Intolerance før og nu

BUMP . . . bump . . . bump. Jernstangen faldt tungt på Jean Calas’ ben og brystkasse. Hans sønderlemmede krop blev anbragt på et vognhjul og lagt til skue på en offentlig plads i Toulouse i Sydfrankrig. Derefter blev han brændt.

Calas døde på hjul og stejle som en domfældt morder. Den foregående dag, den 9. marts 1762, var denne huguenot (som protestanterne kaldtes i Frankrig) blevet kendt skyldig i at have myrdet sin søn for at forhindre denne i at gå over til katolicismen. Ved en højtidelig begravelse blev Calas’ søn hædret som katolsk martyr.

Den franske filosof Voltaire formodede imidlertid at Calas var blevet offer for katolsk intolerance. Efter at Voltaire havde påvist at Calas’ søn i virkeligheden havde begået selvmord, startede han en treårig kampagne for at rejse den offentlige stemning i Europa. Hans taktik virkede. Det lykkedes ham til sidst at få de franske myndigheder til at tage sagen op igen, og den 9. marts 1765 blev Calas, tre år efter sin død, frikendt. Dette grelle tilfælde af fordom mod huguenotterne blev en af datidens mest opsigtsvækkende sager. Det fik Voltaire til at skrive sin berømte Traité sur la Tolérance (En afhandling om tolerance).

Intolerance — godt eller dårligt?

Kun de færreste vil prøve at retfærdiggøre et sådant hykleri og en sådan fordom og blodtørstig intolerance. Dog er det under visse omstændigheder på sin plads at man ikke viser tolerance. Mord, tyveri, voldtægt og kidnapning er noget de fleste samfund ikke tolererer, og dét med rette. Det samme har været tilfældet førhen når det drejer sig om religion. Da Jehova Gud gav israelitterne de ti bud, erklærede han om sig selv at han var ’en Gud der krævede udelt hengivenhed’. (2 Mosebog 20:5, NW) Derfor tålte Guds folk ’ikke nogen rivaliseren’ fra falske guder. (4 Mosebog 25:11-13, NW) Afgudsdyrkelse var en lovovertrædelse som straffedes med døden.

Husk imidlertid på at den suveræne Gud har ret til at bestemme hvad han vil eller ikke vil tolerere i spørgsmålet om religion. Mennesker har ikke denne ret. Når israelitterne udslettede de fordærvede, dæmondyrkende kana’anæere, gjorde de det på Guds befaling. (1 Mosebog 15:16; 2 Mosebog 23:23, 24) Men Gud befalede ikke israelitterne at drage over land og hav for at udrydde falsk gudsdyrkelse i andre lande. Den kristne menighed fik heller ikke myndighed til at udrydde ikke-troende.

Den intolerance der førte til døden for Jean Calas — og for utallige millioner andre — er derfor ikke fra Gud. ’Men i dag er verden da for civiliseret til at en sådan intolerance vil forekomme,’ mener nogle. Hvad viser historien? Hvordan begyndte intolerancen? Er der grund til at tro at den igen vil stikke sit grimme hoved frem?

De forfulgte blev selv forfølgere

Begreberne „religionsfrihed“ og „adskillelse mellem kirke og stat“ eksisterede næppe i oldtiden. Herskerne dengang blev ofte anset for at være guddommens præster eller for selv at være guder. De folkeslag de besejrede antog sejrherrens gud, eller fik lov til at fortsætte med at tilbede deres egne guder. Ja, ofte tilbad folk de samme guder under forskellige navne.

Sådan forholdt det sig imidlertid ikke med det jødiske folk da det var blevet besejret. Efter nationens fald i 607 f.v.t. gav jøderne, der nu boede spredt i forskellige lande, øvrighederne det problem at de som et religiøst mindretal forlangte frihed til at tilbede Gud i overensstemmelse med deres egne religiøse forskrifter. Hvad førte det til? Ofte bitter forfølgelse. Men da kristendommen fremstod, syntes jøderne at have glemt hvad de selv havde været ude for, og de blev ivrige forfølgere af Kristi disciple. — Apostelgerninger 3:14, 15; 4:1-3; 8:1.

