anden verdenskrig boede Johns bedsteforældre stadig i det hus hvor familien havde boet i flere generationer og hvor man stadig havde lokalsamfundets traditionelle sammenhold med slægtninge, venner, præst og huslæge. Det lykkedes dem at bevare deres ægteskab i en tid hvor skilsmisseprocenten skød i vejret med omkring 300 procent.

Da Johns forældre giftede sig, var den steget med endnu 20 procent. Men da John og Jane nu for nylig giftede sig, var det kommet så vidt at 44 procent af alle ægteskaber i USA ender med skilsmisse; i Sverige er det 60 procent; i Danmark over 50 procent, i Den dominikanske Republik 43 procent, i Tyskland og England 30 procent, og i Sovjetunionen 28 procent.

Hyppige boligflytninger, politisk usikkerhed, moderne undervisningsteorier, religiøse omvæltninger og uro på arbejdsmarkedet har kastet familielivet ud i en forvirringens malstrøm. Mange ægtemænd, hustruer og børn vil ikke længere påtage sig deres traditionelle roller. I USA, Danmark, Sverige, England, Sydamerika og mange andre steder er man ved at ændre indstilling til ægteskabet. Mange betragter det ikke længere som noget man binder sig til for hele livet — men som noget man bruger og kasserer efter forgodtbefindende.

En løs moral, alkoholisme, stofmisbrug, kvindefrigørelse, positionsjag, egenkærlighed, depression, frygt for kernekrig, overromantiske opfattelser af kærlighed — alle disse faktorer får skylden for ægteskabets ustabilitet i vor tid. Imidlertid mener dr. Emily Mudd, der er professor med familieliv som speciale ved University of Pennsylvania, at hvor mange syndebukke man end finder, så kan stridigheder familiemedlemmer imellem som regel spores tilbage til et grundlæggende problem: „Man forsømmer at tage ægtefællens følelser, behov, værdinormer og mål i betragtning, eller handler i modstrid med dem.“ — The Encyclopedia of Mental Health.

Når kristne par som John og Jane har ægteskabelige problemer, kan det skyldes at de i en eller anden henseende har forsømt at ’iføre sig den nye personlighed, og at vise de egenskaber som Gud har behag i, såsom kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. — Efeserne 4:22-24; Galaterne 5:22, 23.

Ægteskabsrådgiveren

Den professionelle ægteskabsrådgiver er et nyt fænomen. Professionen har først vist sig inden for de seneste årtier, men har meget hurtigt vundet indpas. „Rådgivning fra børnepsykologer eller familierådgivere er blevet et erhverv i stærk vækst,“ oplyser bladet U. S. News & World Report. En voksende hær af professionelle rådgivere — psykiatere, psykologer, præster, læger, jurister, lærere, ægteskabs- og familieterapeuter, socialrådgivere og adfærdsforskere — har erstattet fortidens mere private rådgivere, der nok var oprigtige, men ikke altid havde de nødvendige forudsætninger for at kunne rådgive.

Efter den anden verdenskrig begyndte ægteskabsrådgivning at vinde popularitet i USA. Nu har førende læreanstalter oprettet lærestole og indstiftet doktorgrader på dette felt, der er blevet et selvstændigt erhverv.

Hvad er ægteskabsrådgivning?

Ifølge en instans i Michigan i USA der giver ægteskabsrådgivere autorisation, er ægteskabsrådgivning „vejledning, analyse, samtaler, terapi, undervisning eller rådgivning med det formål først og fremmest at undgå, fjerne, afhjælpe eller løse konflikter eller uoverensstemmelser i et ægteskab, eller at skabe, forbedre eller genoprette harmonien i et ægteskab“.

Det lyder til at være nøjagtig hvad John og Jane har brug for. Men det er kun én ud af hundreder af definitioner på ægteskabsrådgivning. Adfærdsforskningen (der indbefatter studium af legemet, sindet og nervesystemet) er et aspekt. Forsøgene på at anvende denne videnskab har givet anledning til utallige teorier og fremgangsmåder. Psykologen Allen S. Bernsten fra Floridaa beskriver fire retninger inden for psykoterapien (som igen kan opdeles i 130 underafdelinger):

Den analytiske: Terapeuten forsøger at udforske ubevidste motiver — grunden til at man opfører sig som man gør. Han forsker i erindringer fra den tidlige barndom, der måske kan give indblik i grunden til at man handler som man gør nu.

