Indvielsen af et nyt administrationscenter — en gave til Jehova

HOLBÆK ligger nydeligt ved en blå fjord spækket med hvide sejl og omgivet af grønne og gule marker, som små danske byer bør. Over markerne kvidrer flagrende lærker på himmelen under vinddrevne, dunede skyer. Og i de lyse nætter, under blomstrende syrener og guldregn, afledes unge menneskers opmærksomhed et øjeblik af nattergalens sang. Om sommeren, altså. Vinteren er grå i Holbæk som overalt i Danmark.

De to sidste år har et byggeri i byens udkant været samtaleemne. Nogle hævder — og ikke uden god grund — at det foregik på det bedste stykke jord byen kunne tilbyde: Et bakket terræn på 54.000 kvadratmeter midt mellem frugtplantager med æble- og kirsebærtræer, med udsigt over fjorden og landskabet på den anden side. Inden for dets enemærker rejser sig en iøjnefaldende gravhøj fra bronzealderen. Arkitekterne syntes den var i vejen, men fik af fredningsmyndighederne at vide at den var urørlig. Besøgende er derimod betaget af tanken om hvad den måtte indeholde, og havearkitekten syntes han kunne udnytte den dekorativt.

Omtalte byggeri tiltrak sig opmærksomhed ikke blot fordi det var det største privatbyggeri byen havde kendt til, eller fordi det var et nyt administrationscenter for Jehovas Vidner med tilstødende boligfløj, trykkeri og rigssal, hvilket var bemærkelsesværdigt i sig selv, men især fordi det skulle være selvbyggeri. Et projekt på 13.800 kvadratmeter gulvareal og ingen byggefirmaer! En velmenende sagsbehandler på bygningsinspektoratet spurgte bekymret Vidnerne om de ikke hellere skulle lade være, men de svarede at deres økonomi simpelt hen ikke tillod dem at gøre det på anden måde.

Da startsignalet lød, viste det sig at de havde al nødvendig ekspertise i deres egne rækker. Arkitekter, ingeniører, landmålere, teknikere, tegnere, konduktører, målere, håndværksmestre, formænd, håndværkere, arbejdsmænd, chauffører, maskinførere, kontorfolk, indkøbere, bogholdere, kokke, eller bare villige hænder, mænd og kvinder, de flokkedes alle. En broget skare var de. Nogle med temperament, nogle uden; nogle faglærte, nogle ufaglærte; nogle hurtige, nogle langsomme; nogle unge, nogle gamle; men de havde alle ét tilfælles: Kærlighed til deres Gud og hans arbejde. Der var 200 i alt i gennemsnit, indbefattet dem i hjælpeafdelingerne, og iblandt dem fandtes en snes svenskere og et par nordmænd. De ankom som en blandet flok og rejste som et produktions-minded, højt kvalificeret og veldisciplineret arbejdshold der traf hovedet på sømmet hver gang hammeren faldt.

Efter det indledende arbejde med opstilling af boliger, toiletter, bad, spisesal og køkken til medarbejderne, samt værksteder, kontorer, en kran med spor, en betonstation og lægning af en hovedkloak, var de parate til det egentlige byggeri. Fra det øjeblik de tog det første spadestik blev de ved med at bygge i hundrede uger, søgne- og helligdage, indbefattet århundredets hårdeste vinter med temperaturer i ugevis ned til mellem 10 og 20 minusgrader, ja én nat endog ned til 30 grader. Godt hjulpet af frivillige i weekenderne byggede de hvad der ville svare til en rigssal eller et parcelhus på 138 kvadratmeter om ugen. Bygningerne var færdige den 20. maj 1983, men allerede i august 1982 blev administrationsfløjen og bygningen med lejlighederne overtaget af Vagttårnsselskabets stab.

Reception

Den 19. maj 1983 var der reception for byens embedsmænd, naboer og forretningsforbindelser. Borgmesteren kom i spidsen for delegationen fra bystyret. I alt var der 125 personer som efterkom invitationen. Det bød på en fin lejlighed til at forklare forsamlingen bygningernes formål, hvorfor de skulle være så store og hvordan vi havde betalt for dem med frivillige bidrag og lån fra trosfæller hovedsagelig i Danmark, men også i Sverige og Holland.