De kristne fulgte også dette triste mønster. Først blev de ofre for jødernes intolerance. Snart mødte de også modstand fra andre sider. Fordi de første kristne nægtede at tilbede hedenske guder eller guddommeliggjorte herskere, kom de i konflikt med under- og overmyndigheder i romerriget.

Efterhånden blev der indført dødsstraf for at bære Kristi navn, og et stort antal kristne blev slået ihjel. Bølger af forfølgelse fortsatte med at komme indtil år 313 e.v.t., hvor Konstantin og hans medkejser Licinius af politiske grunde udstedte ediktet i Milano, der gav de kristne religionsfrihed. Konstantin gjorde til sidst „kristendommen“ til hovedreligion i romerriget — et dristigt forsøg på at styrke et smuldrende rige ved at sammenblande hedenskab og kristendom.

„Kristendommen“ blev imidlertid splittet i to rivaliserende sekter. To byer, Byzans (som senere fik navnet Konstantinopel) og Rom, hævdede hver især at være hjemsted for den sande kirke. De var begge intolerante over for dem der havde en anden mening i lærespørgsmål. Endnu en gang blev de forfulgte selv forfølgere.

Katolsk intolerance

Den katolske kirkelov siger: „Vi tror fuldt og fast, og tvivler på ingen måde på, at enhver kætter eller skismatiker vil få lod og del med Djævelen og hans engle i den evige ilds flammer, medmindre han før sin død slutter sig til og restitueres i den katolske kirke.“ Og helt op til i dag lyder den troskabsed som romersk-katolske biskopper skal aflægge: „Med al magt vil jeg forfølge og bekrige kættere.“ Intolerance blev således integreret i katolsk tankegang. For at retfærdiggøre denne holdning siger det autoritative franske værk Dictionnaire de Théologie Catholique: „Da kirken er den åbenbarede sandheds, tros og morals vogter, kan den ikke tolerere udbredelsen af nogen lære der er skadelig for de troendes tro.“

Den katolske kirke har derfor ofte jaget „kættere“, dømt dem og derpå overgivet dem til de verdslige myndigheder for at få dem straffet. The New Encyclopædia Britannica skriver: „I statskirken [efter Konstantin] — især efter kejser Theodosius i slutningen af det 4. århundrede — blev kætteri en kriminel overtrædelse som blev straffet af staten. Kirkens fjende blev også betragtet som statens fjende. Ved rigssynoderne i perioden fra det 4. til det 8. århundrede forsøgte biskopperne derfor at få de afvigende mindretal erklæret som kættere og at få dem ryddet af vejen som fjender af staten.“

Kirken viste også med de verdslige myndigheder som redskab sin intolerance mod jøderne, muslimerne, katharerne og albigenserne (der blev nedslagtet i en „hellig krig“ i Sydfrankrig i begyndelsen af det trettende århundrede), kættere og protestanter. Sandt nok blev det meste af dette blod udgydt af „det verdslige sværd“. Men i sin bulle Unam sanctam, udgivet i 1302, erklærede pave Bonifacius VIII at „det verdslige sværd“ måtte underkaste sig kirkens „åndelige sværd“ og „tjene kirken . . . under den åndelige magts ledelse“. (The Catholic Encyclopedia, bind 15, side 126) Den katolske kirke kan altså ikke unddrage sig ansvaret for det blod der er blevet udgydt som følge af dens religiøse intolerance.

Protestantisk intolerance

Den katolske kirke er imidlertid ikke ene om at være intolerant. Anført af teologen Johannes Calvin udøvede protestanterne deres eget rædselsherredømme. Den schweiziskfødte protestantiske historiker Philip Schaff indrømmer: „Til stor ydmygelse for de protestantiske kirker fortsatte den religiøse intolerance, som endda indbefattede forfølgelse til døden, længe efter reformationen. I Genève blev den i høj grad skadelige teori anvendt i praksis af stat og kirke, ja man anvendte endda tortur og tillod børn at vidne mod deres forældre, alt sammen med Calvins billigelse.“ Og da Calvins lære om forudbestemmelse og om treenigheden blev anfægtet af henholdsvis Jérôme Bolsec og Michael Servet, blev Bolsec fordrevet fra Genève og Servet arresteret og anklaget som kætter. Han blev brændt på bålet. Andre „kættere“ blev også brændt i den calvinistiske by Genève, med billigelse af for eksempel den protestantiske teolog Theodor Beza.

