„Danske Kirkedage“ og verdensfreden

„Danske Kirkedage“ er et bredt, kirkeligt møde der siden 1968 er blevet afholdt hvert tredje år. I 1983 blev det holdt i Silkeborg, med „Fred“ som tema

EN AF vanskelighederne ved at tale præcist om kristendommen i Danmark er at folkekirken med sine 94 procent af befolkningen består af mennesker med et væld af uforligelige religiøse og politiske anskuelser. At få denne brogede, uregerede medlemsskare på en fællesnævner, så man for eksempel kan sige hvad folkekirken står for, er umuligt. Dermed er der ikke sagt andet end hvad så mangen en kirkens mand allerede har sagt.

For det store flertal af folkekirkens medlemmer er denne mangel på enhed hverken acceptabel eller uacceptabel, for det har for længst opgivet at beskæftige sig med kirkelige spørgsmål. Derimod er den accepteret af de kirkebevidste medlemmer af folkekirken, der til dels ligefrem berømmer den som ønskværdig. Det er kun forholdsvis få der foruroliges, endsige får anfægtelser, af at man med en sådan kirkeform må give afkald på den enhed som ifølge Bibelen er Kristi kirkes sikre kendetegn. Men foruroligelsen er på ingen måde af en sådan grad at den får dem til at drage konsekvenser af den.

I den forløbne sommer afholdtes i juli i Silkeborg konferencen Danske Kirkedage. Det sker hvert tredje år, og i sommer var emnet „fred“. Initiativtagerne var fraktioner af folkekirkens kirkeinteresserede medlemmer i samarbejde med frikirkelige retninger, fordi man også arbejder med det økumeniske. Og det var her kirkefolket under mottoet „fred“ i sin splittethed åbenbarede en afmagt som ville få uøvede i kirkelig tankegang til hurtigt og forskrækket at se sig om efter et bedre redskab til fredssagens fremme.

Temaet var vidtrækkende. I betragtning heraf indbød arrangørerne af kirkedagene forsvaret, nuværende og tidligere ministre, politikere, kendte teologer fra ind- og udland, forfattere og folk med tilknytning til fredsbevægelserne. Man ønskede bred tilslutning til en drøftelse af hvilken opgave kirken har i forbindelse med freden i verden. Man ønskede også at gøre noget praktisk for freden og overvejede muligheden for en fredsdemonstration. En såkaldt „værkstedsgruppe“ blev sat på opgaven. To tusind mennesker gav møde.

Ingen kirkens enhed

Nu er det jo en kendt sag at Øst og Vest bedyrer deres fredsvilje, men at der ikke kommer noget ud af det, fordi man hverken kan enes om fredens betingelser eller hvordan den skal sikres. Kontroversen og dens argumenter er avislæsere bekendt. Den nævnte konference brød ikke med dette mønster. Det blev til den kendte snak frem og tilbage ad trådte stier om den truende verdensødelæggelse, forsømmelsen af den tredje verden, og raketter hist og raketter her. Standpunkterne var de samme som dem der hidtil har holdt parterne ved nedrustningsforhandlingerne på hver sin side af bordet. En enighed til efterligning som — hvis sådant var tænkeligt — kunne virke i det mindste tilskyndende på bare Danmarks politiske beslutningstagere, blev det ikke til.

Lad så være at politikerne, fredsbevægelsernes folk, militæret, forfatterne og andre ikke kan enes om hvordan vi skal få fred. De har jo heller ingen anden grund til at vise en enig front end hvad sund fornuft og deres samvittighed byder dem i betragtning af at det ifølge egne udsagn drejer sig om menneskehedens beståen. Men anderledes forholder det sig med mennesker som bekender sig til aktiv kristendom. Ud over at være forpligtede af sund fornuft og samvittighed er de forpligtede til enhed alene ved deres erklærede tilhørsforhold til den Kristus som har tilnavnet Fredsfyrsten. Det er ham som beder om at hans efterfølgere „alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig“. — Johannes 17:21, den autoriserede danske oversættelse af 1948.

Når det står dårligt til med verdens tro på Fredsfyrsten, skyldes det ikke mindst kirkefolkets manglende bidrag til freden i form af en demonstration af kirkens enhed — en gammel gældspost, aldrig udlignet trods utallige ’rykkere’. Prædikanten ved konferencens åbningsgudstjeneste udtrykte det på denne måde: „Midt i fredsarbejdet kommer vi i krig med hinanden om den rette strategi, f.eks. om forholdet til Sovjetunionen eller USA eller NATO. Og kommer til at hade hinanden mere end dem, som vi bekæmper, . . . Så er det svært i længden at opbyde tilstrækkelig tro og sej udholdenhed nok til at man kan blive ved at forlange den fred og kærlighed af verden, som man ikke selv kan vise over for sine nærmeste.“ — Kristeligt Dagblad, 4. juli 1983.

