Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g84 22/1 s. 30-31
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1984
  • Underoverskrifter
  • Farlig tyverisikring
  • Soldreven telefon
  • Sort arbejde
  • Flere børn fødes med handicap
  • Forbud mod DDT
  • Kriminalitet blandt børn i Danmark
  • Beostær-syndromet
  • Skærmterminaler
  • Død af kattebid
  • Utrygge skoleelever
  • Blind mands bedrift
Vågn op! – 1984
g84 22/1 s. 30-31

Vi betragter verden

Farlig tyverisikring

● Kriminaliteten i Vestjylland er så alvorlig at en urmager i Ringkøbing er begyndt at tilbringe sine nætter på en drømmeseng bag disken i sin forretning — med et ladt jagtgevær ved hovedpuden. Han har før været udsat for indbrud der har kostet ham en mindre formue. „Jeg bliver ruineret og må gå fra forretningen, hvis en tyv løber med de mange kostbarheder. For det er blevet alt for dyrt at forsikre varelageret,“ siger han. En guldsmed på samme egn har opsat et jagtgevær, som ved snoretræk er forbundet til indgangsdøren. Disse eksempler har fået justitsministeriet til at advare de handlende. En kontorchef fra ministeriet udtaler i Jyllands-Posten: „Justitsministeriet fraråder handlende at bruge skydevåben mod indbrudstyve. Det kan medføre et strafansvar, og i langt de fleste tilfælde er det klogest at lade indbrudstyve løbe for at undgå voldsscener.“ — 30. august og 1. september 1983.

Soldreven telefon

● Den franske avis Le Figaro meddeler at man på en afsides beliggende bjergtop ved den fransk-spanske grænse har opstillet en „telefonboks“ med en soldreven telefon. Den „drives af solbatterier der gør den uafhængig af solskin i helt op til femten dage. Apparatet står i forbindelse med en radiomodtager ved centralen i Urrugne. Telefonkabinen er, foreløbig for de tre sommermåneder, opstillet ved en bjergrute hvor der ikke er andre kommunikationsmidler.“ Systemet er blevet langt billigere end en almindelig telefonforbindelse, idet en sådan måtte have kabelforbindelse til den nærmeste central, otte kilometer borte. Som endnu en fordel nævnes at „denne form for telefonboks kunne anvendes som nødudstyr i kommuner der ofte isoleres på grund af dårligt vejr“.

Sort arbejde

● Under overskriften „Arbejdslysten stiger i måneskin“ fortæller Jyllands-Posten at „sort arbejde“ er på fremmarch i næsten alle lande. Ifølge Den internationale Arbejdsorganisation (ILO) repræsenterer værdien af illegalt arbejde i nogle lande 5 procent eller mere af hele bruttonationalproduktet. Statskasserne går glip af enorme skatteindtægter. I Sverige udfører 13-14 procent af den aktive befolkning sort arbejde, i Italien er det op til en tredjedel af arbejdsstyrken, og i USA drejer det sig om mere end 25 millioner mennesker. Grunden til det sorte arbejde er ikke altid mangel på penge. Ifølge ILO er folk trætte af regler og love som hindrer fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Virksomheder beskæftiger måneskinsarbejdere for at holde deres omkostninger og priser nede. Nogle tager sort arbejde fordi de til daglig har kedelige og frustrerende jobs, og gerne vil have flere udfordringer. Pensionister gør det ofte af ren virkelyst og fordi de gerne vil føle sig nyttige. (17. august 1983) Da Jesus engang blev spurgt om hvorvidt man skulle betale skat, svarede han bekræftende med de berømte ord om at ’give kejseren hvad kejserens er’. — Mattæus 22:21.

Flere børn fødes med handicap

● Trods lægevidenskabens fremskridt ser det ud til at der i dag fødes flere børn med fysiske og psykiske handicap end tidligere. Dr. Margareta Mikkelsen fra Kennedy Instituttet i Glostrup oplyser at der for eksempel forekommer flere tilfælde af mongolisme hos børn af ganske unge kvinder. Hun mener at det kan skyldes uheldige forhold på mødrenes arbejdspladser (for eksempel organiske opløsningsmidler).

Denne tendens svarer til oplysninger som for nylig har gjort amerikanske forskere urolige. I USA er antallet af nyfødte med kroniske svækkelser blevet fordoblet i de seneste 25 år. Det svarer nu til fire procent af hver årgang. Eksperter gætter på at følgende faktorer har været medvirkende: cigaretrygning (nu dobbelt så udbredt blandt kvinder som for 25 år siden); giftige kemikalier på arbejdspladserne; forbedret lægevidenskab (som betyder at flere børn som før ville være døde ved fødselen, nu overlever); eventuelle nye, ukendte virusformer som kan skade fosteret. — Politiken, 20. juli 1983, og Berlingske Tidende, 21. juli 1983.

Forbud mod DDT

● Det giftige plantebeskyttelsesmiddel DDT kan ikke nedbrydes i naturen, men ophobes i fødekæderne og finder vej til den mad vi spiser. Miljøstyrelsen i Danmark meddeler at det fra den 1. oktober 1984 bliver forbudt at bruge dette middel her i landet.

Kriminalitet blandt børn i Danmark

● Blandt børn i 8. klasse har hele 20 procent begået alvorligt kriminelle handlinger. Det viser en undersøgelse som kriminologen Flemming Balvig har foretaget i Gladsaxe kommune. De forbrydelser som de 13-14-årige har begået, er ikke bagatelagtige forseelser, men handlinger som i alle tilfælde er strafbare ifølge loven (vold, større tyverier og lignende), og som bør anmeldes til politiet. Dertil kommer at de også har begået mindre hærværk, chikanerier og rapserier. Det er dog „kun“ fem procent der har begået de grove handlinger gentagne gange, og bliver ved med det. I aldersgruppen som helhed er det kun fem procent der har en „snehvid samvittighed“.

