To gode afgørelser i Swaziland
Af „Vågn op!“-korrespondent i Swaziland
DEN 22. DECEMBER 1982 afsagde højesteret i Swaziland, der ligger i den sydlige del af Afrika, en modig dom til gunst for religionsfriheden. Sagen drejede sig om to børn, Celiwe og Sivikelo, der to år tidligere var blevet bortvist fra Emhlangeni Primary School på grund af deres religiøse overbevisning. Den ovennævnte dag afsagde dommer Hassanali en kendelse om at disse børn igen skulle optages på skolen.
Hvad var problemet? Celiwe og Sivikelos forældre er Jehovas vidner. Siden 1970 var mere end 90 børn af Jehovas vidner blevet bortvist fra forskellige skoler — i hvert tilfælde fordi de ikke ville være med til at fremsige bønner eller synge salmer og hymner, hvilket man almindeligvis gjorde når alle eleverne var samlet om morgenen. Naturligvis forholdt de sig stille og roligt mens de andre bad og sang; men selv om Jehovas Vidner går ind for religiøs tolerance, ønsker de ikke at pleje noget fællesskab med andre trosretninger. Og mange af salmerne, hymnerne og bønnerne udtrykker religiøse tanker og følelser som ikke stemmer overens med det børnene har lært ved at studere Bibelen. Respektfuldt stod de derfor stille mens deres skolekammerater sang eller bøjede hovedet i bøn. (Mattæus 4:10; 1 Korinter 10:14, 21, 22) Rektorer og lærere gjorde indsigelse mod at Jehovas vidners børn ikke deltog, og dette medførte at de blev bortvist.
Det bør bemærkes at Emhlangeni Primary School ikke handlede ud fra blind fordom da skoleledelsen dér bortviste Celiwe og Sivikelo. I virkeligheden havde denne skole optaget dem efter at de var blevet bortvist fra andre skoler. Udenforstående lagde imidlertid pres på skoleledelsen, og til sidst blev Celiwe og Sivikelo bortvist. Deres fader bragte sagen for domstolen, og som vi har set, var den endelige afgørelse gunstig.
Det er interessant at Swazilands forfatning, der blev vedtaget da landet opnåede uafhængighed i 1968, oprindelig tog højde for den slags problemer. Under overskriften „Beskyttelse af den enkeltes samvittighed“, stod der følgende: „Kun med vedkommendes eget samtykke (eller, hvis vedkommende er mindreårig, værgens samtykke) kan det forlanges at en person der går i skole, uanset hvor, skal modtage religionsundervisning eller deltage i eller overvære nogen religiøs ceremoni eller handling hvis undervisningen, ceremonien eller handlingen har forbindelse med en tro han ikke bekender sig til.“
I 1973 blev Swazilands forfatning suspenderet, fordi man ville affatte en ny der var mere i overensstemmelse med swazisk levevis. Man må håbe at de rosværdige garantier som fandtes i den oprindelige forfatning, vil blive vedtaget igen. I mellemtiden værdsætter Jehovas vidner denne højesteretsafgørelse, der vil danne præcedens for religionsfrihed.
Problemer i forbindelse med sørgeritualer
I vort søsterblad Vagttårnet for 15. maj 1983 (den engelske udgave for 1. februar 1983) bragte vi en artikel om et andet problem der havde forbindelse med tilbedelsesfrihed i Swaziland. Jehovas vidner led fysisk overlast og blev uretfærdigt fængslet fordi de ikke deltog i visse sørgeritualer for den afdøde kong Sobhuza II.
Sagen drejede sig ikke om respekt eller lydighed. Jehovas vidner tager apostelen Peters ord alvorligt: „Frygt Gud, ær kongen.“ (1 Peter 2:17; Romerne 13:1-7) Problemet opstod imidlertid da et officielt direktiv pålagde alle i Swaziland at lade hovedet rage til ære for den afdøde konge. At rage hovedet er et religiøst ritual der har forbindelse med troen på sjælens udødelighed. Af samvittighedsgrunde, af ’frygt for Gud’, kunne Jehovas vidner i Swaziland ikke gøre dette. Der udbrød forfølgelse da flere myndighedspersoner prøvede at tvinge dem til at gå imod deres samvittighed.
Mange som hørte om dette, følte at der i høj grad var blevet begået en uretfærdighed, og de skrev til forskellige regeringsmedlemmer for at give udtryk for deres følelser. Hvad var resultatet? Den 18. februar 1983 skrev avisen The Times of Swaziland at der havde været en sand „brevstorm“. Der stod: „Kabinetsministrene er, efter hvad der oplyses, overvældede over denne strøm af breve fra udlandet . . . Ministrene er så foruroligede over sagen at den skal drøftes på kabinetsplan.“
Ifølge ovennævnte avis har én højtstående embedsmand, overdommer Charles Nathan, personligt åbnet 2000 breve, og han var derefter så venlig at skrive til Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York, USA, at han ikke længere kunne overkomme at bekræfte modtagelsen af hvert enkelt brev. Jehovas vidner i Swaziland er taknemmelige for den kærlighed og omsorg som deres brødre i andre lande således har vist.
Fredag den 8. april 1983 bragte The Times of Swaziland endnu en rapport. Der stod at overdommer Nathan påhørte en appel fra 13 Jehovas vidner der af landsretten var blevet fundet skyldige i ikke at have fulgt den kongelige befaling om at lade håret klippe som et tegn på sorg. Overdommeren kom til det resultat at der var „væsentlige uregelmæssigheder“ i sagen mod Vidnerne, og han „imødekom deres appel og omstødte både domfældelsen og straffen“. Det var en retfærdig afgørelse, og man håbede at den ville få indflydelse på lignende sager der verserede.
Jehovas vidner beder fortsat om at myndighederne vil forstå og respektere deres oprigtige religiøse overbevisning. De og deres børn nærer dyb respekt for alle verdslige myndigheder og søger at rette sig efter alle love der ikke er i modstrid med deres tro. De beder om at de fortsat må føre et roligt og stille liv hvor de kan tilbede Skaberen, Jehova Gud, som apostelen Paulus skrev til Timoteus: ’Jeg tilskynder til at der fremføres bønner for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor.’ — 1 Timoteus 2:1, 2.