Indre Mission — vækkelsesbevægelsen der sov ind
I FØRSTE halvdel af forrige århundrede samledes lægfolk her i landet i private hjem til religiøse møder med bøn, salmesang, bibellæsning og bibelsamtaler. Det var forbudt ifølge loven — især hvis en omrejsende lægprædikant var til stede — medmindre sognepræsten gav sin tilladelse, og den kunne det være svært at få. Der var nemlig erfaring for at sådanne møder ofte førte til at deltagerne tog afstand fra præstens lære eller tog anstød af hans livsstil, og — hvad der var værre — desuden blev besjælet af forkyndelsesiver så de gik fra dør til dør med Bibelen i hånd for at vække deres medmennesker til ’en levende tro på frelsen i Kristus’.
Underkendt af myndigheder, gejstlighed og den almindelige befolkning måtte vækkelsesfolkene udstå mange genvordigheder. Det var et brud på enevældens lov og orden at ulærde småbønder, håndværkere og fiskere gik omkring i et ærinde der ellers var forbeholdt præsterne, og når de dertil optrådte med frejdig veltalenhed, kraft og overbevisning, og desuden havde resultater, lå det nært at affærdige dem som fanatisk sektvæsen. Vinden bar imod. De ivrigste vækkelsesprædikanter måtte gennem arrestationer, retssager og fængselsophold uden at det dæmpede deres iver. Det er fra disse kredse Indre Mission har sit udspring.
Med religions- og forsamlingsfrihedens indførelse ved grundloven af 1849 ændredes forholdene så vækkelsesfolkene på Sjælland i 1853 kunne stifte foreningen „Den indre Mission“. Uoverensstemmelser gjorde dog at den ikke trivedes. I 1861 stiftedes så en ny forening, „Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark“, denne gang under medvirken af tre præster, og dermed fik Indre Mission vind i sejlene.
Det enkelte menneskes behov for frelse indtog en dominerende plads i missionsfolkenes bevidsthed. Mennesket var af naturen syndigt og på vej til fortabelse hvis det ikke omvendte sig og modtog frelsen i Kristus. Situationen var så meget alvorligere som missionsvennerne efter kirkelig tradition mente at der ventede de uomvendtes udødelige sjæle en bogstavelig evig pine i helvedes ild. Man kan i dag let skose ad en sådan middelalderovertro, men den var vidt udbredt i de tider, selv om mange allerede dengang afviste tanken fordi den stred imod Guds kærlighed, eller fordi logikken sagde dem at når kirkefolk som angav at tro på et sådant helvede mageligt henslængt kunne ryge cigarer og fortælle vittigheder, var det vel så som så med overbevisningen.
Men med missionsfolkene var det anderledes. De var overbeviste. Hildet i datidens kirkelære havde de ved deres bibellæsning overset den kendsgerning at sjælen dør sammen med legemet, så dens videre eksistens bliver afhængig af en opstandelse og helvedes pine en umulighed. For dem var helvedes rædsler ramme alvor, og som de oprigtige og samvittighedsfulde mennesker de var, lod det dem ikke i ro. De forlod deres varme stuer for at frelse sjæle i omsorg for næsten, hvorved det naturligvis ikke kunne undgås at de talte om helvedes alvor.
„Til troslivets vækkelse og de troendes sammenslutning i de helliges samfund,“ som det hedder i deres forenings formålsparagraf, udsendte de: „1) Rejsepræster. 2) Indremissionærer, som foruden at virke ved husbesøg og bogsalg tillige afholder offentlige møder og forsamlinger. 3) Bogsælgere, som udelukkende virker ved husbesøg og bogsalg.“ Dertil kommer et antal udsendinge på fritidsbasis. Årsrapporten for 1921 oplyser at der var 176 indremissionærer foruden bogsælgere i marken det år, fordelt over hele landet. Bevægelsens historiske hovedværk af 1961 angiver intet højere tal end dette. I dag er cirka 130 indremissionærer virksomme.
Vilhelm Beck var Indre Mission
Blandt de tre præster der var aktive ved stiftelsen af ovennævnte nye forening gjorde især den unge Vilhelm Beck sig bemærket. Han blev formand for bestyrelsen fra 1881 til 1901, men i praksis ledede han Indre Mission allerede fra dens stiftelse i 1861. Vilhelm Beck ’simpelthen var Indre Mission i denne periode,’ hedder det i en kronik i Kristeligt Dagblad. Han virkede i 40 år med stor hengivenhed for sagen, var en klarsynet organisator, en medrivende taler, viljestærk, forhandlingssmidig og troede ikke på demokrati i organisationen.