Hvorfor bliver så mange børn kriminelle? Skolepsykolog Stig Kjerulf mener at forældre og skole har givet børnene „et gabende tomrum“. De keder sig simpelt hen. „De færreste børn kan finde udfordringer og aktivitetsmuligheder i skolen, når de er nået 13-års alderen.“ Foruden gruppepresset fra kammeraterne peger Stig Kjerulf på den stigende materialisme: „I takt med stigende velstand er børnene i dag mere materialistisk indstillede end nogen generation har været det. De jager kun kedsomheden på flugt ved at forbruge. Det er også en forklaring på, at børn stjæler, hvad de ikke kan købe.“ — Berlingske Tidende, 1. september 1983.

Beostær-syndromet

● „Der er vist ved at ske noget ganske forfærdeligt med vore børn,“ sagde lektor Steen Larsen fra Danmarks Lærerhøjskole i september på en konference om børnekultur. Hvad mente han? At TV og video lærer små børn at bruge svære ord, men forhindrer dem i at få en fornuftig opfattelse af virkeligheden. „Mange moderne børn lider af beostær-syndromet,“ siger han. „De taler tilsyneladende voksent og forstandigt — men i virkeligheden er de sludrechatoller; de flotte voksne ord og vendinger er ikke forankret i deres hverdag og virkelighed. Fjernsynet og videofilmene bærer nok en stor del af skylden.“ Steen Larsen mener at børnene på den måde skubbes ud i en „pseudo-verden“, hvor de ikke lærer at tænke abstrakt. Han anbefaler at børn skal være med til „godt gedigent dagligt arbejde der kan bruges til noget. Det nytter ikke, at de bare ser på — det være sig på aktive forældre eller videofilm. Hvis de ikke får lov til at handle, lærer de det aldrig.“ — Berlingske Tidende, 3. september 1983, og Politiken, 5. september 1983.

Skærmterminaler

● Skærmterminaler og datamaskiner gør det lettere for millioner af kontorfolk at løse arbejdsopgaver, „men de gør ikke nødvendigvis jobbet lettere, sundere eller behageligere,“ beretter The Harvard Medical School Health Letter. Hvorfor? Fordi „skærmterminaler ikke bare er en ny slags kontorudstyr; de forandrer selve arten af det arbejde der udføres,“ fortsætter rapporten. Synsvanskeligheder, muskel- og knoglebesvær samt stress er problemer der er forbundet med skærmterminalerne. Man når i tidsskriftet frem til den slutning at arbejdspladsen må indrettes omhyggeligt og med omtanke, og at lys og placering af møbler er afgørende for effektivitet og velvære på arbejdspladsen. Polstrede og indstillelige stole med fast støtte for lænden er uundværlige for dem der arbejder ved skærmterminaler. Det bør være menneskets ydeevne og arbejdsbelastning man interesserer sig for, ikke maskinens.

Død af kattebid

● Den svenske avis Dagens Nyheter for 26. maj 1983 fortalte om en kvinde som var blevet bidt i højre hånd af sin kat. Efter nogle timers forløb fik hun kuldegysninger, hovedpine, feber, og hævelser omkring det bidte sted. En læge sendte kvinden på hospitalet, hvor man forberedte sig på at give en penicillinindsprøjtning. Men inden man nåede at give indsprøjtningen, havde hun mistet bevidstheden. Oplivningsforsøg lykkedes ikke; kvinden døde. I såret fandt man store mængder af en bakterie som undertiden findes hos mennesker der er blevet bidt af dyr. Denne bakterie kan til tider være meget farlig. Bakterierne kan blandt andet afstedkomme væskeansamlinger i hjernen, og det var en sådan ansamling der var årsag til kvindens død.

Utrygge skoleelever

● Poul Skov fra Danmarks Pædagogiske Institut har i en doktorafhandling oplyst at kun hver tredje elev i skolerne i Danmark føler sig trygge i deres skole og oplever en arbejdsglæde der giver dem lyst til at lære noget nyt. Resten føler sig utrygge, dårligt tilpas eller mangler lyst til skolearbejde. Poul Erik Jensen fra samme institut bekræfter at manglende selvtillid er et stort problem blandt skolebørn. Blandt de ti procent af skoleeleverne der har lavest selvtillid, nærer langt de fleste følelser som disse: har lyst til at blive væk fra skolen og melde sig syge; har lyst til at stikke af hjemmefra; er usikre når de skal høres i deres lektier; bliver kede af det over næsten ingenting; tør ikke sige deres mening; føler at lærerne helst vil være fri for dem; synes de voksne tager sig for lidt af dem; og ville hellere være en anden end den de er. — Jyllands-Posten, 26. april og 2. juni 1983.

Blind mands bedrift

● Den 48-årige amerikaner Hank Dekker er ikke den første der har sejlet alene over Stillehavet, men han er den første blinde mand der har gjort det. Hans tur fra San Francisco til Hawaii i en 25-fods båd varede 24 døgn. Han navigerede ved hjælp af instrumenter der udsendte lydsignaler. Under en storm den 6. august kæntrede Hank Dekkers båd, men i løbet af to døgn fik han klargjort den til videre sejlads. — Politiken, 21. august 1983.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del