Martin Luther var også meget intolerant. Han var ikke kun, „som det er almindeligt kendt, antisemitisk“, men han fik også fire „hekse“ brændt i Wittenberg.

Snart efter, i det sekstende og syttende århundrede, blev Frankrig og Tyskland hærget af blodige religionskrige — og grusomhederne blev begået af såvel katolikker som protestanter.

Verdslig intolerance

’Men i dag har menneskene da lært af deres fejl,’ siger du måske. Og vi må sige at kirkerne i dag har vist en mere tolerant holdning end førhen. Ikke desto mindre siger The New Encyclopædia Britannica: „Arven fra den kristne intolerance og de metoder den udviklede (d.v.s. inkvisition eller hjernevask) er nu virksom i den intolerance der kommer til udtryk i de moderne politiske revolutioners ideologi og metoder.“

Ja, mens der i visse henseender er en nedgang i den religiøse intolerance inden for kristenheden, oplever vor generation til gengæld et opsving i den politiske og racemæssige intolerance. Denne verdslige intolerance er virkelig ’en arv fra den [falske] kristne intolerance’. Koncentrationslejrene, hvor seks millioner jøder blev udryddet, er blot ét eksempel på dette. Og det siges at Hitler sagde følgende for at retfærdiggøre den intolerance han viste over for jøderne: „Jeg viderefører blot den samme politik som den katolske kirke slog ind på for 1500 år siden.“ Andre diktatorer efter Hitler har brugt hjernevask og mental og fysisk tortur i deres kamp mod ideologiske „kættere“. Jehovas vidner har for eksempel ofte måttet føle denne intolerance på grund af deres politiske neutralitet. På Cuba blev et vidne klædt af til skindet, omviklet med pigtråd og anbragt på taget af et hus, prisgivet de sultne myg. I et andet land blev fem vidner arresteret og udsat for strenge trusler og prygl i flere dage. Én måtte indlægges på hospitalet på grund af sine kvæstelser. I tre lande i Nordøstafrika blev Jehovas vidner arresteret. (Op til fem procent af Vidnerne i ét land!) Mange blev torteret, og tre blev endda slået ihjel. Ja, fanatiske politiske herskere har lært meget af kirkerne med hensyn til behandlingen af anderledestænkende.

Men kan det nu tænkes at kirkerne selv vil blive ofre for verdslig intolerance? Hvor dybt stikker den tolerance egentlig som det hævdes vi har i dag? Og hvad med den økumeniske tanke? Er den et tegn på større tolerance, eller blot på større ligegyldighed over for religion? Og til sidst: Hvordan berører alt dette os som enkeltpersoner? Er det muligt at have en stærk religiøs overbevisning uden at være intolerant? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 6]

’Arven fra den kristne intolerance er nu virksom i de moderne politiske revolutioners metoder’

[Ramme på side 5]

Intolerancen kender ingen grænser

„De færreste muslimske nationer . . . er et mønster på tolerance. Men er de alene om dette? Inkvisitionen og religionskrigene fyldte kristenheden med blod, og de fromme mennesker der grundlagde De forenede Stater regnede indianerne og de sorte for ringere end mennesker. Det samme gælder i dag deres fætre i Sydafrika. Hvad oplysningstidens fornuftdyrkere angår, så faldt deres regime uheldigvis sammen med guillotinens. ’Den videnskabelige socialisme’ [kommunismen] har ikke været bedre hvor den er kommet til magten.“ — Den franske avisredaktør André Fontaine i Le Monde.

[Illustration på side 4]

Titelbladet i første udgave af Voltaires ’Traité sur la Tolérance,’ Paris, 1763