I de spændingsforhold der især i de tidlige år opstod mellem dele af lægfolket og præsterne i ledelsesspørgsmål, gik præsterne af med sejren. Da kolportører engang ønskede 10-12 lægmænd i bestyrelsen som modvægt til de siddende præster, blev de stemt ned efter at bestyrelsen havde truet med ellers at ville gå af, en fremgangsmåde den benyttede med held flere gange i sin historie. Beck mente ikke der var behov for en „gudelig rigsdag“. Ikke en eneste lægmand kom i bestyrelsen ved den lejlighed, og det siger noget om forholdene at den i 1886 bestod af ni præster og to lægmænd. Oprindelig blev bestyrelsen valgt og afskediget af generalforsamlinger, men foreningen af 1861 kender hverken til indmeldelser, kontingenter eller generalforsamlinger. Bestyrelsen supplerer sig selv, og over halvdelen af den skal efter vedtægterne være præster.
Indre Mission og folkekirken
Oprindelig havde lægfolkene en, efter deres erfaringer, forståelig mistro til kirken og de fleste præster. Men der var præster man faldt i tråd med, og som man derfor nok ville arbejde sammen med, men ikke beherskes af. Det gik altså dog anderledes, som allerede nævnt, og det skyldtes præsterne at Indre Mission blev så stærkt knyttet til folkekirken. Derved undgik den at blive stemplet som sekt, og kunne således lettere virke blandt folkekirkemedlemmer.
Forholdet til kirken er imidlertid selvmodsigende. Man anerkender folkekirken som sand kristen kirke, og anerkender den alligevel ikke i sin helhed, men drager et skel mellem dens medlemmer, med de virkelig troende eller „hellige“ på den ene side, og de ugudelige og vantro på den anden side, i erkendelse af at de sidste så åbenbart ikke kunne være en del af Kristi sande kirke. Indre Mission kalder deres omvendte „de hellige“, og i praksis bliver det så til at de udgør den sande kirke. De på den anden side skellet bliver så Indre Missions arbejdsmark. Denne dobbelthed er nødvendig for at kunne sige både ja og nej til folkekirken.
Det var også nødvendigt at Indre Mission selv afstak sin kurs, hvis den skulle fastholde sit sigte efter formålsparagraffen. En vækkende lægmandsmission var jo i sig selv en kritik af præstestanden, og Beck revsede højlydt uduelige og vantro præster. Det gav konflikter. Kirkemyndighederne ville derfor gerne have mere hånd i hanke med bevægelsen, men det måtte blive ensbetydende med mere præstedømme. Beck var vågen for faren ved dette. At gøre en statsinstitution af Missionen ville være at tage hele kraften fra den. Lægmændene havde allerede strakt sig så vidt man kunne forlange, mente han. At spænde buen yderligere var ikke tilrådeligt. Blev han trængt for hårdt tog han ikke i betænkning at true med at Missionen ville forlade folkekirken, og når han havde beskrevet faren for at den i så fald kunne udvikle sig til en ukontrollabel sekt til plage for de fleste af landets præster, faldt myndighederne til føje. Sådan gik det gang på gang. Et så veltjent våben er det altid godt at have ved hånden, og så sent som i 1980 kom det i brug igen. Den 19. juni kunne man i Jyllands-Posten læse at Indre Missions formand, pastor John Ørum Jørgensen, truede med at „sprænge folkekirken“ hvis Missionen ikke fik mere indflydelse.
„Er alt i Bibelen sandt?“ spørger en interviewer Indre Missions generalsekretær, Poul Langagergaard, i Kristeligt Dagblad. „Ja, selvfølgelig, for det er Guds ord. At stå på Bibelens grund er eneste kilde og norm for al kristen tro, lære og liv,“ lyder svaret, og dermed bekræftes Indre Missions tidligste bibelsyn som uændret. Det erklærede ønske om at ’fastholde Indre Mission på Skriftens grund’ i bedste lutherske forstand kan kun gøre tilknytningen til folkekirken til et voksende dilemma, men at den derfor skulle gøre alvor af truslen om at forlade folkekirken er der næppe grund til at tro — ellers var det nok sket for længe siden.
Forholdet til kirken knager i fugerne her og der, og en berørt samvittighed lader høre fra sig nu og da, men sådan har det altid været. Har Indre Mission kunnet affinde sig med den „rummelige“ folkekirke i 130 år og set den godtage så bibelfremmede ting som førægteskabeligt samliv, ægteskabelig utroskab, abort, homoseksualitet og kvindelige præster — om end under protest — må man frygte at de idelige kompromis’er er blevet til indgroet vane. „Vi nejer os efter allehånde vinde i tolerancens højhellige navn,“ klager formanden i ovennævnte Jyllands-Posten. Ønsket om at tækkes folkekirken og samtidig at „stå på Bibelens grund“ lader sig nu engang ikke forene.