Under rundvisningen i bygningerne roste især fagmændene fra bygningsinspektoratet valget af materialer, det fine håndværksarbejde og finish’en som de havde kendt magen til i deres ungdom, men ellers aldrig så nu om stunder. Da den venlige, velmenende sagsbehandler fra bygningsinspektoratet blev mindet om sine oprindelige betænkeligheder, sagde han med et smil: „Dengang kendte jeg jo ikke jeres organisation.“

Efter forfriskninger fik alle gæster foræret en gavepakke med et eksemplar af Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter og nogle af Selskabets nyeste publikationer.

Samme dag var der også åbent hus for offentligheden, og 75 personer efterkom indbydelsen og fik en rundvisning. Der blev således aflagt et fint vidnesbyrd til Jehovas ære.

Indvielsesdagen

Med lørdag den 21. maj 1983 kom den indvielsesdag man havde glædet sig til så længe. Foruden byggemedarbejderne og Vagttårnsselskabets medarbejdere var de lokale menigheder indbudt. Ligeledes indbudt var 90 Jehovas vidner som havde været aktive i mange, mange år, og de repræsenterede de 240 menigheder i Danmark, Grønland og på Færøerne med deres 23.500 tilsluttede. Fra udlandet kom repræsentanter fra Island, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland og USA. Desuden var Daniel Sydlik fra Jehovas Vidners styrende råd i Brooklyn, New York, kommet for at holde indvielsestalen. Det bragte det samlede tal op på 700 festklædte, forventningsfulde og glade mennesker.

Først var der hilsener og beretninger fra de udenlandske gæster. Så fulgte en redegørelse af koordinatoren for det danske afdelingsudvalg, Jørgen Larsen, om arbejdet i Danmark og den udvikling der førte til behovet for nye bygninger til landsadministrationen. Det var interessant, nævnte han, at beslutningen om at bygge blev truffet på et tidspunkt da tilgangen af aktive vidner havde været minimal i nogen tid. En senere øgning af tilgangen havde imidlertid retfærdiggjort tro og forudseenhed.

Daniel Sydliks ledende skriftsted, som han vendte tilbage til gang på gang, var Anden Samuelsbog 24:24, hvor kong David af Israel svarede en mand der ville give ham brænde og dyr til et offer gratis: „Nej, jeg vil købe det af dig for dets fulde værd; jeg vil ikke bringe [Jehova] min Gud brændofre, som intet koster mig!“ ’Intet offer uden et offer’, var foredragets kerne. Tilhørerne følte sig meget opstemt ved denne tanke. Byggeriet havde kostet hver eneste af dem noget i form af penge, hårdt arbejde eller begge dele. Det havde betydet at de måtte give afkald på arbejde, hjem og indkomst og affinde sig med en hel del ubekvemmeligheder de år byggeriet havde varet. Hvor velgørende var det ikke for dem efter al deres slid at se sig indpasset i det billede Daniel Sydlik skitserede, som sådanne der bragte ofre ved Jehovas store alter.

Indtil nu havde bygningerne tilhørt dem der havde bygget og betalt dem, og de kunne bruges af dem som de fandt for godt, sagde Daniel Sydlik. Men det var ikke det de havde arbejdet for. De ønskede at give dem til Jehova som en gave. Fra det øjeblik bygningerne blev indviet, ville de tilhøre Jehova og være forbeholdt det ene formål at yde hellig tjeneste for ham. Forenet i en indvielsesbøn gav derefter alle af hele deres hjerte med glæde denne frugt af deres arbejde til deres store Gud, Jehova.

Efter at have spist til aften sammen og festet med taler og musik gik deltagerne hjem — som israelitterne efter indvielsen af Salomons tempel, „glade og vel til mode over al den godhed, [Jehova] havde vist“. (1 Kongebog 8:66) Som en af deltagerne sagde senere: „Jeg læste ikke aviser i flere dage derefter. Jeg ville ikke forstyrres i den stemning indvielsen havde givet mig.“

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

1. Boligfløj.

2. Kontorfløj.

3. Trykkeri og forsendelse.

4. Fløj med fællesfaciliteter.

5. Rigssal.

6. Carporte.

7. Drivhus.

[Illustration på side 13]

Luftfoto af det nye afdelingskontor, fra sydvest. I baggrunden: Holbæk Fjord og udkanten af Holbæk by.

[Illustrationer på side 15]

Hovedindgang

D. Sydlik fra Jehovas Vidners styrende råd, og F. S. Hoffmann fra det danske afdelingskontor

Indvielsesprogrammet foregik blandt andet i trykkerihallen. Der var 695 indbudte