Kontroversiel åbningstaler

Allerede valget af den vesttyske teolog Dorothee Sölle som åbningstaler fik Indre Mission og andre kirkekredse der ellers traditionelt støtter kirkedagene, til at sige fra på forhånd med den begrundelse at hun i særlig grad ville slå politisk mønt af sin deltagelse. Hun må også have været en oplevelse. For den som venter sig noget andet af en teolog der underviser ved et vesttysk universitet må det lyde mærkeligt at høre hende med al sin vægt kaste sig ud i striden om raketterne og komme med en vurdering af den militære magtbalance mellem Øst og Vest, sparsomt forsynet med et par vage hentydninger til bibeltanker her og der.

Rent teologisk kan hun heller ikke have været helt almindelig, selv om man er vant til lidt af hvert. Ifølge hendes teologi, siger de som har læst hendes bøger og interviewet hende, er Gud hverken almægtig eller alvidende, og hun „tror hverken på en verden over denne, eller på en tid efter denne, eller på et sted over dette“. Af den grund regner mange hende for at være ateist, skønt hun selv kalder sig kristen. Den konfessionsløse forfatter Preben Major Sørensen fandt hendes lære så sølle at han harmdirrende tog til genmæle da han så at de der var nærmere til det, ikke rørte på sig. Han skrev i Jyllands-Posten for 1. september 1983: „Det er ikke nok at sige, det er usmageligt, i en kristen sammenhæng. Det er det også, men det er først og fremmest infamt. Og hvis der ikke er nogen teologer, der kan se det eller tør se det og sige det, så er det, fordi kristendommen er blevet syg.“ I det sidste tager han selvfølgelig fejl. Det kan kun være teologerne der er blevet syge.

Delte meninger

Kristeligt Dagblad for 7. juli 1983 bragte interviews med seks af kirkedagenes deltagere om hvordan vi skal få fred. Den første sagde at man skulle begynde med sig selv. Den anden at det ville være naivt ensidigt at nedruste i vesten. Den tredje at Dorothee Sölles tanker var tiltalende, og i øvrigt at kirkens splittelse skyldtes Indre Mission. Den fjerde at hvis vi ikke havde været med i NATO, kunne kirkedagene ikke være holdt. Den femte at vi skal forsvare vor frihed hvis vi bliver angrebet. Og den sjette at for at få en ende på terrorbalancen må man vove at vise tillid og ensidigt nedruste i vesten med den risiko det indebærer. Blandt de interviewede var to socialarbejdere fra KFUM, en studerende, en dr. theol. og en præst.

Det var angsten for at blive taget til indtægt for forskellige politiske anskuelser der holdt diverse kirkekredse med præster og biskopper fra at deltage i kirkedagene. Arrangørerne håbede på at kunne gøre påstanden til skamme, men hvordan skulle de kunne holde styr på en flok med meninger så langt fra hinanden som øst er fra vest? Det blev da også til at 2-300 kirkelige deltagere svigtede det tilrettelagte mødeprogram til fordel for en fredsmarch til torvet i Silkeborg hvor en politiker talte. Initiativet hertil var udgået fra en eller flere af de arbejdsgrupper man selv havde sat til at finde ud af hvad der kunne gøres rent praktisk. Kristeligt Dagblad kaldte det den „Første fredsdemonstration i dansk, kirkeligt regie“ — men det trøstede næppe de skuffede arrangører.

Kirkefolkene har demonstreret at de nok kan enes om at de er for fred; hvortil en eller anden nøgtern sjæl måske kunne finde på at bemærke at det vel heller ikke indebærer nogen særlig fortjeneste. Man skulle jo være et stort skarn om man ikke var det. Men samtidig har de demonstreret at de hverken i tanke eller handling kan enes om fred. Vi taler her ikke om fortidens og nutidens religionskrige. At man internationalt ikke magter at få selv det ynkelige surrogat for kirkeenhed der går under navnet økumeni til at fungere, vil vi også gå let hen over. Vi taler heller ikke om Den danske Folkekirke i sin helhed, ja, ikke engang om den forsvindende lille brøkdel af den som udgøres af dens kirkebevidste medlemmer i sin helhed. Vi taler såmænd kun om en endnu mere forsvindende brøkdel, nemlig den del af folkekirkens kirkebevidste medlemmer som efter en grundig frasortering af åbenbart anderledestænkende fandt sammen ved denne lejlighed for at tale om freden og gøre noget for den. Det var disse cirka 2000 udsøgte, sig til kristendommen bekendende mennesker, af samme kirke, af samme nationalitet og af samme sprog, som ikke magtede at demonstrere blot en antydning af enhed inden for deres egne indskrumpede rækker. Men de ville gøre noget for verdensfreden.