Den adfærdsvidenskabelige: Når rådgiveren griber det an på denne måde er han mindre interesseret i ens indre motiver. Han forsøger i stedet at ændre uønskede vaner eller adfærdsmønstre ved undervisning og indlæring af nye mønstre.

Den humanistiske: Terapeuten lægger her mest vægt på at man skal være „mere bevidst om sig selv“, at man skal arbejde med sig selv og selv kunne bære et ansvar, for at udvirke forandringer i sig selv og i sine handlinger.

Den „transpersonlige“: Han forsøger at hjælpe én til at „hæve sig op over det hele“ og træde i forbindelse med en eller anden „universel vilje“. Det kan udarte sig til noget meget mystisk.

En undersøgelse har vist at 64 procent af ægteskabsrådgiverne danner deres egen „stil“ ud fra mange forskellige teorier og fremgangsmåder. Men det lader til at mange rådgivere alligevel har samme mål. Dr. Usha Anand, en ægteskabsrådgiver fra Indien, skriver at „målet med ægteskabsrådgivning . . . er at styrke familien og familiens enhed“. Professor i børne- og familierelationer ved University of Connecticut, dr. Eleanor Luckey, beskriver ægteskabsrådgivning som „rådgivning rettet mod to enkeltpersoner samt et fællesskab“.

Alle rådgiverne har et mål tilfælles: kommunikation. De forsøger at udvikle og opbygge mere effektive kommunikationsmetoder manden og hustruen imellem.

Er de kvalificerede?

I nogle lande gives der autorisation til ægteskabsrådgivning som et særskilt erhverv. Men da der er mangel på uddannede rådgivere, er der, ifølge den australske psykiater dr. William Carrington, mange halvprofessionelle der virker som ægteskabsrådgivere i Storbritannien, Australien og New Zealand. I mange lande hvor præster, læger, lærere og andre giver vejledning, sker dette mest ud fra disses egen almenmenneskelige viden eller livsopfattelse, måske suppleret med nogle få timers undervisning som led i en anden uddannelse.

„Ægteskabsrådgivning,“ siger psykologen og rådgiveren dr. William Nichols, „er en profession der er på vej frem, en pseudoprofession og en amatørvirksomhed, et felt med to yderligheder: højtuddannede, klinisk avancerede behandlere på den ene fløj, og velmenende men inkompetente amatører på den anden fløj.“

John og Jane gør åbenbart klogt i at tænke sig grundigt om før de henvender sig til en ægteskabsrådgiver.

De tænker også på om det koster noget. I USA svinger honoraret, lige fra gratis socialrådgivning på visse lokale lægecentre, til timebetaling på specielle klinikker baseret på en skala der går op til over 400 kroner. Private behandlere, fra socialrådgivere til psykiatere, tager mellem 300 og 1300 kroner — efter hvad markedet kan bære.

Hjælper det noget at gå til en ægteskabsrådgiver? „Mange rådgivere siger at to tredjedele af deres klienter hjælpes,“ oplyser Consumer Life Magazine. Psykologen Morris B. Parloff fra USAs Nationale institut for Mentalhygiejne siger: „Alle former for psykoterapi lader til at være rimeligt brugbare over for patienter der er højt motiverede, oplever et akut ubehag, har godt styr på deres egen personlighed, er rimeligt veluddannede, har mødt en eller anden form for social medgang og anerkendelse, reflekterer over tingene, og kan opleve og udtrykke følelser.“

Der bliver imidlertid sagt meget for og imod. En kendt ægteskabsrådgiver ved navn Jay Haley er nået til den slutning at terapeuterne hverken kan vide sig sikre på deres metoder eller på virkningen af dem. Det er derfor de tøver med at offentliggøre deres resultater, siger han.

[Fodnote]