Vækkelsen sover ind
Det må erkendes at der lå styrke i Becks stramme ledelse med justits både i lærespørgsmål og organisation. Takket være den kunne han styre uden om klippeskær som mange andre religiøse bevægelser var strandet på: Indre Mission var absolut neutral i politiske spørgsmål, og den tog ikke del i kirkepolitiske stridigheder. Herved blev den forskånet for alvorlige splittelser, så den aldrig flød ud sådan som grundtvigianismen, samtidens anden store religiøse vækkelsesbevægelse i Danmark.
Men efter Becks død, på vejen op gennem det 20. århundrede, ændrede Indre Mission karakter. Gentagne gange havde Beck og andre understreget at vækkelsen alene var Missionens opgave. Man ville forkynde ordet til sjælenes frelse og intet andet. Derfor havde man undgået de sidespor der førte til politisk og kirkeligt engagement og standhaftigt forsvaret sin frihed som uafhængig lægmandsbevægelse inden for kirken, men man formåede ikke i det lange løb at modstå fristelsen til at glide ind i det sociale velfærdsarbejde på bekostning af forkyndelsen. Indremissionæren endte som socialarbejder og intern sjælesørger. Fra at være en forkynderorganisation er Indre Mission blevet en bevægelse der direkte og indirekte driver en lang række sociale institutioner og andre foretagender lige fra skoler og hospitaler til hoteller og rejsebureau. Vist kan man da stadig komme til møder og bibelkredse hvis man vil ulejlige sig hen hvor Indre Mission virker, men det er årtier siden man har set lægprædikanten ved sin dør. Som det hed i et læserbrev i Kristeligt Dagblad for nylig: „For 40-50 år siden kom en missionær rejsende med toget og havde så en del møder i forskellige nabosogne. Samtidig havde han tid til husbesøg undervejs.“ Nu kommer han i bil „ene mand på lange ture, holde en tale, bede om en gave, drikke en kop kaffe, afsted i bilen igen. Ingen husbesøg uden rent lokalt.“ Og i en artikel i Indre Missions Tidende siges der med hentydning til Peters fiskefangst i Lukas-evangeliet, at alle taler om fiskeri og kalder sig fiskere, men der er ingen som fisker.
„Mit højeste ønske,“ siger Langagergaard til Kristeligt Dagblad, „er, at missionsfolkene ud over landet vil gøre et opsøgende arbejde blandt børn, unge og voksne, så disse kaldes ind i Guds rige og de helliges fællesskab.“ Det gjorde missionsfolkene før i tiden, men hvorfor holdt de op? Og hvorfor holdt de særlige missionærer op? Og hvorfor går Indre Missions præster ikke foran i dette arbejde som et godt eksempel? Et umiddelbart svar kunne være at det er langt lettere at arbejde socialt og internt end i årevis vedholdende at forkynde evangeliet fra dør til dør for en ligegyldig befolkning. Og så er det populært.
Nogle mener at Indre Mission lider under en lederkrise og har gjort det siden Becks dage. Men er det rimeligt at tro at Kristi menigheds frelsesarbejde skulle være afhængigt af et menneske?
Hvis det var helvedeslæren der i sin tid drev missionsfolkene ud til folks døre, skulle denne drivkraft stadig være til rådighed. Ganske vist opfatter Indre Mission i dag ikke fortabelsen som en sjælens pine ved bogstavelig ild, men som en ikke mindre smertelig psykisk pine i form af et udødeligt sjæleliv naget af erindringen om begåede synder i evig afskærelse fra en Gud hvis tilgivelse de inderligt længes efter, men aldrig kan opnå. Der er således god grund til fortsat at opsøge folk på den anden side „skellet“.
Langagergaard har selvfølgelig ret når han ønsker missionsfolkene og ikke blot missionærerne ud i det opsøgende arbejde. Det er efterlevelse af den bibelske og lutherske lære om „det almindelige præstedømme“ (læren om at alle sande Kristi efterfølgere skal forkynde evangeliet for andre) han har i tanke, en lære som Indre Mission ofte har henvist til i denne forbindelse. ’Vi skal møde folk hvor de færdes,’ lyder det. Men så er det ikke nok med teltmission og bibelcampings om sommeren. Der er ingen steder folk færdes mere end i deres hjem. Missionsfolkene skal ud fra dør til dør som Jesus lærte sine disciple det ifølge det 10. kapitel i Mattæus-evangeliet.
At virkeliggøre dette vil kræve al den kraft og alle de ressourcer Indre Mission råder over, og en hel del mere. Det vil kræve intet mindre end Guds medvirken ved sin hellige ånd. At kunne praktisere det almindelige præstedømme er beviset for åndens tilstedeværelse; og kan Indre Mission ikke det, er der noget alvorligt galt.