Det lyder måske morsomt. Det paradoksale i situationen og det åbenbare misforhold mellem den erklærede hensigt og de til rådighed stående midler har alle vittighedens ingredienser i sig. Men det er ikke morsomheder endsige latterliggørelse af gode hensigter der ligger os på hjerte. Langtfra. Det er ønsket om at lade den bibelske, kristne lære om kirkens enhed stå i skarpt relief. Kun ved at tage den alvorligt er det muligt at følge i Fredsfyrstens fodspor på samme måde som den første kristne menighed, om hvem det hedder at hele „forsamlingen af dem som havde fået tro, havde ét hjerte og én sjæl“. (Apostelgerninger 4:32) Den menighed demonstrerede kirkens enhed, og enhed og fred er som siamesiske tvillinger: de er ét, de er uadskillelige og de kan ikke leve hver for sig. Kirkens folk kan derfor ikke bidrage til freden så længe deres kirkeorganisation hviler på filosofien om uenighedens berettigelse i demokratiets navn. Den kristne kirke ligner ikke til forveksling det danske folketing, og Danske Kirkedage burde derfor heller ikke have gjort det.

En anden opskrift

Hvis det nu forholdt sig sådan at kirkens enhed var et historisk fænomen hvis forekomst ikke kunne forklares, og som i hvert fald ikke var set siden den første menigheds dage, kunne man, om ikke undskylde så i det mindste måske forstå, hvordan det kunne gå til at kirken kom til at slå følge med politikerne i deres traditionelle måde at søge fred på, som traditionelt intet fører til. Men sådan forholder det sig jo ikke! Opskriften på den enhed og fred der gjorde den første kristne menighed så berømt findes jo stadig væk. Den står at læse i Bibelen, og Jehovas Vidner bruger den med forbavsende resultater. Den går ud på at fred kommer af indbyrdes kærlighed, der ifølge Paulus er „enhedens fuldkomne bånd“. Ydmyge mennesker kan tilegne sig den ved bibelstudium og ved Guds ånd. Dernæst fremmes freden iblandt dem ved at de holder sig uden for al politik. Indblanding ville være en fornægtelse af Fredsfyrsten, som erklærede at hans rige ikke var en del af denne verden. (Johannes 18:36) Tænk hvad kirkerne ville have været sparet for hvis de var kommet til denne erkendelse. Det er for en stor del heri at hemmeligheden ved Jehovas vidners internationale enhed ligger. Deres bibelforståelse har skabt et internationalt broderskab af kristne mænd, kvinder og børn af alle nationer, racer, sprog og enhver social og religiøs herkomst. Deres indbyrdes kærlighed har gjort det umuligt for dem at deltage i krige, vold og ødelæggelse. De har, for at bruge profeten Esajas’ ord, ’smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til vingårdsknive’, og de ’løfter ikke sværd mod folk eller øver sig i våbenfærd mere’. (Esajas 2:4) Med dem er den drøm der foresvæver alle fredselskende mennesker, gået i opfyldelse.

Det er åbenbart at hvis alle mennesker ville følge Jehovas vidners eksempel, ville vi have fred på jorden. Alligevel viser erfaringen at mange, mange mennesker, af grunde som det er svært at fatte, er fjender at et sådant internationalt, kristent fredens broderskab, ja, de søger endog at udrydde det. Deres ligesindede slog Fredsfyrsten ihjel. Men tiderne har ændret sig. Nu lader han sig ikke længere behandle som en forbryder. Profetien siger at Guds retfærdighed vil vise sig ved at han frelser dette internationale fredens broderskab fra dets fjender „når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes med evig undergang.“ (2 Thessaloniker 1:7-9, da. aut.) Tilbage står så et internationalt, kristent samfund af mennesker som elsker hinanden, og så får vi fred under Guds rige ved Fredsfyrsten, Kristus Jesus. Jehovas vidner vil derfor fortsat bidrage til international fred ved af al kraft at hjælpe deres medmennesker til at være „lydige mod vor Herres Jesu evangelium“.

[Tekstcitat på side 14]

Opskriften på den enhed og fred der gjorde den første kristne menighed så berømt findes stadig væk. Den står at læse i Bibelen

[Illustration på side 13]

Nogle få af mange indlæg i den heftige debat om „Danske Kirkedage“ i Silkeborg. Udklippene er fra: Jyllands-Posten, 7. juli 1983; Kristeligt Dagblad, 4. juli 1983; Politiken, 29. juni 1983; Kristeligt Dagblad, 7. juli 1983; Berlingske Tidende, 6. juli 1983; og Berlingske Tidende, 13. juli 1983.